Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

Hannah Arendts unikke og ikke uproblematiske undersøgelse af totalitarismen

Gå ikke til Hannah Ahrendts ’Totalitarismens oprindelse’ som et historisk værk. Tænk mere på den som et uendeligt langt, historisk rigt, essay
Kultur
15. november 2019
Hannah Arendt skaber i 'Totalitarismens oprindelse' en isnende stemning, når hun opsummerer totalitarismens menneskeefterladenskaber: »Der er altså ikke andet tilbage end uhyggelige marionetter med menneskelige ansigter.«

Hannah Arendt skaber i 'Totalitarismens oprindelse' en isnende stemning, når hun opsummerer totalitarismens menneskeefterladenskaber: »Der er altså ikke andet tilbage end uhyggelige marionetter med menneskelige ansigter.«

Jewish Chronicle Archive/Heritage

Hannah Arendts store trebindsværk Totalitarismens oprindelse fra 1951 er blevet genudgivet på dansk. Det er et vildtvoksende stykke historie, på den ene side fragmenteret og knopskydende, på den anden side oplyst indefra af en forfærdelse over nye menneskelige kapaciteter, som Arendt så folde sig ud i Hitlers nazityskland og Stalins Sovjetunionen. Når Arendt taler om totalitarisme, er det de to regimer, hun tænker på.

Det er så også noget mere abstrakt. Arendt laver rundt omkring i værket en reference til de såkaldte ’Pavlovs hunde’ i forsøget på at udpege en mere grundlæggende forståelse af totalitarisme.

Ivan Pavlov var fysiolog og manden bag teorien om konditionerede reflekser. I et forsøg med hundes fordøjelse opdagede han, at hundene begyndte at savle, så snart teknikeren, der gav dem mad, dukkede op.

Det førte til en række forsøg, hvor Pavlov etablerede en relation mellem hundens mad og en neutral stimulant, for eksempel en klokke eller en metronom. Ved at ringe med en klokke, når hundene blev fodrede, blev der skabt et bestemt reaktionsmønster, hvor man bare ved at ringe med klokken kunne få dyrene til at savle. Som konsekvens gav det perfekt mening for Pavlov at betegne hundesavl som et ’psykisk sekret’.

Pavlovs adfærdsvidenskabelige pointer klinger med i Arendts teori om totalitarisme.

»Det er, som om,« siger hun i 1951, at »politiske, sociale og økonomiske begivenheder i tiden har indgået en hemmelig sammensværgelse med de totalitære redskaber, der kan bruges til at gøre mennesker overflødige«.

Totalitarismens oprindelse er muligvis historieskrivning, men det er lige så meget samtidskritik. Totalitarismen er – det er den tanke, hun prøver at holde åben – på en og samme tid en fristelse og en advarsel. De historiske katastrofer er en advarsel så klokkeklar som nogen. Det menneskesyn, der lå bag, er til gengæld en evig fristelse – fristelsen til udelukkende at tænke om mennesker, som Pavlov tænkte om sine hunde.

Set i det lys er det aldeles passende, at Arendts sidste hovedværk, Åndens liv, er udkommet sammen med Totalitarismens oprindelse. Hvor sidstnævnte er den historiske og filosofiske skildring af menneskelige tanker behandlet som psykiske sekreter, er Åndens liv det stik modsatte.

Robotagtige gespenster

Igennem alle tre bind er Arendt helt klar i mælet. Totalitarisme bør forstås som en helt og aldeles ny styreform, den første der dukker op blandt de klassiske. Monarkiet, aristokratiet og republikken samt deres dårlige udartninger: despotiet, oligarkiet og demokratiet.

Igennem hele den vestlige idéhistorie har vi diskuteret politik gennem de seks former – men med det tyvende århundrede opstod en syvende form. Bevidst om at være ny, kaldet til at omorganisere hele verden i sit eget billede.

Denne nye styreform gør ét ideologisk princip til den bevægelseslov, alle verdens processer udfolder sig efter. I nazismens tilfælde naturlige, racemæssige love. I stalinismens tilfælde historiske, klassebaserede love. Og lovmæssighed er i denne sammenhæng ubrydelig kausalitet, det sted hvor der ikke er plads til andet end den fortsatte kæde af logiske udviklinger, og hvor spontanitet, improvisation og den menneskelige evne til at starte på ny enten er irriterende irrelevant eller en trussel, der skal knægtes.

Totalitarismens oprindelse I-III (Antisemismen/Imperialismen/Totalitarismen). Hannah Arendt.

Mennesker handler knapt i dette system, de har blot reaktioner på stimuli, der overstiger deres individualitet. Arendt beskriver i detaljer, hvordan individer nedbrydes og reduceres til robotagtige gespenster i naturens eller historiens kværnende processer.

Lejren er kulminationen på totalitarismen. Her forsøges al individualitet og spontanitet nedbrudt. Vagter og indsatte indgår i en uhyggelig dødedans, hvor alle er lige mekaniske: vagterne, fordi de er ideologiserede dybt ind i hjernestammen, de indsatte, fordi de er så nedbrudte, at kun de mest primitive funktioner er tilbage.

Arendt skaber en isnende stemning, når hun opsummerer totalitarismens menneskeefterladenskaber:

»Der er altså ikke andet tilbage end uhyggelige marionetter med menneskelige ansigter.«

Lejrene – KZ, Gulag, The Killing Fields – er historiske advarsler.

Det, der virkelig bekymrer Arendt, er fremtidige fristelser til at lade den ledte adfærd erstatte menneskets evne til at handle på egen hånd. Ved at reducere mennesket til bundter af adfærd formulerer man også en invitation: Bør denne adfærd ikke styres, dresseres og indrettes?

Dette er gruen i Arendts lektie om styreformer, at »en helt ny form for styre, der som fremtidsmulighed og en evigt tilstedeværende fare sandsynligvis vil blive hos os fra nu af, ligesom andre styreformer«.

Videre hedder det, at »totalitære løsninger kan udmærket godt overleve de totalitære styrers fald i form af en stærk fristelse, der vil dukke op, så snart det forekommer umuligt at lette politisk, social eller økonomisk elendighed på en måde, der er mennesket værdigt«.

Det moderne livs fristelser og advarsler

Det 20. århundredes katastrofer kalder på sorg og fordømmelse, men også på at begribe, hvad der er sket. Arendt kalder selv sit værk et forsøg på at forstå »hvad der både ved første og andet blik forekom simpelthen uhyrligt«.

Her er hun virkelig særegen. Hun prøver at etablere en måde at forstå, hvor hendes egen reaktion på det uhyrlige ikke forsvinder, men integreres i fortællingen og i stilen. »Forståelse betyder,« ifølge Arendt, »at se kendsgerningerne direkte og opmærksomt i øjnene uden på forhånd at have planlagt hvordan, og yde dem nødvendig modstand«.

Det med modstanden er til at få øje på. Arendt advarer imod, at vi alt for let kommer til at se på den nære og alligevel fjerne fortid med »alt for kloge øjne«, øjne man får, når man allerede kender slutningen på historien.

I 1951 forsøgte Arendt at kigge på samtiden »med historikerens bagudrettede blik og samfundsforskerens analytiske nidkærhed«, men ikke sine ira et studio (uden vrede og forkærlighed), som hun formulerer det. Tværtimod insisterede Arendt på at skrive et værk, »stadig i sorg og græmmelse«.

Det giver i sagens natur en unik og ikke uproblematisk undersøgelse af totalitarismen. Det er for eksempel ikke utænkeligt, at den ukloge singularis – der er én totalitarisme – udspringer af sorg og græmmelse.

De to første bind af Totalitarismens oprindelse handler om antisemitismen og imperialismen. Antisemitisme er den oplagte komponent i nazismen, men det er en lidt særegen tese, der præger værkets andet bind, nemlig at imperialismens ubændige ekspansionstrang bør ses som et menneskeligt faremoment, der finder sin fulde udfoldelse i nazismen og stalinismen.

På samme måde som ingen plet eller stamme måtte lades uberørt af kapitalens kræfter, bør ingen menneskelig bevidsthed være uden politisk ensretning, lyder Arendts kobling. Hun bruger effektivt kolonisatoren Cecil Rhodes’ berømte citat, hvor han siger »Ekspansionen er alt« og nærmest fortvivler over »disse stjerner […] disse uhyre verdener, som vi aldrig kan nå. Jeg ville annektere planeterne hvis jeg kunne«.

I Rhodes’ besværgelser finder Arendt kimen til det moderne livs farefuldhed, dets tvetydige karakter af fristelse og advarsel. Som hun spekulerer om citatet, så »indså Rhodes i et lynglimt af visdom det vanvid der lå i den, og hvordan den var i modstrid med de menneskelige betingelser.«

Et misvisende billede

Arendt kan godt blive lidt messende om de her menneskelige betingelser. Det er uomgængelige måder, hvorpå vi er mennesker, men ikke desto mindre skal de hele tiden realiseres. Sådan noget som individualitet eller tilgivelse er kendetegnet ved at være umulige at undvære for at være menneske, og så er det at være menneske netop at kunne lade hånt om dem.

Alt er ikke muligt, hvis man er menneske. Men alt er muligt. Det beviste Auschwitz. Vi vidste det ikke, at alt var muligt, og nu ved vi det. Det er forfærdende, men bringer os også den endegyldige vished om menneskets skrøbelighed.

Alt efter temperament er sådanne refleksioner et frustrerende paradoksmageri eller ramt lige på sømmet. Og alt efter temperament er Arendt en elendig eller en gudsbenådet historiker.

Arendt er ret nøje med mange af sine sondringer. Men samfundsanalytisk nidkær synes jeg ikke, hun er. Hun er skamløs forbruger af en dybt firkantet sociologi om pøblen, massen og eliten (igen: den der singularis).

Den slags observationer af det komplekse tyske samfund i 1920’erne er overhalet af forskningen. Samme forskning har på mange måder gjort nazismen mere mondæn og udpeget alle de almindelige magtlyster, der også motiverede bevægelsen, for eksempel økonomisk udbytning.

Arendt analyserer også organisationens betydning for nazismen. Jeg synes egentlig, det er famlende og fortænkt. Analyserne er præget af manglende empiri og et ikke særligt sofistikeret begrebsapparat til at analysere organisering.

Når det gælder nazismen, er der sket så meget forskningsmæssigt, at hun mest af alt giver et misvisende billede.

Så jeg ville være forsigtig med at gøre nazisme eller stalinisme til en ideologisk monstrøsitet eller en singulær ny styreform. Her er Arendt simpelthen overspændt.

Jeg tror derfor, man undgår en række skuffelser, hvis man undlader at gå til Totalitarismens oprindelse som et historisk værk. Tænk mere på den som et uendeligt langt, historisk rigt, essay. Lange oprulninger af jødiskhed, raceforestillinger, pangermanisme, hemmelige selskaber osv., kulminerer i nazismen og en blotlægning af en tankemåde, som er ’totalitarisme’. Det er en form for filosofisk historie, hun bedriver.

Man må dog ikke tage fejl af, at Arendt lige så meget som klassiske historikere forsøger ’at ramme plet’. Men at ramme plet for hende er at ramme begrebsligt plet, at sørge for at vi forstår det rigtigt, når vi siger ’racetænkning’ eller ’ideologi’. At vi fuldt ud forstår, hvordan ‘ideologi’ er en spændetrøje for tanken, ja, udgør en helt særlig forståelse af, hvad tanker og tænkning er.

Det får hun først og fremmest frem ved at vride et historisk materiale af led, ved at være ensidig, debatterende og polemiserende. De tre bind udgør en utrættelig diskussion af, hvordan vi overhovedet skal forstå alle de metaord, vi bruger til at udpege historiske kræfter: nation, race, klasse, imperialisme, liberalisme, fødsel og undergang.

Pandoras politiske æske

Arendt har en tyrkertro på, at totalitarismens fremkomst skyldtes »forældede politiske strukturer«. Hun bruger det som en betegnelse for en nationalstat, som overhales af sociale spændinger (antisemitisme), af kapitalisme (imperialisme) og af nye styringsformer (totalitarisme).

Perspektivet er dystert. Det bliver selvfølgelig ikke som stalinister eller nazister, at vi bliver fremtidens pavlovske hunde, men Arendt insisterer gravalvorligt på, at der for altid er åbnet for Pandoras politiske æske, og ud flyver ideerne om mennesket som bundter af adfærd, der skal ledes.

Hvad sker der, når de vante styreformer og civilsamfund ikke kan følge med en global kapitalisme eller overkomme sociale spændinger – er Kina dermed fremtiden? Hvad sker der, »så snart det forekommer umuligt at lette politisk, social eller økonomisk elendighed på en måde, der er mennesket værdigt«. Hvilke fristelser dukker da ikke op?

Pavlovs hunde er Arendts stand-in for alle de mange videnskabelige, teknologiske eller politiske forsøg på at indføre den komplette beregnelighed i menneskelivet. Fælles for algoritmer, nudging og benchmarks er, at de lever i skyggen af fortidens store beregnelighedskatastrofer.

Arendts voldsomme og noget nær dystopiske tanke i Totalitarismens oprindelse er, at adfærdsvidenskaber drives af en farlig drøm om den fulde kontrol med det menneskelige. Som hun profetisk kundgør:

»De der stræber efter totalt herredømme, må udrydde enhver spontanitet, der altid vil opstå simpelthen i kraft af, at individualiteten eksisterer og opspore den i selv den mest private form for livsytringer […]. Skulle det ske, ville vi alle være blevet til Pavlovs hunde, menneskearten reduceret til de mest elementære reaktioner, det sæt af reaktioner, som altid kan udryddes og erstattes af andre reaktionssæt, der følger nøjagtig det samme mønster […].«

Det er overdrevet, og det er blændende formuleret. Læs de tre bind, læs dem for denne fatalisme og for kombinationen af sorg, græmmelse og analytisk nidkærhed.

Totalitarismens oprindelse I-III (Antisemismen/Imperialismen/Totalitarismen). Hannah Arendt. Forlaget Klim. Hvert bind 300 sider, 249 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her