Læsetid: 7 min.

Yahya alene i verden

Yahya Hassans anden digtsamling er både god og ujævn, helt som sin forgænger, fyldt med både ret svage og umanerligt stærke digte
’YAHYA HASSAN 2’ kommer næppe til at spille den samme rolle i offentligheden som hans debut. Men mindre kan nok også gøre det.

’YAHYA HASSAN 2’ kommer næppe til at spille den samme rolle i offentligheden som hans debut. Men mindre kan nok også gøre det.

Joachim Ladefoged

9. november 2019

Digteren Yahya Hassan råber os igen an, kraftfuldt og retningsløst, med sine tekster fra sindets og samfundets anden side. Siden debuten YAHYA HASSAN – en bog, der er blevet solgt i utrolige 124.000 eksemplarer og også i den politiske debat fungerede som et kanonslag af den anden verden – har forfatterens liv været gennem mediernes og institutionernes vridemaskine, men i skriften er alt nærmest ved det gamle.

Bogstaverne er stadigt store, tonefaldet er stadig hårdkogt og heldigvis – og stadigvæk – iblandet spradebassens attitude. Hans digte er stadig – heldigvis – iblandet surreelle, profetiske tonefald.

Ligesom debuten er den nye bog en art selvbiografi pr. digtsamling. Digtene i YAHYA HASSAN 2 følger historien om Hassan mod verden, fra årene efter hans debutbog udkom og nogenlunde frem til i dag. Alle de vilde begivenheder, pressen har været så glad for at skrive om, og især dem, pressen har dækket som tegn på Hassans deroute, fylder godt op.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Olesen
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Britta Hansen
  • Katrine Damm
  • Marianne Stockmarr
  • Thomas Tanghus
Anders Olesen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Katrine Damm, Marianne Stockmarr og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det gør jeg også. Ser frem til at opleve hans kunst fremfor historierne i EB om hans vanvittige eskapader og personlig nedtur.

Bjarne Toft Sørensen

@Gert Hansen
Situationen for Deleuze og Guattaris læsning af Kafka var en anden og bl.a. et opgør med en bestemt receptionshistorie ved læsningen af Kafka. Hvad ville de sige til det at overføre deres læsning af Kafka til en læsning af Hassan, som Janning gør? At overføre en tænkning i en bestemt situation i forhold til en bestemt forfatter og nogle bestemte værker til en anden anden forfatter og nogle andre værker i en anden situation?

Der vil for dem altid være tale om en "forskel" og dermed et opgør med en tænkning, der forsøger én til én at overføre tænkning om en forfatter og hans værker til en anden. Deleuze og Guattari er altid klar over, at deres undersøgelser er filosofiske og netop ikke videnskabelige og at tale om en "mindre litteratur" i forhold til Kafka er filosofi .

At Janning på et filosofisk niveau drager paralleller til deres værk som inspiration er som sådan i orden, men læs det ud fra det perspektiv og se bort fra en systematisering. Der vil være tale om en "mindre litteratur" på en anden måde.

Suzanne Brøgger udtalte for efterhånden en del år siden om Dan Turell, Dan var allerede færdig, da han ankom... Fordi, som jeg forstod og tolkede det, Dan Turell var unik og det gav ingen mening at rubricere...
Jeg får en lille (mis)tanke, om at den unge plagede mand fandme er unik i særklasse...
Og her mener jeg altså - primært - litterært

John Andersen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ha ha ha, Torsten Jacobsen, jeg havde sgu ikke lige set 'burde' komme fra din pen...

Jeg kunne have så have - har en 'fornemmelse' af, at unge Hassan vil skide både du og mig og alle andre et gedigent stykke angående 'burde' og bekomme vel... (;))
Det kan man så aldrig helt vide, når plagetheden er så stor - dyb, hvor der - måske - kunne være hul igennem...
(jeg har set, hvad du har skrevet til mig på andet spor, er i overvejelseses-fase)

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Nej, bogen handler om Hassan som ensom desperado, outsider, ---- . Den handler om en digter, der står helt alene i verden og skiftevis giver den som liderlig gangster med ar på sjælen og som surreel visionær på kanten til selvopløsning".

Er den omtalte "Hassan" og den omtalte "digter", der fremstiller sig selv i værket, den samme person, hvis vi med "Hassan" forstår den historiske Yahya Hassan, som går omkring blandt andre mennesker i den såkaldt virkelige verden, og som bliver præsenteret og omtalt i medierne?

Anmeldelsen fremstiller og vurderer fint værket som sprogkunst, men hvad med det, som værket handler om? Det vil uden tvivl af de fleste blive læst som og fremstillet i offentligheden som en selvbiografisk og troværdig beretning om den historiske Hassan, da det er det, som digtsamlingen lægger op til.

Derfor mangler anmeldelsen en stillingtagen til det forhold, at selv om det godt nok, ud fra et snævert litterært perspektiv, er ret ligegyldigt, om værket er skrevet af en genial eller en gal person, så er dette ikke tilfældet ud fra et historisk eller journalistisk perspektiv.

Hvorfor befinder personen sig på en psykiatrisk afdeling? På grund af en dom ved retten (en behandlingsdom), eller fordi vedkommende selv frivilligt har bedt om at blive indlagt? Som det vel må være alment kendt, har personer, der har været involveret i hændelser, under en psykose eller som f.eks. lider af en personlighedsforstyrrelse, ofte en helt andet opfattelse af, hvad der er sket, end andre involverede personer i de pågældende hændelser.

