Læsetid: 4 min.

Så sindsoprivende er Bendtners eskapader altså heller ikke

At se Bendtners liv transparent beskrevet gør læseren sympatisk indstillet, men skaber også en tristhedsfølelse, for det kunne være blevet til så meget mere
At se Bendtners liv transparent beskrevet gør læseren sympatisk indstillet, men skaber også en tristhedsfølelse, for det kunne være blevet til så meget mere

Claus Bech

15. november 2019

9. september 2018 anholdes fodboldspilleren Nicklas Bendtner for overfald på en taxachauffør. Det er kulminationen på en lang deroute, hvor rystelserne under karrierens og privatlivets tektoniske plader er ved at nå sit klimaks.

I eftertankens skær fortæller Bendtner til journalist Rune Skyum-Nielsen, at det er de uforklarlige indre dæmoner, der har sendt ham ud over afgrunden – igen. Dæmonerne er en spændstig parring af tårnhøj selvtillid og evindelig rastløshed. En rastløs gavflab på endeløs jagt efter de spitzenaugenblicke, der kan dulme den grasserende nysgerrighed.

Men der er også en malstrøm, som flyder under fortællingen, og som Bendtner ikke rammesætter lige så skarpt. Flugten. For langsomt bliver læseren klar over, at Bendtner ubevidst har valgt flugten som levevej.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ikke mærkeligt at ingen mænd, eller fodboldfans endnu har svaret på dette indlæg. Meget få ville blamere sig ved at være overbærende med Bendtners umoralske "drengestreger" og voldsepisoder. Der er heldigvis efterhånden grænser for hvad mandlige kendisser kan tillade sig, selv om de gennem tiderne har haft vide grænser!