Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Jon Fosse har skrevet 500 sider uden et eneste punktum

Jon Fosses forkyndende, suggererende skrift er på én gang skrivekunst og idrætspræstation
Kultur
15. november 2019
De mange, mange tættrykte sider anvendes i stedet på at fremstille den i skriften omsatte bevidsthed, tanken i uophørlig bevægelse fra det ene moment til det næste, livet opfattet som en fortløbende drøm, skriver Erik Skyum-Nielsen.

De mange, mange tættrykte sider anvendes i stedet på at fremstille den i skriften omsatte bevidsthed, tanken i uophørlig bevægelse fra det ene moment til det næste, livet opfattet som en fortløbende drøm, skriver Erik Skyum-Nielsen.

Batzer & Co.

Norske Jon Fosse, som undertiden nævnes som seriøs kandidat til den litterære Nobelpris, ville måske snarere have vinderchancer i forhindringsløb ved OL. Således har han i sin nyeste roman formået at skrive over 500 sider uden et eneste punktum!

Oven i denne i sig selv beundringsværdige bedrift udviser han en imponerende udholdenhed, hvad angår kunsten at afstå fra et gammeldags plot. De mange, mange tættrykte sider anvendes i stedet på at fremstille den i skriften omsatte bevidsthed, tanken i uophørlig bevægelse fra det ene moment til det næste, livet opfattet som en fortløbende drøm.

Jon Fosse: ’Det andet navn. Septologien 1’.

Saxo
På nynorsk er Septologien planlagt til at udkomme i tre tykke bind. Fosses danske forlag har derimod valgt mere forsigtigt at gøre hver del til en selvstændig bog.

Næste portion kan ventes ude allerede 6. december. Indtil da må vi lade os nøje med udgivelsen Det andet navn.

En fraspaltet del af fortællersubjektet

Den tynde, tynde handling udspiller sig i løbet af en eftermiddag, aften og nat i det vestlige Norge, nærmere bestemt Bergen, kaldet Bjørgvin, og egnen nord for byen.

Kunstmaleren Asle, enkemand og gråhåret, af udseende som en russisk præst, begiver sig i varebil hjemefter mod det gamle hus, hvor han bor alene med sine billeder og sin katolske kristentro.

Undervejs passerer han det kvarter, hvor han egentlig burde besøge en gammel ven og kollega, som lever dér med sin ensomhed og sin ustoppelige alkoholisme. Bemeldte fordrukne skvatmås hedder pudsigt nok også Asle.

Det er vistnok meningen, at man som læser skal spørge sig selv, om han mon kan opfattes som en fraspaltet del af fortællersubjektet, en psykologisk spejlingsfigur. Det samme gælder et ungt elskende par, som jegfortælleren observerer under et stop undervejs, og som på en legeplads muntrer sig med gyngen og vippen for sluttelig at have samleje i sandkassen.

Eksisterer disse to ude i virkeligheden, eller står de frem af fortællerens erindrende indre? Det skal vistnok alt sammen fortolkes vældig dybsindigt, ikke mindst fordi de to unge pludselig glider over til på et fortidsplan at være Asle og hans afdøde hustru, der pudsigt nok hed Ales. Det ene navn var altså anagram for det andet, men havde hun nu heddet Alef, ville hun, lige så dybsindigt, have henvist til første bogstav i det hebraiske alfabet.

Da Asle kommer hjem til sit hus, har han, viser det sig, besøg af sin nabo og gamle ven Åsleik, som bor for sig selv og formentlig på et overordnet tematisk niveau skal repræsentere den traditionelle norske landbo- og fiskerkultur i skarp modsætning til fortællerfigurens steds- og retningsforvirrede modernitet.

Her skifter så stilen, stadig uden punktummer, til en mere mundtlig fremstillingsform med hyppig genoptagelse af sætningsled og endnu tørrere redundant tomgang. Samme stilvariation forekommer, efter at Asle, tynget af dårlig samvittighed – eller, halløjsa, ført af selve Guds vilje? – er kørt tilbage til Bergen for at besøge sin anløbne navnebror, men i første omgang på et værtshus møder en kvinde, som skiftevis hedder Guro og Silje, men i sin småsnalrede talestrøm stædigt hævder, at hun i fortiden flere gange havde sex med ham, både hjemme hos sig selv og på Hotel Heimen.

Nu er handlingsreferatet snart færdigt. Det sidste, som sker, er, at Asle et finder Asle to liggende på gaden, hanker op i ham og tager ham med hen på Skænkestuen. Her kommer alkoholisten sig efter en dram og et glas fadøl, men får det snart så dårligt, at hans tørlagte ven, vor febrilske hovedfigur, må bringe ham til Lægevagten og videre over på Sygehuset.

Nået hertil længes jegfortælleren efter en god seng at sove i, men kommer så i tanke om, at Asle to har en lille hund, der pudsigt nok bærer samme navn, Brage, som digtekunstens gud i den nordiske mytologi.

Ved hjælp af en altmuligmand får han hentet kræet, men inden han når at få hunden med op på et hotelværelse, render han atter på Guro, og mens hun tager vovse med sig hjem, lægger Asle et sig op på hotellets værelse 407, hvor han i en tungt symbolladet sekvens mindes sin bedstefars begravelse for sluttelig at bede aftenbøn, endda på både nynorsk og latin.

Det er som sagt meningen, at Det andet navn skal være første bind i en serie på hele syv romaner, og man skal som læser formentlig dirre af nysgerrighed efter at få afsløret, om vor fordrukne hundeejer bliver genforenet med flasken og Fido.

Måske vi samtidig får at vide, om Guro er et fantasifoster, en fortidsspejling eller begge dele på samme tid, og hvad vi mon skal lægge i det pudsige sammentræf, at hun i lighed med Åsleiks enlige søster ernærer sig ved at brodere brystduge til norske folkedragter og som denne har levet sammen med en fordrukken spillemand, virtuos på en Hardingfele.

Forsigtigt kan man endvidere gætte på, at vi i kommende ligeledes bevidsthedsstrømmende udgivelser vil høre mere til galleriejer Beyer, som har gjort Asle et berømt og tilmed skænket ham fast parkeringsmulighed foran gesjæften i Bergen.

Sikker dosering af sine kendte stilmidler

Ovenstående bevidst fortegnende genfortælling af Jon Fosses bundkedelige, ulideligt selvhøjtidelige kombination af kunstnerroman, kærlighedsskildring, drikfældighedsadvarsel og kristen forkyndelse i romersk-katolsk variant har stort set forbigået værkets karakter af litterær gymnastikpræstation.

Det bør der i al korthed rettes op på. For selvfølgelig skriver forfatteren da blændende godt, suveræn og sikker som han er i sin dosering af sine kendte stilmidler: anaforisk komposition, hvor flere sætninger efter hinanden indledes på samme måde; associativ struktur, som skal vise, hvordan en bevidsthed kører i ring; pludselige glidninger fra det ene subjekt til det andet; pausefrie tekstkonglomerater af fortid, fremtid og nutid i én plutrende pærevælling.

Hvis et hovedformål med hans værk har været at stille fundamentale spørgsmål såsom: Hvad er tid? Hvad er bevidsthed? Hvad vil det sige at være til? – da er hensigten realiseret. Læseren får virkelig i dette ’Paradies der Plot- und Punktumslosigkeit’ fornemmet, hvordan det føles, når tanken begiver sig på vandring og nærmest løsriver sig fra kroppen.

To vigtige dimensioner af Jon Fosses roman træder frem i de (ofte omfangsrige) passager, som angår henholdsvis billedkunst og religion. Da Asle et som dreng og ungt menneske fandt ud af, at han besad kunstnerisk talent, tjente han nogle kroner ved at male naboernes huse og gårde, men nu maler han om og om igen på sit indre billede, hvis motiv dybest set er selve »det tomme ingenting«, et »lysende mørke« – stikord, som bogens læser uden vanskelighed kan fortolke som visuelle allegorier over romanens skrift.

Både for den i værket skildrede maler og den med sine ord malende prosaist drejer det sig om at indkredse den rå og rene væren. Dette motiv kombineres så med den ensomhed, som en ægte kunstner må føle, når hans omgivelser ikke forstår ham: »det jeg egentlig malede, det så de ikke, det så ingen, kun jeg«.

Men desuden forbindes de billedkunstneriske refleksioner med romanens religiøse aspekt. Det ene sted kan Asle et tænke – og hans forfatter skrive – »at det altid er mørket i billedet som lyser mest«. Det andet sted kan der stå, »at det måske er i fortvivlelsen, i mørket, at Gud er nærmest«. Så vidt, så godt, kan man hertil sige. Men aldeles ufordøjelige bliver Fosses højttravende generaliseringer, når han først påstår, at alt fører til Gud, og at alle religioner i den forstand er én, og dernæst svinger sig helt op til at postulere »et sammenfald mellem kunst og religion, også fordi Bibelen og liturgien er fiktion og poesi og billeder, er litteratur og teater og billedkunst og har sin sandhed som det«.

Her er tanken desværre gået i sort: Gudstjenesten eller messen betjener sig ganske rigtigt af fortællingen, af det poetiske sprog og af billedets kraft, men identiske kan kunst og religion aldrig blive. I en sådan lommefilosofisk forkortning blandes kategorierne sammen. Hvad der forsvinder, er frem for alt det ord, som i ritualet skaber, hvad det nævner.

Afslutningsvis kan man fristes til at udtrykke sin milde forundring over, at Jon Fosses suggererende, subjektivitetsforskende skrift gang på gang kan blive lovprist som nyskabende, fordi den fornægter en såkaldt traditionel realisme.

Nu, små hundrede år efter James Joyces Ulysses – og i øvrigt 101 år efter fremkomsten af vor landsmand Harald Kiddes geniale, æstetisk banebrydende roman Jærnet – har bevidsthedsstrømmen som skriftform for længst dannet tradition, er blevet endnu en realisme, som for Fosses vedkommende er blevet strakt, eller rettere blot repeteret, hen over snart tre årtier.

Jon Fosse: ’Det andet navn. Septologien 1’. Batzer & Co. Oversat fra nynorsk af Jannie Jensen og Arild Batzer. 260 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her