Læsetid: 6 min.

Dette er ikke den nye generations bud på en Hitler-biografi

Brendan Simms mener i sin Hitler-biografi, at det ikke var Sovjetunionen og kommunismen, der var Hitlers hovedfjende, men den angelsaksiske verden. Hovedtesen overbeviser ikke
Brendan Simms henter størstedelen af sin evidens i Hitlers mange taler i 1920’ernes begyndelse, hvor han er meget optaget af de vestallierede. Men at bolsjevismen ikke optager Hitlers verdensforståelse i årene umiddelbart efter 1. Verdenskrig er ikke så underligt, skriver Joachim Lund.

Brendan Simms henter størstedelen af sin evidens i Hitlers mange taler i 1920’ernes begyndelse, hvor han er meget optaget af de vestallierede. Men at bolsjevismen ikke optager Hitlers verdensforståelse i årene umiddelbart efter 1. Verdenskrig er ikke så underligt, skriver Joachim Lund.

University of Cambridge

8. november 2019

»En fantastisk demagog,« skrev den amerikanske militærattaché i Berlin, Truman Smith, efter et møde med tysk politiks nyskabelse, en 33-årig supernationalist ved navn Adolf Hitler, i München i 1922. »Jeg har sjældent lyttet til en så logisk og fanatisk mand. Hans magt over hoben må være kolossal.« Det var den, og den skulle blive endnu større.

Med sine retoriske gaver og politiske evner tiltvang Hitler sig i løbet af de næste år magten over først partiet og siden store dele af den tyske befolkning.

Brendan Simms: ’Hitler. Kun hele verden var nok’.

Gucca
Opgøret med Versailles, genrejsningen af det tyske folk og etableringen af et ægte Volksgemeinschaft, kampen mod bolsjevismen og den internationale jødedom samt skabelsen af tysk Lebensraum i øst var hovedingredienserne i den cocktail, der sikrede Hitler og hans parti først magten i Tyskland og siden det militære herredømme på det europæiske kontinent – inden det hele faldt fra hinanden igen.

Talrige er de historikere og journalister, der har prøvet kræfter med Adolf Hitler. Kan der skrives noget nyt om manden, der satte katastrofen i gang?

Det mener Brendan Simms, der er professor i historie ved University of Cambridge. Forskningen har overset, at det ikke var USSR og kommunismen, der var Hitlers hovedfjende, men den angelsaksiske verden.

I sine første mange taler i 1920’ernes begyndelse var Hitler nærmest opslugt af fascination og frygt for Storbritannien og USA, og lige til afslutningen i 1945 opfattede han konkurrencen med den vestlige verdens »plutokratiske kapitalisme« som den eneste kamp, der virkelig betød noget.

Opgøret med jøderne og det socialistiske Sovjetunionen var ikke et mål i sig selv, men kun instrumentelle skridt på vejen mod det endelige opgør med vestmagterne.

Bolsjevismen var jødernes måde at udbrede deres verdensherredømme til Rusland fra deres base i New York og måtte fjernes, så en gigantisk tysk koloni i de vestlige sovjetiske områder kunne forsyne tyskerne med råstoffer og landbrugsvarer, så de var rustet til den sidste kamp med USA, kampen om verdensherredømmet.

Det hele hang på denne måde sammen. Brendan Simms kalder det en afgørende ny indsigt. Hitlers konflikt med den vestlige kapitalisme skifter plads fra at være et tidligt og perifert fænomen i nazismen til at blive det afgørende, centrale og blivende motiv. Dette er tesen i hans bog om Hitler. Det er tilsyneladende et stærkt argument, og man kan ikke sige andet, end at det føres igennem med konsekvens over bogens samfulde 790 sider.

Men argumentet holder ikke.

I værste fald baseret på en fiks idé

Simms fremhæver begivenheder og udsagn, der understøtter hans tese og underspiller forløb, der ikke gør. Hitlers ungdomsår i Wien for eksempel, som af ham selv i Mein Kampf blev beskrevet som afgørende for hans livslange konflikt med jøderne, behandles overfladisk over et par sider, mens konfrontationen med britiske soldater i 1. Verdenskrigs skyttegrave refereres minutiøst.

Simms henter størstedelen af sin evidens i Hitlers mange taler i 1920’ernes begyndelse, hvor han er meget optaget af de vestallierede. Men at bolsjevismen ikke optager Hitlers verdensforståelse i årene umiddelbart efter 1. Verdenskrig er ikke så underligt.

Fredstraktaten havde ydmyget og ruineret tabernationen Tyskland, og opgøret med Versailles-bestemmelserne fyldte godt op, ikke bare i det lillebitte Tyske Arbejderparti, Hitler var blevet medlem af, men i hele det politiske billede.

Rusland, som Tyskland jo havde besejret på slagmarken i 1917, var ingen trussel. Det skulle det imidlertid blive med tiden, og allerede i Hitlers uudgivne Zweites Buch fra 1928 er det tydeligt, hvilken fjende der er ved at vokse sig stor i øst. Hitlers anden bog beskæftiger sig først og fremmest med behovet for at nedkæmpe USSR og skaffe Lebensraum. Men det negligerer Simms.

