Læsetid: 2 min.

Nicklas Buchs debutroman havde fungeret bedre som kronik

Nicklas Buch skulle have skrevet en regelret erindrings- eller debatbog, så kunne hans vidnesbyrd stå præcist og fokuseret uden at blive forvansket af litterære dikkedarer, fjollede krydsklip og sproglige uheldigheder
I en række daterede optegnelser er Nicklas – fortælleren, han er lige begyndt i gymnasiet – flyttet tilbage til sin mor. Hun har været på afvænning, hun kæmper med at holde sig stoffri, imens Nicklas er en lille trykkoger af vrede.

I en række daterede optegnelser er Nicklas – fortælleren, han er lige begyndt i gymnasiet – flyttet tilbage til sin mor. Hun har været på afvænning, hun kæmper med at holde sig stoffri, imens Nicklas er en lille trykkoger af vrede.

Sofia Busk

8. november 2019

I pressematerialet til sin debutroman Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet fortæller den helt unge Nicklas Buch både, at hans bog er baseret på hans eget liv, og at den er en slags brugslitteratur. Han har skrevet den, fordi der manglede historier om, hvordan det er at vokse op som barn af en stofmisbruger. Måske kan andre, der har befundet sig i samme hårde situation, få noget ud af at læse bogen.

Nicklas Buch: 'Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet'.

Saxo
Det er jo virkelig sympatisk. Som mere almindelig læser fornemmer man da også et stærkt stof og et stort behov for at sætte ord på sine egne oplevelser. Men man fornemmer ikke meget sprogøre eller litterært talent, faktisk burde forlaget have hjulpet forfatteren ind på et andet spor.

Buch skulle have skrevet en regelret erindrings- eller debatbog, så kunne hans vidnesbyrd stå præcist og fokuseret uden at blive forvansket af litterære dikkedarer, fjollede krydsklip og sproglige uheldigheder.

Sådan blev det ikke. Som roman zigzagger Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet hastigt og ufokuseret mellem mange forskellige spor.

I en række daterede optegnelser er Nicklas – fortælleren, han er lige begyndt i gymnasiet – flyttet tilbage til sin mor. Hun har været på afvænning, hun kæmper med at holde sig stoffri, imens Nicklas er en lille trykkoger af vrede.

Logikken er klar: hellere snerre ad hende end blive såret igen.

Et andet spor fortæller om årene op til morens afvænning, et tredje om den tid, Nicklas boede hos sine oldeforældre. Der dukker også en pige op, Ana, som Nicklas ikke kan finde ud af at sige, han er glad for. Hun bliver aldrig andet end en papfigur. Og der er et par venner, Mads og Omid, som mest er silhuetter uden konturer.

I det hele taget er der meget pligtstof i bogen, der ellers er ret kort: Ting, som er med, fornemmer man, fordi de var der i Nicklas Buchs eget liv. Eller måske fordi han eller forlaget har tænkt, at den slags da skal være der, nu der er tale om en roman.

Og, altså, sproget. Igen og igen vil Nicklas Buch ligesom markere det stemningsfulde i et øjeblik ved at skrive »litterært«, og igen og igen føles det som at høre et let ustemt klaver. Så løber teksten gennem alle mulige sprogblomstrende begyndertricks, der svækker de følelser, den vil videregive.

»Endnu er der ikke oktober i hendes ansigt,« siger Nicklas – fortælleren – højstemt om sin mor, som om han var en dårlig kopi af en følsom digter. Mens resten af bogen helst fremstiller ham som noget hård i filten.

Nå ja, hen mod slutningen viser Buch, at han godt kan skrive vigtige pointer frem. Det sker, når han træder et skridt tilbage og analyserer egne oplevelser, når han – for eksempel – skriver om forskellen i fremstillingen af alkoholikere og narkomaner. Men der er grænsen mellem forfatter og fortæller alligevel opløst: Sætningerne og pointerne kunne lige så godt have stået i en kronik.

Nicklas Buch: ’Pillerne får mors øjne til at nærme sig gulvet’. Gyldendal. 191 sider. 199,95 kroner.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer