Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Til forsvar for det ledige standpunkt

Polemikkens nestor, Hans Hauge, skriver sit andet tryllebind af en apologi for Martin Heideggers eftermæle
Hans Hauge er udkommet med andet bind af en apologi for Martin Heideggers eftermæle.

Hans Hauge er udkommet med andet bind af en apologi for Martin Heideggers eftermæle.

Ullstein Bild - Meller Marcovicz

Kultur
24. januar 2020

Det er svært ikke at undre sig. Hvad får Hans Hauge til at bruge sit otium på at forfatte to bøger med næsten tusind siders forsvar for Martin Heidegger, der i disse år beskyldes for alskens dårligdom?

I 2016 (på kanten af pensioneringen) udgav han den 356-siders lange apologi, Løgstrup, Heidegger og nazismen, hvor han kalder Heidegger »næstennazist« og mener, at folk omkring ham, blandt andre Løgstrup, kendte hans politiske synspunkter, men fandt dem ubetydelige. Og derfor bør vi også.

Nu er virtuosen så tilbage med Hytten og hæfterne, som tematisk fokuserer på de seks bind af Schwarze Hefte, der indtil videre er udkommet i Heiddegers Gesamtausgabe på forlaget Vittorio Klostermann (bind 94-99).

I sin vanligt kaotiske stil fabulerer Hauge et forsvar for Heidegger, der stritter og strutter, fyldt med energi og vildskab, med kilometervis af ligegyldige bipersoners data og dertilhørende idé- og kulturhistoriske digressioner, der egentlig burde trætte, men som formår at fastholde, fordi bogen er velskrevet og elementært sjov.

Hauge har fundet et ledigt standpunkt i Heidegger-diskussionen, men at det skulle være nødvendigt eller overbevisende fremstår uklart. Sagen er jo, at Heideggers nazisme ikke er opstået som en konklusion på en indlæsning i hæfterne. Sympatierne har været gængs viden længe.

Men hæfterne er jo dynamit, for hvorfor skulle Günter Figal ellers abdicere fra formandsposten i det tyske Heidegger-selskab efter at have fået kendskab til indholdet i hæfterne? Eller den italienske Heidegger-ekspert, Donatella Di Cesare, der måtte opgive sin Heidegger-hyldest efter at have læst hæfterne og derfor skrev det kritiske værk Heidegger og jøderne, der udkom på Vandkunsten i 2015 (og som pudsigt nok mangler på Hauges ellers imponerende litteraturliste).

Hun hævder, at »metafysisk antisemitisme« var en grundsten i Heideggers filosofi, og altså ikke et aparte hjørne, der kan overses eller udvandes. Hvorfor skulle hun smide alt sit akademiske arbejde i håndvasken, hvis ikke hun var overbevist om, at Heideggers antisemitisme faktisk var en hjørnesten i hans filosofiske arkitektur?

Hauges eneste argument i forbindelse med horderne af Heidegger-kritikere blandt nutidens Heidegger-fortolkere ser ud til at være ad hominem: De gør det for berømmelsens skyld. De gør karriere på at kritisere en filosof, de ikke kan måle sig med.

Biografismens stolte søn

Ud over alskens spruttende polemik er Hauges basale forsvar, at hæfterne skal læses som en særlig slags litteratur. En form for filosofisk autofiktion eller et eksempel på »mennipæisk« litteratur, som Northrop Frye skrev om, dvs. en type litteratur, der satirisk fletter refleksioner med udstilling af inkompetente opponenter.

Dertil kommer, at litteratur for Hauge er, at man læser et eller andet ind i en tekst, ikke at man finder ud af, hvad der faktisk står. Med andre ord den mest kradse udgave af dekonstruktivistisk litteraturteori, vi kan opstøve her til lands.

Hans Hauge: ’Hytten og hæfterne. Historien og Heidegger og hans ’Schwarze Hefte’’.

Problemet er jo så bare, at hvis den totale vilkårlighed råder, så har vi ingen grund til at diskutere, og derfor kan Hauge ikke dy sig for at smide tøjlerne lidt og mestendels give et biografisk forsvar for Heidegger. Hyperrelativisten springer ud som biografismens stolte søn!

Det biografiske forsvar består hovedsageligt i, at flere nationalsocialister anklagede Heidegger for ikke at være (nok?) nationalsocialist (for eksempel kaldte Ernst Krieck i 1934 Heideggers tænkning for en afspejling af »jødernes artsfremmede tænkning«), og så var han det vel ikke? Dernæst havde han jødiske venner og forsvarede af og til jødiske studerende og kolleger, og hvis man er glødende antisemit, er det naturligvis selvmodsigende.

Det er væsentlige pointer, men to forhold bør nævnes.

At visse nazister ikke anså Heidegger for at være deres husfilosof skyldes i hvert fald også, at hans filosofi ikke ligefrem er for almenvellet.

Her var Heideggers modstander Alfred Rosenbergs klare ideologi lettere at anvende. Desuden: En intern strid i et parti kan være grim, men at én liberal anklager en anden liberal for at være illiberal er næppe noget tungtvejende argument imod den anklagedes synspunkter.

Nok er Heideggers sociale relationer vigtige at fremdrage, men alligevel – når emnet er nazisme taler vi altså om en dræbermaskine med millioner af liv på samvittigheden. Heideggers rektoratstale, hans støtte til Fører-princippet, hans begejstring for Mein Kampf (for eksempel artikuleret over for broren), hans tavshed omkring Holocaust og så videre kan ikke udvandes med henvisninger til andres tavshed.

Hvis Heidegger virkelig er det tyvende århundredes største filosof, som Hauge gentagne gange skriver, så må han også finde sig i, at hans værk gennemtrawles.

Det er næppe sandsynligt, at hæfternes nazisme får den konsekvens, at vi stopper med at læse hans hovedskrifter. Lignende ubehageligheder i andre værker fra Luther til Nietzsche har ikke haft den konsekvens. Derfor står spørgsmålet stadig tilbage: Hvorfor denne iver for at forsvare Heidegger?

Hans Hauge: ’Hytten og hæfterne. Historien og Heidegger og hans ’Schwarze Hefte’. U Press, 401 sider, 275 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Intellektuel antisemitisme er mest af alt en dumstædighed, hvor man ikke vil indrømme ophavet til sin tænkning den ære, det tilkommer.

Det er svært at forstå Hans Hauges fortsatte behov for at forsvare Martin Heidegger. Martin Heidegger var nazist og medlem af det tyske DNSAP helt frem til nederlaget i 1945. Alligevel fortsætter Hans Hauge med at forklejne Heideggers nazimedlemsskab ved at kalde ham "næstennazist".
K.E. Løgstrups holdning til Heidegger og nazismen kan man læse i de to artikler Løgstrups skrev i 1938 hvor han utvetydigt forsvarede det nazistiske diktatur.