Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Af stjernestøv er du kommet’ er gedigen forskningsformidling til alle landets teenagere

Godt nyt om astrofysik, kvantemekanik, evolutionsbiologi
»Særligt nød jeg den klare fremstilling af Albert Einsteins årelange arbejde med at udvikle relativitetsteorien,« skriver Steen Nepper Larsen om bogen ’Af stjernestøv er du kommet – Forklaringer på hvorfor du er til‘.

»Særligt nød jeg den klare fremstilling af Albert Einsteins årelange arbejde med at udvikle relativitetsteorien,« skriver Steen Nepper Larsen om bogen ’Af stjernestøv er du kommet – Forklaringer på hvorfor du er til‘.

Emilio Segre

Kultur
15. november 2019

»Mennesket er et pattedyr, og alle pattedyr har én fælles pattedyrsstamfar, der levede for cirka 100 millioner år siden,« skriver filosoffen og videnskabsjournalisten Bo Karl Christensen (f. 1982) i kapitlet »Hvorfor er der mennesker?« i bogen Af stjernestøv er du kommet – Forklaringer på hvorfor du er til.

Det er svimlende at tænke sig, at vi stammer fra en slags mus, der levede side om side med dinosaurerne. Og var sidstnævnte kæmpedyr ikke uddøde for 60 millioner år siden, var vi måske slet ikke blevet til som en selvstændig slægt under primaterne for cirka 2,5 millioner år siden.

Endnu vildere er det at tænke over, at universet blev født for 13,4 milliarder år siden, og at vi – som en avanceret og evolutionært forfinet form for levende, selvreproducerende og solbeskinnet stjernestøv med bevidsthed – derfor ikke har været hér på kloden ret længe.

Dertil kommer, at der findes mellem 100 og 1.000 milliarder andre galakser end vores solsystem og ’vores’ mælkevej, og at hver af disse indeholder milliarder af planeter, og at flere af disse måske kan (vise sig at) huse liv.

»Vi er resultatet af vores forfædres held i naturens lotteri,« skriver Christensen lakonisk.

I mit stille sind håber jeg, at fremtidens konfirmander og videbegærlige gymnasieelever ikke bare får foræret denne lille bog, men også får den ind under huden. Der er tale om et gedigent stykke forskningsformidling, der introducerer nye læsere til astrofysik, kvantemekanik, evolutionsbiologi og videnskabshistorie.

Den velskrevne og velkomponerede bog gennemspiller »fem af filosofiens største gåder«, der ikke blot har optaget mennesket igennem årtusinder, men også formet videnskaben: Hvorfor eksisterer verden? Hvad er virkeligheden lavet af? Hvorfor er der liv? Hvorfor er der mennesker? Hvad er bevidsthed?

Særligt nød jeg den klare fremstilling af Albert Einsteins årelange arbejde med at udvikle relativitetsteorien.

Jo større hastighed, vi bevæger os med, jo større masse har vi, og når vi øger massen, øger vi energien. Det betyder, at tiden går med forskellig hastighed, alt efter hvor hurtigt vi bevæger os. Men samtidig ved vi, at vi ikke kan bevæge os hurtigere end lyset. Tiden strækkes ud, når længden strækkes ud. Betragter du en bil, der kører forbi, går tiden inde i bilen langsommere for dig, end for dem der sidder inde i bilen.

Virkeligheden er magisk

Elementært spændende er det også at blive introduceret til teorier om, hvorfor der er vand på Jorden. Vand er afgørende for kulstofbaseret liv. Men kom det til os udefra, da Jorden blev bombarderet af kometer fyldt med is for 3,8-3,9 milliarder år siden? Eller skabtes vanddamp og vand som noget endogent? Formåede den blå planet så at sige selv at ’trylle’ vandet frem, da den glødende, klippefyldte planet kølnedes af fra de daværende 1.000 grader celsius til noget mere tålelige temperaturer på cirka samme tidspunkt?

Af stjernestøv er du kommet – Forklaringer på hvorfor du er til. Bo Karl Christensen.

»Naturvidenskab er filosofi,« skriver Christensen, og naturvidenskaben hviler på et filosofisk fundament.

Han hævder også, at videnskaben har sit ophav i filosofien, og at videnskabsfolk ikke bør glemme spørgsmål af typen: Hvorfor eksisterer universitet, og hvorfor er vi til?

Det er velgørende, at Christensen minder både hard core scientists og hverdagens teknikere om, at virkeligheden er magisk, og at videnskaben altid er ladet med eksistentielle perspektiver. Det drejer sig om at forstå, hvorfor der overhovedet er noget, der er til, og ikke langt snarere intet.

Men spørgsmålet er, om filosofi også er forpligtet på at være videnskab? Det er jeg ikke helt så sikker på. Hvor Christensen eksempelvis forstår bevidstheden som en del af et fysisk system, og således forstår denne egenskab, som vi vel at mærke ikke kan se, som ren og skær biofysik, så er andre bevidsthedsfilosoffer optaget af at forstå den drilagtige og gådefulde bevidsthed på anden vis.

Filosofi forstået som sprogkritik er også i stand til at ’genere’ og udfordre alle de epistemologiske funderede videnskabelige udsagn, der er i omløb inden for en bestemt historisk epoke. Dertil kommer, at ontologi (væren; læren om det, der er) og epistemologi (erkendelse; systematisk tænkning) måske i modsætning til, hvad forfatteren tror, aldrig lader sig forene, endsige forsone.

Når man læser Christensen, er det tværtimod, som om verdensgåden er lige ved at blive forklaret. Således forestiller han sig, at vi står på tærsklen til, at kvantefysikken og relativitetsteorien snart kan levere én samlet model for, hvordan virkeligheden er opbygget, og at det ikke varer længe, før vi ved, hvorfor universet overhovedet opstod.

Hans tiltro til de forenede videnskabelige superkræfter er nærmest grænseløs og i hvert fald optimistisk.

Ude af trit med tidsåndens skepsis over for naturvidenskabernes almagt og en udbredt kritik af disses medansvar for den globale klimakrise og skævvridningen og overudnyttelsen af verdens ressourcer leverer bogen et tankevækkende, forfriskende og på sin vis provokerende forsvar for naturvidenskaben against all odds.

Af stjernestøv er du kommet – Forklaringer på hvorfor du er til. Grønningen 1. Bo Karl Christensen. 204 sider. 200 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen K Petersen

Glæder mig til at læse og kan anbefale en anden i samme genre, nemlig Bill Bryson fantastiske bog "en kort historie om næsten alt"