Læsetid: 3 min.

Maren Uthaugs nye bog om en familie under afvikling giver slægtsromanen en vild dimension

’En lykkelig slutning’, hedder Maren Uthaugs tredje roman om en slægt af bedemænd, der alle har deres egen indfaldsvinkel til livet og døden. Romanens kombination af rå humor, varme og en vis kynisme gør den til én af årets vildeste romaner
Gennem dødens optik skildrer Maren Uthaug livet fra nye vinkler, og romanen 'En lykkelig slutning' både morer og provokerer sin læser med sin fortælling om en række hovedpersoner, der balancerer på sympatiens knivsæg.

Gennem dødens optik skildrer Maren Uthaug livet fra nye vinkler, og romanen 'En lykkelig slutning' både morer og provokerer sin læser med sin fortælling om en række hovedpersoner, der balancerer på sympatiens knivsæg.

Thomas Howalt Andersen Scanpix

22. november 2019

Et dynasti af bedemænd, der på hver sin måde er draget af døden og de døde, spiller de skiftende hovedroller i Maren Uthaugs tredje roman, En lykkelig slutning, der med humor udfordrer sin læsers empati og gode smag.

Romanens fortæller, Nicolas, er 7. generation i bedemandsdynastiet og bekymret for, hvordan det skal gå hans to børn, tvillingerne Christian og Liliane på 12 år. For hver generation akkumuleres nemlig familiens særheder, erkender Nicolas, der selv er nekrofil og drages af ’kold hud’.

Maren Uthaug: ’En lykkelig slutning’.

Gucca
I hans profession er dette ikke kun forbundet med adgang til det, han begærer, men også med ekstra skam:

»Modsat mange andre afvigere har vi ikke noget fællesskab. Der er ingen beværtninger, kun for min slags, natklubber eller terapigrupper, hvor vi støtter hinanden. Selvfølgelig fordi det er forbudt. Men selv om det er forbudt, er det der jo stadig,« reflekterer Nicolas.

Nicolas’ bekymring for næste generation er velbegrundet. Nicolas’ søn Christian er morderisk anlagt og dræber de kattekillinger og andre kæledyr, der som det eneste (ud over den beroligende medicin, som Nicolas smugler i tvillingernes mad) kan holde Christians ustyrlige – autistiske? – søster Liliane nogenlunde glad og rolig.

Nicolas frygter naturligvis, at familiens nedarvede galskab skal finde stadigt mere livsfarlige udtryk. Han giver sig til at fortælle familiens historie gennem de seneste 200 år for om muligt at nå frem til en lykkelig slutning.

Overflødige nyfødte

Resultatet er en grotesk og afsindig version af dødens nyere kulturhistorie, som Maren Uthaug låner sin på én gang kyniske og indfølte tone. Første generation af bedemænd var Nicolas’ forfader Christian, der som skibbruden landede på øen Tikopia.

Her giftede han sig med den smukke Konkylie og påtog sig den opgave at kvæle ’overflødige’ nyfødte for at holde befolkningstallet nede, som der var konsensus om på øen.

Næste generation, sønnen Christian 2, valgte som dreng selv at sejle fra øen for at skaffe plads til det nye barn, forældrene havde fået. Christian blev heldigvis reddet og havnede i Rotterdam.

Siden fulgte Christian’erne 3-5, der nu var migreret til København, hvor de også blev bedemænd. I hver generation ses en vis overdødelighed, så reelt kun et enkelt af familiens børn lever længe nok til selv at få børn, konstaterer Nicolas, der også identificerer et genkommende faresignal i familien, nemlig røde øjne som tegn på stigende vrede eller endda morderisk vanvid. Det er netop de røde øjne, han nu ser hos sine børn.

Bør normer håndhæves?

Maren Uthaug debuterede i 2013 med romanen Og sådan blev det og modtog i 2018 DR’s romanpris for Hvor der er fugle. Den samme underspillede ironiske romantone – Hemingway, nu med humor – er karakteristisk for En lykkelig slutning, for eksempel når Nicolas i sit tilbageblik på familiehistorien indirekte udforsker fordele og ulemper ved skiftende normer for menneskelig biodiversitet.

Bør incestforbud for eksempel håndhæves? Bør antallet af børn i plagede familier som Nicolas’ egen reguleres, og skal han selv, som sin forfader Christian 1, påtage sig ansvaret for det?

Hertil kommer Nicolas’ egen nekrofili, der dog ikke direkte generer nogen. De scener i romanen, hvor Nicolas viser sin kærlighed til sin elskede Marian, en dødfunden skønhed, er ironisk nok romanens varmeste:

»Med fingerspidserne strøg jeg hende over den frosne arm. Jeg lod hende stå en halv time, før jeg fandt bodylotionen frem. Jeg trykkede en lille klat ud. Snart fyldte rosenduften hele kølerummet. Jeg masserede kærligt cremen ind i hendes ben.«

Det er grænseoverskridende og smagløst, samtidig med at man som læser er tæt på at forstå den hårdt prøvede Nicolas’ behov for sex med ét menneske, der hverken siger ham imod, laver ballade eller bliver gravid.

Gennem dødens optik skildrer Uthaug livet fra nye vinkler, og romanen både morer og provokerer sin læser med sin fortælling om en række hovedpersoner, der balancerer på sympatiens knivsæg. I hver generation bliver det et spændingsmoment, hvilket nogenlunde normalvenligt menneske, der lokkes inden for i bedemandshulen for at lægge gener til eller opdrage familiens dysfunktionelle børn.

Desuden er dødens kulturhistorie hos Uthaug faktisk fængslende i sig selv. Hvem vidste for eksempel, at bedemand egentlig betyder ’bydemand’ som betegnelse for den, der byder ind til begravelse?

På sin stilfærdige måde er En lykkelig slutning en af årets vildeste romaner, der udfordrer sin læser med sin kombination af rå humor, varme og kynisme. Uthaug giver så at sige slægtsromanen en ny dimension, hvor familien ikke bare er under udvikling, men under afvikling. I dette tilfælde er det nok ingen skade til, må man forstå.

Maren Uthaug: ’En lykkelig slutning’. Lindhardt og Ringhof. 384 sider. 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Oluf Husted
Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu