Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Slut med ’Fred til lands’: Det gav aldrig mening, og vi tilgiver det hele

DR’s nye søndagsdramaserie er ved vejs ende, og Informations anmelderduo vælger at tilgive den for al slingeren i valsen og takke for det højdramatiske amokløb og ikke mindst for Lene Marie Christensens Bibi-smil, der vil gå over i dansk tv-historie som den mest foruroligende grimasse nogensinde
Vi tilgiver ’Fred til lands’, for vi vil hellere fejre, at Bibi – Lene Maria Christensens desperate kromutter – viste sig at være en lige så vidunderlig stjernepsykopat, som man kunne have drømt om, og så ovenikøbet freaky på en original måde.

Vi tilgiver ’Fred til lands’, for vi vil hellere fejre, at Bibi – Lene Maria Christensens desperate kromutter – viste sig at være en lige så vidunderlig stjernepsykopat, som man kunne have drømt om, og så ovenikøbet freaky på en original måde.

Tine Harden

Kultur
25. november 2019

Lone Nikolajsen:

Kære Katrine

Skal vi ikke tilgive Fred til lands for dets teatralske skuespil, stilstanden i de midterste fire-fem afsnit, den omfattende indavl i persongalleriet, det nogle gange bimse plot hængt op på præmisser, hvis troværdighed var lige så lav som Mikes, når han siger, det ikke var med vilje, at han kørte den nybagte student Aksel ned? 

Jeg har nemlig moret mig. De sidste to afsnit gik helhjertet højdramatisk amok, og jeg kunne lide, hvordan det pludselig ikke var landsbytyrannen Mike, der skulle dø, men derimod Bibis mand, den pædofile kroejer Tom.

Jeg var også godt underholdt af Peter, der kørte rundt med sit jagtgevær og ville skyde Mike, der stak af, mens Peters bror, Martin, prøvede at tage geværet fra Peter, som kom til at skyde Martin i skulderen, og så kunne Martin ikke forklare sig for sin kæreste, som derfor forlod ham. Av.

Og Mike blev ved med at stikke af og tvang Kasper til at køre sig rundt, men så stak Kasper af og truede ham med en kniv og sagde højt, hvad der skete den fatale sommernat: Mike kørte Aksel ned med vilje.

Scenerne på hønsefarmen kunne have været med i en musikvideo for noget 00’er-agtig indiemusik med sange, der handler om, at det er hårdt at være ung. Det er da en pragtfuld idé, at Kaspers indre kaos altid manifesterer sig omkring ham i form af baskende fjerkræ.

Skal vi ikke bare glæde os, til Mike vender tilbage til Ebberup som den bredskuldrede hævner, han er?  

Kh Lone

Katrine Hornstrup Yde:

Kære Lone, lad os tilgive, ja, de fleste andre følelser er til sammenligning så nærige eller gerrige. Og det er jo sådan med tv-serier såvel som med mennesker, at det nærmest er umuligt ikke at holde lidt af dem på en eller anden måde, hvis man har opholdt sig på samme tid og sted over en periode. Så ja.

Hvorfor egentligt ikke tilgive Fred til Lands dens ulv, der endte sin dage som kronisk pop up-pelsdyr for at sige noget symbolsk om, at ethvert samfund har sine dæmoner. Jeg havde sådan håbet på, særligt under de kedelige midterafsnit, at ulven pludselig ville blive en aktiv del af handlingen og bide nogen i benet eller noget (måske var den den, der kørte Aksel over?). Jeg havde jo også håbet på, at seriens til tider parodisk firskårne karakterer skulle vise sig at være fanger i Martins dårlige roman, som han jo i første omgang kom tilbage til Ebberup for at læse op fra.

Men det hele var ikke en roman, og forklaringen på, at den irakiskoprindede Milad vidste så noieren meget om våben og drab, endte ikke i en fuldblods spejling af danskens terroristangst, men i noget forglemmeligt skyldfølelsesføleføleværk.

Jeg tilgiver. For jeg hellere fejre, at Bibi – Lene Maria Christensens desperate kromutter – viste sig at være en lige så vidunderlig stjernepsykopat, som jeg havde drømt om, og så ovenikøbet var freaky på en original måde. Den tilføjede moderlige omsorg og barndomssårbarheden gjorde hende endnu mere forstyrrende.

Det blussende begær efter at slå den unge Mike ihjel, som hun begærede, mens han tyranniserede hendes udueligt fesne teddybjørn af en husbond, Tom, blev på imponerende tid udskiftet med et blussende begær efter i stedet at brænde Tom ihjel, da hun indså det ret åbenlyse: At Tom faktisk var pædofil, og at Mike engang var hans offer.

Jeg elsker den måde, hendes mandlige allierede alle kom til kort i mødet med hendes perverse logik og ro. Og jeg tror, at Lene Marie Christensens Bibi-smil kommer til at gå over i tv-historien som den mest creepy bevægelse i ansigtet.

Jeg tror desuden, at man kan komme virkelig langt med lære at smile bibisk: afstumpet-kærligt-liderligt-frastødende. Sådan får man alle til at træde et skridt tilbage, når man har brug for space.

