Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tommy Seebach og koncentrationslejre er ikke et godt match

75-året for Danmarks Befrielse fejres på Republique med et usammenhængende, friskt og tonedøvt teaterstykke, der forsøger at mikse ’Krøller eller ej’ med billeder af ligene fra nazisternes koncentrationslejre. Det er temmelig bizart
’De befriede’ er et ulykkeligt eksempel på en forestilling, der – på trods af absolut glimrende skuespilpræstationer og en ellers så leveringsdygtig dramatiker – går grueligt galt i byen.

’De befriede’ er et ulykkeligt eksempel på en forestilling, der – på trods af absolut glimrende skuespilpræstationer og en ellers så leveringsdygtig dramatiker – går grueligt galt i byen.

Karoline Lieberkind

Kultur
6. november 2019

Knitrende flag på gaderne, euforiske danskere med glæden strålende ud af ansigterne. Sådanne billeder sætter vi typisk på Danmarks befrielse, den 5. maj 1945, men bag disse officielle billeder ligger der en række andre og langt mindre solbeskinnede, som også fylder en hel del i historien.

Tyskere, der med vold og magt flygtede ud af landet, uformelle retsopgør og stikkere, der blev likvideret, tyskerpiger, der skulle straffes.

Glæden var i den grad også fyldt med et mørke, for erfaringerne med besættelsesmagtens grusomheder forsvinder ikke på én dag, en måned, et år. Ja, den forsvinder faktisk ikke, selv om årtier glider forbi. Selv i 1981 ligger historier fra besættelsestiden og ulmer, da en mand på Østerbro findes dræbt af et pistolskud.

Dette er bogstaveligt talt startskuddet på forestillingen De befriede, der spiller på Republique på Østerbro i København. I anledning af 75-året for Danmarks befrielse (2020) har teatret fået den svenske dramatiker Lucas Svensson til at skabe et manuskript, der baserer sig på besættelsestidens historier fra lokalområdet.

De befriede udspiller sig ved Trianglen, på Willemoesgade, Randersgade og A.F. Kriegers vej, hvor SS’ rekrutteringskontor lå, og det er ganske glimrende at få et fornyet blik på besættelsestiden ved denne lokale forankring, der løfter sløret for, hvordan den store fortælling udkrystalliserede sig i et mindre, afgrænset miljø.

Ligesom det er meget fint, at forestillingen ved at begynde i 1981 netop peger på, hvor lang en virkningshistorie besættelsestiden har haft på Danmark og danskerne.

Men herfra er der faktisk ikke særligt meget lykkeligt at sige om De befriede, der simpelthen er et ulykkeligt eksempel på en forestilling, der – på trods af absolut glimrende skuespilpræstationer og en ellers så leveringsdygtig dramatiker – simpelthen går grueligt galt i byen.

En elementær ting er tempoet. Helt fra begyndelsen bevæger forestillingen sig i et hektisk tempo, nogle gange fra minut til minut, fra den ene tid, 1981, til en anden tid, 1940, og videre til 1941, 1970, 1945 og rundt i andre tider.

Et stort ur over scenen viser publikum, hvor tidsmaskinen fører os hen. Men én ting er, at man forstår selve bevægelsen; at man kastes frem og tilbage igennem tider, men hvorfor vi dog skulle rystes sådan rundt i den her tidsmaskine, det var sværere at svare på. 

Tempoet var som stjålet fra en overplottet actionfilm, og det var helt umuligt at finde en nærværende indgang til stykket.

Bedre blev det ikke af, at forestillingen havde et mere filmisk udtryk: Der blev hurtigt klippet mellem de forskellige scener, over selve scenegulvet blev der – samtidigt med skuespillet – projiceret videoklip af blandt andet historiske sekvenser fra tiden, vi var hele tiden hurtigt videre, drej rekvisitterne, hvem er morderen, tilbage til fremtiden, bang, bang, bang.

Sikke et stresset foretagende, ærligt talt.

Taletid til klicheer

Men. Fortællingen består altså delvis af at finde frem til gerningsmanden til det mord, der udføres midt under Tommy Seebachs fremførelse af »Krøller eller ej« i 1981.

Den forbindelse fører tilbage til en stikker-liste under besættelsestiden, og det ruller så en masse andre delhistorier med sig, hvoraf nogle er ganske interessante – især den om skolelæreren, der tvinges til at undervise den tyske leder i Danmark, Werner Best, i dansk.

Denne historie er en foruroligende, fin og sært kompleks fortælling, man virkelig kan mærke, og det er ærgerligt, at man ikke har valgt at fokusere mere på fortællinger som denne – folde den ordentligt ud – i stedet for at give taletid en række intetsigende og langt mere klichéprægede fortællinger.

Det mest ærgerlige er dog en eller anden æstetisk form for kækhed, der lader »Krøller eller ej« være et genkommende ekko, en overgangsjingle, fra voldtægter, mord og koncentrationslejre. Værst er det i en scene, hvor vi netop har set dokumentariske billeder fra koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, ikke mindst en bunke af ophobede lig, og så – ja, så kører Seebach simpelthen bare videre derfra med sine krøller eller ej – over i den næste scene.

Jeg fik det nærmest dårligt, lige der, for altså – kan man faktisk bare gøre det?

Eller rettere: Det kan man jo så, tilsyneladende, og jo, vi har tidligere ladet os udfordre af Benignis Livet er smukt, bevares, men det var ligesom én ting.

Her, på Republique, bruges forfærdende, brutale billeder fra tusindvis af menneskers død som deciderede baggrundsbilleder, som et hurtigt klip, en bisætning, der bringer lidt ’stemning’ fra tiden. Jeg plejer ikke at blive moralsk indigneret af en teaterforestilling på Østerbro, men jeg synes faktisk, at det er usmageligt.

Det skal siges, at Tommy Seebachs »Krøller eller ej« muligvis kan læses som et forsvar for, at alle racer er ligeværdige idet man, som sangteksten udtrykker, elsker sine børn, uanset om de ’har krøller eller ej’ eller ’brune øjne eller ej’, men indrømmet, den racemæssige tolkning og receptionshistorie af »Krøller eller ej« er jeg ikke helt inde i.

Men selv HVIS man mener, at ’Krøller eller ej’ byder på et politisk statement her, så synes jeg stadig, at clashet er for voldsomt, for respektløst. Kombinationen af ufarlige budskaber fra Dansk Melodi Gran Pix og ofrene fra Holocaust? Jeg synes simpelthen, det er en dårlig idé.

’De befriede’. Republique. Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Signe Egholm Olsen, Johannes Lilleøre, Anders Budde Christensen. Manuskript: Lucas Svensson. Instruktør: Egill Pálsson. Spiller frem til 12. december.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her