Den endimensionale skildring af Hitlers angivelige »angloamerikanske« besættelse leder direkte i den programmatiske og intentionalistiske blindgyde, som Hitlerforskningen ellers kæmpede sig ud af for mange år siden. Simms skriver:

»Efter at være kommet til magten forsøgte Hitler kort sagt at implementere det program, han havde lagt frem i generelle vendinger i talrige skrifter og taler igennem de foregående 14 år.« Begivenhedsforløbet fortolkes udelukkende i lyset af Hitlers angivelige besættelse af Storbritannien og USA.

Respekt og beundring for de »racerene« briter og de økonomisk effektive amerikanere vekslede med frygt og had i noget, der umiskendeligt måtte ligne et massivt mindreværdskompleks. Hvad Hitler på det bestemteste afviste.

»Krigserklæringen mod USA var det øjeblik, hele Hitlers karriere havde bygget sig op til,« skriver Simms, men det giver ringe mening, når forskningen i øvrigt peger på, at Hitler ihærdigt forsøgte netop at undgå konfrontationen med verdens stærkeste industrination. Simms’ argumentation er i bedste fald monokausal, i værste fald baseret på en fiks idé. Her levnes ikke plads til improvisation, realpolitik, tilfældigheder og ændring af planer. Konteksten forsvinder.

Det gælder også »førerens« rolle i beslutningsprocessen, der ledte til folkedrabet på Europas jøder. Simms går ikke ind i diskussionen, men nøjes med at konstatere, at Hitlers godkendelse må være faldet få dage efter det japanske overfald på Pearl Harbor den 7. december 1941 og den efterfølgende tyske krigserklæring til USA.

Tilintetgørelsen af Europas jøder var i Simms optik en foranstaltning, der udelukkende skyldtes jødernes rolle som »gidsler«, der skulle holde USA ude af krigen. Simms negligerer fuldstændig den almindelige opfattelse, at massehenrettelser og gaskamre var begyndt som improviserede »løsninger« på et problem, der opstod i efteråret 1941, da nedkæmpelsen af USSR gik i stå, og de påtænkte deportationer af de polske og tyske jøder østpå viste sig umulige at gennemføre.

Auschwitz eller nogen af de øvrige kz- og tilintetgørelseslejre nævnes ikke, mens forfatteren for eksempel nidkært opregner de allierede bombetogter mod tyske storbyer.

Forfriskende indspark i Hitler-forskningen

I den forstand er Simms’ bog snarere et tilbageskridt end det modsatte. Som nazismekenderen Richard Evans har gjort opmærksom på, vil billedet af Hitler som socialist i nationalistisk aftapning muligvis nok være vand på den amerikanske højrefløjs mølle, idet totalitarisme og folkedrab kan fremstilles som den logiske følge af statslig kontrol.

Heller ikke heri er der noget nyt; det er nærmest en tilbagevenden til Den Kolde Krigs politologiske totalitarismeteorier, som sidestillede den overvundne nazisme med stalinisme uden større blik for de fundamentale forskelle mellem de to ideologiske systemer.

Simms påkalder sig den nyere, såkaldte »transnationale vending« i historievidenskaben, og han påpeger helt rigtigt Hitlers fascination af USA’s modernitet. Amerikansk eugenik blev et forbillede for nazisternes racelovgivning, Washington inspirerede Hitlers planer for en ombygning af Berlin, og han sammenlignede sin økonomiske politik med Roosevelts New Deal.

Mens man således kan rose Simms for et forfriskende indspark i Hitler-forskningen, står det tilbage, at hans bog ikke bliver den nye generations bud på en Hitler-biografi. Hvis man som Simms indleder sin »biografi« med at tage det kryptiske forbehold, at bogen ikke drejer sig om »den Hitler, [tyskerne] stemte på, men om den Hitler, de fik«, og at »Den handler ikke om det, han ’udrettede’, men om hans hensigter«, har man da også spændt urimeligt mange snubletråde ud.

Skal man have fat i den afbalancerede fremstilling, som behandler alle aspekter af fænomenet Hitler uden at være fikseret på et enkelt, er man stadig henvist til de langtidsholdbare Hitler-biografier af Ian Kershaw og Volker Ullrich fra hhv. 1998-2000 og 2013-2018 (diskuteret i Information den 29. november 2013).

Bogen er glimrende oversat af Anders Nygaard, med indledningen som besynderlig undtagelse og nogle svipsere, hvor forlægget har været tysk. Der mangler en litteraturliste, og der er heller ingen illustrationer, hvilket er ærgerligt, når der nu i teksten ligefrem refereres til bestemte fotografier.

Brendan Simms: ’Hitler. Kun hele verden var nok’. Oversat af Anders Nygaard. Gads Forlag, 896 sider, 400 kroner.

Mens Hitler hos Kershaw næsten tilfældigt bliver kastet ind i historien som en brik i andres spil, lader Ullrich den senere partifører agere opportunistisk og bevidst
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer