Anmeldelse
Læsetid: 10 min.

Susan Sontag var den unge outsider, som blev New Yorks intellektuelle dronning

Benjamin Mosers biografi om Susan Sontag viser både hendes imponerende offentlige persona og plagede privatliv
Benjamin Mosers 832-siders biografi om »Amerikas sidste store litterære stjerne« Susan Sontag skildrer både hendes offentlige persona og plagede privatliv. Moser skriver blandt andet: »Hendes rygte som den klogeste i rummet, den der satte standarden, gjorde hende forpligtet på at vide alt.«

Benjamin Mosers 832-siders biografi om »Amerikas sidste store litterære stjerne« Susan Sontag skildrer både hendes offentlige persona og plagede privatliv. Moser skriver blandt andet: »Hendes rygte som den klogeste i rummet, den der satte standarden, gjorde hende forpligtet på at vide alt.«

Ritzau Scanpix

Kultur
15. november 2019

Et af de mange mennesker, der fløj som en satellit rundt om Susan Sontag i New York i 1970’erne og 1980’erne, nævnte hende på et tidspunkt for sin psykolog, hvorefter psykologen brød ud i latter med ordene:

»Du kan ikke forestille dig, hvor mange mennesker der har siddet på den sofa igennem årene og snakket om Susan Sontag.«

Sontag var et fænomen i sin levetid. Hun optrådte som New York-intellektuel i en Screen Test på Andy Warhols Factory og forsvarede som præsident for amerikanske PEN i 1989 Salman Rushdie under fatwaen imod ham.

Hun var både kritiker og kunstner, kontroversiel og banebrydende. Men hendes berømmelse og livsstil havde også en pris, som hun selv og de, der stod hende nær, (helt bogstaveligt) måtte betale.

Amerikanske Benjamin Moser blev i 2013 udpeget til at skrive den autoriserede biografi om Susan Sontag, hvilket gav ham adgang til en stor mængde lukket arkivmateriale og interview med mange mennesker, som ikke tidligere har udtalt sig offentligt om deres forhold til Sontag, heriblandt Annie Leibovitz.

I september udkom Sontag. Her Life.

Hvis man kender lidt til Sontags tekster, kender man den sidste sætning i hendes essay »Against Interpretation« (1964):

»I stedet for hermeneutik har vi brug for en kunstens erotik.«

Da Sontag trådte frem på den intellektuelle scene i New York, var det som en reaktion imod den dominerende kritiske tradition. Ifølge Sontag fyldte kategorier som ’form’ og ’indhold’ for meget i kunstkritikken. Selve kunstværkets essens gik tabt, og det førte til en form for fortolkning, som hun i essayet kalder »intellektets hævn over kunsten«. I stedet opfordrede hun til en mere umiddelbar tilgang, som forstærker oplevelsen af kunsten; som forsøger at nærme sig, hvad kunsten er, og på hvilke måder den er det, snarere end hvad den betyder.

Debutsamlingen fra 1966, som essayet har lagt navn til, indeholder også gennembrudsessayet »Notes on ’Camp’« (1964), hvor Sontag i listeform identificerer en kultur og en smag, en homoseksuel æstetik, som gør oprør mod mainstream.

Sontags kritikere kom hurtigt til at se hende som en trussel imod adskillelsen af høj- og lavkultur som symbol på et kollaps af gamle værdier.

Blandt tekster om science fiction og avantgarde, ’happenings’ og fransk film, skriver Sontag i Against Interpretation om Simone Weil og Claude Levi-Strauss, navne, som hun var en af de første til at introducere for et amerikansk publikum.

Senere var hun i samlingen Under the Sign of Saturn (1980) – som også indeholder det kendte essay »Fascinating Fascism« om nazistisk propaganda – en af de første til at undersøge europæiske forfatterskaber som Walter Benjamins, Roland Barthes’ og Antonin Artauds i en amerikansk kontekst.

Pornografi, Vietnamkrigen, sygdom og tortur

Mindst lige så kendt som hendes opfordring til en kunstens erotik er Sontags bidrag til tænkningen omkring fotografi. Selv om flere af teserne i On Photography (1977) efterfølgende er blevet kritiseret, og Sontag selv kom til at revurdere en del af dem, var værket med til at starte en samtale om fotografi: Som Moser skriver:

Benjamin Moser: ’Sontag. Her Life’.

»Det blev næsten øjeblikkeligt det sjældne kritik-værk som i sig selv genererede en hel kritisk skole.«

I titelessayet skriver Sontag, at i en kultur, som er overeksponeret for repræsentationer af virkeligheden, mister fotografiet sin virkelighedseffekt. Samtidig kan den person, som fotografisk dokumenterer for eksempel en forbrydelse, ikke gribe ind.

I Regarding the Pain of Others (2003), som hun skrev mod slutningen af sit liv, åbner Sontag tilbageholdent for muligheden for, at fotografier kan medføre empati; at de faktisk kan føre til handling.

Sontag skrev ikke kun inden for det kulturelle felt, men om vidt forskellige emner – pornografi, Vietnamkrigen, sygdom og tortur.

Igennem sin karriere modsatte hun sig kategorier og mærkater. Sontag ville ikke klassificeres som jødisk forfatter, lige så lidt som hun ville kalde sig lesbisk, feminist eller ’kvindelig forfatter’, en holdning som nogle gange fik hende til at havne på ydersiden af de fremtrædende intellektuelle strømninger.

Hun opfattede først og fremmest sig selv som fiktionsforfatter og udgav en række eksperimentelle romaner, dramaer og noveller foruden film, som hun skrev og instruerede. Der er imidlertid ingen tvivl om, at det er hendes essaystik, som dominerer Sontags eftermæle. Og så selvfølgelig hendes offentlige persona: Det ikoniske udseende og den intellektuelle jetsetberømmelse, som var helt uden fortilfælde.

Den klogeste i rummet

Benjamin Mosers 832-siders biografi om »Amerikas sidste store litterære stjerne« begynder med Sue Rosenblatt, født i 1933, som voksede op i henholdsvis New York, Tuscon og Los Angeles med sin søster og deres alkoholiserede mor Mildred efter farens tidlige død.

Da moren giftede sig igen, tog begge piger stedfarens navn: Sontag. Den unge Susan var en outsider, hun begravede sig i litteratur og kæmpede med en grundlæggende følelse af utilstrækkelighed, som ville følge hende, selv efter at hendes fremtræden på en scene var blevet synonymt med autoritet:

»Hendes rygte som den klogeste i rummet, den der satte standarden, gjorde hende forpligtet på at vide alt.«

Samtidig skilte hun sig ud fra de andre børn ved sin karisma og ikke alderssvarende seriøsitet; en klassekammerat fra Queens husker hendes »stjernekvalitet«, og at hun virkede »bestemt for noget stort«.

Først på universitetet i Chicago, og siden på Harvard og Sorbonne, fandt hun et intellektuelt fællesskab. Men hun fandt også noget andet: Den 28-årige professor Philip Rieff friede til sin 17-årige researchassistent Susan efter kun en uge (hendes arbejde bestod blandt andet i at skrive boganmeldelser i hans navn). To år senere fik de en søn, David, som parret under en meget offentlig skilsmisse skulle kæmpe om forældremyndigheden til.

Susan. Her Life er baseret på biografiens omfattende interview, på dagbøger, ikkeudgivne tekster og andet arkivmateriale og selvfølgelig på Sontags essays, romaner og film, som Moser ofte læser selvbiografisk.

