Læsetid: 5 min.

’Marianne & Leonard’ viser, hvor omkostningsfuldt et inspireret liv kan være

Dokumentarfilmen om Leonard Cohen og Marianne Ihlens forhold er en ualmindeligt god, gribende fortælling om lidelse og nydelse og grådighed og et kærlighedsforholds ofre – især for den kvindelige part. Men det er også en film, der nægter at fælde dom over to levede og afsluttede liv
Nick Broomfields ’Marianne & Leonard: Words of Love’ er en forunderlig dokumentarfilm om, hvor omkostningsfuldt et inspireret liv kan være.

Nick Broomfields ’Marianne & Leonard: Words of Love’ er en forunderlig dokumentarfilm om, hvor omkostningsfuldt et inspireret liv kan være.

Camera Film

14. november 2019

»Det var et egoistisk liv, men det virkede ikke sådan,« har Leonard Cohen sagt om sine solbeskinnede år på øen Hydra i selskab med sin kæreste Marianne Ihlen.

»Jeg rejste altid,« tilføjede han.

Og det gjorde han. Aldrig for alvor forankret. Men i stand til at forankre alle andre. Ikke mindst Marianne, som forelskede sig i ham – og han i hende – på den græske ø i 1960.

Den norske kvinde syntes dog for en stund at nagle ham til jorden.

»Det er svært at skrive til dig. Brændingen er for højlydt. Stranden er for befolket, og du er for meget i mit hjerte til, at jeg kan nedfælde noget,« skrev han i et brev i september 1960 fra Tel Aviv til hende.

Marianne Ihlen var Cohens store kærlighed og dertil hans afgørende muse. Hun fik ham til at tro på sig selv som sanger og helt specifikt til at gribe guitaren, da de – midt i hans kunstneriske krise – stod på Hydra og beskuede de nyrejste højspændingsmaster og fuglene på dem.

Lige dér blev sangen ’Bird on a Wire’ født i sin første spæde form.

Trælbundne til friheden

Det er en stor kærlighedshistorie med et bumlet forløb og selvsagt godt stof til en dokumentarfilm. Og engelske Nick Broomfields Marianne & Leonard: Words of Love er da også ualmindeligt god.

Ikke mindst fordi Broomfield var med dengang, ja, endda havde adgang til hovedpersonerne i de forjættede dage på Hydra. Og nu har alderens og afstandens evne til at kortlægge og bedømme drifternes vildveje dengang i 60’erne og 70’erne. Dengang alle var trælbundne i en ny tids frihedsprojekt.

Nick Broomfield besøgte Cohen og Ihlen på Hydra og blev Ihlens elsker og senere ven. Det skaber en interessant spænding i dokumentaren. For den har et tvesyn. Den følger begges liv både under og efter, at de er sammen.

Og Broomfield afholder sig ikke fra at beskrive den skade, som Cohen deltog i eller var passiv tilskuer til.

Hvordan Lille Axel, Marianne Ihlens søn, ryger ud i periferien af de voksnes hedonistiske centrifuge. Mases flad. Ryger på kostskole og senere ind og ud af lukkede institutioner.

Poeter er ikke gode ægtefæller

I en underfuld sekvens fra en festival i Aix-en-Provence i 1970 taler Cohen på lydsporet om, hvordan han interesserer sig for at udtrykke venskab seksuelt, og hvor heldig han er at lande i en tid, hvor kvinder og mænd på lige fod deler dette begær. På billedsiden bader og nusser nøgne mennesker.

»Poeter er ikke gode ægtefæller. Kender du én,« spørger en klog kvinde i dokumentarfilmen.

Og sandt er det tilsyneladende, at Leonard Cohen den yngre alt for habilt spillede rollen som the art monster – kunstneren, der er gift med sin kunst og ikke andet. Kun tro mod sin muse – som så over en længere periode var Marianne Ihlen.

Altså er poeten åndskrigeren ved fronten, hvor der kæmpes om nye verdensanskuelser, kærlighedsoverbevisninger og seksuelle afskygninger.

Men samtidig fælder Broomfield ikke dom. Han ser på to levede og afsluttede liv. Det ene er måske den bedragedes liv, men også overleverens liv. Marianne Ihlen havde også mange elskere under deres forhold og blev gift igen, faktisk to gange med den samme mand.

»Vi var to flygtninge,« siger hun i dokumentarfilmen om forholdet til Cohen, og hvad der drog dem mod hinanden.

Egoistens liv

Det andet liv er måske egoistens liv, men også et liv, hvor Cohen blev offer for egen selvoptagelse og seksualitet. Tilsyneladende ude af stand til at knytte tætte, varige, konsistente bånd.

»Du kan ikke være med Leonard,« siger en elsker eller en måske vikarierende kæreste.

Men han ender med at få to børn med Suzanne Elrod (nej, ikke hende fra sangen).

Det fortælles, at Cohen slås med store tilbagevendende depressioner.

»I det store hele havde jeg ikke, hvad det krævede for virkelig at nyde min succes og berømmelse. Jeg var aldrig i stand til at lokalisere den eller at bruge den,« siger han om sit yngre jeg i dokumentarfilmen.

Men Cohen synes at besinde sig.

Han tjekkede ind på Mt. Baldy Zen Center i Los Angeles, ja, hans længstvarende eksil dér er fra 1994 til 1999. Og det var først i 1999, i en alder af 65, at han – efter at have studeret buddhisme i tre årtier – fandt munkens fred.

Kærligheden kan strækkes

Marianne & Leonard: Words of Love er en forunderlig dokumentarfilm om, hvor omkostningsfuldt et inspireret liv kan være. Og den behandler de helt store temaer. Lidelse. Nydelse. Undladelsessynder. Nederlag. Religion. Grådighed. Sandhed. Frihed. Livets cykliske karakter. Og tilgivelse.

I 2005 finder Cohen ud af, at hans manager og nære ven Kelley Lynch har fusket ham for fem millioner dollar. Og pengene er tilsyneladende væk. I et interview siger han kort efter helt roligt, nærmest gemytligt:

»Jeg er stadig ret glad for hende.«

Kærligheden kan være betingelsesløs. Den kan strækkes. Og den begrænser sig ikke til et forholds varighed. Den er kompliceret og kan rumme modsætninger og forræderi. Den erkendelse kan rejse fra lærredet til tilskueren under denne dokumentarfilm.

Hver gang Cohen i 00’erne gav koncert i Norge, sendte han invitationer til Marianne Ihlen, og i hvert fald ved én lejlighed overværede hun hans koncert fra forreste række.

På tværs af oceaner af tid

På trods af alle følelserne, så gled Cohens forhold til Marianne Ihlen engang omkring 1970 over i et overlap med Cohens nye forhold til Suzanne Elrod i Montreal. Og dernæst ebbede det ud. Men hun var for altid i hans rygmarv, som Cohen selv formulerede det.

Da Marianne Ihlen lå på dødslejet i juli 2016, modtog hun et brev fra sin gamle elskede.

»Well, Marianne, det er blevet den tid, hvor vi virkelig er blevet rigtig gamle, og vores kroppe er ved at falde fra hinanden, og jeg tror, at jeg vil følge efter meget snart. Du skal vide, at jeg er meget tæt bag dig, således at hvis du rækker hånden ud, så tror jeg, du kan nå min. Og du ved, at jeg altid har elsket dig for din skønhed og din visdom, men det behøver jeg ikke sige mere om, for det ved du alt om. Men nu vil jeg bare ønske dig en rigtig god rejse,« skrev han.

På tværs af oceaner af tid og andre forhold rakte han ud efter hende, og nogle dage efter udåndede hun.

Tre måneder efter fulgte Leonard Cohen efter hende. Som lovet.

’Marianne & Leonard: Words of Love’ – Instruktion: Nick Broomfield. Fotografi: Barney Broomfield. 102 minutter. Biografer i Aalborg, Gentofte, København, Valby og Holte

Leonard Cohen er død, 82 år gammel. Han var en elsket sanger og sangskriver. Og så var han en stor digter. Og hele vejen igennem helt sin egen
Læs også
Den canadiske sanger, sangskriver og digter Leonard Cohen fylder 80 søndag. Vi kigger på en mulig vej ind i værket, som den kunne tage sig ud i en forstad til København for en 44-45 år siden …
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Thomas Tanghus
Viggo Okholm og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hjerl-Hansen

Kunstnerisk var Leonard Cohen en klodsmajor. Han slog ikke til og hans brydsomme mellemværende med det banale er synligt i alle sangene. Det er altid en anstrengt idé der spilles ud. En tidens nar. At bruge Leonard Cohen i sit liv er en eksistentiel overspringshandling hvor hjerte og hjerne blandes sammen i en lunken, forgiftet grød.

Læs mere...

Morten Hjerl:
Det kan der så være delte meninger om.

Agneta Noregren, Niels Jakobs, Henriette Bøhne, Peter Andersen, Kim Houmøller, Anina Weber og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Har set filmen, og har det blandet med den.

Det er godt gjort, at Nick Broomfield har skabt en "dokumentar"film ud af de mange små smalfilmssekvenser og interview af nyere dato. Men portrættet af begge hovedpersoner skøjter henover. Der mangler dybde.

Leonard Cohen fremstår som en skørtejæger, som ikke ville/kunne forpligte sig.

Charmerende og talentfuld, javist - men knap så sympatisk, og hvad får vi ellers at vide ud over den noget løsslupne omgang med psykedeliske stoffer. Og Marianne - hun forbliver i en indholdsløs birolle helt til det sidste.

En kærlighedshistorie? Tja - måske, måske ikke.