Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Trods visionspris er Esbjerg Kunstmuseums nye udstilling med Mark Dion mest af alt jordnær

Med Bikubenfondens store Visionspris i pengepungen er Esbjerg Kunstmuseum i gang med en stor og nysgerrig undersøgelse af wunderkammerets potentialer i kunsten. Men den aktuelle udstilling med verdensberømte Mark Dion lever ikke op til potentialet – det er nemt at forstå Dions budskab, men svært at mærke det
I en galge hænger gengivelser af truede fiskearter og dingler (’The Fisheries’ fra 2016) for at illustrere, at vi mennesker har ødelagt naturen.

I en galge hænger gengivelser af truede fiskearter og dingler (’The Fisheries’ fra 2016) for at illustrere, at vi mennesker har ødelagt naturen.

Esbjerg Kunstmuseuem/Torben E. Meyer

Kultur
13. december 2019

I Esbjerg bor byens musikhus og kunstmuseum under samme tag i en stor, hvid, lidt ujævnt fusioneret bygning, som indenfor minder mere om et konferencecenter end om et museum med en fin samling moderne kunst. Blå gulvtæpper strækker sig fra væg til væg i en kolossal stor foyer. Fra skærme lyser reklamer op om julefrokoster og kommende standupshows.

Men kunstmuseet i Esbjerg er heller ikke, som museer er flest. Her er det først og fremmest gæsten og ikke kunsten, der er i fokus. Her har alle ret til en æstetisk oplevelse.

Samme pædagogiske opmærksomhed er på spil i museets aktuelle særudstilling Wunderkammer 2 – mirabilia af den amerikanske samtidskunstner Mark Dion. Men det gør den desværre knap så forunderlig, som titlen lover.

Museet før museet

Udstillingen er den anden i rækken af tre Wunderkammer-udstillinger, som Esbjerg Kunstmuseum vandt Bikubenfondens Visionspris for i 2017. Her har de lavet et nyt udstillingsformat, som skal bringe kunsten ud af modernismens kolde ‘hvide kube’ og ind i et langt mere eksperimenterende og larmende rum. Et wunderkammer.

Wunderkammeret – eller kuriositets- og raritetskabinettet, som det også bliver kaldt – er et fænomen, der opstod blandt det bedre borgerskab i 1500-tallets Europa. Dengang var det voldsomt på mode at samle på mærkelige genstande, både sjældne, magiske og hverdagslige: etnografika, kuriositeter, skeletter, kunst, fossiler, måleinstrumenter og udstoppede dyr – og udstille dem sammen som et symbol på udsyn og forundring over den store verden, der åbnede sig.

Men da oplysningstiden lidt senere rullede ind over den vestlige verden, uddøde wunderkamrene. Videnskaben blev opfundet, og de mange pudsige samlinger blev i stedet sorteret og fordelt til de nye drenge i klassen: museerne. Derfor er det en kolossalt god idé, Esbjerg Kunstmuseum har fået: at lade wunderkamret genopstå og tage revanche for århundreder med fagspecifikke udstillinger.

Kunstig miljøkritik

Museet åbnede første wunderkammer sidste år, og her havde de inviteret fysikprofessor Tomas Bohr til at medkuratere en udstilling om vand. I den tredje og sidste udstilling om biologi, som ferniseres til næste år, har de inviteret to dna-forskere. Men i den aktuelle udstilling er det altså Mark Dion, amerikansk samtidskunstner og passioneret samler, født 1961, som siden 1990’erne har arbejdet med netop wunderkammerets æstetik. Værker, han er kendt for verden over.

Udstillingen er tænkt som ét stort wunderkammer. Som var vi kortvarigt tilbage i renæssancen. Væggene er tapetseret og mørke, rummene er indrettet i små kamre med skabe, reoler og glasmontrer samt mindre illustrationer.

Men hvor renæssancens wunderkamre var drevet af nysgerrighed og optimisme, er Dions kabinetter først og fremmest bygget på et fundament af dystopi og kritik. De er ikke små forhistoriske mikrokosmos, men nærmere foruroligende billeder på det kaos, mennesket har bragt Jorden i.

Det mest centrale spor i Mark Dions kunstpraksis er menneskets hærgen i naturen. Forurening og tabet af biodiversitet er en helt central årsag til, at han overhovedet laver kunst. Han er vred og frustreret over den »stadige strøm af dybt deprimerende nyheder om vores suicidale forhold til naturens verden«, som han lader forstå i en dialog mellem ham og museets kuratorer, som er gengivet i kataloget til udstillingen.

Vreden er dog gevaldigt neddæmpet i hans værker. Den død og ødelæggelse, som er repræsenteret i udstillingen, er iscenesat med forlorenhed og sarkasme. I en galge hænger gengivelser af truede fiskearter og dingler (The Fisheries fra 2016), en dissekeret ål ligner makiruller fra sushikøkkenet (Against the current fra 2015), og krukker med syntetisk væskeindhold foregiver at konservere havdyr, men i virkeligheden er det hunde- og sexlegetøj, der ligger og syder (Sea Life fra 2011).

Esbjerg Kunstmuseuem/Torben E. Meyer

Æstetikken er på én gang museumsstøvet, teatralsk og spiddende spøjs, det hele er surrealistisk og dobbelttydigt. I vitrineskabe, a la dem der står i ethvert biologilokale, udstilles et overfyldt askebæger og en attrap-and indsmurt i olie. Et næsehorns horn ligger begravet i en bunke af smykker og metalliske genstande, neongrønne bevingede væsner lyser op sammen med atombomber og missiler.

Det er svært ikke at forstå Dions pointe. Vi mennesker har ødelagt naturen, og det er katastrofalt. Men kan jeg mærke det? Selv den halvmørke labyrint, som udstillingen er installeret i, skal man have god vilje og dårlig stedsans for at fare vild i.

Lige til højrebenet

Derimod tilbyder Dions mere undseelige værker – en lang række illustrationer og silhuetter – mere luft til tankerne. Med traditionelle kunstneriske og naturhistoriske metoder optegner og kategoriserer han uddøde og levende dyrearter i mærkværdige konstellationer. Nogle opkalder han efter de gamle surrealister og dadaister: Tyrannosaurussen hedder Dali, havskildpadden de Chirico og blåhvalen Duchamp, naturligvis.

Det lyder måske vrængende, men i virkeligheden er det her, Dion lykkes bedst med at rykke ved vores indgroede kategorisering og til mig som beskuer. For her er tvetydighederne subtile og åbne.

Efterfølgende har udstillingen fået mig til at tænke over, hvor enormt mange kunstværker og kuratoriske projekter der bliver skabt i dag, som er dygtigere til at udfordre og nuancere mine øjne på (for mig) fjerntliggende videnskaber som naturvidenskab, økonomi, teknologi …

Danske Rune Bosse og Camilla Berner er gode eksempler. De viser en dyb forståelse for naturen, når de med en laboratorisk, wunderkammer-agtig tilgang arrangerer den i deres værker og adresserer nogle af de samme problemer som Mark Dion. Bare langt mere poetisk. Andre eksempler kunne være Astrid Svangren og Silas Inoue. Eller udstillingsstedet Primer, der har til huse hos Aquaporin, som udvikler ny vandteknologi. Eller hvad med det lille kuratordrevne Laboratory for Aesthetics and Ecology?

Med Mark Dion oversætter Esbjerg Kunstmuseum wunderkammertemaet alt for meget 1:1. Jeg savner et større mod til at vise, hvordan wunderkammeret udfolder sig bredere i samtidskunsten; hvordan det tværdisciplinære, det tværæstetiske og tværkulturelle er fremherskende netop nu.

Mark Dions værker giver os kun et lille og ‘lige til’-indblik.

Mark Dion: ’Wunderkammer 2 – mirabilia’ løber til og med 8. marts 2020.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her