En række ledemotiver går igen. Ét er begrebet ’selvtransformation’, som Sontag nævner i sine tidlige dagbøger: Igennem sin karriere iscenesatte hun aktivt den persona, hun ønskede at være. Et andet er forholdet til hendes dramatiske og fraværende mor, som skulle præge hende resten af livet. Som Moser skriver:

»Så mange af hendes forhold – til sig selv, til hendes søn, til hendes elskere – var blevet formet af Mildred.«

Susan Sontag var den sidste til at indse, at hun selv videreførte den dysfunktionelle relation til sit barn. Som hun forklarede til Don Levine, en af hendes nærmeste venner, da han udtrykte bekymring for hendes (manglende) pædagogiske metoder:

»David er min bror, min elsker, min far, min søn.«

Den åbne hemmelighed

På universitetet i Chicago mødte Susan Sontag desuden en anden person, som blev skelsættende i hendes liv. Harriet Sohmers var den første i en række af kvinder, som hun ville få et »masochistisk« forhold til.

Susan Sontags hang til mislykkede parforhold, til at lade sig underminere af kvinder, som ikke ville have hende, eller selv underminere dem, som ville, spejler ifølge Moser dynamikken imellem datter og mor. Det samme gør hendes skam over sin egen seksualitet.

»Mit ønske om at skrive hænger sammen med min homoseksualitet,« skrev en ung Susan Sontag i sin dagbog.

»Jeg har brug for identiteten som et våben for at kunne måle mig med det våben, som samfundet har imod mig.«

Da Sontag i 1988 udgav AIDS and its Metaphors, bekendte hun intet sted sin egen seksualitet. Det var en spejling fra ti år forinden, da hun i Illness and its Metaphors (1978) undlod at nævne sin egen kræftsygdom, behandlingen af hvilken havde efterladt hende med en ikonisk frisure: farvet sort hår med en enkelt hvid stribe i panden.

Susan Sontag var vokset op i et samfund, hvor sygdomme som tuberkulose (som hendes far døde af) og kræft (som hun selv døde af i 2004) var forbundet med skam, på samme måde som aids var det, da sygdommen først brød frem. I Illness and its Metaphors viser hun, hvordan den måde, vi taler om sygdom på, har konsekvenser for levende kroppe.

I 1980’erne var situationen en anden. Sontags mangel på identifikation med homoseksuelle aktivister var påfaldende i en politisk virkelighed, hvor synlighed var altafgørende. Som et af Mosers interviewobjekter, forfatter og aktivist Michelangelo Signorile, siger:

»Homoseksualitet var så uudtalt. Der var gamle damer, som var chokeret over, at Liberace var homoseksuel.«

At Susan Sontags seksualitet var en »åben hemmelighed«, var mere end nok; hun var formet af en tid, hvor det at blive offentligt hængt ud som homoseksuel kunne koste dig karrieren eller – som det næsten blev tilfældet for hende i 1962 – dine børn.

Fremmedgjort overfor egen krop

Hvis Sontag kunne være politisk naiv i første halvdel af sin karriere – i forhold til Cuba og Vietnam, og i forhold til aids-epidemien – skulle hun senere involvere sig aktivt, da hun i 1993 rejste på sit første af flere besøg til det belejrede Sarajevo.

Susan Sontag var her ikke, forsikrer Moser, som en »krigsturist«. Under et af sine mange ophold instruerede hun blandt andet en opsætning af første akt af Waiting for Godot; senere blev pladsen foran teatret navngivet efter hende.

Oplevelserne i det krigshærgede Sarajevo fik Sontag til at gentænke sine teser fra On Photography; monografien Regarding the Pain of Others, hvor Sontag primært fokuserer på krigsfotografier, blev den sidste bog, hun udgav i sin levetid. Her skriver hun blandt andet om, hvordan historie, kontekst og billedtekst påvirker vores opfattelse af fotografisk dokumentation; et eksempel er et fotografi af nogle døde børn efter et bombeangreb, som blev brugt som propaganda på både den serbiske og den kroatiske side.

Stjernefotografen Annie Leibovitz, som Sontag dannede par med de sidste 15 år af sit liv, var også til stede i Sarajevo og sendte billeder fra krigszonen hjem til Vanity Fair. Mod slutningen af sit liv, da Susan Sontag gennemgik en brutal knoglemarvstransplantation – og efter hendes død – ville Annie tage en række kontroversielle fotografier af hendes forandrede krop.

