Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Monica Isakstuen skriver om moderskab, så stolene flyver igennem stuen

Monica Isakstuen skriver om kontroltab og følelsen af at miste sig selv til livet med børn
Kultur
15. november 2019

I 2016 vandt Monica Isakstuen Brageprisen i Norge for den fremragende roman Vær snill med dyrene (dansk: Vær god ved dyrene, 2018), som handler om at være forælder til et skilsmissebarn. På hvilke måder er man mor, de uger hvor barnet er hos sin far? Hendes seneste roman, Raseri, er en slags selvstændig efterfølger.

I Raseri har jegfortælleren en datter i skolealderen fra et tidligere forhold og tvillingsønner i børnehavealderen med sin nye mand. Stilen er den samme, begge romaner er fortalt i korte tekststykker eller fragmenter, som skildrer et springende handlingsforløb over et par år. Der er sproglige ekkoer imellem romanerne, for eksempel når folk omkring moren gentager: »Børn er robuste skabninger.«

I Raseri følger vi jegfortælleren, mens hun begynder i terapi, kæmper med hverdagen, og sammen med sin mand køber et kæmpestort, gammelt hus, som familien flytter ind i. Samtidig springer teksten tilbage til, da parret mødte hinanden, til graviditeten og tvillingerens fødsel, mens hun forsøger at besvare spørgsmålet: Hvem var jeg før, hvem er jeg nu, og hvor kommer al den vrede fra? 

Isakstuens roman handler om det skamfulde, forbudte raseri, det tøjlesløse temperament, som en forælder kan føle i mødet med sine børn. Jegfortællerens afmagt og frustration er skrevet frem i korte, præcise scener. Situationerne er sat på spidsen, så følelserne udstilles nøgent og grimt. Hun føler sig under angreb fra alle sider, som om hun bliver overvåget, hele tiden sat på prøve.

Hun er bange for sine hænder og for, hvad de kan finde på. Samtidig er det hende, der er den voksne; den dårlige samvittighed, ønsket om at gøre det bedre, være bedre, står klart bag hvert vredesudbrud. Gennemgående stiller hun spørgsmålet: »Hvordan elsker man nogen, så de mærker det?«

Huset, som parret køber, er 200 år gammelt, det har overlevet første og anden verdenskrig, »fire familier og hårdt vejr«, men deres egen sammensatte familie er allerede efter få uger godt i gang med at splitte det ad. Jegfortælleren ser forfaldet overalt; hendes mand ser kun hendes kontroltab. Efterhånden skal der næsten ingenting til, før hun sendes ud over kanten.

Det er glimtene af kærlighed og ømhed, som holder hende – og romanen – i skak. Erkendelsen af, at barnet er sit eget; og dermed også hende selv, selv om det ikke altid føles sådan. Der er humor i Isakstuens roman, en veldrejet komik, som når jegfortælleren taler om hendes og mandens taktik over for de umulige unger, de spiller henholdsvis good cop og bad cop: »Målet er offerets totale overgivelse. Jeg mener barnet.« Eller når hun ønsker sig »et minuts stilhed for den mor, jeg ønsker at være«.

Hendes mand er gartner – bogstaveligt talt en jordnær fyr med fingrene i mulden. Neden under alle skænderierne og bebrejdelserne, frustrationen over at han er »så forbandet omsorgsfuld og venlig og tålmodig«, er der også taknemmelighed; en indrømmelse af, at »uden dig mister jeg grebet«. Når hun endelig ser ham gå bersærk i haven midt om natten efter et skænderi, er det første gang i lang tid, at hun virkelig føler sig nær ham.

Morens vrede er fysisk, hun holder børnene fast med magt eller råber i frustration. Mange scener begynder med afmagt og ender med ting – en stol, en taske – der flyver igennem rummet. Samtidig er der noget ved Isakstuens tone, ved jegfortællerens stemme, der balancerer mellem sårbarhed og vrede, mellem det alvorlige og det komiske (hun er ikke bange for at bruge versaler), som gør teksten let.

Der er en tilfredsstillelse i at læse de her inderste, mørkeste frustrationer, skrevet til tider groft og upoleret, til tider med subtile sproglige nuancer. Isakstuen har sin egen særhed: »Er moderskabet en sti, man tramper ad, eller er det nedarvet djævelskab, umuligt at forudse og kontrollere?«

Alligevel rammer Raseri mig ikke i samme grad som Vær snill med dyrene. I den er optrinene i børnefamilien mindre dramatiske, til gengæld er der en intens nerve, som står og dirrer igennem romanen. I Vær snill med dyrene virker den fragmenterede handling mere samlet, der er en tydelig bevægelse i bogen og en stærk stemning; til sammenligning er terapiforløbet i Raseri – terapeuten, som undervejs siger: »Du nærmer dig en erkendelse« – mindre interessant.

Man skal ikke dømme en bog på dens omslag, men det er umuligt, i hvert fald for mig, ikke også at blive påvirket af ting som opsætning, indbinding og korrektur. Fejlene i den danske oversættelse af Raseri er ikke voldsomt mange, men når en roman er så koncentreret, når den består af korte, helt klare tekststykker, ofte bare et par sætninger på hver side, så skal der ikke være slåfejl.

Monica Isakstuen: ’Raseri’. Oversat af Karen Fastrup. 218 sider. 250 kroner. Turbine

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her