Læsetid: 3 min.

Med Lankum har den irske folkemusik fået sig en en flok frygtløse arvtagere

Dublin-kvartetten Lankum tager sig nogle gevaldige friheder og luger ud i den irske folkemusiks stereotyper – uden på noget tidspunkt at slippe jernnæven om de keltiske harmonier og skæbnefortællinger
Dublin-kvartetten Lankum tager sig nogle gevaldige friheder og luger ud i den irske folkemusiks stereotyper – uden på noget tidspunkt at slippe jernnæven om de keltiske harmonier og skæbnefortællinger

Rough Trade Records

29. november 2019

Alt ånder fred og ro på pubben. De irske musikere ovre i hjørnet sidder og synger deres fædrelands vemodige sange. Nu den vidt og bredt fortærskede folkesang »’Wild Rover«, for mange den arketypiske, irske drikkevise. OK, måske tygger de lige lovlig meget drøv på sangen, ja, det virker nærmest, som om de er i hypnose. Og i hvert fald ikke, som om at de er stolte over al den druk.

»I’ve spent half me money drinking strong ale and beer / But now for the future I must take better care«, synger kvinden. Og så istemmer mændene med varmt vibrende tenor- og basstemmer: »Wild rover no more«.

Så vågner de op. Begynder på et malende groove. Snart høvles guitaren, violinen får med grovfilen, trækharmonikaen flås. En lydmur og vores kropshår rejser sig. Ilden blafrer. Det er nærmest en akustisk heavy metal-fortolkning. Men det er ikke en øllet udgang på sangen, det lyder mere som en bandsat viljesakt. Væk fra flasken.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu