Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Gør USA solidarisk igen: Tag fra de rige og giv til fællesskabet

De to progressive økonomer, som har leveret data og ideer til den kapitalismekritiske præsidentkandidat Elizabeth Warren, viser i deres nye bog, hvordan man kan genskabe et solidarisk skattesystem i USA
De to franske økonomer Gabriel Zucman og Emmanuel Saez er rådgivere for den progressive amerikanske præsidentkandidat Elizabeth Warren. Deres data og ideer ligger til grund for hendes forslag om en offensiv formueskat og finansiering af en omfattende sundhedsreform ved at beskatte de rigeste.

De to franske økonomer Gabriel Zucman og Emmanuel Saez er rådgivere for den progressive amerikanske præsidentkandidat Elizabeth Warren. Deres data og ideer ligger til grund for hendes forslag om en offensiv formueskat og finansiering af en omfattende sundhedsreform ved at beskatte de rigeste.

JONATHAN DRAKE

Kultur
15. november 2019

Græsrødderne jubler, og aktivisterne klapper, når den amerikanske socialist Alexandria Ocasio-Cortez forklarer, at vejen fremad ikke går til et fremmed og farligt land, men tilbage til noget, som var engang:

»Når folk beskylder os for at rykke partiet til venstre, må jeg svare, at vi ikke rykker partiet til venstre. Vi flytter partiet hjem.«

Og hun har ret.

Det eneste nye ved det, som de nu i USA kalder for »demokratisk socialisme«, er ordet »socialisme«. For det er ikke nyt i amerikansk politik at kræve, at de rigeste skal betale forholdsmæssigt meget mere til fælleskassen end resten, og kampen mod store formuer var i det tyvende århundrede en fælles ambition.

For omkring 100 år siden var USA det land i verden med den højeste indkomstskat for de højeste indtægter. Ingen andre lande opkrævede to tredjedele af de højeste lønninger i skat, men det gjorde amerikanerne. Senere hævede præsident Franklin D. Roosevelt det, vi i Danmark kalder topskatten, til 81 procent, og under Anden Verdenskrig nåede den i en kort periode op på næsten 100 procent. 

Som de to franske økonomer Gabriel Zucman og Emmanuel Saez skriver i deres nye bog The Triumph of Injustice – How the Rich Dodge Taxes and How to Make Them Pay:

»I næsten et halvt århundrede var USA så tæt, som noget demokratisk land nogensinde har været, på at indføre en lovlig maksimumindkomst.«

Det ville ingen hverken venstreorienterede partier i Skandinavien eller socialister i USA kræve i dag. Præsident Roosevelt understregede dengang, at de høje skatter ikke kun skulle skaffe bidrag til samfundets fælles opgaver. De skulle også beskytte samfundet mod, at de rigeste blev for rige.

En politisk historie om radikale politiske forandringer

Zucman og Saez indleder deres bog med en graf, som, efter den blev trykt i The New York Times i oktober, har udløst en voldsom offentlig fejde mellem amerikanske økonomer.

Grafen viser, at de allerrigeste i dag reelt betaler en lavere skatteprocent end resten af befolkningen, fordi den øverste skattesats er blevet sænket voldsomt over de seneste årtier, og fordi de blandt andet kan overføre deres lønindkomster til afkast på kapital, som er langt lavere beskattet.

Så stor en andel af deres indkomst betaler amerikanerne i skat

Sofie Holm Larsen

Denne graf fortæller i sig selv en politisk historie om radikale politiske forandringer, som har favoriseret den økonomisk overklasse og bidraget til en ulighed så markant, at den kan betragtes som decideret samfundsskadelig:

»Det er historien om, hvordan det skattesystem, der blev etableret under The New Deal, er blevet undermineret«, anfører Saez og Zucman. De fleste økonomer er enige i den generelle tendens, men mange udfordrer deres datagrundlag for grafen og kritiserer Saez og Zucman for at overdrive de superriges skatteprivilegier.

