Læsetid: 5 min.

’The Irishman’ føjer sig flot til Martin Scorseses fortsatte fortælling om det moderne USA

Martin Scorsese rister en melankolsk rune over den amerikanske gangster og gangsterfilm i sit nye pragtværk ’The Irishman’, der har Robert De Niro, Al Pacino og Joe Pesci i hovedrollerne, og som kan – og naturligvis bør – ses i biografen nu, før den ender på Netflix
Frank Sheeran (t.h., Robert De Niro) baner vejen for den magtfulde fagforeningsboss, Jimmy Hoffa (Al Pacino), i Martin Scorseses nye film, ’The Irishman’.

Frank Sheeran (t.h., Robert De Niro) baner vejen for den magtfulde fagforeningsboss, Jimmy Hoffa (Al Pacino), i Martin Scorseses nye film, ’The Irishman’.

Netflix

21. november 2019

Der er en sjælden melankoli, en næsten elegisk tone i Martin Scorseses nye film, The Irishman. Og den slås an helt fra første scene, hvor kameraet adstadigt bevæger sig ned ad gangene på et plejehjem, observerer beboere og personale for at ende ved en ældre, kørestolsbunden herre, filmens hovedperson, Frank Sheeran (Robert De Niro).

Det er på sin vis en begyndelse, der spejler begyndelser og scener i tidligere Scorsese-film, ikke mindst Goodfellas og Casino, der ligesom The Irishman bevæger sig rundt blandt gangstere og andet godtfolk. Men hvor de to tidligere film var præget af et vist humør og tempo, er The Irishman anderledes langsommelig – den varer også tre og en halv time. Den dvæler ved begivenheder og mennesker, mens den fortæller en historie om voldens konsekvenser, erindring, forgængelighed, tidens ubønhørlige gang og det at blive glemt.

Hvor de to første film energisk akkompagnerede os ind i den på én gang forførende og afstumpede verden af gangstere, forbrydelser og mord, er The Irishman gjort af et andet og mere eftertænksomt materiale. De er tydeligvis lavet af den samme mand, men med mange års mellemrum og – for instruktørens og skuespillernes vedkommende – tættere på slutningen end på begyndelsen.

Det er ikke en film lavet af en ung mand, men af en ældre herre – Scorsese er 77 år gammel – som stadig kan sit håndværk og mere til, men som også er begyndt at tænke på, hvornår og hvordan det hele mon ender, og om der er noget, han har brug for at bearbejde eller måske endda fortryder.

Hvad blev der af Jimmy Hoffa?

Med den aldrende Frank Sheeran som guide fortæller The Irishman både om krigsveteranen Sheerans liv fra 1950’erne og frem og mafiaens involvering i flere af det 20. århundredes store, amerikanske begivenheder: John F. Kennedys valg til præsident, mordet på Kennedy og den magtfulde fagforeningsboss Jimmy Hoffas skæbne. (Filmen er baseret på en bog, I Heard You Paint Houses, om og med virkelighedens Frank Sheeran, men der er rejst tvivl om, hvor sandfærdig manden egentlig var).

I 1950’erne arbejder Sheeran som lastbilchauffør og er organiseret i Teamsters, den brutale og ikke ligefrem stuerene fagforening, som ledes af Hoffa (Al Pacino). Sheeran lærer gangsterbossen Russell Bufalino (Joe Pesci) at kende og bliver hans højre hånd, der skal løse alskens småopgaver, som regel noget med at skræmme, tæve eller skyde nogen, som ikke betaler deres gæld eller ikke gør, hvad der bliver sagt.

Sheeran, der er den eneste med irsk baggrund blandt de mange italienere, stiger i graderne og bliver på et tidspunkt hyret som bodyguard og problemknuser af Hoffa, der har tætte forbindelser til den italienske mafia, og en stor del af The Irishman handler om hans rolle som bindeled mellem Hoffa og mafiaen og venskabet med både Bufalino og den egensindige Hoffa, der mener, at Teamsters er hans fagforening, og som ikke vil finde sig i, at andre blander sig i, hvad han foretager sig. Som bekendt forsvandt Jimmy Hoffa sporløst i 1975, og spørgsmålet er, om Frank og Bufalino-familien havde noget med det at gøre.

Hjemsøgt af dæmoner

The Irishman er en fascinerende film. Det er ikke Martin Scorseses bedste eller mest intense, men det er en af hans mest modne. Den føjer sig flot til mesterinstruktørens fortsatte udforskning af og fortælling om det moderne USA og den amerikanske mand på godt og måske især ondt.

Frank Sheeran er i familie med skikkelser som Travis Bickle i Taxi Driver, Jake La Motta i Raging Bull, Jimmy Conway i Goodfellas og Sam Rothstein i Casino – alle roller, Robert De Niro også har spillet for Scorsese – og Frank Costello (Jack Nicholson) i The Departed og Jordan Belfort (Leonardo DiCaprio) i The Wolf of Wall Street.

Det er alle voldelige mænd, som er kommet på afveje i et kapitalistisk gør det selv-samfund, der hylder individualisten og den succesrige ener, men som har svært ved at tage sig af de mest sårbare og udsatte eksistenser, og hvor moral og etik oftere end ikke ryger ud ad vinduet, når der er penge involveret.

Sheeran er ikke som sådan et ondt menneske, men under Anden Verdenskrig lærte han at slå ihjel, og han bliver som en art embedsmand i mafiaens mordbureaukrati. Han fortryder ikke det store undervejs, selv om enkelte af hans opgaver gør ondt, men parerer ordrer, uden at det rigtig går op for ham, at han samtidig er ved at skubbe sin familie fra sig.

Hans fire døtre er bange for ham, fordi de ser, hvad han gør ved mennesker, som generer dem og ham. Vold er en naturlig del af hans hverdag, et brugbart og effektivt redskab, og det er først, da han sidder gammel, syg og alene på plejehjemmet, at dæmonerne og en vis fortrydelse begynder at hjemsøge ham, ikke så meget på ofrenes som på egne vegne.

Fantastisk velspillet

Det er en god rolle til Robert De Niro, der med hjælp fra moderne teknologi også spiller den yngre Frank Sheeran, og som har alderen og tyngden til at spille et menneske, som altid har gjort det nødvendige uden at stoppe op og spørge sig selv, om det nu også var i orden.

Men Robert De Niro er ikke den eneste i The Irishman, der er blevet gjort yngre på magisk vis, og som samtidig leverer en mindeværdig præstation. Al Pacino, der i nogle scener ser lidt mærkelig og voksagtig ud i sit digitalt foryngede ansigt, er i topform som den flamboyante Jimmy Hoffa, som ikke kan styre sit temperament, heller ikke når det ville være langt det klogeste at gøre.

Det er dog Joe Pesci, der virkelig gør væsen af sig – ikke fordi han spiller endnu en af den slags voldspsykopater, Martin Scorsese lod ham spille i Goodfellas og Casino, snarere tværtimod. Pescis Russell Bufalino er en stille og rolig mand, som ikke behøver at spille med musklerne for at demonstrere sin enorme magt – det får han andre til, for eksempel Frank Sheeran, mens han selv iagttager og analyserer.

Det er en fornøjelse at se Pesci arbejde med et meget mere afdæmpet, men ikke mindre stærkt udtryk i rollen, og han, Pacino og De Niro er den mere end solide akse, som resten af filmen bevæger sig omkring. I det hele taget er det en fantastisk velspillet film, hvor selv de mindste roller er besat med store skuespillere.

Det sker ikke tit, at man ser en film på tre og en halv time, som ikke virker alt for lang. The Irishman er en af den slags film. Scorsese tager sig tid, fordi det er en film, som handler om tidens gang og om at blive gammel og forsøge at holde fast i minderne, selv om man efterhånden er den sidste, der er tilbage.

Filmen skildrer også det moderne Amerikas bevægelse fra 1940’erne og 1950’ernes mafiøse, næsten lovløse tilstand til et mere, i hvert fald på overfladen, civiliseret og lovlydigt samfund, hvor der ikke er plads til gammeldags, håndfaste gangstere som Frank Sheeran, der gjorde, hvad der passede dem uden tanke for konsekvenserne.

’The Irishman’ – Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Steven Zaillian. Fotografi: Rodrigo Prieto. Længde: 209 minutter. En række mindre og mellemstore biografer landet over. Kan ses på Netflix fra og med den 27. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik pedersen
  • Eva Schwanenflügel
erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Man skal løbe stærkt, hvis man vil se denne film i biografen, og man har i København ikke valgmulighed med hensyn til tidspunktet. Den går kun en gang daglig og kun en uge.

Dette fordi Netflix er distributør. Og vi skal åbenbart tvinges til at abonnere på Netflix, hvis vi vil se biograffilm som denne. Det er er ikke første gang, at Netflix besværliggør det at se film koncentreret - i mørket og på et stort lærred. Nej, vi skal sidde derhjemme ved computeren eller tv'et.

Dertil en ond cirkel for biograferne, der ikke kan ikke overleve denne udvikling.

Per Klüver, erik pedersen og Olaf Tehrani anbefalede denne kommentar

Det vel nok bedst for den globale opvarmning, olieressourcerne samt min pengepung at undlade transport, opvarming af store sale og i stedet se filmen derhjemme på Netflix. Måske endda invitere en eller flere naboer over.

Anders Sørensen

Jeg er også nostalgisk, og engang var jeg helt enig med Ole Michelsen, når han konsekvent fastslog, at film skulle ses i biografen. Men efterhånden må jeg konstatere - ikke mindst i takt med de kæmpestore skærmes indtog i selv de mindste dagligstuer - at film er bedst set fra egen sofa.

Der er simpelthen for mange forstyrrende elementer i en biograf. Alt for knitrende slikposer, for meget colaslupren, sidemandssnak og for mange konsekvent irriterende typer.

Claus Christensen, Thomas Tanghus, Dennis Tomsen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar