Læsetid: 7 min.

Yahya alene i verden

Yahya Hassans anden digtsamling er både god og ujævn, helt som sin forgænger, fyldt med både ret svage og umanerligt stærke digte
’YAHYA HASSAN 2’ kommer næppe til at spille den samme rolle i offentligheden som hans debut. Men mindre kan nok også gøre det.

’YAHYA HASSAN 2’ kommer næppe til at spille den samme rolle i offentligheden som hans debut. Men mindre kan nok også gøre det.

Joachim Ladefoged

9. november 2019

Digteren Yahya Hassan råber os igen an, kraftfuldt og retningsløst, med sine tekster fra sindets og samfundets anden side. Siden debuten YAHYA HASSAN – en bog, der er blevet solgt i utrolige 124.000 eksemplarer og også i den politiske debat fungerede som et kanonslag af den anden verden – har forfatterens liv været gennem mediernes og institutionernes vridemaskine, men i skriften er alt nærmest ved det gamle.

Bogstaverne er stadigt store, tonefaldet er stadig hårdkogt og heldigvis – og stadigvæk – iblandet spradebassens attitude. Hans digte er stadig – heldigvis – iblandet surreelle, profetiske tonefald.

Ligesom debuten er den nye bog en art selvbiografi pr. digtsamling. Digtene i YAHYA HASSAN 2 følger historien om Hassan mod verden, fra årene efter hans debutbog udkom og nogenlunde frem til i dag. Alle de vilde begivenheder, pressen har været så glad for at skrive om, og især dem, pressen har dækket som tegn på Hassans deroute, fylder godt op.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Anders Olesen
  • Ejvind Larsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Britta Hansen
  • Katrine Damm
  • Marianne Stockmarr
  • Thomas Tanghus
Tino Rozzo, Anders Olesen, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Katrine Damm, Marianne Stockmarr og Thomas Tanghus anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, det gør jeg også. Ser frem til at opleve hans kunst fremfor historierne i EB om hans vanvittige eskapader og personlig nedtur.

Bjarne Toft Sørensen

@Gert Hansen
Situationen for Deleuze og Guattaris læsning af Kafka var en anden og bl.a. et opgør med en bestemt receptionshistorie ved læsningen af Kafka. Hvad ville de sige til det at overføre deres læsning af Kafka til en læsning af Hassan, som Janning gør? At overføre en tænkning i en bestemt situation i forhold til en bestemt forfatter og nogle bestemte værker til en anden anden forfatter og nogle andre værker i en anden situation?

Der vil for dem altid være tale om en "forskel" og dermed et opgør med en tænkning, der forsøger én til én at overføre tænkning om en forfatter og hans værker til en anden. Deleuze og Guattari er altid klar over, at deres undersøgelser er filosofiske og netop ikke videnskabelige og at tale om en "mindre litteratur" i forhold til Kafka er filosofi .

At Janning på et filosofisk niveau drager paralleller til deres værk som inspiration er som sådan i orden, men læs det ud fra det perspektiv og se bort fra en systematisering. Der vil være tale om en "mindre litteratur" på en anden måde.

Suzanne Brøgger udtalte for efterhånden en del år siden om Dan Turell, Dan var allerede færdig, da han ankom... Fordi, som jeg forstod og tolkede det, Dan Turell var unik og det gav ingen mening at rubricere...
Jeg får en lille (mis)tanke, om at den unge plagede mand fandme er unik i særklasse...
Og her mener jeg altså - primært - litterært

John Andersen, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Ha ha ha, Torsten Jacobsen, jeg havde sgu ikke lige set 'burde' komme fra din pen...

Jeg kunne have så have - har en 'fornemmelse' af, at unge Hassan vil skide både du og mig og alle andre et gedigent stykke angående 'burde' og bekomme vel... (;))
Det kan man så aldrig helt vide, når plagetheden er så stor - dyb, hvor der - måske - kunne være hul igennem...
(jeg har set, hvad du har skrevet til mig på andet spor, er i overvejelseses-fase)

Torsten Jacobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"Nej, bogen handler om Hassan som ensom desperado, outsider, ---- . Den handler om en digter, der står helt alene i verden og skiftevis giver den som liderlig gangster med ar på sjælen og som surreel visionær på kanten til selvopløsning".

Er den omtalte "Hassan" og den omtalte "digter", der fremstiller sig selv i værket, den samme person, hvis vi med "Hassan" forstår den historiske Yahya Hassan, som går omkring blandt andre mennesker i den såkaldt virkelige verden, og som bliver præsenteret og omtalt i medierne?

Anmeldelsen fremstiller og vurderer fint værket som sprogkunst, men hvad med det, som værket handler om? Det vil uden tvivl af de fleste blive læst som og fremstillet i offentligheden som en selvbiografisk og troværdig beretning om den historiske Hassan, da det er det, som digtsamlingen lægger op til.

Derfor mangler anmeldelsen en stillingtagen til det forhold, at selv om det godt nok, ud fra et snævert litterært perspektiv, er ret ligegyldigt, om værket er skrevet af en genial eller en gal person, så er dette ikke tilfældet ud fra et historisk eller journalistisk perspektiv.

Hvorfor befinder personen sig på en psykiatrisk afdeling? På grund af en dom ved retten (en behandlingsdom), eller fordi vedkommende selv frivilligt har bedt om at blive indlagt? Som det vel må være alment kendt, har personer, der har været involveret i hændelser, under en psykose eller som f.eks. lider af en personlighedsforstyrrelse, ofte en helt andet opfattelse af, hvad der er sket, end andre involverede personer i de pågældende hændelser.

Godt nok skal digteren Hassan anerkendes for sine digtes sprogkunst, men skal han også anerkendes for den selvfremstilling, der kommer til udtryk i digtene, og som ikke rigtigt passer sammen med det billede af Hassan, som f.eks. domstolene giver?

Den i hvert fald, til tider, impulsive, kyniske og afstumpede Hassan, der åbenbart er ret ligeglad med konsekvenserne for de fleste andre, der kommer på tværs af hans ønsker og interesser, måske bortset fra hans familie.

Bjarne Toft Sørensen

Hvordan passer en selvfremstilling som "skiftevis giver den som liderlig gangster med ar på sjælen og som surreel visionær på kanten til selvopløsning", som det siges i anmeldelsen, med de lovovertrædelser, han har begået, og den udtalelse fra Retslægerådet, der blev givet i forbindelse med retssagen i 2018?

Her erkendte Ayhya Hassan sig skyldig i 42 lovovertrædelser, der omfattede dødstrusler, vold og overfald af særlig rå og brutal karakter, blufærdighedskrænkelser, forfølgelse af en ekskæreste, ulovlig våbenbesiddelse og brug af våben, indbrud, tyveri, hærværk, ulovlig besiddelse af hash og kørsel i hashpåvirket tilstand.

Retslægerådet vurderede, at han var normalt begavet og givetvis havde været sindssyg i de perioder, hvor lovovertrædelserne havde fundet sted. Han blev vurderet som værende umoden, mentalt svingende og som lidende af vrangforestillinger, og at have svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi.

Han kunne veksle mellem på den ene side at optræde psykotisk, truende, råbende og ukorrigerbar og på den anden side at være venlig og afdæmpet. Han var selvovervurderende, havde dårlig emotionel kontakt, var angst, følte sig forfulgt, frygtede for sit liv og var bange for at blive overfaldet. Under indlæggelsen, siden anholdelsen, var han blevet mere stille og tilbagetrukket.

Baggrunden for udviklingen af psykosen blev vurderet som værende en personlighedsafvigelse i kombination med et stigende stofmisbrug. Udviklingen kunne ses som udtryk for en begyndende kronisk psykisk lidelse.

Retslægerådet fandt ham strafuegnet, og at han havde brug for psykiatrisk behandling.
https://jv.dk/artikel/yahya-hassan-blev-d%C3%B8mt-til-behandling-kan-hur...(6)

Bjarne Toft Sørensen

Artiklen, jeg henviser til ovenfor i JyskeVestkysten 18/10 2018: "Yahya Hassan blev dømt til behandling - kan hurtigt løslades".

Bjarne Toft Sørensen

Simon Pasternak, bl.a. redaktør på digtsamlingen, udtaler til DR:

" Digtene handler om vanvid. Men digtene er jo ikke gale. Det er lysende digte. Det er jo klare digte. Man kan se, de har form. Det er et kunstværk, og det er jo det, vi må se på. ---- Det væsentlige her er, at han har så stort et behov og en lyst for at give sin egen version af sin historie".
https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/yahya-hassan-redaktoer-vi-udgive...

Værkinternt har redaktøren ret i første del af sin udtalelse, men problemet opstår, når første del sammenholdes med anden del af udtalelsen, når det også på den måde accepteres, at værket i høj grad har selvbiografisk karakter, for så bliver en sammenligning mellem selvfremstilling og virkelige hændelser nødvendige i den litterære kritik.

F.eks. kan kritikeren med rette forholde sig til, om værkets fremstilling, sammenholdt med virkelige hændelser, er udtryk for umodenhed, overdrevne forfølgelsesforestillinger, samvittighedsløshed og mangel på personlig moral.

Bjarne Toft Sørensen

Jeg har altid været fascineret af Tom Kristensens digt ”Landet Atlantis”, programdigtet fra ”Fribytterdrømme”(1920)(altså lige efter 1. Verdenskrig). Her står der bl.a. ”Skøn som en sønderskudt Banegaard / er vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer”.

Jeg finder det relevant at sammenligne disse linjer med følgende udtalelse fra Klaus Wivel, i lederen i Weekendavisen 8/11 – 2019:

”REGLER gælder der ikke for stor litteratur. Det er også derfor, #MeToo-bevægelsens frontalangreb på det kunstneriske udtryk i mange tilfælde har været så indsnævrende. Man behøver naturligvis ikke være et dumt svin for at lave god kunst – de fleste forfattere og digtere bærer sjældent en kniv i den ene hånd uden at bære en gaffel i den anden. Men af til forekommer det, at kunstnere med en lysende intelligens og et formørket sind skaber uomgængelige værker. Vi gør os selv fattigere og dummere, hvis vi i forargelsens navn nægter at tage dem til os”.

Jeg er på mange punkter enig, og jeg vil anerkende Hassans digte for deres sproglige kvaliteter, MEN jeg mener alligevel stadig, at der er et litterært regnskab på et etisk niveau, der skal gøres op her, hvis jeg som kritiker skal forholde mig til digtene.

For mig er det et afgørende forhold, om forfatteren Tom Kristensen, der skrev de nævnte linjer, var en terrorist, der rent faktisk havde sprunget banegårde i luften, eller om han ikke var det, og om han på den baggrund fastholdt, at hans digte skulle læses som selvbiografiske eller ej.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Jeg forstår ikke helt dit ærinde her:

Ønsker du moral som et vedkommende kriterium i bedømmelsen af kunst? Sat på spidsen: Skal vi bortdømme Rimbaud, fordi han endte med at udleve fribytterdrømme i Harrar?

Jeg husker muligvis forkert, men taler Sartre ikke om kunstens egenart, i den forstand at værket ikke længere tilhører kunstneren, når først det er sat fri i verden? At båndet brydes ved ugivelsen? Og er dette i så fald ikke den rigtige måde at forstå kunsten på? Som et 'underliggørende' udsagn, hverken mere eller mindre, ubundet af kunstnerens kun alt for menneskelige indlejring i en social materie?

Yahya Hassan er hinsides enhver tvivl et dybt traumatiseret menneske. Et forhold, som dog hverken ville være du eller jeg bekendt, hvis ikke for det faktum, at manden skriver vedkommende, man fristes til at sige uafviseligt. Han har vitterligt noget at byde på! Et forhold som ikke just skurrer modstandsløst op imod hans kriminelle, og 'ghetto-maskuline' fremfærd:

Blot endnu en 'kriminel perker', ikke sandt, som så alligevel kan skrive sig selv helt ind på sovesofaen i en Martin Krasniks gæsteværelse? Pengene passer ikke helt, eller hvad? For det kan vel ikke være rigtigt, at 'Ghetto-perkere' kan producere (stor) kunst? Pennen i den ene hånd, pistolen i den anden? Og i forlængelse: Måske løber der i sidste ende en masse 'ghetto-perkere' rundt, dybt traumatiserede mennesker, med uforløst potentiale?

I sidste ende er det vel en opmuntrende tanke? Blot vil enhver mulighed for indløsning af dette potentiale kræve, at vi/man undlader at bortdømme nogen, selv når al rimelighed taler for netop dette..

Den endegyldige dom!

Bjarne Toft Sørensen

Tak for din kommentar.

Mit ærinde er at gøre opmærksom på, at bl.a. en række kritikere, inklusive Informations i ovenstående anmeldelse, forholder sig til det pågældende værk på en umoralsk måde, ved udelukkende at vurdere værket ud fra æstetiske kriterier.

Jeg ønsker moral som et vedkommende kriterium i bedømmelsen af kunst under visse omstændigheder, som åbenbart er til stede i forhold til det pågældende værk, ud fra de fremstillinger, der gives i anmeldelserne, og det er det, som jeg indtil videre må forholde mig til.

Man skal ikke bortdømme Rimbaud som forfatter, fordi han udlevede sine fribytterdrømme i Harrara, men havde Rimbaud deltaget i f.eks. borgerkrigslignende handlinger i Harrara og efterfølgende i et litterært værk af selvbiografisk karakter i heroiserende og æstetisk forførende vendinger fremhævet sin deltagelse i mishandlingen af fanger, skulle hans værk bedømmes negativt på den baggrund, til trods for en æstetisk fremragende fremstilling.

I princippet tilhører værket ikke længere kunstneren, når først det med udgivelsen er sat fri i verden? Det udelukker dog ikke, at værket evt. kan kritiseres for, i æstetisk forførende vendinger at forherlige umoralske handlinger, og at forfatteren kan kritiseres for at skabe den slags værker. Ikke mindre problematisk bliver det, hvis forfatteren samtidig gør krav på, at værket i høj grad er selvbiografisk med vedkommende selv i hovedrollen som den, der forherliger sine umoralske handlinger.

Som du skriver, er Yahya Hassan uden tvivl et dybt traumatiseret menneske, og hans æstetiske talent som forfatter er ikke til diskussion. Det udelukker dog ikke, at hans værk, under de særlige omstændigheder, også skal udsættes for en moralsk kritik.

Jeg er enig med dig i, at det i sidste ende er en opmuntrende tanke, at der er en masse ”ghetto-perkere”, med et uforløst kunstnerisk potentiale, uanset om de nu måtte være traumatiserede eller ej. Deres kunst skal ikke bortdømmes, med mindre den f.eks. forherliger grove umoralske handlinger.

Hvis et kunstværks anliggende rummer et etisk aspekt, må det bedømmes såvel æstetisk som etisk. Problematisk er det i denne sammenhæng, hvis det fremhæver umoral med stor æstetisk kraft. Værkets æstetiske kraft kan i den grad få overtaget, således at umoralen kommen til at fremstå attraktiv. Det er den form for forførelse af danske litteraturkritikere på dagbladene, som jeg vil advare imod.

Det jeg her tænker på som umoral, er ikke et opgør mod borgerlige normer, men alment menneskeligt et spørgsmål om et værks forherligelse af eller forsvar for mishandling af, vold imod og nedværdigelse af andre mennesker.

Specielt hvis forfatteren samtidig gør krav på, at vedkommendes værk skal forstås selvbiografisk, med en høj grad af reference til begivenheder, der har fundet sted i virkeligheden, og vedkommende forfatter samtidig heroiserer eller fremhæver sine egne umoralske handlinger som retfærdige.

På den anden side må det dog også fremhæves som positivt, at en række forhold i det danske samfund afsløres og udstilles på en måde, der under alle omstændigheder gør værket væsentligt som vidnesbyrd.

Som det nævnes i den ovenstående anmeldelse, er der en fremhævelse af gangsteren Hassan, ”der erklærer krig mod verden, der svælger i at være en hård negl i fængslet og også at kaste afføring efter psykiateren”. Samtidig ser han sig selv som én, institutionerne har frataget alt, og han ser sig selv som gørende oprør mod uretfærdige autoriteter.

