Læsetid: 4 min.

Teater Nordkraft har ingen stopknap, men de holder et brag af en forfest

Hos Teater Nordkraft i Aalborg har teaterchefen drømt om en forestilling om Jomfru Ane Gade. Nu er drømmen med instruktør Minna Johannesson i spidsen blevet en realitet. ’150 meter til i morgen’ er en lang, kaotisk og virkelig festlig hyldest til Gadens diversitet
Der er alt fra konfettiballoner og kunstig sne til fjerprydede kostumer og gratis øl i Minna Johannessons kaotiske og farverige hyldest til Jomfru Ane Gade på Teater Nordkraft i Aalborg.

Der er alt fra konfettiballoner og kunstig sne til fjerprydede kostumer og gratis øl i Minna Johannessons kaotiske og farverige hyldest til Jomfru Ane Gade på Teater Nordkraft i Aalborg.

Palle Steen Christensen

14. november 2019

Allerede i foyeren slås stemningen an. Her uddeles farvestrålende drinks og fluorescerende knæklys i neonfarver, som publikum kan iklæde sig som armbånd, briller og hårpynt.

I hjørnet af salen sidder musiker Johannes Smed ved en dj-pult i bedste provinsdiskoteksstil. Musikken er allerede i gang. Skuespiller Jela Natius Abildgaard byder velkommen og deler gratis flaskeøl ud til alle, der har lyst. Det her er en fest. Og vi er alle sammen inviterede.

Jela Natius Abildgaard er fascinerende og overbevisende i rollen som Kenneth. Med bred nordjysk dialekt og en overgearet partyattitude er han (hun) vores guide gennem aftenens tour de Jomfru Ane Gade. Brovten og grænseløs som en nordjysk udgave af Simon Kvamms Baune-karakter fra Drengene fra Angora.

Iført en langærmet hvid T-shirt og et par løstsiddende fodboldshorts er der ellers ikke meget fest over Kenneths påklædning. Men han er »kongen af Gaden« og er klar til en fest med alle, han møder. Også publikum.

Ingen går hjem

Ifølge Kenneth er der fire årstider i Gaden:

»P-dag, J-dag, Happy hour og Karneval«.

Vi kommer gennem dem alle sammen med de fire skuespillere, der personificerer de meget forskelligartede besøgende i beværtningerne på den 150 meter lange festgade.

Hvor Kenneth er indbegrebet af den festglade nordjyde, er Alexander Clement den veltalende, let affekterede mand fra Køge, som Kenneth straks døber København. For jyder er alle sjællændere åbenbart københavnere.

Og København, der slet ikke havde noget ønske om at være der, finder sig selv fanget af scenerummets usynlige vægge og må blive i Jomfru Ane Gade på ubestemt tid.

Her går ingen hjem, før festen er slut.

Netop tiden er udflydende i Minna Johannessons iscenesættelse.

Lærke Schjærff Engelbrecht er den menneskeliggjorte udgave af Gaden. Som Ane vokser hun i et hæsblæsende tempo op fra at være to til 72. Hun lever hele sit liv samme sted og alligevel over hele verden. Det ene øjeblik er hun 23 og bartender, det næste er hun over 50 og leder af en marcipanfabrik i Lübeck.

»Tiderne skifter. Du skal følge bedre med,« konstaterer hun nøgternt til Københavns forvirring over det, der foregår.

Den sidste skuespiller på scenen er Petrine Agger som den midaldrende tyske turist Eliza, der som mor til tre i overgangsalderen forsøger at løse en ægteskabelig krise med en tur til hjertet af Aalborg. Og selv om Kenneth gør sit bedste for at gafle hende, så er det mod slut op til publikum at løse hendes problemer.

Hvide striber

De fire karakterer kunne næppe være mere forskellige. Og der er ingen tvivl om, at de symboliserer diversiteten i Jomfru Ane Gade. Alt omkring dem er kaotisk.

Palle Steen Christensens scenografi er abstrakt. Sort/hvide striber, der på psykedelisk vis slår knæk og skifter retning i tide og utide, dækker alle vægge i scenerummet og fortsætter i Johannes Smeds kostume.

Udover at bidrage til den kaotiske stemning, som er efterstræbt i forestillingen, giver de hvide striber også mulighed for at forstærke farverne i Mathias Herslands lyssætning.

Idet København endelig overgiver sig til Kenneths partystemning og bunder sit første grønne shot, skifter lyset til grønt, og alt i scenografien får et grønligt skær.

Minna Johannesson er gået all in i sin iscenesættelse. Der er konstant et væld af ting på scenen, vi skal forholde os til. Konfetti, fjerkostumer, kunstig sne og kæmpestore balloner, der flyver rundt i lokalet og rammer dem, der et øjeblik er uopmærksomme. Tønder med en gullig, øllignende væske, plastikkrus, glitrende flamingoer, blinkede stroboskoplys og halvnøgne kroppe, der danser. Og så lige en hvid toiletkumme og en kontinuerlig strøm af bakker med farvestrålende små shots, der sendes rundt til publikum.

Vildeste forfest

Det lader til at være kendetegnende for Teater Nordkraft, at de ikke har nogen stopknap. I foråret iscenesatte Viktor Tjerneld finanseventyret om OW Bunker på samme scene med et lignende farvestrålende festkoncept.

Denne gang er man gået skridtet videre og ønsker at inddrage publikum i selve festen. Det kræver en del af de fire skuespillere. Det er deres ansvar at skabe en fest og en stemning, der lokker publikum med. Og det må siges at lykkes dem. For der er både fællessang, -skål og kædedans til karnevalsrytmer, hvor store dele af publikum deltager.

Hvor andre måske ville stoppe op og genoverveje, om det er en god idé at have så mange forskellige elementer med i en enkelt forestilling, kører man på Teater Nordkraft bare derudad med 120 kilometer i timen.

Men i 150 meter til i morgen fungerer det. Kaosset og den sære sammenblanding af personer spejler livet i Jomfru Ane Gade. Måske i en ekstrem udgave, men ikke desto mindre virkelig festligt.

Det er nok årets vildeste forfest.

’150 meter til i morgen’. Manus og instruktion: Minna Johannesson. Scenograf: Palle Steen Christensen. Musik: Johannes Smed. Lys: Mathias Hersland. Med: Petrine Agger, Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement og Lærke Schjærff Engelbrecht. Spiller på Teater Nordkraft til 28. november.

De ungarske dansere Aron Darabont og Gabriella Bacsó udlever Palle Granhøjs chatmanipulation med teknisk overskud og henkastet humor i ’Love you … not forever’.
Læs også
Jacque Lauritsen er udtryksfuld og overbevisende i rollen som Kong Lear på Teater Nordkraft. Foto: Karoline Lieberkind
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Åh, jeg er ked af, at jeg ikke nåede den også. Men i modsætning til Jomfru Ane Gade er vi jo nogen, der på et tidspunkt må se at finde hjem. :-D