Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Lars Saabye Christensen har skrevet en stor historie om små mennesker

’Skyggebogen’ er et nyt hovedværk i Lars Saabye Christensens forfatterskab
Lars Saabye Christensen har en særlig evne til at gøre personlige erindringer kollektive. »Minderne kommer mig i møde, men de er ikke længere mine,« som han selv skriver et sted i romanen.

Lars Saabye Christensen har en særlig evne til at gøre personlige erindringer kollektive. »Minderne kommer mig i møde, men de er ikke længere mine,« som han selv skriver et sted i romanen.

Nikolai Linares

Kultur
5. november 2019

11 år har han været væk, Jesper Kristoffersen, som drog til søs i slutningen af andet bind af Oslo-trilogien Byens Spor. I tredje og sidste bind, Skyggebogen, er meget sket siden. Året er 1968. Jespers lillesøster Stine, der var syv år, da Jesper rejste fra Oslo, er blevet voksen og familiens første student.

Mor Maj er revnefærdig af stolthed, ikke mindst, da datteren også vil læse til læge. Men de savner Jesper. Sådan tænker Stine:

Lars Saabye Christensen: ’Byens spor 3 – Skyggebogen’.

Saxo
»Ingen kommer tilbage. Jesper kommer ikke tilbage. Dette skræmmer hende mest: at hun en dag har glemt ham. Det må ikke ske.«

Også barndomsvennen Jostein og kæresten Trude, som Jesper brat forlod, savner den klaverspillende, følsomme Jesper.

Oslo-trilogien er centreret om boligkomplekset Fagerborg, hvor familien Kristoffersen bor, og hvor Maj er aktiv i Røde Kors. De sirlige referater fra møder og aktiviteter i Røde Kors, som Lars Saabye Christensen efter sin mors død fandt i hendes gemmer, danner stadig grundstammen i fortællingen. Som forfatteren skriver, med vittig beskedenhed, er referaterne de punkter, som hans roman blot udfylder mellemrummene i.

Referaterne i tredje bind vidner dog om, at det i 1968 går småsløjt med aktiviteterne i Røde Kors. En tombola med hjemmestrikkede præmier – bl.a. tøjdyr og termoovertræk til flasker – lokker færre til end før.

1950’ernes tyste, naturlige solidaritet er i Skyggebogen veget for ny individualisme og velstand.

En anden ny tendens er, at politik markerer personlige positioner snarere end løsninger på problemer. To politisk vakte unge mænd, Are og Robert, der begge bager på den 18-årige Stine, foreslår hende at opgive medicinstudierne, så hun i stedet kan solidarisere sig med arbejderklassen. De velmenende unge mænd påtænker dog ikke selv noget tilsvarende.

Stine lader sig overtale, til sin mor Majs vantro rædsel. Fattig har familien jo været siden far Ewalds tidlige død i bind et, og tanken om at Stines evner skal spildes på ufaglært arbejde sætter i Majs øjne hendes egne afsavn for de to børn i et ubærligt ironisk lys.

Da Jesper overraskende viser sig i Oslo, er han reduceret til en birolle. Hans tilstand og bedring er én af romanens spændingsmotorer, men i Jespers fravær bliver Stine den aktuelle romans egentlige hovedperson. Hun er selvstændig, handlekraftig og et ordentligt menneske. Med en flyttevogn og et par ledsagere befrier hun i én af romanens labre actionscener sin mors veninde fra hendes hustrumishandlende mand, så læseren begejstret hepper på sidelinjen.

Urimeligt nok bliver Stine selv udsat for et overgreb, som hun naturligvis aldrig anmelder. Hvem ville dog tro på hende?

Frygten er ubegrundet

En anden central person i romanen er Jostein, slagterens søn og Jespers barndomsven, hvis forretningstalenter og evne til at begå sig ledsages af evnen til at være sine venners ven. For at redde Majs job i reklamebureauet Dek-Rek opkøber Jostein f.eks. et stort restlager af usælgelige fiskeskuldertasker, som Dek-Rek har reklameret for. Kort efter bliver fisketaskerne en supersællert, da de kommer på mode blandt de unge, der dyrker arbejds- og militærtøj. Jostein kan det dér med held.

I tilgift får romanen besøg af de fire drenge fra Saabye Christensens gennembrudsroman Beatles, og af temaer fra Halvbroderen, den roman, som han fik Nordisk Råds Pris for. Blandt andet tilstår Saabye Christensen med egen forfatterstemme, at han sjældent kan dy sig for at bruge en persons langvarige forsvinden som litterært greb …

Selv træder Saabye Christensen denne gang overraskende ind på romanscenen. Velkendt er hans kritik af autofiktionen, som han anser for en grumset genre med alt for nemme muligheder for at hævne sig på sine omgivelser med egen version af udvalgte begivenhedsforløb. Men da forfatteren selv tidligt i romanen får konstateret knoglemarvskræft og smertefuld ’neuropati’ (»Mine hænder og fødder visner«), integrerer fortællingen sygdomsforløbet komplet med hospitalsbreve og -besøg, behandlinger og dødsangst.

Det giver romanen en testamenteagtig karakter og en åndeløs nødvendighed. Tiden er knap, bliver dette min sidste bog, slår jeg stadig til som forfatter?

»Er det, jeg skriver nu, så bare rester, som jeg varmer op med mit sidste sprog? Er det rester, der blev tilbage efter Beatles

Uden at virke privat giver passagerne romanen en hård bagkant: Lever han så længe, at han skriver romanen færdig?

Lykkeligvis virker det, som om den nu 66-årige forfatter har vundet ekstra tid. Hvad angår bogens kvalitet, er frygten ubegrundet. På tre år, 2017-2019, har Saabye Christensen skrevet 1.500 sider, der med sin store historie om små mennesker er blevet et hovedværk i forfatterskabet.

Saabye Christensen har en særlig evne til at gøre personlige erindringer kollektive.

»Minderne kommer mig i møde, men de er ikke længere mine,« som han selv skriver et sted i romanen.

Ellen Boen har oversat med vanlig stilsikkerhed. Blot ærgrer det mig at møde det halvnye misfoster ’ubehjælpelig’ for ’ubehjælpsom’. Kan man blive fri for det?

Lars Saabye Christensen: ’Byens spor 3 – Skyggebogen’. Grif. Oversat af Ellen Boen. 535 sider. 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her