Læsetid: 3 min.

Signe Gjessing er Wittgenstein plus ekstase

I en genskrivning af ’Tractatus’ er poesien et verbum, en handling, der findes i overskridelsen og overgangen. Som en silkesommerfugl på vej ud af puppen
Når poesien opfattes som et verbum, en handling, så sker der noget spændende. Så findes poesien nemlig i bevægelsen eller i overgangen. Det kan billedliggøres med sommerfuglen på vej ud af puppen, eller skumringen lige der i overgangen mellem lys og mørke, skriver Kamilla Löfström.

Når poesien opfattes som et verbum, en handling, så sker der noget spændende. Så findes poesien nemlig i bevægelsen eller i overgangen. Det kan billedliggøres med sommerfuglen på vej ud af puppen, eller skumringen lige der i overgangen mellem lys og mørke, skriver Kamilla Löfström.

Torben Christensen

22. november 2019

Den er landet godt her hos mig, Signe Gjessings nye digtsamling. Den kom ude fra universet eller i hvert fald oppe fra stjernerne og med en titel, der ekkoer af Ludwig Wittgenstein: Tractatus Philosophico-Poeticus. Den titel kræver lidt forklaring.

I 1922 udkom Wittgensteins Tractatus Logico-Philosophicus. Afhandlingen er ’den yngre Wittgensteins’ gådefulde værk, der skal afgrænse det meningsfulde fra det meningsløse. Gennem en udfoldelse af logikken kommer filosoffen frem til, at filosofien er umulig. Emnet er forholdet mellem sprog og virkelighed, og teksten er blevet udlagt som et opgør med filosofiens ikkevirkelige problemer. Den unge Wittgensteins afhandling slutter med de berømte ord:

»Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie.« På en måde jo en invitation til enhver digter.

Signe Gjessing: ’Tractatus Philosophico-Poeticus’.

Saxo
Hvor Wittgenstein ønskede at forene logik og filosofi, ønsker Signe Gjessing at forene filosofi og poesi. Hendes værk begynder ligesom Wittgensteins med et forord, der siger det så fint:

»Jeg ønsker i mit digt at forene filosofi og poesi og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens.« Men så tilføjer Gjessing ekstasen sådan her:

»Ligesom Wittgenstein er jeg i mit digt optaget af grænsen, det, der determinerer Wittgensteins Tractatus, men tillige har jeg ekstasen som grund – hvilket er nyt i forhold til Wittgenstein, som nok forudsatte ekstasen som en mulighed uden for værket, men som med sit værk ønskede at reproducere selve grænsen for, hvad der kan siges.«

Signe Gjessing, poesiens Mozart, har altså ekstasen som grund, overskridelsen, og kan fortsætte forordet med:

»De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges.« Eller man kunne sige det sådan her: Det, hvorom man ikke kan tale, om det må Signe Gjessing skrive et digt.

Poesi som skaben

Gjessings genskrivning af Wittgensteins værk er formet som et langdigt i syv afdelinger, hierarkisk opbygget med nummererede underafdelinger (1, 1.01, 1.011, 1.0111, 1.1 osv.) akkurat ligesom Wittgensteins system, hvor hvert udsagn bliver udbygget i et underpunkt.

Desuden er det »komponeret over en tænkt verdens tilblivelse, ekstatiske tilstedeværelse og sluttelige tilintetgørelse«.

Gjessings ’Verden’ er menneskelignende, den »ser sig for« for bagefter at opstå og siden blive lidt abstrakt i det:

»Verden er alt, hvad der er oplagt.« (Og hermed pege direkte på Wittgensteins første udsagn: »Verden er alt, hvad der er tilfældet«). Ligeså er roser og stjerner menneskelignende, »roserne er måske lidt for fine i forhold til stjernerne«, og »stjernerne skal lige sove på« spørgsmålet om at blive forenet med roserne i ordet »rosenstjerner«.

Det er steder som disse, man kan se hen for at få øje på det, Signe Gjessing mener med at skabe poesiudsagn, der selv skaber. Denne måde at skabe og tænke poesi på knytter sig til forestillingen om poesi som et verbum. Altså poesi som skaben, der igen hænger sammen med begrebet ’poiesis’, der stammer fra græsk og betyder at frembringe og at skabe. Heidegger skriver om det, og Lars Norén skriver om det i sin dagbog efter at have læst Heidegger (Norén, der vist mindst to gange i sit liv har sagt farvel til poesien og skrevet antidigte, men sådan nogle skrupler har Gjessing netop slet ikke).

Når poesien opfattes som et verbum, en handling, så sker der noget spændende. Så findes poesien nemlig i bevægelsen eller i overgangen. Det kan billedliggøres med sommerfuglen på vej ud af puppen, eller skumringen lige der i overgangen mellem lys og mørke.

Og det er også der i bevægelsen, Signe Gjessings ekstase eller overskridelse omtrent befinder sig. På tide med et citat mere, nu bevæger vi os hen mod verdens »ekstatiske tilstedeværelse« og hopper ind et stykke inde i tredje afdeling, denne gang med tal, så man også kan få en fornemmelse af stringensen:

»3.71 Verdens lethed er ikke det samme som dens ekstase.

3.711 Verden vejer mindre end mine problemer.

3.7111 Men et univers og et universale bruger samme str. idé.

3.8 Verdensløbet er en ekstra runde.

3.81 Efter universet er Alt friskt.

3.82 Længde gentager universet for de tungnemme bjerge: Rejse.

3.9 Fra og med universet er jeg til.

3.91 Universet har altid badedragtstjerner på. For en sikkerheds skyld.

3.92 Universet hjælper faktisk altet med ekstra vand og roser.«

Ja, det er svimlende at læse Gjessings filosofiske poetiske afhandling, der som lovet slutter i tilintetgørelsen, men inden da har bevæget sig over grænserne mellem silke og kærlighed med største lethed. Ekstasen er klart ladsiggørlig.

Eller med andre ord: Bær altid badedragtstjerner. For en sikkerheds skyld.

Signe Gjessing: ’Tractatus Philosophico-Poeticus’. Tilrettelagt af Åse Eg Jørgensen. Vandkunsten. 42 sider. 200 kroner.

Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Poul Anker Juul
ingemaje lange og Poul Anker Juul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Anmeldelsen rejser betydeligt flere spørgsmål, end den giver svar.

Med værket Tractatus tilintetgør filosofien vel ifølge Wittgenstein sig selv. Man kan tale om vejen mod en erkendelse, der ophæver sig selv. Ikke kun filosofien er nu umuliggjort som meningsfuld, men også kunstnerisk erkendelse (i modsætning til kunst som intuition). Den eneste mulige erkendelse er vel nu videnskaben.

”Jeg ønsker i mit digt at forene filosofi og poesi og skabe udsagn, der selv skaber, som poesi, men som ejer filosofiens logiske konsistens”, siger Gjessing.

Der kan vel så næppe være tale om filosofi og poesi i Wittgensteins betydning, men i en ny betydning, som har mening for Gjessing, og der kan vel næppe være tale om ”logisk konsistens” i en Wittgensteinsk logisk og matematisk betydning? Kan der så i det hele taget være tale om en ”logisk konsistens”? Det må vel i stedet være en ”poetisk konsistens”.

Ved poesi som handling går man ud over rammerne for Tractatus , da der med Wittgensteins værk ikke er tale om en proces – eller skabelsesfilosofi (tilblivelsesfilosofi). Hvad er det lige, hun ønsker at gøre, med ekstasen i forhold til Wittgensteins opfattelse af, hvad der har mening?

Der er tale om en opbygning af et Wittgensteinsk system, med ”en ambition om at udsige det, der ikke kan siges”. Men det har vel karakter af en efterligning, mere end af noget, der har egentlig relevans i det nye projekt?

En form for leg med et system og en måde at tænke på, som vel dybest set ikke har relevans for Gjessing, ud over selve udfordringen ved at gøre op med ”det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”? Et opgør, som vel stort set alle, der interesserer sig for kunst og litteratur, i dag kan være enige i, og har kunnet være det igennem flere årtier?

Det med at bruge Tractatus kan uden tvivl bruges til Branding og markedsføring, men hvad ellers? Som en form for udfordring til sig selv?

Hvor upræcist kan man tale om, hvad et værk går ud på i en anmeldelse, uden at den mister sin værdi? Hvorfor så ikke i stedet skrive: Værket tiltaler mig, men det er lidt svært egentlig at præcisere, hvad det går ud på. Som det står, får det mere karakter af markedsføring end af anmeldelse eller kritik.

Kurt Svennevig Christensen

I denne sammenhæng er det "svimlende " at læse Wittgenstein og intet andet.

jens christian jacobsen og Andreas Gamél von Benzon anbefalede denne kommentar
Andreas Gamél von Benzon

Wittgenstein var mystiker, hvorfor han altså overhovedet ikke afskrev ekstasen endsige ekstasen mulighed, men sprogets mulighed for at begribe ekstasen. Ekstasen skal erfares, ikke udtrykkes med sprog, fordi sproget aldrig nogensinde vil begribe det, ekstasen viser og indgyder som stemning. Prøv at spise magiske svampe, LSD, meditér, få 'runners high', få en orgasme, bliv forelsket... Kan sproget på nogen som helst meningsfuld måde beskrive dét? Kanske som automatskrift a'la Laugesen eller religiøst og melankolsk som Strunge. Men det er alvor, det her. Det er ikke for sjov eller ud fra arrogance, at Wittgenstein når frem til sine pointer. Han skriver ud fra den samme erkendelse, som alle de allerstørste forfattere og poeter skriver: Sproget er desværre en afart af Virkeligheden, den evighed, der omgiver og gennemstrømmer os alle vegne. Og hvis sproget skal kunne falde på linje med evigheden, kræver det en uhyre anspændt anstrengelse. Apropos Wittgensteins mysticisme: Han var umådeligt imponeret og tiltrukket af munkenes tilværelse. Kom ikke og bild mig ind, at munke let og elegant lader deres bevidsthed falde på linje med evigheden. Dét forstod Wittgenstein. Og for at kunne skrive sig "op imod" eller "hen til" Wittgenstein, skal man tage både ham og Virkeligheden alvorligt.

En leg med ord er ikke tilstrækkeligt til at begribe Virkeligheden. Et møde med Virkeligheden er sjovt - det skulle efter sigende være sjovt at fx trippe, ligesom sex og kærlighed også kan være sjovt - men det er en anden latter end den, fx den voksne udgyder, når det leger med barnet. Nej, man skal kunne tage legen alvorligt LIGESOM barnet. Det er dén modus for legen - den barnlige, som er gravalvorlig - man skal fange. Og det er det, Wittgenstein forstår, når han skriver, at man skal tie om det, hvorom man ikke kan tale. Hellere tie end at slå plat på det Smukke.

Andreas Gamél von Benzon

- dermed overhovedet ikke sagt, at Signe Gjessing ikke tager Virkeligheden alvorligt. Jeg har købt denne digtsamling og glæder mig utroligt meget til at læse den.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
»De enkelte linjer i mit digt er komponeret i en ambition om at udsige det, der ikke kan siges.«

Er en sådan ”ambition” ikke ødelæggende for et sådant formål? Hvem skal så afgøre, om det er lykkedes, og hvordan? Digteren selv, kritikeren eller den enkelte læser? Skal det afgøres ved afstemning, eller ved en samtale om det?

En parallel: Såvel Freud som Jung morede sig over surrealisternes anstrengelser for gennem f.eks. automatskrift at skrive det ubevidste frem. Det er ikke noget, der lader sig tvinge igennem på den måde. Det ubevidste bliver bevidst, når det gør det, og der kan arbejdes metodisk frem mod, at noget sådant skal ske, men der er ingen garanti for, at det sker, og det kan ikke forudsiges med nogen præcision, hvornår det vil ske.

Ligesom den buddhistiske munk metodisk kan arbejde sig frem mod at opnå satori, men jo mere han anstrenger sig og utålmodigt venter på, at det skal ske, jo større sandsynlighed er der for, at det ikke vil ske.

Der er heller ikke nogen garanti for, at en elev kan opnå nogen særlig forståelse af et digt, fordi vedkommende ihærdigt arbejder på at kunne anvende en analysemodel, eller at en elev på forfatterskolen bliver en god forfatter, fordi vedkommende øver sig og forsøger at beherske ”sprog – snedkeri” på højt niveau.

Tilsvarende udtrykkes hos Niels Frank i ”Tavshedens syv segl, Cage, Gould, Reich: En kollektivroman” i ”Yucatán. Essays og andre forsøg”, 1993:

”Kontrasten er altså denne: Et kunstværk der er rûpa, repræsenterer tænkning; værket der er arûpa, repræsenterer viden. Viden, igen, kommer af åndelig og fysisk afslapning, der i sig selv er et resultat af satori, et ureflekteret nu af tidløs art, et øjebliks oplysning, en indsigt der har et lyns varighed.
Det vigtigste er, at kunstneren hvis værk er arûpa, ikke selv ved at det er det. Det er kun modtageren der ved det. Modtageren kan mærke, at kunstneren har set tingene i sit værk som tingene er i sig selv; ----”

Et eksempel på et sådant værk er for Niels Frank Gertrude Steins ”Stanzas in Meditation”.