Et af de temaer, som Moser tager op flere gange, er Susan Sontags fremmedgjorte forhold til sin egen krop. Den kvinde, der skrev banebrydende om fortolkning og æstetik, var den samme, som, da hun var 19 år gammel, blev chokeret over, at fødsler var smertefulde; det havde ingen fortalt hende.

Moser går helt tæt på, når han for eksempel viser, hvordan Sontag i løbet af sit liv blev ved med at forfærde sine nærmeste med sin mangel på personlig hygiejne; hun kunne være som et barn, hvis hun blev ladt alene i et par dage. Hun børstede ikke tænder, gik ikke i bad, hverken spiste eller sov.

Hendes voldsomme produktivitet var også resultatet af en næsten moralsk afstandtagen til søvn; løsningen blev et enormt forbrug af amfetamin.

»Jeg elskede Susan. Men jeg kunne ikke lide hende,« siger en af Sontags bekendte i et interview med Moser.

Mod slutningen af hendes liv blev de karaktertræk, som i ungdommen kunne fremstå som arrogante eller akavede, kendetegnene på en vaskeægte diva. Mange trak sig fra venskabet. Som en af Sontags venner fra dengang, kritiker og redaktør Leon Wieseltier, formulerer det:

»Det var som Marilyn Monroe, der ikke kunne få en date lørdag aften.«

Sontag brugte de sidste år af sit liv på »snoreklipning« som en anden regent og iscenesatte sig selv og sønnen som et »topersoners aristokrati«. Hun havde altid været uhøflig, men hendes verbale angreb og latterliggørelser gik efterhånden ud over både ansatte, familie og venner.

Hårdest gik det ud over Annie Leibovitz; den masochisme, som Susan Sontag havde udsat sig selv for igennem flere forhold, vendte hun nu på hovedet. Og det var, selv om Annie Leibovitz var den, der holdt hånden under Susan Sontags økonomi.

Usympatisk og ensom

Sontag var kult, fra hun var 30 år gammel, til hun døde, men mange af hendes romaner og essaysamlinger solgte kun beskedent.

Da hun blev kræftsyg første gang og ikke havde en sygeforsikring, gik Robert Silvers, som var med til at grundlægge The New York Review of Books i 1963, sammen med flere andre for at samle penge ind.

Sontags støtter igennem årene inkluderede fyrtårne som Jackie Onassis, og hun udviklede en ekstravagant livsstil. Da Annie tog over som hendes primære forsørger, skaffede hun Susan Sontag lejligheder i New York og Paris og sørgede for, at en privatkok og rengøringshjælp kom forbi, så Sontag kunne koncentrere sig om arbejdet.

»Deres bogholder anslog, at Annie i løbet af deres forhold forærede Susan mindst otte millioner dollar.«

Det er en knap så sympatisk Susan Sontag, som står tilbage på siderne, når man har læst Mosers omfattende biografi. Og også en ensom person.

Mosers psykologiseringer kan virke forcerede, når han insisterer på at trække tydelige tråde imellem Susan Sontags seksualitet, morens alkoholmisbrug, forholdet til sønnen og hendes intellektuelle interesser. Er det sådan, et liv er? Selvfølgelig ikke. Men det er måske det nærmeste, man kan komme et menneske, der var så komplekst og modsætningsfyldt som Susan Sontag.

En ting, der ikke kan herske tvivl om, er vigtigheden af hendes værker fra hendes entré på den intellektuelle scene i New York med »Notes on Camp«.

Hun var et fænomen, som opstod ud af en særlig tid, og som på mange måder var med til at forme den tid:

»Hendes berømmelse fascinerede hendes venner, fordi den var uden fortilfælde. Hun havde ingen rigtig oprindelse. Og selv om mange ville forsøge at skabe sig selv i hendes billede, ville hendes rolle aldrig blive udfyldt igen på nogen overbevisende måde: Hun skabte en form, og brød den.«

Benjamin Moser: 'Sontag. Her Life'. Allen Lane. 30 pund. 832 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her