Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Populismen er blevet hverdag

Populisme er blevet del af hverdagens ordinære krisetilstand. Ikke helt katastrofe, ikke helt normalitet. Tre nye bøger går i forskellige retninger for at forklare hverdagspopulismen
Som resultat af terrorangrebet i 2001, finanskrisen i 2008 og flygtningestrømmen i 2015 har højrepopulistiske partier gennemsnitligt set fordoblet deres stemmetal i Europa fra 4,7 til 7,5 procent. De har opnået succes i lande, der hidtil havde været immune herfor, f.eks. i Tyskland og Sverige, hvor Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna har fået stor opbakning.

Som resultat af terrorangrebet i 2001, finanskrisen i 2008 og flygtningestrømmen i 2015 har højrepopulistiske partier gennemsnitligt set fordoblet deres stemmetal i Europa fra 4,7 til 7,5 procent. De har opnået succes i lande, der hidtil havde været immune herfor, f.eks. i Tyskland og Sverige, hvor Jimmie Åkesson og Sverigedemokraterna har fået stor opbakning.

Janerik Henriksson

Kultur
29. november 2019

Populisme er blevet hverdag. Fra tidligere at blive betragtet som et katastrofetegn ses populisme i dag i højere grad som en del af hverdagens bredere opløsning af gamle rammer, som en del af en leven-med-krisen.

Populisme bliver nu set sammen med finanskrise, klimakrise og andet, ikke som det unormale, der griber ind i en ellers velordnet tilstand, men som den nye, mere urolige hverdag.

Det afspejler sig også i dele af litteraturen om populisme, særligt højrepopulisme, som er den, der vokser i størrelse og indflydelse i disse år. Populisme kræver nu mindre sin egen selvstændige forklaring, men indlejres snarere i større forklaringer af den tid, vi lever i, og dens slags mennesker vi er.

De aktuelle tre bøger, der anmeldes her, viser det både i deres argument og i deres tilgang: en politologisk analyse af de populistiske bevægelser som del af en større højrebølge; en filosofisk analyse af de populistiske politikere og vælgere som del af en større kamp om værdier; en journalistisk analyse af en populistisk regering og dens befolkning som del af en større fortælling om, hvordan den enkelte tilpasser eller modsætter sig en tiltagende afdemokratisering.

Der er sket en mainstreaming af højrepopulismen

Den hollandske politolog Cas Mudde, en af de vigtigste forskere i højreekstremisme, har skrevet The Far Right Today, der er et overblik over den aktuelle højrebølges historie, ideologi, organisering, medlemskab m.m.

Bogen er tænkt som en generel introduktion, men den rummer som alle af Muddes tekster betydeligt mere, idet han på opklarende vis kombinerer politisk teori med sociologisk analyse og observation. Og så er han vidunderligt fri for den fordom, der præger meget af den populismekritiske litteratur, nemlig at populisme er et utilstedeligt og urimeligt angreb på et basalt set velfungerende demokrati.

Muddes pointe er den langt mere redelige, nemlig at populisme er et illiberalt svar på en udemokratisk udvikling. Den er nemlig ikke ene om aktuelt at udfordre demokratiet, det gøres også fra toppen, der stille og roligt udhuler folkelig medbestemmelse til fordel for f.eks. såkaldt økonomisk ansvarlighed, læs: markedsunderkastelse.

Som Mudde bemærker, så er forskellen på den aktuelle og tidligere højrepopulistiske bølger mainstream-accepten af dens budskaber. Som resultat af terrorangrebet i 2001, finanskrisen i 2008 og flygtningestrømmen i 2015 har højrepopulistiske partier gennemsnitligt set fordoblet deres stemmetal i Europa fra 4,7 til 7,5 procent.

De har opnået succes i lande, der hidtil havde været immune herfor, f.eks. i Tyskland og Sverige. De er i nogle lande blevet det største eller et af de største partier, og så er de i stigende grad blevet interessante som enten regeringspartnere eller som støttepartier, som det f.eks. er sket i Danmark, Norge og Østrig. Endelig har de øvrige partier stort set forladt deres modstand og i brede træk overtaget deres politik og i et vist omfang deres retorik, jf. Socialdemokratiet herhjemme. Samlet set er der sket en mainstreaming af højrepopulismen.

Højrepopulismens homogene folkebegreb presser på for ekskluderende politikker i forhold til diverse minoriteter og for en instrumentalisering af statsapparat og retsvæsen til at sikre ikke individuelle rettigheder, men den kollektive sikkerhed og samhørighed. Loven bliver, som den tyske filosof Hannah Arendt engang skrev, til et instrument for statens sikkerhed snarere end for individets.

Det er, hvad der kan ske, når højrepopulisme bliver regeringsmagt, som vi har set i de såkaldt illiberale demokratier Polen, Tjekkiet, Ungarn, men også Rusland, Brasilien, Indien, Filippinerne, Tyrkiet og andre. En af Muddes inspirationskilder, den tyske idéhistoriker Jan-Werner Müller, har overbevisende argumenteret for, at de illiberale demokratier aktuelt lærer af hinanden og har »en fælles autoritær-populistisk regeringskunst«.

Folk bliver kun Folket, ved at alle de andre ekskluderes

Det er i høj grad temaet i den tyrkiske journalist Ece Temelkurans bog How to Lose a Country, der handler om Tyrkiets overgang fra problemfyldt demokrati til illiberalt demokrati og nu godt på vej til egentligt diktatur. I modsætning til Muddes politologiske teoretisering er Temelkurans journalistiske tilgang erfaringsbaseret.

Tyrkiets nyere historie skrives sammen med hendes egen i overgangen fra succesfuld centrum-venstre-journalist til eksileret og forfulgt ’folkeforræder’, ligesom Tyrkiets deroute ikke forstås som et muslimsk særtilfælde men som del af en større vestlig hvis ikke endda global udvikling.

Temelkuran dokumenterer, hvorledes demokratiet kan tabes på andre måder end ved militærkup, nemlig ved nedslidning, ved at skamløshed og grusomhed imod modstandere fremelskes, ved at gevinsten ved tilpasning og omkostningen ved modstand begge øges bare lidt, ved at institutioner som medier og retsvæsen bringes på linje med regeringen.

Hver især små, næsten umærkelige ændringer, som ville blive mødt med hysterianklager, hvis man udpegede dem som starten på afslutningen af demokratiet, men som samlet set har den effekt. Som journalist og som borger erfarer Temelkuran, hvordan den islamistiske udgave af højrepopulisme, genkendelig ned i de fleste detaljer fra en kristen, hinduistisk eller jødisk, siver ind i de sociale porer, ændrer relationer mellem stat og borger og mellem borgerne indbyrdes.

Opposition og uenighed bliver til forræderi og til sidst illegalitet.

Det, hun kalder »det politiserede og mobiliserede provinsielle nag«, bliver til den nye, metropole magt. Følelsen af at være de små og ubetydelige, den »fabrikerede offerliggørelse«, den vrede, det skaber, og den grumme hævntørst, der kan mobiliseres, er den nye politiske valuta i global politik. Mere end noget andet er hendes bog en skildring af, hvordan hjemløshed, følelsen af at være blevet forladt og forrådt, mistilliden mellem borgere, både findes og skabes.

Med brug af egne erfaringer, litterær belæsthed og præcise paralleliseringer mellem Tyrkiet og resten af verden får hun bedre end de fleste vist, hvorledes højrepopulismens påstand om folket, samhørighed, fællesskab er betinget af og i sig selv skaber splittelser, udgrænsninger, eksileringer.

Folk bliver kun Folket, ved at alle de andre ekskluderes. Det sker, viser Temelkuran, ikke kun gennem lovgivning (og vold), men også i sproget, i forventninger til at mennesker omkring os vil os det godt eller ondt. Hun viser, hvad der er på færde i populismens folkebegreb, men ligesom Mudde går hun ikke meget ind i, hvordan populister tænker, om der findes noget sådant som et populistisk idékompleks, en særlig måde at analysere verden på.

Alt er et våben, hvis man vender det rigtigt

Det gør til gengæld den tredje og sidste bog, hvor den danske filosof Andreas Mebus i Populisme, slavemoral og demokrati tyer til filosofien for at komme ind under det konkret sagte og ned til, hvordan der tænkes. Af de tre bøger anmeldt her er det klart den mest originale i sin tilgang. De andre giver bidrag på velbetrådte felter, mens den filosofiske analyse af populismen kun er i sin vorden.

I en stadig diskussion med demokratiteori og med filosofi spørger Mebus til, hvordan »populister slavemoralsk formår at omvende grundlæggende demokratiske værdier, normer, idéer og idealer i det politiske og offentlige rum med strukturelle, sociale og kulturelle effekter til følge«. Brugen af Nietzsches begreb om slavemoral og ressentiment skal nok vække kritik, som det også gjorde, da Carsten Jensen brugte Dostojevskijs begreb om kældermennesket.

Her bruges det ganske tro mod Nietzsche til at analysere, hvorledes en oplevet ringeværd indefra og ringeagt udefra omvendes til autenticitet, folkelighed, national troskab etc. Ressentiment-mennesket finder sig ikke i sin lavere placering, men vender og drejer værdierne, til vedkommende selv står på toppen.

Den uvidende bliver til den autentiske, racisten til realisten, den provinsielle til den ægte, de nederste til Folket, mens de gamle værdier og deres fortalere devalueres som elite, nu forstået som ude af trit, ufolkelig, undertrykkende. Det, at man ikke har magt, bliver nu til tegn på udmærkelse. Det, at man kommer ude fra landet, bliver kvalifikationen for virkelig at vide.

Den nietzscheanske analyse af populismen viser, hvorledes kampen for egen ret kan føres og udtrykkes i marginaliseringens sprog, udelukkelse kan gøres til ophøjelse, og følelser, mavefornemmelser, men også had og mistro kan gøres til det nye sprog for politikken, der afviser de mere abstrakte juridiske og økonomiske talemåder, og som er immune over for rationel modargumentation, da ’det er sådan, jeg føler’. Alt er et våben, hvis man vender det rigtigt. Udelukkelsens midler kan i populismen vendes til magtovertagelsens.

Højrepopulisme er både en bekræftelse af folkesuverænitet imod en tiltagende afdemokratisering og en protest imod det, der opleves som et tab af hjemhørighed og national sammenhæng. Der er derfor både en positiv kraft i højrepopulismen i bekræftelsen af det nationaldemokratiske fællesskab og en insisteren på, at politik betyder noget, og at folket skal bestemme og en række bekymrende tendenser i retning af at skære på retsbeskyttelse, ekskludere grupper, mistro procedurer og magtkontroller.

Det, som alle tre bøger kredser om, er, at populisme iværksætter en fetichering af folkesuverænitet, en kerneværdi i demokratiet, på bekostning af andre demokratiske værdier, herunder retsstat, minoritetsbeskyttelse, ytringsfrihed m.m. Folket bliver renere, jo mere beskidt eliten kan tegnes.

Det rejser et spørgsmål, som ingen af bøgerne adresserer, men som synes stadig mere i mangel på et svar: Hvordan er det, at højrepopulismen er vokset i styrke ved at angribe ’kultureliten’, især i samme tidsrum som denne kulturelle elite af helt andre grunde har mistet styrke og betydning, mens de har formået i vid udstrækning ikke at forholde sig til den økonomiske elite, der i samme tidsrum er vokset helt enormt i styrke og betydning?

Andreas Mebus: ’Populisme, slavemoral og demokrati’. Philosophia. 220 sider. 150 kroner.

Cas Mudde: ’The Far Right Today’. Polity 2019. 160 sider. 12 GBP.

Ece Temelkuran: ’How To Lose a Country. The 7 Steps from Democracy to Dictatorship’. 4th Estate. 272 sider. 7 GBP.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Kardashian for president. Fra Moral, kompetance og medmenneskelighed til umoralsk og latterlig inkompetance.

Morten Pedersen

Det er jo komplekst, men det synes jeg ikke bøgerne indfanger i tilstrækkelig grad,....skønt det at ryste på hovedet over Sverigedemokraternes populisme er almindeligt i akademikerkredse. Hvis man nu forestiller sig, at det som svensker er legitimt at mene, at Sverige skal have mindre tilstrømning fra ikke-vestlige lande, så var der kun eet parti at stemme på indtil for ganske nyligt. Alle andre partier ville ikke begrænse tilstrømningen, og i alle medier var man racist og det der var værre, hvis man stemte SD. Så viser det sig jo, at eliten er en lige så stor aktør i spørgsmålet om populisme, men den formår desværre sjældent at inddrage denne facet i bøgerne om populisme. Eliten har ikke problemer med indvandring eller globalisering, det er folk socialt længere ned. Indvandring presser mindsteløn og sociale ydelser, globalisering har vist sig at betale sig for det øverste sociale lag, men egentligt ikke for os andre. Pøbelvælde er forfærdeligt, men det er elitens tunnelsyn også - inklusive dens dæmonisering af folket.

Henrik Peter Bentzen, Per Torbensen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Partiet er jo født ud af den situation Sverige står i. De traditionelle partier har svigtet Sverige fatalt og historisk og det har kostet på mange fronter, man kan ikke bare tage så stor en fremmekultur ind uden det har kæmpe konsekvenser for den oprindelige befolkning. Især går det ud over dem der har mindst og har det værst i forvejen, de ledige, syge og ældre, for især fokus fjernes og ligeså de nødvendige investeringer på velfærdsområderne da de allokeres hen mod de div. offentlige ydelser og omkostninger som har direkte med den store indvandring at gøre.

Senest hørte jeg om 120 banderelaterede drab i vores naboland, Sverige, et Skandinavisk land, det er ikke oprindelig skandinavisk adfærd og væremåde, den kultur og den forråelse er importeret, og det må logisk set give et modtryk, og heldigvis er det så i form af at det skandinaviske demokratiet stadig fungere, nemlig i form af et nyt parti. Om man så er enig i dets politik eller ej, det er en anden sag, men nøgternt set, så er dets opståen ingen overraskelse jf. den svenske virkelighed.

Iøvrigt hvilket formål skal det have i hele tiden at sætte prædikat på bestemte partier, det afholder ikke folk fra at stemme på dem, og det synes måske at det eneste formål er en primitiv og uvirksom dæmonisering, i stedet for argumenter.

Morten Pedersen, Henrik Peter Bentzen, arne tørsleff og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Sorry, men SD er ikke et populistparti det er et parti med nazist rødder og fortsætter i dette spor. Nu har SD levnedt ind et forslag til Riksdagen som skal diskuteres på torsdag i kommende uge. Forslaget går ud på at kun svenske statsborgere må låne bøger på bibliotekerne, (inkl skandinaver) og at al litteratur på fremmende sprog skal fjernes, eksklusive minoritets sprog som samisk og mækeli.

Morten Pedersen

Nike - sorry, men SD er et typisk populistparti. At det delvist har nazistiske rødder ændrer ikke ved dette. Og pointen omkring SD er og var, at hvis man som svensker har/havde det legitime synspunkt, at man burde stoppe indvandirng for ikke-vestlige lande, så var der ikke andre partier end SD..... at disse så har delvist nazistiske rødder gør bare det hele mere grotesk. Medier og politikere og åndselite i Sverige har svigtet fatalt.