Læsetid: 5 min.

Det Kongelige Kapel bemægtigede sig Tristan og Isolde

Koncertopførelsen af Wagners ’Tristan og Isolde’ blev langt mere end en koncert med sang. Instruktøren Natascha Metherell tilførte enkle, virkningsfuldt dramatiske dimensioner, men i hovedrollen på scenen udøvede Det Kongelige Kapel en magnetisme over alt og alle. Det var en bevægende kollektiv præstation, som blev befordret af den tyske kapelmester, Lothar Koenigs
Natascha Metherell og hendes folk er kommet med en vellykket løsning i deres fusion af koncert og teater.

Natascha Metherell og hendes folk er kommet med en vellykket løsning i deres fusion af koncert og teater.

Det Kongelige Teater

5. november 2019

Partituret til Tristan og Isolde har været en musikbibel for generationer af store komponister, for det var enestående nyt i de vidtgående harmoniske forgreninger og den dermed forbundne uendelige melodi i orkestergraven.

Man kan derfor med god ret hævde, at orkestret er operaens egentlige hovedrolleindehaver, og det er præcis sådan, man oplevede det i den på flere måder iscenesatte koncertopførelse på Operaen.

Det Kongelige Kapel havde bemægtiget sig scenen, som det plejer at gøre under kapelkoncerterne. Sangerne i kostumer agerede foran og bag ved orkestret. En kæmpemæssig måne hang foran den ahornbeklædte bagvæg, og den enkle lyssætning understøttede dramaets skiftende psykologiske forgreninger.

Men det, der virkede så overrumplende og henførende, var den magnetisme, orkestret udøvede over alt og alle, et orkester der spillede op til sit allerbedste under den fortræffelige tyske kapelmester Lothar Koenigs.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer