Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Ungdoms sødme’ er en bøsset roman fra 1930’ernes homofobiske England

Denton Welchs malende og syrede roman om en ung mands sommerferie på landet i 1930’ernes England
Kultur
22. november 2019
Denton Welch beskriver i sin roman følelser, der stadig i dag kan få sindene i kog, nemlig spørgsmålet om børn, der har lyst til at identificere sig med noget andet end deres biologiske køn. Det er altid fint med litteratur, der kan sætte den slags debatter i perspektiv.

Denton Welch beskriver i sin roman følelser, der stadig i dag kan få sindene i kog, nemlig spørgsmålet om børn, der har lyst til at identificere sig med noget andet end deres biologiske køn. Det er altid fint med litteratur, der kan sætte den slags debatter i perspektiv.

Forlaget Sidste Århundrede

Hvem har nogensinde hørt om Denton Welch (1915-48), engelsk maler og forfatter til Ungdoms sødme fra 1944, der nu er blevet oversat til dansk?

Ikke mig. Derfor søgte jeg først information på bogens syregrønne flap, hvor kultfilmskaberen John Waters kalder bogen »så preciøs, så hinsides bøsset, så lifligt subversiv«. På bogens anden flap fortæller Forlaget Sidste Århundrede, at alle Welchs romaner er selvbiografiske og har en fascination af »vildtvoksende haver, kulørte parfumeflakoner og maskuline fællesskaber«.

Denton Welch: ’Ungdoms sødme’.

Saxo
Nu hvor jeg har læst Welchs begærlige anti-dannelsesroman om en sommer på landet i England, vil jeg også kalde den subversiv, især for sin tid, fordi den både påtaler og udfordrer kønsstereotyper. Men »hinsides bøsset« kan jeg simpelthen ikke få til at passe. Ungdoms sødme er en af de mest bøssede romaner jeg har læst i lang tid. Derfor bliver jeg også irriteret over forlagets bornerte beskrivelse af »maskuline fællesskaber«. Skriv dog homoerotik!

Men nu til værket.

Welchs hovedperson og alterego, den 15-årige enspænder og overklassedreng Orvil Pym, er i Ungdoms sødme i gang med at udforske sin homoseksualitet, og denne udforskning er romanens på én gang nydelsessyge og skamfulde kerne.

Orvil er på familieferie fra kostskolen og tumler rundt på grundene omkring et gammelt victoriansk slot, der er blevet gjort til hotel. Han har ikke meget at tale med sine grove storebrødre eller sin følelseskolde far om, og den elskede mor er død flere år forinden. I stedet stifter han bekendtskab med en unavngiven mand fra området, som han først udspionerer, forblændet af begær, siden har en form for bondageleg med og til sidst åbner sig (en smule) op for.

Setuppet i Ungdoms sødme minder om klassiske teenagesommerromancer som Francoise Sagans Bonjour Tristesse fra 1954 eller André Acimans Call Me By Your Name fra 2007.

Men hvor begge eksempler finder opbyggelighed i den seksuelle erfaring (selv om de også er fulde af smerte), er der en fornemmelse af opgivelse eller afmagt i Ungdoms sødme. Orvil Pym forløses aldrig.

Gumpetungt tempo

Denton Welchs prosa om Orvils verden er malende, ofte ligefrem syret, hvilket vidner om et sanseligt og æstetisk optaget barn. Selv om billedsproget tit bliver lidt for pubertært til min smag – en ferskendessert sammenlignes med en revnet numse på en celluloiddukke, stuvet spinat med en kokasse osv. – er der også noget sjovt og overraskende ved den slags overførsler. Sproget får ikke verden til at stå klart frem, det gør den mudret og ulækker.

Bogen fremskriver også en stor mængde karakterer, primært familien og dens venner, som Orvil interagerer med, men hverken lader sig ændre eller påvirke af. Selv om karaktertegningerne er gode, er de ikke uforglemmelige, og disse mange konsekvensløse møder giver Ungdoms sødme et noget gumpetungt tempo: ’så sket der det, så mødte han den, så gjorde de det.’

Undtagelsen – og bogens højdepunkt – er mødet med storebroren Charles’ veninde, den seksuelt frembrusende Aphra. Hun er ikke alene et kønsudfordrende stilikon (hendes outfit beskrives på et tidspunkt som »en blanding mellem en havfrue og en politibetjent«), men interesserer sig oprigtigt for Orvil og lader ham spejle sig i hende. Det er i venskabet med Aphra, at det queerede ved Orvil virkelig kommer frem; hans begejstring for læbestifter og pudder får frit løb, og hans identifikation med det feminine bliver tydelig.

»Der skulle være bal om aftenen. Han spekulerede over, hvad Aphra mon havde tænkt sig at tage på. Han havde ikke selv tænkt sig at deltage. Han kunne ikke byde voksne kvinder op til dans. Han ønskede, han var en pige, så ville der ikke være noget problem. Mænd dansede tit med meget unge piger. Så lagde de armene om livet på dem, holdt dem tæt ind til sig og havde det mægtig sjovt. Et stik af misundelse gjorde Orvil stålsat. Han besluttede sig for at se med, når dansen begyndte.«

Welch beskriver her og andre steder i romanen følelser, der stadig i dag kan få sindene i kog, nemlig spørgsmålet om børn, der har lyst til at identificere sig med noget andet end deres biologiske køn. Det er altid fint med litteratur, der kan sætte den slags debatter i perspektiv.

Orvils spejling i Aphras kvinderolle tillader læseren for én gangs skyld at nærme sig en dybere forståelse af hans begær. For selv om han er romanens sanselige hovedperson, fremstår han ofte fjern i læsningen; han gemmer sig bag personkarakteristikker og krukket-klamme sansninger af verden, som dækker for den åbenlyse intensitet, der er i hans begær.

Denne gemmeleg er forståelig, romanens tema og udgivelsestidspunkt taget i betragtning. Alligevel ærgrer det mig.

For som bogens oversætter Theis Duelund skriver i bogens efterord, er det »ikke svært at forestille sig Welchs ødelagte krop bag teksten«.

Det er både Ungdoms sødmes styrke og problem: At Welchs/Orvils ødelagte krop er dybt interessant og let at forestille sig, men at den kun sjældent er at finde i teksten.

Denton Welch: ’Ungdoms sødme’. Oversat af Theis Duelund. Forlaget Sidste Århundrede. 210 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mads Peder Lau Pedersen

En enkelt kommentar til anmeldelsen:
"så hinsides bøsset" i John Waters-citatet lyder på engelsk "so beyond gay". "hinsides" i oversættelsen af citatet er i betydningen "ud over enhver grænse".