Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Vi er de rene analfabeter, når det kommer til at udtrykke os omkring sygdom. Nu er sproget selv blevet indlagt – på et sproghospital

Det har længe været digteren Morten Søndergaards ærinde at udvikle vores ordforråd om sygdomme, smerter og diagnoser. Nu har han orkestreret en totalt gennemført – og akut vigtig – udstilling på Sorø Kunstmuseum, hvor det er sproget selv, der er blevet indlagt
Digteren Morten Søndergaard byder i digital form selv velkommen til ’Sproghospitalet’ på Sorø Kunstmuseum.

Digteren Morten Søndergaard byder i digital form selv velkommen til ’Sproghospitalet’ på Sorø Kunstmuseum.

Torben Eskerod

Kultur
22. november 2019

Vores sprog har brug for at blive gået grundigt efter i sømmene, når det drejer sig om sygdom: hvordan vi taler om den, forklarer symptomer, hvordan vi diagnosticeres, hvordan vi tales til i hele hospitalsvæsnet, og hvordan pårørende og den syge selv ofte mangler ord, når det bliver rigtig svært.

Det oplevede jeg personligt, da min mor for tre år siden pludselig blev alvorligt syg, og alle vi raske ikke anede, hvad vi skulle sige. Sproget rakte ingen steder. Hverken til at tale om sygdommen – en yderst sjælden kræftsygdom, som ingen rigtig vidste tiltrækkeligt om – eller til at tale om de smerter, hun havde, eller den ubærlige situation, vi var havnet i.

Da hun, kun få måneder efter diagnosen blev stillet, gik bort, var det til gengæld alle omkring os, der blev mundlamme. Det var ganske enkelt for svært at tale om, derfor valgte mange tavsheden.

Så ja, vi har brug for at skabe et langt større ordforråd, når det handler om sygdom og død. Og vi har brug for at tale om, at vi har brug for det. Det er præcis det ærinde, digteren Morten Søndergaard er ude i med udstillingen Sproghospitalet på Sorø Kunstmuseum, hvor sproget om sygdom er blevet indlagt.

Søndergaard er i forvejen kendt for sit Ordapotek, hvor man kan få ordineret sprog i stedet for medicin; Verber i stedet for Valium eller Substantiver i stedet Setralin, og hvor æskernes indlægssedler beskriver de forskellige ordklassers virkninger og bivirkninger. For ord virker. De kan virke både symptomforværrende, sygdomsfremkaldende eller omvendt smertelindrende.

Digteren i hvid kittel

Det er Morten Søndergaard selv, der i mandshøj digital version tager imod – iført hvid kittel – når man ankommer til Sproghospitalet.

»Hospitalet« mimer et ægte hospital – med striber på væggene i hver sin farve, der leder mod de forskellige afdelinger som operationsstue, fødestue, intensivafdeling, opvågning, og ja, selv et venteværelse med røde stole – det ulidelige rum, hvor alle sidder og vrider sig på stolene i tavs nervøs venten. Det eneste, der mangler, er lugten af sprit og dårlig mad, travlt plejepersonale og syge kroppe.

Alle rum har værker af Søndergaard selv kombineret med alle mulige andres værker samt forskellige dingenoter og rekvisitter, der passer ind i de enkelte rums fortælling.

Som i depotrummet, hvor der på en hylde med glaskobler og medicinsk emballage også står et glas fyldt med griseøjne i formalin – værket Blind af Christian Lemmerz’ – mens der på reolsystemets nederste hylder er hvide kasser på rad og række til opbrugte floskler og døde metaforer.

I rummet står også teknisk hospitalsudstyr ude af drift samt en amorf stramt snøret patchworkskulptur af Maiken Bent. Skulpturen er spændt fast på en metalvogn med hjul, der i sammenhængen kommer til at ligne en mindre hospitalsseng.

Sådan præges værkerne, og opfattelsen af dem, i disse stramt orkestrerede rum. Begge værker i øvrigt en del af Sorø Kunstmuseums egen samling.

Når sproget hører op

Men der er også masser af indlånte værker som på fødestuen, hvor Gudrun Hasles broderede værk af en krop med en stor livmoder hænger i glas og ramme, og hvor sætningen I’m not good enough er repeteret ned over hele kroppen, men hele tiden i nye forkerte stavemåder. Eller Stense Andrea Lind-Valdans Tungetegninger (2014), hvor tungen er brugt direkte til at male på papiret med.

