Læsetid: 4 min.

I den isnende roman ’Tugtens lykkelige år’ er kostskolen som et lighus

Schweizisk kostskoleroman er isnende og inciterende
Fleur Jaeggys distancerede og inciterende prosa i 'Tugtens lykkelige år' er fremragende fordansket af Majse Aymo-Boot.

Fleur Jaeggys distancerede og inciterende prosa i 'Tugtens lykkelige år' er fremragende fordansket af Majse Aymo-Boot.

Basilisk

15. november 2019

Nogle bøger har en temperatur. Af meget forskellige grunde tænker jeg på Elena Ferrantes Min geniale veninde, Ursula Le Guins No Time to Spare og John Steinbecks Dagdriverbanden som varme.

Af lige så forskellige grunde er Thomas Bernhards Beton, Marguerite Duras’ Sygdommen døden og Henrik Nor-Hansens romaner kolde. Det samme er Fleur Jaeggys Tugtens lykkelige år.

Følelsen kommer ikke kun af Kasper Vangs blå-hvide omslag, der leder tankerne hen på en snefyldt himmel. Den kommer primært fra Jaeggys ordknappe og urovækkende prosa, fra hendes fortællers særegne blik på verden.

Tugtens lykkelige år foregår på en schweizisk kostskole for piger. Den navnløse fortæller er 14 år gammel og har boet på forskellige kostskoler siden hun var syv. Hun følger ikke med i timerne, og fordi hun er født sent på året, bor hun i de smås hus, hvor hun deler værelse med en pige, der kun kan udtrykke sin hengivenhed ved at forære hende adskillige bøger om tysk ekspressionisme.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu