Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

I den isnende roman ’Tugtens lykkelige år’ er kostskolen som et lighus

Schweizisk kostskoleroman er isnende og inciterende
Fleur Jaeggys distancerede og inciterende prosa i 'Tugtens lykkelige år' er fremragende fordansket af Majse Aymo-Boot.

Fleur Jaeggys distancerede og inciterende prosa i 'Tugtens lykkelige år' er fremragende fordansket af Majse Aymo-Boot.

Basilisk

Kultur
15. november 2019

Nogle bøger har en temperatur. Af meget forskellige grunde tænker jeg på Elena Ferrantes Min geniale veninde, Ursula Le Guins No Time to Spare og John Steinbecks Dagdriverbanden som varme.

Af lige så forskellige grunde er Thomas Bernhards Beton, Marguerite Duras’ Sygdommen døden og Henrik Nor-Hansens romaner kolde. Det samme er Fleur Jaeggys Tugtens lykkelige år.

Følelsen kommer ikke kun af Kasper Vangs blå-hvide omslag, der leder tankerne hen på en snefyldt himmel. Den kommer primært fra Jaeggys ordknappe og urovækkende prosa, fra hendes fortællers særegne blik på verden.

Tugtens lykkelige år foregår på en schweizisk kostskole for piger. Den navnløse fortæller er 14 år gammel og har boet på forskellige kostskoler siden hun var syv. Hun følger ikke med i timerne, og fordi hun er født sent på året, bor hun i de smås hus, hvor hun deler værelse med en pige, der kun kan udtrykke sin hengivenhed ved at forære hende adskillige bøger om tysk ekspressionisme.

Da en ny pige ankommer, bliver fortælleren med det samme interesseret i hende. Frédérique er reserveret, elegant og den bedste elev på skolen. De to piger går ture, hvor de har dybe samtaler, og indleder en relation, der bedst kan beskrives som lige dele venskab, kærlighed og besiddertrang:

Fleur Jaeggy: ’Tugtens lykkelige år’.

»helt fra begyndelsen følte jeg, til trods for at jeg var hende underlegen, at vi skulle igennem nogle faser før vi kunne knytte os til hinanden. Som i en krig. Og jeg skulle erobre hende. Alt var så højspændt, man vægtede ordene, tonen, sin opførsel, det krævede en vis mental træning. Jeg spørger mig selv om vi efter nogle uger, i stedet for at tale, kunne være begyndt at omfavne hinanden. Det ville have været utænkeligt«.

Relationen mellem fortælleren og Frédérique er romanens omdrejningspunkt snarere end dens historie.

Den egentlige spænding opstår i bogens udforskning af skæringspunkterne mellem forskellige yderligheder.

Frédérique påpeger, at fortælleren »har hænder som en gammel dame«, hvilket hun instinktivt opfatter som en kompliment, og netop denne sammenskrivning af ungdom og død er et tilbagevendende motiv, som blandt andet skaber fornemmelsen af, at kostskolens orden er et forsøg på at modarbejde et uundgåeligt forfald:

»Der er på en eller anden måde noget lighusagtigt i kostskoleelevernes ansigter. Eller en fært af lighus også i selv det yngste og yndigste pigebarn. Et dobbeltbillede, anatomisk og antikt. I det ene billede løber og ler hun, i det andet ligger hun på en seng under et ligklæde af kniplinger. Det er hendes egen hud som har broderet det.«

Med den sidste sætning løfter afsnittet sig fra en præcis, men genkendelig beskrivelse, til et isnende billede af et foruroligende univers.

Beløning og straf

På et tidspunkt siger en kvinde noget, der lyder »næsten sandt; og jeg var hende taknemmelig for dette næsten, en let substans som mildner den hårde kontrast mellem sandt og falsk«. Kostskolepigerne lever netop i dette ’næsten’; deres relationer er på samme tid nære og distancerede, den samme handling kan være både koket og oprigtig.

Tugtens lykkelige år skildrer et uigennemskueligt (men ikke ulogisk) kredsløb af belønning og straf, af nydelse og foragt. En dag begynder fortælleren at ignorere Frédérique og kaster sig i stedet over den åbenhjertige og muntre Micheline:

»Somme tider var jeg frygtelig ked af at forsømme Frédérique, andre gange gav det mig en slags tilfredsstillelse. Jeg gjorde det med vilje […] Måske straffede jeg Frédérique for min kærlighed til hende?«.

En af pigerne bliver modvilligt særbehandlet af forstanderinden, fordi hun er datter af en afrikansk præsident, og derfor kommer hun aldrig til at indgå i fællesskabet på lige fod med de andre:

»For de fleste piger var hun Præsidentens datter, og det kom hun til at betale for.«

Noget af det mest fascinerende ved romanen er, at den er så konsekvent sig selv på alle niveauer. Naturen, kostskolen og personerne beskrives med samme blik for sigende detaljer, samme sans for ubehag og indbyrdes modstridende elementer. Der er altid noget, der er forkert, en misklang i hver bemærkning eller berøring.

Som forstanderinden, der behandler den afrikanske præsidentdatter som en dukke, eller som Micheline, der udelukkende (og ofte) omtaler sin far som »daddy«, mens hun fortæller, hvordan hun sminker sig, når de går ud, så folk tror, at hun er hans elsker.

Denne stemning forplanter sig helt ned på sætningsniveau, hvor det samtidig vrimler med eminente beskrivelser (»Mère préfètes øjne var blå som alpesøer, barnlige og giftige«; en af lærerne er »en tynd mand med for tidlige rynker og sammenbidt mund, han så ud som om han satte tænderne i den sidste bid ungdom der var tilbage til ham«).

Både de og resten af Fleur Jaeggys distancerede og inciterende prosa er fremragende fordansket af Majse Aymo-Boot.

Fleur Jaeggy: ’Tugtens lykkelige år’. Oversat af Majse Aymo-Boot. Basilisk, 103 sider, 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her