Læsetid: 3 min.

’Midway’ er en krigsfilm om dengang, mænd ikke græd – eller blødte

Blockbuster-instruktøren Roland Emmerich har i ’Midway’ kastet sig over Anden Verdenskrig, mere specifikt slaget om Midway. Det vilde luft- og søslag er endt som en tivoliseret rutsjebanetur uden mennesker af kød og blod
Krig er også helvede i Roland Emmerichs ’Midway’, men det er et flot helvede, hvor man kan opnå heltestatus. Foto: Lionsgate/UIP

 

 

Krig er også helvede i Roland Emmerichs ’Midway’, men det er et flot helvede, hvor man kan opnå heltestatus. Foto: Lionsgate/UIP

 

 

7. november 2019

Set som abstrakt kunst har nyere krig sin egen grufulde skønhed. Ja, selv formidlet som mere realistisk filmkunst er det svært ikke at mærke en dyb fascination af eksplosionerne, farten, våbenteknologierne og den kompromisløse ødelæggelse. Også i den aktuelle Anden Verdenskrig-film Midway.

Det er Roland Emmerich – manden bag Independence Day og The Day After Tomorrow – der med vanlig bastant blockbusterstilistik har taget de store malerkoste frem og skabt overvældende kampscener. Det sker i historien om det afgørende slag ved Midway-atollen i Stillehavet i 1942, hvor japanerne fik en læsterlig omgang tak for sidst – efter deres bombning af Pearl Harbor.

»Smukt!« udbryder John Ford, virkelighedens amerikanske filminstruktør bag klassiske film som The Searchers og Vredens druer, da han ser den japanske angrebsbølge komme flyvende i Midway.

Han er i gang med en dokumentarfilm.

Men krigen er jo ikke skøn, og det er noget af en eufemisme at kalde den underholdning. Men det er den her. Bevares, vi forstår og ser enorme menneskelige ofre, men filmen er alligevel en forholdsvis ublodig affære. Folk bliver ikke flået fra hinanden, som vi har set det i store Anden Verdenskrig-film som Den tynde røde linje og Saving Private Ryan, begge fra 1998.

Hygiejnisk beskrivelse

Det er så også nemmere at gennemføre en hygiejnisk og romantiserende beskrivelse af et slag, der udspiller sig til vands og i luften, som det er tilfældet i Midway, frem for på landjorden. Men det er alligevel uvederhæftigt.

Ligesom det også føles perverst, at man som tilskuer bliver revet med – for det gør i hvert fald jeg – af de vilde lydeffekter, den tæskende og pumpende musik (med lån fra Hans Zimmers soundtrack til Den tynde røde linje) og de fermt computergenererede billeder. Krig er helvede, men et flot helvede, hvor man kan opnå heltestatus.

Sammen med piloterne styrtdykker vi i projektilernes gyldne lysshow. Det virker umuligt, at de forsvarende japanske krigs- og hangarskibe rammer ved siden af, men det gør de. Det er som at være i krigstivoli – uendeligt langt fra Christopher Nolans underspillede, strukturelt udfordrende og suspense-gennemvævede Dunkirk fra 2017.

Skånejob for stjerner

En anden tiltrækning ved krigsfilm er de mandlige kammeratskaber. I krigens absolutte eksistentielle rum, hvor ens liv afhænger af de andres indsats, grundfæstes dybe venskaber og hårdt sammentømrede mandefællesskaber.

Men i Midway er karaktererne så firkantede, at venskaberne virker postulerede. Alle taler i klicheer, alle hænder laver kung-fu-lyde, når de flyver til tindingerne for at gøre honnør.

Der er strålende skuespillere som Woody Harrelson, Dennis Quaid og Patrick Wilson på posterne, men de har ikke meget mere at arbejde med end et stålfast blik og et hårdt drag om munden. Det virker som et skånejob at spille krigshelt, når instruktøren hedder Roland Emmerich.

For Midway transmitterer fra en tid, hvor mænd stort set aldrig græd og næsten heller ikke blødte. De er med mikroskopiske undtagelser bundsolide helte, og Emmerich giver heltedyrkelsen fuldt skrald.

Den her krig kunne ikke vindes uden mænd som mesterpiloten Dick Best (ja, det hedder han), lyder det fra en beundrende officer. Og sandt er det, at Best er den ene af to amerikanske piloter, der nogensinde har ramt to hangarskibe på én dag. Men behøver vi at få det slået fast med syvtommersøm?

Som dårlig sex

Til filmens fordel taler, at den tydeliggør, at det var en helt anden tid, hvor overvågning var sporadisk, brændstof sparsom, og våben kunne ramme ved siden af igen og igen.

Og klædeligt er det, at Midway også fortæller fra japanernes side, og at der ikke er nogen dæmonisering på spil. Tværtimod er japanerne lige så heltemodige og stolte som amerikanerne. Og de mindes også til sidst i filmen, akkurat som amerikanerne.

Men, ak, alle mændene taler, som om de reciterede linjer er bortredigeret fra et dødfødt heltekvad, og selv om det tydeligvis er Emmerichs mål at hylde disse mænd, så havde det gavnet hyldesten, hvis han havde besværet sig med at gøre dem til mennesker.

Set som en fysisk, sensorisk oplevelse er Midway en overvældende indføring i krigens grumme skønhed, og når rulleteksterne ankommer, er man mærkværdigt rastløs, udmattet, men utilfredsstillet. Som efter dårlig sex.

’Midway’. Instruktion: Roland Emmerich. Manuskript: Wes Tooke. Fotografi: Robby Baumgartner. Længde: 138 minutter. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Tanghus
Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen K Petersen

Heller dårlig sex og udmattet, end ingen sex og frisk, man sover meget bedre når man er udmattet.

Glæder mig til at se filmen,