Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Teaterforestillingen Electronic er en langtrukken og kikset klubnat

Teater Sort/Hvid fortæller overfladisk verdens- og musikhistorie fra en forvokset festabes perspektiv. Replikkerne dvæler ved fortiden med en sentimental nostalgi, bygget op af klichéer. Kun når musikken står alene, er klubfornemmelsen der
Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle spiller påtaget overstadigt, når de deler bøllehatte og smiley-t-shirts ud, karikerer dansemoves og forsøger at hive et meget modvilligt publikum med ud på scenegulvet.

Foto: Emilia Therese

Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle spiller påtaget overstadigt, når de deler bøllehatte og smiley-t-shirts ud, karikerer dansemoves og forsøger at hive et meget modvilligt publikum med ud på scenegulvet.

Foto: Emilia Therese

Kultur
27. november 2019

Nattelivet spreder sig. Dets stærke, visuelle identitet vinder frem i mere dagligdags formater som kunst, litteratur og film. Det er sort, hvidt eller neonfarvet, og det former psykedeliske mønstre på indersiden af øjenlågene.

Teaterforestillingen Electronic er seneste bud på en omformning af det traditionelle, rå klubmiljø til aktuel finkultur. Lydsiden er skabt af de to danske, elektroniske musikere KILL J og Rumpistol og spilles live under forestillingen på Teater Sort/Hvid i København.

Ifølge pressemeddelelsen vil Electronic gerne fortælle musik- og generationshistorie fra internettets fødsel. Gennem psykedeliske visuals og genkendelige beats fra de seneste 30 års klubkultur bliver publikum taget på en tidsrejse tilbage til for lidt siden og igen frem til i dag. Forestillingen undersøger om verdensbegivenheder som Berlinmurens fald, terrorangrebet på World Trade Center, finanskrisen, #MeToo og det seneste amerikanske præsidentvalg kan høres i den elektroniske musik.

Festforventninger

Men hvem er publikum? Er det de bekymrede forældre, som hungrer efter at vide, hvad deres afkom laver hver fredag og lørdag nat, er det clubkidsene themselves og alle de subkulturer, som det label dækker over, eller er det sådan nogle som min veninde Astrid og mig, der står et sted mellem at være lidt for unge til at have været med fra begyndelsen og lidt for gamle til stadig at være det, men som egentlig bare gerne vil bruge weekendnætterne på at danse til det bedste elekroniske musik?

Gennemsnitsalderen i salen virker i hvert fald højere end vores. På de geometriske træpodier langs væggene er folk med måner og silketørklæder kravlet op og rykket sammen, mens man fuldstændig ligesom udenfor i det københavnske natteliv forsøger at finde en stilling, der passer, noget at støtte sig til eller læne sig op ad, for at bevare sin coolness. De to hævede dj-pulte summer, lysene danser hen over os, og i det hele taget er forventningerne til den store fest på fin vis indfanget i scenografien. Ingen tvivl om, at scenen er sat til en klubnacht.

Fra første replik skrues tiden tilbage til 1989 og Berlinmurens fald. De tre skuespilleres tilstræbte øjenvidneskildringer leder publikum gennem primært Europas elektroniske lydside med større begivenheder som knudepunkter, der skal binde fortællingen sammen.

Forsøget på at fortælle verdenshistorie fra klubkælderens dybe, dunkle perspektiv er velment, men desværre alt andet end overbevisende. Thomas Lagermand Lundmes manuskript dvæler ved fortidens fester med en sentimental nostalgi, bygger op af klichéer som »beatet er et hjerte«, at man »drukner i musikken« og »vil I have en pille? Så bliver I bare lidt mere glade«.

Det stereotype og langtrukne kronologiske forløb virker i øvrigt nærmest uretfærdigt over for både musik og handling. Lundme skulle måske have læst undergrundsklassikeren Rave af den tyske forfatter Rainald Goetz, der på solidarisk eksperimentel og langt mere autentisk vis reflekterer klubmiljøets tumult i fragmenteret prosatekst.

Festaber

Selvfølgelig er klubben et sted for ekstase – men Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle spiller påtaget overstadigt, når de deler bøllehatte og smiley-T-shirts ud, karikerer dansemoves og forsøger at hive et meget modvilligt publikum med ud på scenegulvet.

Hjejle er den eneste, der ikke virker mest som en forvokset teenageudgave af sig selv. Han har fået lov til at spille stykkets mest ømme partier. Det bliver genuint inderligt, når han i takt med Rumpistols kølige kicks gentager »jeg står og hvisker til beatet, at jeg er real«

Men desværre bliver Electronic aldrig noget nær real. Opturene føles forcerede og falske, mens nedturene ikke rammer der, hvor det gør ondt. Forestillingen giver et overfladisk og sentimentalt verdens- og musikhistorisk brush up set fra en ung festabes perspektiv.

Underligt nok er det, som om den fortættede stemning, der eksisterer på klubben, og hvor man, når man er glad, ikke bare er glad, men i sandhed euforisk, og når man er ked af det, har det, som om man skal dø, blevet nedprioriteret i forestillingen til fordel for historisk indhold. For det er faktisk kun, når musikken står alene, at klubfornemmelsen er der.

Electronic virker, som om den går skævt af netop det, den skulle afspejle – musikkens indflydelse på menneskene. Det er en teaterforestilling for dem, der har været der og gerne vil tages tilbage til hvad som helst, der minder om det. Men hvis man vil opleve klubmiljøet på en ukikset og autentisk måde og lytte og danse til det og glemme den virkelighed, man lever i, bør man – uanset alder – gå på en rigtig klub og ikke tage i teateret for at se Electronic.

’Electronic’. Manuskript: Thomas Lagermand Lundme. Instruktør: Erik Pold. Scenograf: Rikke Juellund. Musik: Rumpistol (Jens Berents Christiansen) og KILL J (Julie Aagaard). Videodesign: Helle Lyshøj. Lysdesign: Mikkel Jensen. Med: Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle. Produceret i samarbejde med Liminal. Spiller på Sort/Hvid til den 13. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her