Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En hundesnudehistorie fra Norge skal redde os fra syndflodens stigende have

I Kenneth Steven og Øyvind Torseters ’Hvordan hunden fik sin våde snude’ bringes den gamle fortælling om Noa og syndfloden op i nutiden med klimaforandringer og stigende have
Kultur
15. november 2019
Der er så meget godt at sige om denne billedbog. At den inviterer til meddigtning og samtale, at der ved hver bladring kommer en ny overraskelse, at begyndelsesbogstaverne er dekorerede som i gamle bøger og formet af enten vandrør, brædder eller tovværk. Og så den brave hund, selvfølgelig, skriver Kamilla Löfström.

Der er så meget godt at sige om denne billedbog. At den inviterer til meddigtning og samtale, at der ved hver bladring kommer en ny overraskelse, at begyndelsesbogstaverne er dekorerede som i gamle bøger og formet af enten vandrør, brædder eller tovværk. Og så den brave hund, selvfølgelig, skriver Kamilla Löfström.

fra bogen

Det smarte ved børn er, at de skal have bøger læst højt. Noget andet smart er billedbøger, der giver voksne lyst til at læse for børnene. Tyske Wolf Erlbruch (der har tegnet Muldvarpen, der ville vide, hvem der havde lavet lort på dens hoved og en masse andre lige så skønne bøger) sagde engang på Bogforum, at hans strategi var at skrive og tegne børnebøger, som gav den voksne lyst til at læse med barnet. Det er en god strategi.

Kenneth Steven og Øyvind Torseter (ill.): ’Hvordan hunden fik sin våde snude’.

Saxo
Det lille forlag Vild Maskine har fået fingre i sådan en smart billedbog fra Norge. Hvordan hunden fik sin våde snude hedder den med tekst af Kenneth Steven og tegninger af Øyvind Torseter. Titlen sender en direkte hilsen til Rudyard Kiplings fortællinger om Hvordan elefanten fik sin lange snabel osv., men hundesnudehistoriens altoverskyggende reference er Det Gamle Testamentes fortælling om syndfloden. Det er klart fra første side:

»For længe, længe siden, ikke så længe efter at verden blev skabt, begyndte det at regne. Det var den slags regn, som virkelig gør dig gennemblødt, og som vælter ned fra himlen uden at ville stoppe.«

Teksten er knap, mens illustrationerne fylder. Bogen er i kæmpeformat. Katastrofen illustreres med enkle midler. Den første illustration har én farve, blå. Sådan er det jo med katastrofer, de kommer gerne ud af det blå. Eller sådan opleves de i det mindste. Her en dæmpet lyseblå, og ellers er der bare hvidt og en tynd sort streg som i en malebog.

Noa – for ham er det jo – står på en klippeafsats med sit gubbeskæg fra gamle dage og sin paraply og gummistøvler fra nutiden og betragter katastrofen. Et lyn slår ned i et træ, andre træer er væltede.

Når man bladrer videre, er der en farve mere, rosa, og det regner stadig. Noa er »i gang med at bygge en redningsbåd«. Båden er så stor, at den ikke engang kan være på opslaget, og selve ordet ’redningsbåd’ er en elegant måde at bringe den gammeltestamentlige syndflodshistorie op i nutiden med dens klimaforandringer og stigende have.

Tegneren er hele tiden med på opdateringen. Noa har desuden måttet bygge et stillads. Kan det holde? Og hvor mange stiger er der egentlig? Og forlængerledningen, hvor fører den hen? Og hvad kalder man den sav og den? Den ene rundsav, den anden fukssvans.

Så må man tage en snak om sprøjtegifte og dyremishandling også

Der er meget at tale om, og der kommer mere og mere, for ved næste bladring tilføjes den skriggule farve og alle dyrene. Nogle af dem må Noa hente på café. Stadig er alle flader ikke farvelagt. Indimellen er det nok at markere med farvede prikker, som om læserne selv skal fylde ud. Insekterne går på bagbenene og har utrolig mange arme til kufferter og tasker. Nogle af dem taler i telefon, mens de joiner karavanen. De skal nok lige give besked om, at de er i live.

Teksten fortæller, at Noa sørger for at få alle dyr med, »endda edderkopperne, billerne og de slimede væsner, som de fleste folk sprøjter gift på eller træder på«. Hvem kan dog finde på det? Så må man tage en snak om sprøjtegifte og dyremishandling også. Det kan gå hen og blive en midnatsforestilling at læse Hvordan hunden fik sin våde snude – og hundesnudehistorien er jo ikke engang begyndt endnu.

fra bogen

Men endelig: Sidst af alle trasker hunden så ombord på arken. Noa står parat og tager imod den. Øjenkontakten mellem Noa og hunden er ikke til at tage fejl af. De to holder virkelig af hinanden. For nu smiler Noa også. Han er stort set altid tegnet i profil, en prik som øje og en streg som mund. Hunden følger ham overalt, når han passer sit arbejde med at fodre dyrene:

»hø til hestene, hasselnødder til egernerne og mærkelige ting til pytonslangerne«. Hvad kan dét mon være?

Som læser får man lov til selv at finde løsningen

Der er så meget godt at sige om denne billedbog. At den inviterer til meddigtning og samtale, at der ved hver bladring kommer en ny overraskelse, at begyndelsesbogstaverne er dekorerede som i gamle bøger og formet af enten vandrør, brædder eller tovværk. Og så den brave hund, selvfølgelig.

For da katastrofen i katastrofen kommer, og arken springer læk, viser det sig, at hundens snude lige akkurat passer i hullet i arken. Resten af sejlturen står Noas hund på en kasse i bunden af skibet og sørger for, at der ikke kommer en dråbe vand ind. Fyrre dage og fyrre nætter, husker I nok. Tænk at være så tapper og så trofast. De andre holder en fest imens. »Min dygtige hund,« roser Noa. Han smiler, og hunden smiler. Aldrig mere skal de til søs, men hundesnuden vil »i al fremtid være både våd og kold«.

Selve løsningen, nemlig at bruge hundesnuden som prop, står ikke i teksten, men fremgår udelukkende af en langsomt fortalt billedsekvens med talebobler. Og det er så den sidste gode ting, jeg siger om denne bog: At man som læser får lov til selv at finde løsningen (sammen med Noa) og juble over det. »Eureka!« udbryder Noa. Jeg har fundet!

Og det skal jeg lige love for: En eviggyldig og lige til tiden-billedbog er fundet! Så kære voksne, afsted og find de børn, I skal læse den sammen med.

Kenneth Steven og Øyvind Torseter (ill.): ’Hvordan hunden fik sin våde snude’. Oversat fra nynorsk af Rebekka Gertz Andersson og Mads Heinesen. Vild Maskine. 36 sider. 200 kroner.

fra bogen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her