Politisk polarisering overdøver #MeToo i ny bog om Brett Kavanaugh

For lidt over et år siden sad millioner af amerikanere foran deres tv-skærme og fulgte et drama, der illustrerede det totalt polariserede USA. Præsident Trumps kandidat til den livsvarige og helt centrale post som højesteretsdommer, den 53-årige Brett Kavanaugh, blev krydsforhørt af Senatets retsudvalg, efter at psykologiprofessor Christine Ford Blasey i et hjerteskærende vidnesbyrd havde fortalt senatorerne, at i sommeren 1982 havde den dengang 17-årige Kavanaugh forsøgt at voldtage hende. Hun var 15 år.

Kavanaugh afviste indigneret anklagerne og med en stemmende rystende af vrede gik han til frontalt modangreb og mere end antydede, at Christine Ford var en del af en venstreorienteret hetz imod ham. Det republikanske flertal sikrede hans udnævnelse til højesteretsdommer, og Christine Ford måtte vende hjem til Californien, stemplet som en løgner af republikanerne og hyldet som en helt af demokraterne.

Det er den ultrakorte version af historien. Nu har to The New York Times-reportere skrevet en bog, hvor de forsøger at finde sandheden. Den har titlen The Education of Brett Kavanaugh, og dens styrke er, at de to journalister tilsyneladende har vendt hver en sten for at beskrive både Kavanaughs og Christine Fords opvækst og ungdom i den amerikanske hovedstads velhavende og konservative forstadskvarterer.

Her er bogen en fin indføring i det overklassemiljø, der fostrer topadvokater, dommere og topledere i erhvervslivet – en formning af drengene, der også inkluderer indtagelsen af umådelige mængder øl og spiritus, der for Kavanaughs vedkommende fortsætter videre på Ivy League-universitetet Yale, hvor han tilsyneladende også optrådte mildest talt seksuelt udfordrende ved at lyne ned og vifte med dilleren foran den kvindelige studerende Deborah Ramirez’ ansigt.

Tilsyneladende også i en brandert.

Den historie var kendt, men druknede i stormvejret over Christine Fords vidneudsagn, og i bogen graver de to forfattere dybere ned i den.

I det hele taget tegner bogen et billede af højesteretsdommeren som en smådoven, lidt under middel-studerende, der er båret frem af sit miljøs velstand og gode forbindelser.

De to forfattere er i USA blevet voldsomt kritiseret for at have offentliggjort uunderbyggede vidneudsagn, og flere har sammenlignet deres arbejde med bogen She Said, som er to andre The New York Times-graverjournalister, Jodi Kantors og Megan Twoheys omhyggeligt researchede og veldokumenterede afsløringer af filmmogulen Harvey Weinsteins grove seksuelle udnyttelse af stribevis af kvinder. Afsløringer som kan sende Weinstein i fængsel i årevis og – ikke mindst – afsløringer som var en drivende kraft i #MeToo-bevægelsen.

Sammenligningen af de to bøger falder ikke ud til Pogrebins og Kellys fordel. De refererer mange ’påstand mod påstand’-udsagn, og det nærmeste de kommer til en dokumentation af Christine Fords anklager mod Kavanaugh er, at forfatterne fastslår, at de »lyder og føles som sande«.

Polariseringen overdøver #MeToo

Bogen er interessant og velskrevet – men man mangler det store perspektiv: At Kavanaugh formentlig ville være blevet vraget, hvis ikke polariseringen i amerikansk politik var blevet så hadefuld, at det sådan set er lige meget, hvor gode juridiske kvalifikationer en dommerkandidat har.

Hvis det er den »forkerte« præsident, der har nomineret dem til posten, kaster oppositionen sig frådende over dem – det skete, da republikanerne forhindrede Obama i at udnævne en ny højesteretsdommer, det skete, da demokraterne gik til kamp mod Kavanaugh.

Det er ikke et forsvar for Kavanaugh, der tydeligvis ikke var nogen dybt tænkende stjernejurist, men en konstatering af, at de tider, hvor senatorer fra begge partier nu er »håbløst splittede om det eneste, der engang forenede dem, nemlig den dømmende magt«, som det er blevet sagt.

The Education of Brett Kavanaugh er i sin substans ikke politisk. Selv om forfatternes sympati tydeligvis ikke omfatter samme Kavanaugh, og de tydeligt viser deres forståelse for og medfølelse med Christine Ford, forsøger de med stribevis af interview at »balancere« de mange udsagn. Da de ikke finder nogen tydelige ’rygende pistoler’, risikerer bogen i værste fald at være ligegyldig.

Det interessante – og urovækkende – er tydeligvis, at mens Weinstein-afsløringerne skabte en verdensomspændende #MeToo-bevidsthed omkring magtmænds udnyttelse og fornedrelse af kvinder, har historierne om den unge Kavanaughs misforhold til kvinder ikke medført en tilsvarende mobilisering, fordi de i virkeligheden druknede i en brutal politisk kamp.

Det er ikke første gang, at en kandidat er fanget med – undskyld udtrykket – fingrene i trusserne. Da Clarence Thomas blev konfronteret med Anita Hills lige så seriøse anklager om sexmisbrug i senatshøringen om hans udnævnelse til højesteret i 1991, endte det også med, at han blev udnævnt. Han brugte ikke partipolitik til at forsvare sig, men trak racekortet og sagde, at han som afroamerikaner var offer for racisme.

Kavanaugh-bogen fortæller måske, at amerikanerne i virkeligheden ikke er kommet så meget videre siden da. Når det handler om højre mod venstre, liberale mod konservative, republikanere mod demokrater, overdøver polariseringen #MeToo.

I den sammenhæng bidrager bogen hverken med afgørende nyt, spændende analyser eller udfordrende perspektiver. Den er pæn uden at være hverken udfordrende eller farlig.

Robin Pogrebin og Kate Kelly: ’The education of Brett Kavanaugh’. Penguin/Random House. 307 sider. 29 dollar.