Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Katastrofe’ er velsmurt, lækkert og ulækkert kropsligt teater

Forfatter Ida Marie Hede debuterer som dramatiker med stykket ’Katastrofe’ på Teater Momentum om ungdomskultur og undergang. Det er stærkest i den enkelte replik og det enkelte optrin, men taber anmelderen flere gange i oversvømmelsen af referencer
’Katastrofe’ er en lige så alvorlig som ironisk musical, skriver gæsteanmelder Alexander Vesterlund.

’Katastrofe’ er en lige så alvorlig som ironisk musical, skriver gæsteanmelder Alexander Vesterlund.

Martin Høyer Poulsen

Kultur
3. december 2019

At starte Katastrofe på Teater Momentum med en vegansk julefrokost, mens der spilles sentimentale pophits i salen (»Nothing Compares 2U« og »Time After Time« på repeat), syntes at lægge op til en form for publikumsinteraktion. Og mens jeg stod og fik hældt brun sovs ud over min nøddepostej, var jeg en smule nervøs over, hvad jeg befandt mig i. Men underligt nok viste Katastrofe sig at være relativt konventionelt teater.

Eller det vil sige: Katastrofe eksperimenterede helt sindssygt inden for nogle ret almindelige teaterrammer, jeg aldrig selv skulle være en rigtig del af. Men veganerjulefrokostgrebet var også et varsel om et stykke, der både skulle handle om sociale normer og på en eller anden måde forbinde tidens fetichering af undergangsfortællingen med min egen generations besættelse af amerikansk popkultur – det var et besynderligt møde, der godt nok slog gnister på scenen i Odense, men også var lige ved at drukne i ordtung symbolforvirring.

Katastrofe er en lige så alvorlig som ironisk musical, en namedroppende undergangsfortælling om nogle elever på Doom Darling High, der ser frem til at skulle til prom, selv om verden omkring dem er lige på nippet til at falde sammen.

Og så starter stykket vist først rigtigt, da en ung fyr træder ind på scenen, der skal tænkes som et imaginært omklædningsrum. I løbet af hele forestillingen ser vi en trommeslager, der sidder og spiller til den mekaniske koreografi, der fanger karaktererne ind i en form for bizar cheerleaderdans. Vi befinder os i et arketypisk amerikansk ungdomsunivers, der findes – eller slet ikke findes – på kanten af det genkendelige, i et sort hul mellem kultur og natur, fantasi og virkelighed, menneske og dyr.

Den unge fyr – eller emodreng – danner rammen om fortællingen og pendler ind og ud af den, taler ind i en mikrofon – stykket, der er instrueret af Niels Erling, der også er kunstnerisk leder på radiodramakollektivet AKT1, feticherer også lyden – og kommunikerer med den afdøde Jennifer, der gik på skolen og måske begik selvmord. På mystisk vis har hun hacket sig ind på de levendes netværk og fået adgang til en form for liv gennem nogle spolebåndoptagere.

»Det er kedeligt ikke at have en krop« siger hun. Og »bare giv mig en tunge, kære intethed«, siger hun også – så hun kan slikke parfume af de andres kraveben. Og det er indlysende, at vi har at gøre med et gedigent mind fuck her; at stykket vil opløse alle faste holdepunkter og narrative love, men altså gør det i en verden, der ellers er så klar i koderne og konventionerne – en amerikansk highschoolkultur, et mikrokosmos, hvor intet er til forhandling, og som vi alle sammen kender til bevidstløshed fra film, stykket også har set. Hvad der sker, når man placerer katastrofen her, er det spørgsmål, stykket undersøger gennem sit eget idiosynkratiske syretrip.

Her møder vi en række velkendte karakterer: emodrengen, sportsfyren, den bitchy cheerleader og så den klimabevidste menstruerende nørd Cornelia, der skal starte på skolen, og som af en fyr med et laktoseintolerant horn i panden vises rundt blandt emoklynkere og normcoreromantikere. Pludselig slår stykket over i genretro musical med omskrevne hits fra de seneste tyve års pop.

Niels Erling, der også er ny kunstnerisk leder på Teater Momentum, har allieret sig med forfatteren Ida Marie Hede, der med Katastrofe debuterer som dramatiker. Forestillingen er efter Krise fra foråret anden del af en trilogi om jordens undergang.

Og igen ser vi en optagethed af det kitschede i Lise Marie Birchs scenografi, hvor også Hedes forkærlighed for væsker og materie, for det taktile, kommer stærkt til udtryk i et kunstigt og kulørt univers med plastic og sirup, konfetti og candyfloss – og så nogle enorme tentakelarme af sølv, der begår overgreb på en af skolens piger. Og karakterernes kroppe i mekanisk gestik på scenen er klart det mest forførende ved stykket, hvor dyrkelsen af overfladen og det materielle er en påmindelse om tingenes forgængelighed, men også er forbundet til et mere eller mindre kunstigt begær.

Men Katastrofe er også et stykke, der føles meget skrevet. På godt og ondt skrevet af en forfatter – og en forfatter, der ikke har for vane at tænke i scene og plot, og stykket er stærkest i den enkelte replik og det enkelte optrin, men taber mig flere gange i oversvømmelsen af referencer; til alt fra Proust til Luke Perry, fra Heath Ledger til Olga Ravn – og ved simpelthen at være så mættet i sine ellers originale sprogbilleder, at jeg ikke kan nå at tage det ene ind, før det næste kommer.

Katastrofe er velsmurt, lækkert og ulækkert kropsligt teater om ungdomskultur og undergang og begær i alle afskygninger, om arketypernes dødskramper, når karaktererne skal performe rollerne i kulturens økosystem, men også er spundet ind i apokalypsen og ind i et scenerum, hvor idealet ligger langt fra den naturalistiske indlevelse – og snarere er kropsliggjorte positioner i et stykke, der er bedre til at opløse hierarkier og kortslutte den kollektive erindring, end det er til at fortælle en historie.

’Katastrofe’. Teater Momentum. Tekst: Ida Marie Hede. Instruktion: Niels Erling. Scenografi: Lise Marie Birch. Til 21. dec.

Alexander Vesterlund er anmelder og kulturskribent for Politiken og gæsteanmelder her, da Ida Marie Hede er tilknyttet Information som kunstkritiker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her