Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tysk, farverig skovfoged har skrevet interessant og sjov bog om naturen

Peter Wohlleben tager med alle sanser læseren med ind i naturens rige
»Vi forstår ganske enkelt ikke naturens urværk rigtigt, og så længe det forholder sig sådan, bør vi heller ikke prøve at reparere det,« lyder en vigtig konklusion fra Peter Wohlleben. 

»Vi forstår ganske enkelt ikke naturens urværk rigtigt, og så længe det forholder sig sådan, bør vi heller ikke prøve at reparere det,« lyder en vigtig konklusion fra Peter Wohlleben. 

Miriam Dalsgaard

Kultur
15. november 2019

Den tyske skovfoged Peter Wohlleben, der slog igennem med Træernes hemmelige liv, er blevet beskyldt for at være for følelsesbetonet, for uvidenskabelig og for antropomorfiserende. Hans træer ’ammer’ deres ’børn’, og tørke, frost, regn og sne får dem til at gennemleve hele spektret af menneskelige følelser.

Peter Wohlleben: ’Naturens hemmelige netværk’.

Saxo
Også i hans nye bog, Naturens hemmelige netværk, vrimler det med antropomorfisering. Barkbillen skaffer boremel af vejen »som en kavaler af den gamle skole«.

Bestemte frø virker på myrer »som chips og chokolade«, og hvis et træ vokser for hurtigt på grund af for meget kvælstof og for lidt skygge, er det »som en elitesportsudøver, der i forvejen er dopet og får en sprøjte med et ekstra skud«.

Jeg var selv ret irriteret over jargonen, da jeg læste Træernes hemmelige liv, men i sin nye bog forklarer Wohlleben dels, hvordan han er kommet ind på at skrive på denne måde, dels er bogen så sprængfyldt med viden og interessante oplysninger, at man tilgiver ham.

Når han holdt foredrag, kunne han se folk sidde og nikke på de første rækker, mens øjnene gled i: Han var for tør, saglig og videnskabelig.

Så udviklede han et mere farverigt sprog, og nu spørger han, om et sprog uden følelser overhovedet kan være menneskeligt.

»Er beskrivelser af naturen kun tilladte, hvis alle processer beskrives biokemisk og dissekeres så detaljeret, at der skabes det indtryk, at dyr og planter er fuldautomatiske biorobotter, som er genetisk forprogrammerede,« skriver han. Peter Wohlleben vil tage læseren med ind i naturens rige med alle sanser.

Hos Wohlleben er det regnormene der kontrollerer vildsvinene

Det gør han så i sin nye bog, som i relativt korte kapitler kommer igennem en lang række forskellige natursammenhænge, så man sidder tilbage med et bredt spektrum af viden om pattedyr, fisk og insekter samt om løvtræer og nåletræer, svampe, regnorme og jordens mikroorganismer. Man får virkelig meget at vide, og hans viden er velunderbygget og saglig.

Et par eksempler:

I nationalparken Yellowstone gik økosystemet i stykker, da man skød ulvene, som førhen havde holdt antallet af krondyr nede. Nu åd kronhjortene de små nye træer, som tidligere var vokset op langs flodbredderne og havde holdt på brinkene, som nu blev eroderet af floden osv.

Wohlleben leverer i forlængelse heraf et forsvar for ulvene, som danske fåreavlere nok kunne have gavn af at læse. Ved at indsamle i tusindvis af ulveekskrementer har en tysk forsker fundet ud af, at rådyr udgør mere end 50 procent af ulvemaden. Kronhjorte og vildsvin udgør omkring 40 procent, og herefter kommer harer og andre små dyr med ca. fire procent. Først derefter går det ud over enkelte husdyr, i alt 0,75 procent.

I det mindste officielt har vi ikke vildsvin i Danmark for tiden – til gengæld vælter vi os i rådyr, så mon ikke statistikken for husdyr ville se nogenlunde ligesådan ud hos os?

Bogens undertitel lover blandt andet at fortælle »hvordan regnorme kontrollerer vildsvin«. Det lyder fjollet, men man får god besked. En af de største kilder til kød for vildsvin er regnorme, for hver kvadratkilometer kan der leve op til tre hundrede ton under jordoverfladen.

»Til sammenligning udgør vægten af alle store pattedyr (rådyr, kronhjorte, vildsvin) på et areal af samme størrelse kun omkring en tredjedel.«

Men vildsvinene får larver af lungeorm med i købet, de lægger æg i bronkierne og fremkalder betændelse og blødninger. Vildsvinene udsondrer æggene, regnormene æder dem, og ringen er sluttet. Med svækket åndedræt bliver vildsvinene imidlertid mere modtagelige for andre sygdomme, og især ungerne dør. Så jo større vildsvinebestand, jo flere regnorme og jo højere infektionsrate for vildsvinene osv.

Wohlleben forklarer også, hvorfor afbrænding af regnskov for at skaffe landbrugsjord er en rigtig dårlig idé. Brandene efterlader store mængder aske med koncentrerede næringsstoffer, men uden skovens beskyttelse vaskes asken bort, og landbruget bliver kun profitabelt i en kortere periode, nemlig indtil askegødningen er væk. Tag den, Bolsonaro!

Ud over påvisningerne af store, komplicerede sammenhænge er bogen fyldt med interessante og sjove oplysninger såsom at den trækfugl, der hedder munk, og som tidligere trak til Spanien, har udviklet en delpopulation, som nøjes med at trække til Sydengland, fordi englændere angiveligt er meget flittige til at fodre vinterfuglene. Det har betydet, at disse munke har udviklet kortere vinger, ligesom deres næb har ændret sig, så de bedre kan guffe fuglefoder. Evolution i et tidsrum, der kan iagttages.

Efter pres fra kone og børn er Wohlleben selv tøvende gået med til at fodre om vinteren, men gennemgående er han stærkt kritisk over for al menneskelig indgriben.

»Vi forstår ganske enkelt ikke naturens urværk rigtigt, og så længe det forholder sig sådan, bør vi heller ikke prøve at reparere det,« lyder en vigtig konklusion. Og »hvorfor ikke ganske enkelt stole på, at de flere millioner år gamle mekanismer stadig virker uden os,« spørger han afsluttende.

Peter Wohlleben: ’Naturens hemmelige netværk’. Oversat af Anette Petersen. 220 sider, 249,95 kroner. People’s Press.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så er der julegave til konen ! Det glæder jeg mig til at læse.

Søren - måske ikke. Min svoger er tysk skovfoged. Sprinkleren går i gang, når man siger Wohlleben.