Begge kunstneres værker er i forvejen funderet i kroppen, og måske særligt Hasles også i sproget om den, og hvor utilstrækkeligt hun både udtrykker og føler sig, med sin ordblindhed og sin kvindekrop. Lind-Valden springer sproget helt over i sine værker og maler med tungen i stedet for at tale med den.

Intensivafdelingen er der forment fysisk adgang til – kun øjet kan kigge gennem ruden ind på stuen, hvor de yderste krisesituationer udspiller sig. Her står Mona Hatoums skrøbelige barneseng i glas i midten af rummet – med den sigende titel Silence (1994) – mens værker fra samlingen hænger på væggen: en Jomfru Maria i træ helt tilbage fra 1520 af Claus Berg og et maleri af Abildgaard, Mareridt (1800), hvor et monster sidder på maven af en besvimet kvinde.

Det vidner om, hvor teatralsk udstillingen er opbygget: Rummene er som scener i en forestilling, hvor de enkelte værker ikke bare er »indlagte«, men reelt fungerer som rekvisitter i fortællingen.

Patienthåndbogen i montre

Ofte er værkerne præsenteret på linje sammen med andre objekter, som når et håndklæde af Maiken Bent hænger på samme knagerække som lange blå operationskitler i depotrummet.

Sådan masseres kunst og ikkekunst sammen i hele udstillingen, så det ene objekt kan betyde lige så meget som det andet – for eksempel er patienthåndbogen sat i en fin montre. Der er altså en vilje til at opløse hierarkierne i udstillingen, hvor Søndergaards egen samling af gamle rustne søm også udstilles.

Selv om jeg har en meget udpræget fetich for arkiver og samlinger, spekulerede jeg alligevel undervejs på, hvor meget konteksten betyder for oplevelsen af et givent værk. Ikke at jeg ligefrem længtes efter en neutral hvid kube, men jeg forstod måske ikke helt gestussen med at ophøje patienthåndbogen til et relikvie eller et stykke kunst. Måske for at sætte ekstra fokus på betydningen af denne umiddelbart så nøgterne skrivelse?

Vandrejournal som katalog

For det er jo i bund og grund det, hele udstillingen handler om. Sproget om sygdom – og hvor lidt udviklet det er. Som Virginia Woolf skriver i sit essay »Om at være syg« (1930), der er en del af udstillingens geniale katalog:

»I betragtning af hvor udbredt sygdom er, hvor voldsom en åndelig forandring den medfører, hvor forbavsende de uopdagede lande er, der kommer for en dag, når helbredets lys dæmpes (…) bliver det virkelig mærkeligt, at sygdom ikke har indtaget sin plads blandt litteraturens store emner på linje med kærlighed og krig og jalousi.«

Kataloget, som er et af de mest gennemtænkte, jeg længe har læst, er skabt som en vandrejournal. Små hæfter i passende pastelnuancer, der minder om dem, der ligger i venteværelset hos lægen og informerer om alt fra influenza til herpes, er stukket ned i en brun konvolut. Hæfterne er både essays, noveller, digte og forskning i feltet krop, sprog og sygdom, som Ida Benckes vildt interessante indføring i sygdommens manglende metaforer.

Har man ikke tid eller mulighed for at tage til Sorø og se udstillingen – det kunne jo være, man var sengeliggende – så sørg i det mindste for at anskaffe kataloget.

Udstillingen indskriver sig i øvrigt, sammen med kataloget, i et meget aktuelt felt – også på kunstscenen – der omhandler sygdom, sårbarhed og skrøbelighed. Eftersom vi alle er potentielt sygelige, og vores kroppe er åbne kanaler for vira og bakterier, der ter sig uden om vores kognitive evner, er det et ekstremt meningsfuldt sted at dykke ned for at undersøge forbindelsen mellem sprog og magt for eksempel. Derfor er Sproghospitalet en vildt væsentlig udstilling, der kan være med til at rykke ved vaneforestillinger om det sprog, der bliver anvendt til at tale om diagnoser, smerter, symptomer og kropslige kriser. Det er højst akut.

’Sproghospitalet’. Sorø Kunstmuseum. Indtil 19. januar 2020

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her