»Hvor er Jan?« spørger skuespillerne flere gange i løbet af forestillingens knap halvanden time.
Ingen ved det. Og han dukker aldrig op.
Selvfølgelig ikke, fristes man til at sige, men i Claus Flygares fortælling er Jan Sonnergaard dog alligevel til stede som en nærmest overmenneskelig eller mytisk karakter, som alle er opmærksomme på at behage.
Der kredses om ham (og hans fravær) i en iscenesættelse, der er spundet løst op omkring Sonnergaards eftermæle i form af hans tekster, hans fiktive karakterer og mindet om hans karismatiske personlighed.
Maja Ravns scenografi er bygget op af fotostater. Den primære kulisse er et udsnit af en bar, hvor tætpakkede hylder med spiritusflasker dækker bagvæggen. Foran en høj bardisk sidder fem skuespillere på række på høje stole med mørkerødt læderbetræk.
Med afslappede kropsholdninger iagttager de publikum, der indtager deres pladser, alt imens de smiler, nikker og ryger cigaretter. ’Floss’ står der skrevet med graffitiskrift på et stort skilt under loftet øverst til venstre. Navnet på Jan Sonnergaards stamværtshus i Larsbjørnsstræde i København. Det fysiske omdrejningspunkt for Flygares fortælling.
Tre af de fem i baren udgør et kunstnerisk hold, der netop er i gang med at iscenesætte en ny Jan Sonnergaard-forestilling på stedet. Hans venner og kolleger. Og det er da også en af dem, der første gang stiller spørgsmålet, »Hvor er Jan?«, som var han netop trådt ud af lokalet.
Et firedobbelt mord eller ren fiktion
Forestillingens hovedfortælling er en krimigåde, der igangsættes af Morten Suurballe i rollen som Erich Erichsen, som i bedste gangsterstil dukker op i baren iført mørkt jakkesæt og solbriller. Han erklærer, at han netop har fjernet Jan Sonnergaards fire største kritikere som en fødselsdagsgave til forfatteren.
Dette leder videre til et anonymt telefonopkald til kriminalpolitiets Hanne Lund (Laura Kvist Poulsen) og Anne-Marie Bygholm (Josephine Park), der straks sætter gang i en efterforskning. For hvem er denne Erich Erichsen, der hævder at have dræbt fire personer? Og hvor er de fire eller deres lig? Og sidst, men ikke mindst, hvor er Jan Sonnergaard?
Brugen af fotostater er gennemgående i Maja Ravns sceniske univers. Kontoret på politigården består af to løse vægge på hjul, som køres frem efter behov, med 1:1 gengivelse af farveløse arkivskabe på et temmelig intetsigende kontor.
Der går en rum tid, før det for alvor går op for mig, at dette er et forsøg på en komedie. Jan Sonnergaard er ikke død indledes med en halvlang tale, hvor Claus Flygare (i rollen som instruktøren Leif) ytrer sig om politik og holdninger, mens de fire øvrige gæster i baren bliver siddende bag ham og griner påtaget.
Han afslutter med kommentaren:
»Når man er ude for at more sig, vil man helst møde nogle synspunkter, man er enig i.«
Og der er da heller ingen tvivl om, at det her er en forestilling skrevet af Jan Sonnergaard-fans til Jan Sonnergaard-fans. Det er en ret ukritisk hyldest camoufleret som kriminoirkomedie.
Efterforskningen bringer de to politifolk til Floss, hvor de møder det kunstneriske hold, der er i fuld gang med prøverne på en nyskrevet Jan Sonnergaard-forestilling med den sigende titel:
»NarkoMan – den berusede hævner. Et superhelteselvtægtsdrama«.
Claus Flygare er den medspillende instruktør og Anne Vester Høyer og Mads Riisom er de to skuespillere i den mildest talt mærkværdige forestilling.
»Jeg ved ikke, hvad det her stykke handler om,« udbryder Mads Riisom på et tidspunkt i ren frustration over instruktørens vægelsind.
Og på publikumsrækkerne har jeg det lidt på samme måde. Hvad er det Flygare og Nicolei Faber vil fortælle? En historie så kompleks, at der har været behov for hele to medinstruktører på iscenesættelsen. Alligevel – eller måske derfor? – er slutresultatet lidt forvirrende og usammenhængende.
Lag på lag for Sonnergaard-fans
Indimellem er det decideret morsomt med de fjollede påfund. Som når Josephine Park som kriminalbetjenten Anne-Marie Bygholm gentagne gange forsøger at stille en kasse med bevismateriale fra sig på et af arkivskabene på fotostaten på politikontorets bagvæg.
Hver gang falder kassen på gulvet, hun samler den op og forsøger igen, mens hun gentager samme replik. Det er plat, men også ret underholdende.
Bortset fra den grundlæggende forvirring over, hvad det er, vi ser, er det et ret finurligt dobbeltlag at lade dramatikeren Claus Flygare spille instruktøren, der selv medvirker i den forestilling skrevet af Jan Sonnergaard, som han er i gang med at iscenesætte.
Såvel i Nicolei Fabers iscenesættelse som i Flygares tekst smøres lag på lag i fiktionen. Både med den temmelig absurde historie om NarkoMan, der får superkræfter af at indtage alkohol og stoffer, og med de to kriminalbetjente, der lever i et dystert krimiunivers og bapper på usynlige piber.
Forvirringen er total. Ikke mindst på grund af den hovedmistænkte i måskemordene, Morten Suurballes Erich Erichsen. »Jeg lever mit liv, og Sonnergaard beskriver det,« siger han og hævder således, at han selv er personen i alle Sonnergaards noveller, samtidig med at alle hans alibier udgøres af andre karakterer fra Jan Sonnergaards bøger.
Erich Erichsen-karakteren er Sonnergaard-fan, og spejler nok i høj grad dramatikerens budskab om, at Sonnergaard var for fed. Det er jeg bestemt ikke uenig i, men jeg er dog usikker på, om formidlingen lykkes til fulde i denne iscenesættelse.
I baren i foyeren til Edison sælges drinken ’Søde-Jan’. Efter sigende en drik opfundet af Jan Sonnergaard selv på hans 41-årsfødselsdag på Floss.
Men bortset fra denne ene oplysning i begyndelsen af forestillingen (som gentages i det trykte program), så bliver jeg hverken mere eller mindre klog på Jan Sonnergaard efter at have set Nicolei Fabers iscenesættelse af Jan Sonnergaard er ikke død på Edison.
’Jan Sonnergaard er ikke død’. Produceret af Mammutteatret og Betty Nansen Teatret. Tekst: Claus Flygare. Instruktør: Nicolei Faber. Medinstruktør: Sargun Oshana og Jens Jørn Spottag. Scenograf: Maja Ravn. Lyd: Ditlev Brinth. Lys: Turpin Napoleon Djuurhus. Med: Josephine Park, Laura Kvist Poulsen, Anne Vester Høyer, Mads Riisom, Claus Flygare, Morten Suurballe og Helle Dolleris. Spiller på Edison til 30. november.
Jo han er, og han var ganske rigtigt for fed.