Ti tilfælde af ekstrem indspisthed i ’Fred til lands’

Følelsen af at sidde fast i en alt for lille andedam fuld af fastlåste roller og indspiste relationer er velkendt af mange, der har prøvet at være ung i et provinsmiljø.

Nogle kender også til at vælge dårligt selskab, fordi det er det eneste alternativ til at være alene i en verden bestående af emsige familiemedlemmer og folk, der er sure på en (måske endda med god grund).

Men ingen mennesker, hverken i virkelighedens eller fiktionens verden, har måttet døje så meget med indspisthed som Kasper (Sylvester Byder) fra Fred til lands. Med portrættet af ham leverer DR Drama et eksempel på provinsielt teenageliv, der overtrumfer alt. 

Stakkels Kasper, hvis mor er hjemmehjælper for hans bedste vens far, og hvis far planlægger at slå hans bedste ven ihjel, fordi han er en skidt knægt, der sammen med Kasper kører Kaspers biologiske fars nevø Aksel ihjel, så Aksels kæreste står alene tilbage med al sin kærlighed, som hun kaster på Kaspers biologiske far, som ikke vil have den, fordi han i al hemmelighed er blevet kærester med Kaspers mor, der nu vil skilles. Det må ikke være nemt.

Ti eksempler på, hvor grelt det står til

Her er ti eksempler på, hvor urimelig indspist, man kan have det i DR Dramas udgave af den fynske by Ebberup.

1. Når man ikke i afmagt kan kaste en sten gennem ruden på et busskur uden at være lige ved at ramme det eneste menneske i lokalmiljøet, der lader til at forstå én bare en lille bitte smule.

2. Når denne person, der lader til at forstå én en lille bitte smule, var kærester med den fyr, man sammen med sin bedste, eneste og i virkeligheden ret dårlige ven Mike kørte ned og dræbte. 

3. Når ens mor iscenesætter et »tilfældigt« møde med ens biologiske far på det lokale pizzeria, og hun er totalt pinlig, fordi hun absolut skal nævne, at man er sygemeldt fra gymnasiet, uden dog at indrømme, at det er fordi det åbenbart er for tabubelagt, at man har været ramt af svær psykisk sygdom. Og når hun ovenikøbet spilder rødvin ud over sig selv med vilje, kommer man selvfølgelig til at tale over sig og sige, at man faktisk gerne vil væk. 

5. Når man er kommet til at sige til en fremmed mand, at man faktisk gerne vil væk, og så står og hænger på sin bedste og eneste vens autoværksted, og ens mor kommer og siger, at den fremmede mand faktisk er ens biologiske far, og at planen nu er at rejse væk sammen med ham. Væk fra den mand, man i 18 år har haft som far, og fra alt, hvad man kender. Inklusiv autoværkstedet, som afsløringen finder sted i, fordi det åbenbart ikke kunne vente, til man kom hjem. 

6. Når ens hidtil ukendte biologiske far tilfældigvis er den samme mand, man talte over sig til, hvorved man næsten afslørede, at det var med vilje, at ens bedste ven kørte en jævnaldrende fyr ihjel, og den jævnaldrende fyr i øvrigt var hans nevø. 

7. Når det hele bliver for meget, og man går på druk på det værtshus, hvis ejer sammen med ens far planlægger at slå ens bedste ven ihjel, og ens biologiske far kommer ind ad døren, netop som man får et psykotisk anfald. 

8. Når man har til gode at finde ud af, at ens biologiske far, som er farbror til den jævnaldrende fyr, man på en måde var med til at slå ihjel, har knaldet med denne fyrs ekskæreste, som er den eneste i lokalmiljøet, der lader til at forstå én.

9. Når den eneste i lokalmiljøet, der lader til at forstå en, hader ens bedste ven, Mike, fordi hun mistænker ham for at have dræbt hendes kæreste med vilje. Til sin store frustration fatter hun ovenikøbet mistanke om, at hendes bedste veninde, Liv, knalder med selv samme forhadte Mike.

10. Når alle i Ebberup har til gode at finde ud af, at Mike, som alle hader så meget, at der findes et hemmeligt borgerinitiativ til at slå ham ihjel, er far til Livs søn. Man kan på en måde godt forstå hemmelighedskræmmeriet. Det er præcis den form for indspisthed, der gør, at man så gerne vil væk.   

’Fred til lands’ afsnit 5:8. Instruktion: Søren Balle. Manuskript: Marie Østerbye. Serieskabere: Christian Torpe og Marie Østerbye. DR1 søndage kl. 20 eller dr.dk/tv.