Det falder uden for denne anmeldelses rammer og i øvrigt denne anmelders viden at afgøre, hvem der har ret. Men kampen om grafen i The New York Times afslører noget andet: at det amerikanske præsidentvalg i 2020 også er en kamp mellem forskellige økonomers analyser og forslag.

Økonomi, ideer og politik er tæt forbundet i det, der ligner det mest skelsættende og ideologiske valg i USA i årtier. Det handler om den fundamentale indretning af det amerikanske samfund og en grundlæggende genforhandling af landets sociale kontrakt.

Saez og Zucman er ikke demokratiske socialister. De har lavet forskningsprojekter og undersøgelser sammen med den franske stjerneøkonom, ulighedsforsker og kapitalismekritiker Thomas Piketty. De betjener sig af samme metode som Piketty med at indsamle store mængder data som basis for at skrive økonomisk udviklingshistorie i et hundredeårigt perspektiv, og de har samme politiske position.

De er politiske liberalister som John Rawls og henviser til frihed, lighed og broderskab som ideologisk grundlag. Men de insisterer på, at den økonomiske ulighed og sociale uretfærdighed, der præger USA i dag, er undergravende for demokratiet i praksis. Og at frihed for den enkelte har sociale forudsætninger, som det er en fælles opgave at frembringe: Fri adgang til uddannelse, sundhedsforsikring for alle og sociale overførsler til de arbejdsløse.

Det er derfor, de betragter skattesystemet som den »vigtigste institution i ethvert demokratisk samfund«. Endelig har de ligesom Piketty den ambition at oversætte fagøkonomiske begreber til hverdagssprog og gøre samfundsøkonomi tilgængelig for alle.

Det er et pædagogisk projekt med et demokratisk formål, idet de ønsker en fælles diskussion om, hvordan pengene skal fordeles og skattesystemet indrettes. De har sågår lavet hjemmesiden taxjustice.net, hvor almindelige borgere kan se udviklingen i det amerikanske skattesystem, som efter deres opfattelse er gået i stykker:

»Vi har haft to mål med at skrive denne bog«, pointerer de i indledningen: »vi vil for det første forstå præcis, hvordan USA endte i det her rod, og vi vil for det andet hjælpe med at gøre det godt igen«.

Opgør med millionærerne og milliardærerne i USA

De to er også rådgivere for den progressive amerikanske præsidentkandidat Elizabeth Warren. Deres data og ideer ligger til grund for hendes forslag om en offensiv formueskat og finansiering af en omfattende sundhedsreform ved at beskatte de rigeste. Også den demokratiske socialist Bernie Sanders er i sin politikudvikling stærkt inspireret af Zucman og Saez. 

De to franske økonomer har således hjulpet venstrefløjen i det demokratiske parti med at udtænke hele det opgør med millionærerne og milliardærerne i USA, som gør det amerikanske præsidentvalg så ideologisk interessant.

Flere af de økonomer, som har kritiseret Zucman og Saez, er omvendt enten knyttede til tidligere demokratiske regeringer eller såkaldt ’moderate’ præsidentkandidater.

Kampen om den omtalte graf er således blevet en selvstændig intellektuel episode i demokraternes primærvalg. Hvis man finder grafen retvisende og antager, at de rigeste reelt betaler en lavere skatteprocent end resten, vil man være tilbøjelig til at følge Warren og kræve det, hun kalder »store strukturelle forandringer«.

Hvis man omvendt mener, at grafen overdramatiserer udviklingen af ulighed, vil man snarere som den forhenværende vicepræsident Joe Biden stille sig tilfreds med at vende tilbage til tiden før Trump.

Zucman og Saez understreger, at udviklingen af ulighed og opgøret med omfordeling gennem skattesystemet ikke er resultatet af fælles politiske beslutninger, der har været diskuteret åbent og begrundet i offentligheden, inden de blev omsat til lovgivning: »Nogle af disse forandringer er resultatet af bevidste beslutninger, men mange flere er noget, som bare skete.«

Vi har ifølge forfatterne de seneste 40 år set udviklingen af en verdensomspændende skatteunddragelsesindustri. Advokater, økonomer og konsulenter har specialiseret sig i at oprette skuffeselskaber i eksempelvis Bermuda eller Bahamas, så store selskaber er sluppet for at betale skat i USA. Eller de har udviklet metoder til at bogføre store indtægter som afkast på kapital, hvilket er langt lavere beskattet.

Globaliseringen har også skabt nye muligheder for at lave sindrige konstruktioner og finde avancerede smuthuller. Og den internationale konkurrence er blevet brugt af de forskellige lande som argument for at blive ved med at sænke deres selskabsskatter.

De politiske beslutninger om at sænke skatterne følger ifølge Zucman og Saez som regel et bestemt mønster: Først udnytter de rigeste smuthuller og juridiske konstruktioner til at slippe for at betale skat. Derefter siger ledende politikere, at det ikke kan lade sig gøre at opkræve høje skatter, fordi staten er oppe imod uovervindelige modstandere som skattely, globalisering og komplicerede finansielle konstruktioner:

»Det ender med, at regeringerne nedsætter skattesatser for de mest velstående med den begrundelse, at det er blevet umuligt at beskatte de rigeste,« skriver forfatterne.

Denne diagnose fører til Zucman og Saez’ katalog af forslag. Det gælder for det første om at investere i en offensiv og effektiv skatteopkrævning. De to anbefaler, at man opretter en særlig offentlig institution, som de kalder et »Public Protection Bureau«. Den skal have bemyndigelse til at indhente alle relevante informationer fra private virksomheder og overvåge økonomiske transaktioner.

Denne institution skal håndhæve den etablerede »økonomiske substansdoktrin«, som siger, at alle transaktioner, som har til formål at unddrage sig skattebetaling, er ulovlige. Og den skal kunne anmode det amerikanske finansministerium om at sanktionere alle overtrædelser.

De foreslår for det andet, at krav om skattebetaling skrives ind i alle de frihandelsaftaler, som allerede sætter en række kriterier og standarder for samhandel. Det skal koordineres internationalt.

De foreslår for det tredje en ny skat, som de kalder for en »national indkomst«. Den skal beskatte alle former for indtægter fra arbejde, kapitalafkast og formuer ens, så de rigeste ikke kan bruge konsulenter og rådgivere til at flytte indtægterne derhen, hvor det er mest gunstigt. Princippet er enkelt: samme skattesats på alle former for indkomst.

For det fjerde anbefaler de en formueskat på to procent årligt på alle formuer over 50 millioner dollar og tre procent på alle formuer over én milliard. Det lyder ikke umiddelbart af meget, men tænker man på, at milliardærer hvert eneste år skal aflevere tre procent til fælleskassen, vil det med tiden reducere de store formuer drastisk. Og det er et selvstændigt politisk mål.

For som de skriver: »Formuer er magt. Ekstrem koncentration af formuer er ekstrem koncentration af magt. Magt til at påvirke regeringens politik. Magt til at forvride konkurrence. Magt til at skabe ideologier.«

En genopdagelse af en progressiv position

Man kan indvende, at det er en urealistisk position. At ville tage så meget af de riges formuer for at nedbringe deres magt. Og flere kritikere af Saez og Zucman har hævdet, at det ikke kan lade sig gøre i praksis. Andre har anført, at det vil blive prøvet ved domstolene, om det er i strid med den amerikanske forfatning.

Men det er ikke desto mindre et forslag, som såvel Elizabeth Warren og Bernie Sanders har gjort til en del af deres politiske programmer. Og når man aktuelt hører de vrede angreb på planerne om at beskatte de store formuer fra Wall Street, de store techmilliardærer og de ultrarige generelt i USA, kan man i hvert fald konstatere, at nogle er så bekymrede for, at det kunne ske, at de har kastet sig ud i en kamp mod det.

Man kan også indvende, at det er helt umuligt i USA. Men her skal man huske på, at det er rigtigt, hvad Alexandria Ocasio-Cortez har sagt: Det handler ikke om at introducere noget nyt og historisk uset. Det er en genopdagelse af en progressiv position, som der i forrige århundrede var bred enighed om. 

Det de to økonomer vil, og det er en bestræbelse, som alle venstreorienterede må dele, er ikke andet end at gøre USA solidarisk igen.

Gabriel Zucman & Emmanuel Saez: ’The Triump of Injustice – How the Rich Dodge Taxes and How to Make Them Pay’. 202 sider. 17,95 dollar. W.W. Norton & Company.

Se også taxjustice.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uligheden i USA er den samme som for hundrede år siden.

Den rigeste procent af amerikanerne ejer 25% af den globale BNP!
Til sammenligning udgør formuen i den norske oliefond omtrent en procent af den globale BNP.

Flemming Berger, Jan Fritsbøger og Kjeld Jensen anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Selvom det i gåseøjne "bare" er to borgerlige økonomer, med lidt større armsving end den demokratiske højrefløj, så glædes og opstemmes man da lidt af idéerne. Et "Public Protection Bureau" med magt og pondus leder tankerne hen mod ønskværdige fantasier om store statsorganer med enorm provisorisk magt og en - ganske givet suspekt - konstellation af udøvende og dømmende magt. Kunne det tænkes at et sådan statsligt organ kunne akkompagneres af sin egen efterforskningsstyrke med beføjelser på linje med FBI? Måske en udvidet strafferamme på den juridiske front, således at økonomisk kriminalitet dømmes på linje med de fattiges voldskriminalitet, der jo i sidste ende kan ende i dødsstraf? Og det for voldsforbrydelser der - trods deres bestialske karakter - skader mennesker væsentligt mindre, end det systematiske tyveri, der finder sted i samfundets top.

Man har vel lov at drømme.

Jan Fritsbøger

ved ikke lige hvor Rasmus har den oplysning at uligheden i USA er den samme som for 100 år siden,
men jeg tvivler da ikke på at man kan finde statistik som bekræfter det,
men det absolut eneste man deraf kan konkludere er at statistik kan "bevise" næsten hvad som helst hvis bare man vælger de rette betingelser,
der er jo 100 vis af forskellige måder at illustrere ulighed på, man kan sammenligne den rigeste halvdel med den fattigste halvdel, man kan også sammenligne den rigeste ene % med resten, eller den rigeste ene % med den fattigste ene % ,
og en ting er sikkert, indkomstfordelingen i dag og for 100 år siden ligner slet ikke hinanden hvis alle detaljer er med, dette gælder alle lande.

Jan Fritsbøger

rettelse linie 1 - hvorfra*

Det lille animerede filmklip "Tax the rich" er produceret for Californiens lærerforening for mange år siden.
https://www.youtube.com/watch?v=nrwTXEA1jC8

Nu har to franske intellektuelle fået skrevet en bog, og tiden er kommet hvor man gider at kigge på det. Herre Gud det har vi jo vidst hele tiden så hvorfor lige nu?

Og herhjemme - Ny skattesag kan betyde hundredevis af millioner i mistet skat. Det går vist heller ikke så godt med at inddrive skat fra de rige her til lands.
Man får intrykket at hvis ikke skattevæsenet lækkede som en si ville vi slet ikke have nogle problemer.
Hvordan kan det lade sig gøre. Hvem er de politisk ansvarlige og hvad er konsekvensen af dette miskmask. Det er yderst demoraliserende. Der er nemlig ingen konsekvenser.

Men ud over dårlig fungerende skatteinddrivelse er det dette vi er oppe imod:
The Spider’s Web: Britain’s Second Empire:
https://invidio.us/watch?v=np_ylvc8Zj8

Så Warren parolen er:

- Nedlæg City of London og alle de andre skattely.

Start med jeres egne.

Hvorfor lige nu? Og de er franske.
Er det mon de gule veste de frygter?

Det er jo ikke arbejdet, men ejendomsretten, der gør forskellen på rig og fattig.