En ’idéroman’ fra 1897? En roman, der handler om forholdet mellem kristendom og socialisme, og som er gennemsyret af binære modsætninger: Himmel og jord, riget, der ikke er af denne verden over for riget, der kun er af denne verden, og Kristus over for Antikrist, som altså repræsenterer socialismen?
Hvad sker der lige, tænkte jeg umiddelbart, hvorfor lader Gyldendal Anne Marie Bjerg – Selma Lagerlöfs fremragende danske oversætter – fordanske en roman med så obsolete problemstillinger i 2019? Regner forlaget med at sælge på forfatternavnet?
Selma Lagerlöf: ’Antikrists mirakler’.
»Mit rige er kun af denne verden.«
I løbet af handlingen viser det sig imidlertid, at den falske figur udretter masser af undere. Pointen er, at de alle er verdensvendte som den vellykkede anlæggelse af en jernbane omkring Etna, der snor sig igennem handlingen.
»Ingen kan frelse menneskene fra deres sorger, men den skal meget tilgives, som føder nyt mod i dem til at bære dem,« slutter romanen, som således ender med at forsone denne verden og himlen, kristendom og socialisme. Et ganske revolutionært synspunkt i 1897.
Man kan forestille sig Selma Lagerlöfs fortæller som en, der sidder på torvet og samler publikum om sine historier, tonefaldet er nærmest mundtligt.
Der skildres et Sicilien, som Selma Lagerlöf havde oplevet på en længere rejse, og romanen er fyldt med iagttagelser, folkesagn, siciliansk dukketeater og skikke som at vælge sig en gudsøster eller gudbror – så er de to evigt forbundet.
De to gudsøstre, den fattige Gianita og den rige Micaela, finder sammen i byen Diamante (Taormina) tæt på Etna, hvor hovedpersonerne efterhånden samles.
Mest skal Gianita dog ’bruges til’ en forvekslingstragedie, der er ved at skille romanens elskende par – som ligeledes repræsenterer henholdsvis kristendom (Micaela) og socialisme (Billedskæreren Gaetano, der oprindelig ville være munk, og nu skærer helgenfigurer i sin tantes butik). Men af den rige englænderinde, som også har slået sig ned i Diamante, sendes han til videreuddannelse hos en kunstner i England og vender tilbage som glødende socialist. Parrets romance ender dog i sidste øjeblik lykkeligt, uden at der svælges i det.
Siciliansk dukketeater
Ikke alt hænger lige godt sammen, og det er ikke miraklerne, jeg tænker på, men de personer, der bardus dukker op eller dør, når fortælleren har brug for det. På den led kan romanen minde om siciliansk dukketeater. Men Selma Lagerlöf skal meget tilgives, for hendes psykologiske indsigt er kløgtig, hun har et klart blik for personernes karakter, uden at komme dybere ind på den end nødvendigt for at drive handlingen fremad.
Men en figur som Micaela er indlevende beskrevet i al sin kærlighedslængsel og angst for at blive svigtet. Hendes rige og elskede far har begået underslæb og er blevet fængslet. Micaela har retskaffent undsagt ham, da hun opdager, at beskyldningerne er sande, og siden har han totalt afvist hendes forsøg på at nærme sig ham.
Det vækker en adskillelsesangst i hende, som nager hende i forholdet til Gaetano, der ligeledes på et tidspunkt ender i fængsel og ikke svarer på hendes breve.
»Og så listede det onde i hende sig igen ind på hende. Det onde, som bestod i ikke at være elsket,« hedder det blandt andet.
Også et feministisk perspektiv finder man, nemlig i skildringen af de sicilianske mænds forhold til kvinder og hustruer. Her forlanger patriarkerne som en selvfølge total underkastelse, det er dem, der har magten, basta!
Så alt i alt er romanen ikke så uaktuel endda i sin omgang med problemer, som det endnu i dag ikke er lykkedes menneskene at finde løsningen på.
Selma Lagerlöf: ’Antikrists mirakler’. Oversat af Anne Marie Bjerg. Gyldendal. 358 sider. 300 kroner.