Lone Nikolajsen: 

Kære Katrine, har du aldrig set mit Bibi-smil?

Det dejlige ved Bibis imponerende snuhed i slutspurten er, at jeg nu kan tilgive serien, at dens karakterer langt hen ad vejen var ret dårlige til drabsplanlægning. Det gav aldrig mening, at de var nødt til at tage livet af en døende gammel kvinde for ligesom at varme op. Og det var aldrig smart at ligge fire mennesker i buskadset ved grusgraven og pønse på at skyde Mike med det jagtgevær, som alle i Ebberup vel ved, at Peter ejer, fordi hans hobby var at sidde med det i haven og se olm ud.

Forgiftningen af Mikes fars mad, der blev fundet frem af hjemmeplejebilens bagagerum ved højlys dag, lignede ren folkekomedie.

På den baggrund var det en fryd at se, hvordan Bibis ufrivilligt medskyldige bare måtte finde sig i for evigt at bære på hendes hemmelighed, hvis de selv ville undgå at ende i spjældet. Hun spillede jo bare spillet. 

Katrine Hornstrup Yde:

Jeg var også imponeret over, hvor afslappet selvtægtsgruppen var i forhold til at ringe frem og tilbage og frem og tilbage til hinanden med private mobiltelefoner, mens de udførte deres underlige, underlige planer. Men måske hvilede de bare roligt i, at politiet er helt elendige til det med teleoplysninger.

Jeg finder dig ikke skummel nok til at mestre et Bibi-smil, men du kan kompensere for det ved at imitere det helt vidunderligt underlige, kværkende håndtryk, Bibi gav Anna (Marijana Jankovic) i kirken til Toms begravelse. Var det et hemmeligt signal? Sådan en indavlsfeministisk »Sisters Are Doin’ It For Themselves«-agtigt blink fra en søster til en anden?

I hvert fald: Tak til holdet bag Fred til Lands for intenderet bizar og uintenderet bizar underholdning og tilgivelse for det kedelige midtimellem. Der lægges jo op til en anden sæson, hvori jeg håber, at Bibis baby begynder at snakke to dage efter fødslen, og ... hm ... Nej, lige nu er det udelukkende en Bibi & Baby-spinoff, jeg drømmer om.

Lone Nikolajsen:

Den drøm deler vi. Og fordi seriens allerbedste scene var noget så lavdramatisk som Bibis præsentation af retterne på påskefrokostbordet, håber jeg, at Bibi vil kaste sin skygge af ufortrøden skurkagtighed over en masse af middelklasselivets sociale ritualer.   

Serie

Vi anmelder ’Fred til lands’

I DR’s nye søndagsserie Fred til lands tvinges en gruppe landsbyboere fra en dyster, americana-inspireret udgave af Fyn til at forholde sig til den inkarnerede ondskab, den lokale bølle Mike. Information anmelder hvert afsnit.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja.
Jeg synes faktisk også, at Bibi's psykopat-forklarede-foruroligende smil var - stort set i hvert fald - alle trængslerne værd ;-)

Eva Schwanenflügel, Marie Jensen, Torben Bruhn Andersen, Susanne Kaspersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Den stille panik, persongalleriet, de daglige problemer som indfiltres i de større og den beviste manglende skønhed er en god fornyelse.
Undersøgelser viser at flest helst ser fine flotte omgivelser i film. Dette leveres så i de fleste film og serier. Her er de fraværende og tvinger os til at fokusere på menneskets egoisme og fællesskab i al dens grimhed men også i håb.
God serie!

- Og 'Bibis baby' åbner jo netop i øvrigt også op for ganske skrækindjagende perspektiver for en eventuel fortsættelse - uha og gys ;-)

Eva Schwanenflügel, Torben Bruhn Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jo, Leo, men efterfølgende blødte hun igennem på sofaen, så det kan ikke være Mikes barn.

Juhuu, så fik vi det på plads, Mike er ikke andet end en stakkels lille misbrugt dreng inde i en voksen mand. Han er tilmed udråbt til den personificerede syndebuk for de gode Ebberup borgeres selvskabte problemer og gamle lig i lasten. Vi har brug for at udskille en synder for at opretholde vores egen vakkelvorne samfundsorden. Så forstår vi det hele meget bedre, alle sociologer må klappe i deres buttede små hænder.

Men ærligt talt, ondskab fungerer altså betydeligt bedre dramaturgisk og uhyggemæssigt uden anmassende psykologiske forklaringer. Ingen forsøger at ”forklare” hajen i Dødens Gab, Hannibal Lechters sadisme eller Iagos ønske om at ødelægge Othello. Man kan måske ikke engang tale om, at det disse monstre gør er ondt i konventionel moralsk forstand, netop fordi de ingen moral har.

Jeg har kun set ca. 1½ afsnit, men anmeldelserne her er det hele værd.

Katrine Damm, Eva Schwanenflügel og Jane Doe anbefalede denne kommentar

Det er nok i afsnit 3 så. Det er da hun passer sin niece, som påpeger at hun bløder. Det er før scenen med Tom, hvor de fantaserer om at slå Mike ihjel i hvert fald.