Godt nok skal digteren Hassan anerkendes for sine digtes sprogkunst, men skal han også anerkendes for den selvfremstilling, der kommer til udtryk i digtene, og som ikke rigtigt passer sammen med det billede af Hassan, som f.eks. domstolene giver?

Den i hvert fald, til tider, impulsive, kyniske og afstumpede Hassan, der åbenbart er ret ligeglad med konsekvenserne for de fleste andre, der kommer på tværs af hans ønsker og interesser, måske bortset fra hans familie.

Bjarne Toft Sørensen

Hvordan passer en selvfremstilling som "skiftevis giver den som liderlig gangster med ar på sjælen og som surreel visionær på kanten til selvopløsning", som det siges i anmeldelsen, med de lovovertrædelser, han har begået, og den udtalelse fra Retslægerådet, der blev givet i forbindelse med retssagen i 2018?

Her erkendte Ayhya Hassan sig skyldig i 42 lovovertrædelser, der omfattede dødstrusler, vold og overfald af særlig rå og brutal karakter, blufærdighedskrænkelser, forfølgelse af en ekskæreste, ulovlig våbenbesiddelse og brug af våben, indbrud, tyveri, hærværk, ulovlig besiddelse af hash og kørsel i hashpåvirket tilstand.

Retslægerådet vurderede, at han var normalt begavet og givetvis havde været sindssyg i de perioder, hvor lovovertrædelserne havde fundet sted. Han blev vurderet som værende umoden, mentalt svingende og som lidende af vrangforestillinger, og at have svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Han kunne veksle mellem på den ene side at optræde psykotisk, truende, råbende og ukorrigerbar og på den anden side at være venlig og afdæmpet. Han var selvovervurderende, havde dårlig emotionel kontakt, var angst, følte sig forfulgt, frygtede for sit liv og var bange for at blive overfaldet. Under indlæggelsen, siden anholdelsen, var han blevet mere stille og tilbagetrukket.

Baggrunden for udviklingen af psykosen blev vurderet som værende en personlighedsafvigelse i kombination med et stigende stofmisbrug. Udviklingen kunne ses som udtryk for en begyndende kronisk psykisk lidelse.

Retslægerådet fandt ham strafuegnet, og at han havde brug for psykiatrisk behandling.
https://jv.dk/artikel/yahya-hassan-blev-d%C3%B8mt-til-behandling-kan-hur...(6)

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen, jeg henviser til ovenfor i JyskeVestkysten 18/10 2018: "Yahya Hassan blev dømt til behandling - kan hurtigt løslades".

Bjarne Toft Sørensen

Simon Pasternak, bl.a. redaktør på digtsamlingen, udtaler til DR:

" Digtene handler om vanvid. Men digtene er jo ikke gale. Det er lysende digte. Det er jo klare digte. Man kan se, de har form. Det er et kunstværk, og det er jo det, vi må se på. ---- Det væsentlige her er, at han har så stort et behov og en lyst for at give sin egen version af sin historie".
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/yahya-hassan-redaktoer-vi-udgive...

Værkinternt har redaktøren ret i første del af sin udtalelse, men problemet opstår, når første del sammenholdes med anden del af udtalelsen, når det også på den måde accepteres, at værket i høj grad har selvbiografisk karakter, for så bliver en sammenligning mellem selvfremstilling og virkelige hændelser nødvendige i den litterære kritik.

F.eks. kan kritikeren med rette forholde sig til, om værkets fremstilling, sammenholdt med virkelige hændelser, er udtryk for umodenhed, overdrevne forfølgelsesforestillinger, samvittighedsløshed og mangel på personlig moral.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har altid været fascineret af Tom Kristensens digt ”Landet Atlantis”, programdigtet fra ”Fribytterdrømme”(1920)(altså lige efter 1. Verdenskrig). Her står der bl.a. ”Skøn som en sønderskudt Banegaard / er vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer”.

Jeg finder det relevant at sammenligne disse linjer med følgende udtalelse fra Klaus Wivel, i lederen i Weekendavisen 8/11 – 2019:

”REGLER gælder der ikke for stor litteratur. Det er også derfor, #MeToo-bevægelsens frontalangreb på det kunstneriske udtryk i mange tilfælde har været så indsnævrende. Man behøver naturligvis ikke være et dumt svin for at lave god kunst – de fleste forfattere og digtere bærer sjældent en kniv i den ene hånd uden at bære en gaffel i den anden. Men af til forekommer det, at kunstnere med en lysende intelligens og et formørket sind skaber uomgængelige værker. Vi gør os selv fattigere og dummere, hvis vi i forargelsens navn nægter at tage dem til os”.

Jeg er på mange punkter enig, og jeg vil anerkende Hassans digte for deres sproglige kvaliteter, MEN jeg mener alligevel stadig, at der er et litterært regnskab på et etisk niveau, der skal gøres op her, hvis jeg som kritiker skal forholde mig til digtene.

For mig er det et afgørende forhold, om forfatteren Tom Kristensen, der skrev de nævnte linjer, var en terrorist, der rent faktisk havde sprunget banegårde i luften, eller om han ikke var det, og om han på den baggrund fastholdt, at hans digte skulle læses som selvbiografiske eller ej.