Læsetid: 4 min.

»Det var sgu nemmere, da jeg var ung. Da gik man til Karl Ove, for han havde god sæd«

Se på solen, den er mørk som natten! I ’Solformørkelse’ på Teater Grob hober traumerne sig langsomt, men sikkert op i et bergmansk familiedrama om svigt, overgreb, løgne og barnløshed. En enormt velspillet og heftig tåreperser af en forestilling
Ulla Henningsen og Anette Støvelbæk spiller mor og datter i Teater Grobs ’Solformørkelse’.

Ulla Henningsen og Anette Støvelbæk spiller mor og datter i Teater Grobs ’Solformørkelse’.

Emilia Therese

9. november 2019

Netop i år er solformørkelsen total, i det mindste er dét noget at glæde sig over, mener Henrik, astronom, mand i fast parforhold, lagkagebager i fertilitetsbehandling og forsøgsvis optimist. Mia, fødselar, 35 år, kvinde i fast parforhold, natlig shopaholic i fertilitetsbehandling, siger ingenting.

Hun ligner én, månen har skygget for i årevis, men hov nu kommer gæsterne, og kagen er ikke færdig. Hej mormor, nå da, mormor vil have rødvin lige med det samme, og hej mor, nå det vil mor også, masser af rødvin, og hvorfor, råber mormor-med-vin, går Mia ikke bare ud og knalder en anden med bedre sædkvalitet, det var sgu da nemmere, det gjorde vi, da jeg var ung. Da gik man til Karl Ove, for han havde god sæd. Mærkelig stemning, kagen er stadig ikke færdig, hvad er det, du siger, siger mor-med-vin, siger du, at Kim ikke er min far?

Mormor tyller resten af glasset og hælder op igen, ja, det er vel det, jeg siger. Nå. Kommer kagen? Nej. Så Kim er ikke min far? Mor stirrer mærkeligt på mormor, tømmer glasset. Næ, siger mormor, og i øvrigt er han også homoseksuel, det var derfor, han altid var inde og besøge ham naboen ved siden af. Mor krammer stilken på rødvinsglasset, som om det var hendes nærmeste, mest trofaste ven. Jeg troede, at de bare så cowboyfilm? Mors stemme er ved at knække.

Jo, siger mormor bestemt, det gjorde det vel også indimellem. Der er ikke længere nogen, der snakker om kage. Mor holder igen om rødvinsglasset, det er hendes nærmeste, mest trofaste ven, mormor hiver proppen op af endnu en flaske, Mia stryger sin hånd hen over maven, der skjuler et livløst foster, og Henrik knuger brillerne til solformørkelsen. Nå, så er det vist tid, siger han, han har husket briller til alle. Nu skal de ud og se, hvor mørkt det egentlig kan blive.

Ulykkelig på sin egen måde

Jo, som Leo Tolstoj sagde, ligner alle lykkelige familier hinanden, men den ulykkelige familie er altid ulykkelig på sin egen måde. Det må i sandhed siges at være tilfældet i Teater Grobs nye og ondt vellykkede forestilling Solformørkelse, hvor sådan noget med at bløde svære ting op i sødmælk, eller at der altid kommer lidt lys ind gennem revnerne, er for gamle sentimentale mænd.

I Solformørkelse, skrevet af Aleksa Okanovic, og med stærke skuespilpræstationer af både Anette Støvelbæk, Ulla Henningsen, Morten Brovn og Stine Gyldenkerne, gør livet ondt, indtil det gør mere ondt. Der er en befriende nøgternhed og slagfærdighed i det anslag, denne nærmest nihilistiske vrængen ad den positive psykologi. Og på trods af den sorte regn, der falder over publikum, er det overraskende let at tage ind. For Aleksa Okanovic er dygtig til at slippe sin brutale humor løs, men også lade tvivlen og desperationen, længslen efter kærlighed, børn og menneskelig berøring få en meget menneskelig og nuanceret form.

Og scenografien og lyssætningen er tilmed enormt velplaceret, en roterende scene, der kører rundt med de ulykkelige, når tingene bliver for meget, som en planet i det solsystem, de er samlet for også at beundre under solformørkelsen, og lyset, der på samme måde som solen, drejer og drejer rundt, uden at der nødvendigvis er noget nyt under den.

Generationsforskelle

I Solformørkelse udvikler dramaet sig på en næsten bergmansk facon, hvor alle de involverede står nøgne tilbage – ikke mindst manden, Henrik, hvis fortællinger om at være reduceret til en sædproducerende skakbrik, der skal klatte i en kop, følge trop og støtte op, er en bevægende og tiltrængt fortælling, man sjældent hører, når talen falder på par i fertilitetsbehandling.

I det hele taget har Solformørkelse et begavet dobbeltblik på sine personer, der på én gang legemliggør deres individuelle træk, men samtidig manifesterer et ret præcist billede af generationerne. Mormoren er ægte 68’er og har svært ved at tage sin datters klynk over den frie kærlighed alvorligt. Herregud, mener hun: at hun i kollektivet har fået en stiv tissemand i hovedet og har fået tilbudt sex, det er vel næppe et overgreb? For er hun måske blevet voldtaget eller gramset på? Nej, vel? Jeres generation er sgu så nemme at traumatisere, som hun siger.

Omvendt har moderen – naturligt nok – reageret på denne frie kærlighed ved at købe hele den borgerlige pakke i et hus på Frederiksberg, hvor kærligheden så aldrig rigtig har indfundet sig, hverken i fri eller indespærret form, og datteren er på den led klar til sin generations genromantisering af parforholdet og familien, men barnet, ja, det nægter altså at komme. Og hvor lang tid kan man blive ved, før håbet smuldrer?

Ja, det er så et af de spørgsmål, man kan tage ind og konfrontere sig med på Grob – og gør endelig det. For når det nu skal være mørkt, kan det lige så godt blive rigtig mørkt.

’Solformørkelse’. En sort komedie om kvinder i tre generationer. Instruktion: Camille Sieling Langdal. Manuskript: Aleksa Okanovic. Medvirkende: Anette Støvelbæk, Ulla Henningsen, Morten Brovn og Stine Gyldenkerne. Scenografi: Franciska Zahle. På teater Grob frem til 30. november.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer