Læsetid: 4 min.

’The Shining’-efterfølgeren ’Doctor Sleep’ er både uhyggelig og visuelt spændstig

Mike Flanagan leger med ilden i ’Doctor Sleep’, en efterfølger til Stanley Kubricks ’The Shining’. Men selv om den ikke er på niveau med originalen, er det stadig en spændende og glimtvis uhyggelig film om at stå ansigt til ansigt med fortidens genfærd
Redrum! Den voksne Danny Torrance (Ewan McGregor) slås med mindet om sin moderiske far i Mike Flanagans ’Doctor Sleep’.

Redrum! Den voksne Danny Torrance (Ewan McGregor) slås med mindet om sin moderiske far i Mike Flanagans ’Doctor Sleep’.

SF Studios 

7. november 2019

Man kan ikke andet end beundre Mike Flanagans mod. Den amerikanske filminstruktør, der har flere gyserfilm og den brillante Netflix-gyserserie, The Haunting of Hill House, bag sig, har med sin nye film, Doctor Sleep, ikke bare dristet sig til at lave en efterfølger til en af filmhistoriens mest berømmede genrefilm, Stanley Kubricks mesterlige The Shining (1980).

Nej, han genbruger ligefrem musik og billeder og genskaber simpelthen flere af den originale films ikoniske scener i sin egen film for at bygge bro mellem de to film og fortsætte historien om Danny Torrance, der var dreng i den første film, og som nu er blevet ganske voksen.

Man fristes til at kalde Flanagan for dumdristig, men er samtidig nødt til at sige gud ske tak og lov for det, for selv om Doctor Sleep ikke er på niveau med The Shining – det er der ikke mange film, der er – kan den sagtens stå på egne ben og er for det meste en værdig efterfølger til Kubricks stringente, næsten abstrakte studie i menneskelig adfærd.

Begge film er baseret på populære bøger af Stephen King, der på ingen måder brød sig om Kubricks film – og som siden skrev og producerede sin egen, temmelig rædselsfulde tv-udgave af bogen – ikke mindst fordi instruktøren efter Kings mening helt havde misforstået bogen og ikke brugte nok tid på det, der har givet bog og film deres titel: Dannys evne til at ’skinne’.

Danny (Danny Lloyd) er nemlig en ganske særlig dreng, der som kun få andre mennesker i verden har telekinetiske og telepatiske evner og kan både høre, hvad andre tænker, kommunikere uden ord og manipulere med mennesker.

Omstrejfende alkoholiker

The Shining handlede måske mere om Dannys forældres (spillet af Shelley Duvall og Jack Nicholson) skrantende ægteskab, farens skriveblokering, alkoholisme og begyndende vanvid, end den som sådan handlede om Dannys kamp mod de onde kræfter, der huserede på det isolerede bjerghotel, The Overlook Hotel, som Dannys far havde fået til opgave at passe en lang, kold vinter.

I Doctor Sleep er Mike Flanagan mere trofast mod Stephen Kings forlæg, både den første bog og efterfølgeren, og i de scener fra The Shining, som han så frimodigt genindspiller – med skuespillere, der ligner Shelley Duvall, Jack Nicholson og Danny Lloyd en del – sørger han for, at det handler lidt mere om Dannys psykiske evner.

Nogle vil måske kalde det helligbrøde, men faktisk er det gjort så tilpas dygtigt og med respekt for Stanley Kubrick, at man gerne tilgiver det, og det ligner på en prik. Faktisk er det ret vildt igen at bevæge sig ned ad hotellets lange, øde gange i hælene på Danny og hans trehjulede cykel. Desuden giver det instruktøren mulighed for at lægge op til Doctor Sleeps egentlige historie, der følger den nu voksne Danny (Ewan McGregor).

Mange år er gået siden hændelserne på The Overlook Hotel, hvor femårige Dannys far forsøgte at slå ham og moren ihjel, men endte med selv at fryse ihjel i hotellets store labyrint midt i en voldsom snestorm. Moren er død, og Danny er en omstrejfende alkoholiker, der har lært at lægge låg på sine evner og ikke mindst holde de lidt for virkelige genfærd fra dengang på afstand.

Men så ender han i en lille by på den nordlige del af den amerikanske østkyst, hvor de fleste af Stephen Kings bøger foregår (og hvor forfatteren selv bor), bliver tørlagt, begynder at arbejde på et hospice og ’genopstår’ som titlens Doctor Sleep, der bruger sine psykiske kræfter til at berolige og hjælpe syge, gamle mennesker, der er bange for at dø.

Skruppelløse sjælesugere

Danny får sig også en ’penneveninde’ i Abra Stone (Kyliegh Curran), en pige, der også kan skinne, og på den måde kommunikerer med ham over afstand. Flere år går, men så får Abra så at sige færten af en flok psykiske ’vampyrer’, der lever af den ’damp’, livsånd, som de med frygt, smerte og vold piner ud af især børn, der også kan skinne. Og pludselig er både Abra og Danny involveret i en temmelig voldsom og farlig kamp mod den mystiske Rose the Hat (Rebecca Ferguson) og hendes klan af skruppelløse sjælesugere.

Det er også, da den kamp spidser til, at Doctor Sleep mister lidt af den stemning og energi, som Mike Flanagan ellers så fermt har bygget op ved at fortælle stakkels Dannys lidelseshistorie, hans genopstandelse og venskab med Abra. Der går nærmest superheltefortælling i filmen, mens Abra, Danny og Rose the Hat duellerer på psykiske kræfter, som var de mutanter fra X-Men-sagaen, og det bliver lidt for ligefrem og forudsigelig en kamp mellem godt og ondt.

Det ændrer dog ikke ved, at Doctor Sleep for det meste er en psykologisk spændende, indimellem uhyggelig, visuelt spændstig og velspillet oplevelse, der tager sig tid til at portrættere sine personer, og som har held med at kanalisere både Stanley Kubrick og Stephen King – i sig selv lidt af en bedrift.

Som så mange andre King-historier handler den om frygt og sorg og børn, der skal lære at klare sig i en verden fuld af ondskab. Den handler om blive forsonet med fortidens spøgelser, der ellers har det med at hjemsøge én. Den handler om at bryde mønstre – er Danny ligesom sin far? – og rette op på uretfærdigheder. Og den handler om den familie og de venner, alle mennesker har brug for for at kunne ikke bare overleve, men også trives.

Det er ikke nogen ny The Shining – som man i øvrigt bør gense inden Doctor Sleep – men mindre kan også gøre det.

’Doctor Sleep’ – Instruktion og manuskript: Mike Flanagan. Fotografi: Michael Fimognari. Længde: 152 minutter. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Stanley Kubricks' version af "The Shining" er som at se et koldt eksperiment med forsøgsdyr igennem et mikroskop; næsten så langt fra romanforlægget man overhovedet kan komme, uden helt at ødelægge rammefortællingen.

Det er ikke så underligt, at Stephen King ikke kan fordrage den film.. Den mangler fuldstændig selve hjertet i fortællingen, nemlig Danny og hans 'shining'.
Dannys far er heller ikke ond fra begyndelsen, som han bliver beskrevet i filmen; men han slås med indre dæmoner, som Hotel Overlook, (ganske som Hill House, hvis 'haunting' Stephen King bruger som forbillede for sin roman), udnytter for at bruge ham i den onde sags tjeneste. Og det er selve den proces, der også er så grusom.

Hvorfor er så mange filmanmeldere så begejstrede for Stanley Kubricks version af "The Shining" ?
Er det fordi de ikke har læst bogen?
Eller fordi alt med Kubrick er genialt, uanset hvad?

De bedste filmatiseringer af Stephen Kings bøger er efter min mening "The Shawshank Redemption" ("En verden udenfor" på dansk), "The Green Mile" ("Den grønne mil" på dansk), og "Dolores Claiborne".
De to første er instrueret af Frank Darabont, kan ikke lige komme på hvem der instruerede den sidste.

Den forfejlede filmatisering af "The Dark Tower" var en kæmpe skuffelse for utallige fans af Kings kæmpe opus om 'the Gunslinger' og alt hvad der bandt Kings univers sammen.
De nylige filmatiseringer af "It" formåede heller ikke at nå ind til nerven i beretningen.

I virkeligheden egner Stephen Kings bøger sig nok bedst til et serieformat. Selvom det ganske rigtigt også har fejlet i TV-serien "The Shining", samt den nylige katastrofe "The Mist", og flere andre.

Det glæder mig at du, Monggaard, her anmelder "Doctor Sleep" i positiv ånd. Men hvis det kun er fordi Kubricks gamle værk igen spiller en rolle, daler forventningen.

I Politiken fik filmen kun én sølle stjerne, og anmelderen faldt næsten i søvn..

På den anden side var jeg enormt begejstret for Mike Flannagans "The Haunting of Hill House", så hvis samme atmosfære, eller noget lignende, optræder i den nye filmatisering af "Doctor Sleep", skal jeg ihvertfald se den :-)

Eva Schwanenflügel

PS. Når bøger filmatiseres, skal de gerne følge bogens 'ånd'.
Se hvor galt det gik med de to sidste sæsoner af "Game of Thrones", hvor historien blev tyndere end brugt toiletpapir, efter der ikke længere var et solidt fundament under den.

Første gang jeg så 'The Shining', syntes jeg simpelthen det var noget nær en komedie og noget fjolleri.

Da jeg så efterfølgende havde læst bogen, syntes jeg så den var noget mere uhyggelig, - og både bog og film.

Jeg har så bare erkendt - specielt efter jeg for et par år siden så en britisk gyser, hvor en fire - seks kvinder, sådan bare for sjov skyld klatrede ned i en hule, hvor det fra start af, så ganske tilforladeligt ud, - det var det så IKKE - at mine systemer kan ganske enkelt ikke klare de overnaturlige gysere, enten synes jeg de er fjollede, eller også går de på mig...
Lavede en aftale med migselv: skal aldrig mere se overnaturlige gysere, -som om min nattesøvn ikke er ringe nok i forvejen... (har indtil videre holdt det;) )
Monggaard frister mig så af og til... ;)
- Jeg kommer mig grundlæggende aldrig over hverken 'Ekscorsisten' og deslige, som helt klart er en fantastisk film, har også læst bogen - og givet den videre;)
Kan desværre ikke huske, hvad den britiske gyser hed og ej heller instruktør, men kan klart anbefales, hvis man har nerverne;)

Eva, du er grundigt inde i stoffet, det er jeg så ikke...;)

Eva Schwanenflügel

Katrine, ja, jeg må indrømme at jeg er en total nørd når det gælder Stephen King.
Jeg har fulgt hans forfatterskab fra jeg var helt ung, og også læst flere bøger 'udenom' , fx hans brillante "On Writing", (den er vist ikke oversat), samt bøger der samler universet omkring "The Dark Tower", hvor man får indblik i at alt er én stor sammenvævning.

Det Stephen King kan har jeg ikke mødt hos andre forfattere.
Han evner med det samme at drage én ind i sit eget univers, samtidig med at han kan redegøre for mobning, diskrimination, bias, religiøst vanvid, etc, uden at forcere det.
Næsten enhver kan allerede identificere sig med noget her.

Han bruger horror som en drømmeagtig øjenåbner, og spørger om vi egentlig er så sikre i vores levede liv som vi tror?
Og spørger om vores moral/etik kan modstå fristelserne fra ondskaben.

Hans stemme er unik, fordi vi falder direkte ind i vederstyggelighederne uden forbehold. VI ER DER.

Argh.. Exorsisten tog det mig lang tid at komme over.
Er ikke sikker på, at jeg nogensinde har lyst til at se den igen...

Eva, jeg har også læst flere af King's bøger (mange år siden) og er enig i din tolkning ang mobning etc, her husker jeg 'Carrie'... og polykinese, og jeg ska' gi' dig, for min smag stikker det så noget af, men stadig (sært) fascinerende - og skræmmende - og der hvor det overnaturlige begynder at gå (mere) under huden på mig, end jeg lige synes jeg har brug for;)

Og 'Misery' er heller ikke for småbørn...;)

Eva Schwanenflügel

"Misery" er en underlig bog, idet den drejer sig om kidnapning og tortur af en forfatter - af en fan !!
Måske noget de fleste berømtheder egentlig spekulerer over lige inden de falder i søvn..?

"Carrie" var Kings gennembrudsroman, og da den blev filmatiseret blev det endnu vildere..
Men i mange år blev Kings forfatterskab henvist til en 'subgenre', så som sci-fi og pornografi.
'Horror' blev epiteten for Blockbusters, men King stred imod denne tolkning.
Han mener, at det at skrive godt, det gode håndværk og den gode formidling hænger sammen med samfundets forståelse af nye opfindelser og teknologier.

Måske Eva, skulle jeg prøve en King-bog igen, - du er meget overbevisende;) - har du et forslag til en nystart?

Eva Schwanenflügel

Hm.. Jeg er totalt vild med Gunslinger-universet, men det er måske mest til hardcore fans?
"The Dark Tower"- bøgerne er ligedele fantasy og gys, og binder hele forfatterskabet sammen med alle de andre bøger, hvorfra flere fra det forgangne persongalleri optræder.
Måske i særdeleshed en skurk, eller måske rettere sagt, en ond 'kraft' ved navn Randall Flagg, man møder i mange gennemgående skikkelser i flere bøger, dog ikke i "Ondskabens Hotel"/"The Shining".

Jeg tror den første gang han optræder må være i den apokalyptiske roman "The Stand", som er en af mine favoritter, på linje med "The Shining", og ej at forglemme, "IT"/"Det onde".
Alle tre bøger er virkelig opslugende, og enormt uhyggelige.

Muligvis er min favorit "IT", fordi hovedpersonerne er børn. King er mageløs når det gælder om at beskrive børns følelser.

Men er du mere til krimigenren, kunne du med fordel læse en nyere trilogi der starter med "Mr. Mercedes", hvor hovedpersonen er en pensioneret kriminalbetjent ved navn Bill Hodges. (Ved ikke om bøgerne er oversat endnu..)
Det ville selvfølgelig ikke være King uden overnaturlige elementer, men detektivarbejdet er dog det mest fremtrædende.

King har skrevet mange nye romaner efter "The Dark Tower"- bøgerne, men hans gamle er dog bedst synes jeg.

Håber du blev inspireret, men hvis du allerede har læst de ovennævnte, så vil jeg selvfølgelig gerne anbefale andre :-)

Eva Schwanenflügel

Kom lige i tanker om, at selveste "Doctor Sleep" naturligvis skal anbefales, den er faktisk en af de bedre nye bøger.
Men det går nok ikke at læse den uden først at have læst "The Shining", for man kommer ikke udenom at det er en fortsættelse.
Ellers ville forståelsen mangle.