Der er en scene i Noah Baumbachs nye film, Marriage Story, som er mere brutal end alle de andre. Ægtefællerne Nicole (Scarlett Johansson) og Charlie (Adam Driver) er midt i en smertefuld skilsmisse, der også involverer deres lille dreng, Henry (Azhy Robertson), og et forsøg på at tale sig fredeligt tilrette er endt i et voldsomt skænderi. De råber mere og mere ad hinanden og kalder hinanden de grimmest mulige ting.
Til sidst gør Charlie det, man ikke må, og udbryder på én gang grådkvalt og ophidset, at han ville ønske, at Nicole var død, så han kunne have Henry for sig selv. Charlie bryder grædende sammen, og scenen ender med, at Nicole holder om ham, trøster ham, og de siger undskyld til hinanden.
Det er en stærk og stærkt oprørende scene, som samtidig er alt for genkendelig, ikke mindst hvis man selv har været i et længerevarende parforhold eller ægteskab, der er gået i stykker. I ren og skær frustration, ulykkelighed og afmagt gør og siger man ting, man ikke mener, bare for at såre modparten og gøre dem så ondt som muligt, fordi man synes, at de gør én ondt. Og hvem ved bedre end ægtefæller, hvor de skal stikke den verbale kniv ind, for at det skal være så effektfuldt og blodigt som overhovedet muligt!?
Revet med
Det er et vidnesbyrd om Noah Baumbachs sans for at skildre mennesker og følelser og situationer, at man bliver så revet med af denne scene og Marriage Story i det hele taget. Helt fra begyndelsen af sin karriere og i film som The Squid and the Whale, Margot at the Wedding og The Meyerowitz Stories har den nu 50-årige filmskaber forstået at portrættere individer og familier på kant med hinanden og verden.
Han dissekerer på godt og ondt – og med solide doser bidsk humor, som en anden Woody Allen; slægtskabet forstærkes kun af tilstedeværelsen af flere faste Allen-skuespillere, blandt andre Wallace Shawn og Alan Alda – hvordan det er, vi mennesker lever med og opfører os over for hinanden. Og sjældent har det været så barskt og samtidig livsbekræftende som i Marriage Story, der følger Charlie og Nicoles kamp for at overleve en skilsmisse, der kun bliver mere og mere brutal, selv om de ellers har lovet hinanden, at den skal være så mindelig som muligt.
Filmen begynder med et lyspunkt: Nicole og Charlie læser på lydsporet, og hver for sig lister de op, hvad de mener, at den anden er god til. Det er en slags kærlighedsstatus, som akkompagneres af scener fra deres tidligere tilsyneladende så harmoniske samliv. Men så finder man ud af, at de har skrevet listerne for at kunne læse dem op hos den terapeut, der skal hjælpe dem gennem separation og siden skilsmisse. Problemet er dog, at Nicole ikke vil læse sin liste op, mens Charlie er lidt for glad for sin, og så har vi balladen.
En ny hverdag
Marriage Story understreger så eminent, hvor forskelligt de to ægtefæller ser på deres liv sammen og derfor også på baggrunden for skilsmissen. Ja, Charlie virker i begyndelsen af filmen, som om han slet ikke tror på, at de skal skilles. Men det skal de, er Nicole fast besluttet på, og hun flytter til Los Angeles, hvor hun oprindeligt kommer fra, for at genoptage den skuespillerkarriere, hun forlod, da hun ti år tidligere mødte og forelskede sig i newyorkeren Charlie.
Han er en anerkendt teaterinstruktør, og sammen har de to i New York opbygget en succesfuld avantgarde-teatertrup med ham som instruktør og hende som hovedrolleindehaver. Men det er hans liv, siger hun. Hun har aldrig fået mulighed for at gøre det, hun selv ville. Det forstår han ikke, og diskussionerne mellem de to bliver til uforsonlige skænderier, ikke mindst da to af Los Angeles’ mere rå skilsmisseadvokater (herligt spillet af Laura Dern og Ray Liotta) indblandes.
Pludselig bor Nicole i Los Angeles, hvor hun også har sin familie, hvor Henry er født, og hvor hun og Charlie blev gift, og så må Charlie slås for at få et liv sammen med sin søn, hvilket ikke er nemt, når man egentlig ikke bryder sig om Los Angeles og samtidig er ved at sætte et stykke op i New York. Charlie bliver mere og mere presset, mens Nicole (og Henry) nyder at være i den solbeskinnede by og hurtigt får sig en ny hverdag.
Stakkels Henry
Midt imellem de to stridende parter står stakkels Henry, og især Charlie skal vogte sig for ikke at tage knægten som gidsel i sin egen mere og mere desperate kamp for samvær. Det er dog først, da advokaterne bliver involveret, at det hele for alvor bliver grimt, hvilket især Charlie, men også Nicole, har svært ved at forlige sig med. Ingen af dem havde drømt om, at det ville blive så vanskeligt og så ubehageligt. Det stemmer ikke overens med, hvem de er – eller i hvert fald ser sig selv som.
En mindre dygtig iscenesætter og manuskriptforfatter ville have forfaldet til melodramatiske øjeblikke for at sætte dramaet og konflikten på spidsen. Men Noah Baumbach insisterer på en prunkløs, men effektiv billed- og lydside og på at lade sine hovedpersoner være to ganske almindelige mennesker, som egentlig stadig elsker hinanden, men ikke kan finde ud af at leve sammen, og som forsøger at få det bedste ud af en umulig situation. Henry er både det, der skiller dem ad, og det, som binder dem sammen.
Jeg fik undervejs en smule mere sympati for Charlie end for Nicole, hvilket muligvis skyldes, at hans kamp begynder samtidig med filmen, mens hendes kamp reelt foregik inden og er én, vi får fortalt, ikke ser med egne øjne. Men hold da op, hvor spiller både Adam Driver og Scarlett Johansson godt. Fortabelsen i hans øjne, når de sidder og forhandler om deres liv og deres søns liv hos advokaterne, for hvem det blot handler om at udmanøvrere hinanden. Hendes sorg og fortrydelse efter et skænderi, hvor ingen af dem kunne få sig selv til at sige et venligt ord til den anden, men de begge fortryder den hårde tone. Det er så hjerteskærende og formidles med få og præcise udtryk i gestik og mimik.
Hvor er det dog på én gang vidunderligt og hårdt at være vidne til to så eminente skuespilleres samspil i en fremragende film, der nok rummer tragiske elementer, men som aldrig bliver tung, fordi den også rummer glimt af humor og netop handler om, at selv om det er svært og kan føles uoverkommeligt, er det muligt at komme ud på den anden side igen, mere eller mindre hel og i live.
’Marriage Story’ – Instruktion og manuskript: Noah Baumbach. Fotografi: Robbie Ryan. Længde: 136 minutter. Enkelte biografer landet over. Kan ses på Netflix fra den 6. december