Han fremstilles som en art pralemaskine og som én, der gerne vil imponere. Samtidig fremhæves der usympatiske øjeblikke i værket, og at det lyriske jeg har et stærkt hensynsløst begær. Der gives et billede af en ensom desperado i konflikt med betjente og psykiatere og som slås for sit liv med bander. En digter, der skiftevis giver den som liderlig gangster og som surreel visionær på kanten til selvopløsning.

I Lars Bukdahls anmeldelse af værket i Weekendavisen d. 8/11 - 2019 fremhæves værkets bastante egomani og aggression. Om den afdeling af værket, der har fået titlen ”Psykoperker”, udtales følgende:

”Der er ikke digte, der vil være eller uden videre er sympatiske; flere gange berøres skudepisoden, der førte til Hassans fængselsophold, og stalkingen af en ekskæreste, der førte til et tilhold mod at opholde sig i hendes nærhed, og det er meget svært at få øje på noget, der minder om fortrydelse eller bare anfægtelse”.

Som titlen på anmeldelsen ”Jeg danser ballet med ballast” antyder, er der tale om en æstetisering af umoralske forhold, i stedet for selvkritisk at forhold sig til sit eget synderegister. Som der også står i et digt fra værket:

”JEG ER ET LITTERÆRT HANGARSKIB/ ET POETISK MASKINGEVÆR/ BØDE HÆFTE OG FÆNGSEL PRELLER AF PÅ MIG/ IKKE FORDI JEG ER UEGNET TIL STRAF/ MEN FORDI JEG ER FOR EGNET TIL DET”

Som Klaus Wivel fremhæver i sin leder ”Ayhya Hassan” d. 8/11 – 2019:

”Han fortæller, at han har stukket sin svoger ned med en kniv, fordi digterens gamle ven var blevet kæreste med søsteren. En tidligere kæreste må holde ham væk med et polititilhold. Fængselsbetjente og personalet på de psykiatriske institutioner, han indlægges på, behandler han forfærdeligt. Han beretter frydefuldt om de våben, han besidder og gemmer i busken, når politiet kommer på besøg. Han kan også finde på at bruge dem, som vi ved. Selv sin mor har han slået, hvis vi skal tro, hvad der står i digtene. Og det er der næppe nogen tvivl om, at vi skal”.

Torsten Jacobsen

Tak for uddybningen, Bjarne Toft Sørensen.

Hvad du skriver giver god mening, det må jeg indrømme, og jeg er ikke decideret uenig. Blot er jeg dybt splittet i forhold til den pointe du fremhæver.

For hvor jeg naturligvis ikke - for nu at sætte argumentet på spidsen - ville bifalde en Anders Breiviks udgivelse af 'Minder fra Utøya', og det uanset hvor mesterligt manden i et forestillet alternativt univers ville vise sig at skrive, ja så holder jeg særdeles meget af en form for 'litterær kunst', som (i det mindste tilsyneladende) heroiserer kriminel adfærd på ikke-undskyldende eller forklarende vis. Altså en kunstnerisk fremstilling af i det mindste tvivlsom opbyggelig karakter: Fortællinger, der som udgangspunkt er autobiografiske, omend der - som i al kunst - nærmest per definition er tale om en 'upålidelig fortæller'..

Jeg taler her om 'Rap-musik'. Og mens feinschmeckere muligvis ikke vil anerkende denne form for lyrik som tilhørende litteraturens kanon, så finder jeg alligevel inddragelsen af denne kunstneriske udtryksform relevant i denne sammenhæng:

Jeg har ikke læst Yahya Hassans anden udgivelse endnu, og forholder mig derfor alene til værket med udgangspunkt i den omtale, der indtil nu har været fremme i medierne. Men for mig er det nærliggende at læse hans ikke-undskyldende attitude, selvhævdende og konfrontatorisk som den synes at være, som nærmest lig den attitude, der lægges for dagen i megen Rap-musik. Ikke mindst i den subgenre, der betegnes 'gangster-rap', hvor rapperen typisk svælger i en næsten nihilistisk selvfremstilling. Af afgørende betydning i rap i det hele taget, og i særdeleshed i 'gangster-rap' er rapperens evne til at skabe en sammenhæng mellem levet liv og tekstens 'pralerier': 'Keep it real!', ikke sandt?

Lad mig tilbyde tre eksempler på rap-musik, som jeg holder meget af, men som jeg formoder du vil finde problematiske i en moralsk forstand. Her rangeret, begyndende med det mindst problematiske, og frem mod det næsten uforsvarlige(?).

3. NAS: N.Y. State of Mind
https://www.youtube.com/watch?v=hI8A14Qcv68
(tekst: https://genius.com/Nas-ny-state-of-mind-lyrics)
Det første nummer på rapperen NAS' måske bedste album, hans universelt anerkendte debut fra 1994. En for genren klassisk autobiografisk beskrivelse af livsomstændigheder. Både vold og handel med stoffer omtales uden tydelig afstandtagen eller tilløb til fordømmelse.

2: Freddie Gibbs: Thuggin'
https://www.youtube.com/watch?v=vbxcPy1qJTU
(Tekst: https://genius.com/Freddie-gibbs-and-madlib-thuggin-lyrics)
Ikke mindst takket være samarbejdet med produceren MadLib, begik gangsterrapperen Freddie Gibbs i 2014 et af årets bedste rap-album. Den første single fra albummet var dette nummer, der - som det også tydeliggøres i musikvideoen, åbenlyst hylder 'the thug life', med alt hvad deraf følger. Det hører med til historien, at Freddie Gibbs utvivlsomt levede på den forkerte side af loven i Indiana, inden han fik gang i sin musikalske karriere.

1. Eminem(Marshall Mathers): Kim
https://www.youtube.com/watch?v=BkgP54FuvIM
Dette sidste nummer, er uden sammenligning det vanskeligste af de tre at lytte til. Ikke desto mindre er der for mig tale om stor kunst, og jeg synes det ville være en stor skam, hvis ikke det var blevet udgivet. Kort fortalt er der - i det mindste på overfladen - tale om en modbydeligt udpenslet mordfantasi, hvor ikke blot Marshall Mathers ekskone/kæreste myrdes, men ligeledes hendes nye kæreste og hans fire-årige søn. Nummeret er autobiografisk i den forstand, at alle medvirkende eksisterer i virkeligheden, og nummerets nærmest uudholdelige vrede udspringer af faktisk udspillede begivenheder, ligesom der refereres til virkelighedsforhold i teksten.

Selvsagt et dybt problematisk nummer, som dog figurerer i slutningen af Eminems måske bedste album til dato, 'The Marshall Mathers LP'.

Så hvad skal vi stille op med vores moralske stillingtagen, synes du, i mødet med sådanne værker? Erklære Rap-musik som genre for umoralsk? Eller er vi efter din mening nødt til at tage stilling fra værk til værk? Og hvad stiller vi så op med en digtsamling - eller et musikalbum - som på en og samme tid indeholder digte eller numre, som skiftevis glorificerer og problematiserer 'kriminel adfærd'?

Du skriver et sted, at du ikke ønsker en moralsk stillingtagen til forsvar for 'borgerlige normer', men er der ikke en overhængende risiko for, at det netop er der vi alligevel ender? Hvis vores moralske sans alene skal anvendes i mødet med 'outsider-kunst?'. Lidt polemisk vil jeg hævde, at der skam er nok at bebrejde på tekstniveau i det meste mainstreamkunst, hvis man i det mindste er i besiddelse af en moral, som ikke er fin-stemt til at klinge i harmoni med 'status quo'. Her er det dog netop en fad tilslutning til det eksisterende - en doven mangel på udsyn - man således stemt kan finde dadelværdig. Men som jeg forstår dig, finder du ikke her nogen betydelige moralske anstødssten?

Anyways vi er ikke som sådan uenige, jeg finder blot diskussionen dybt interessant. Og som sagt forbliver jeg indtil videre splittet..Så tak for det :)

Toke Andersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Du rejser en række komplekse spørgsmål, der involverer forhold og elementer, der er forbundet med noget subkulturelt, noget kultisk, indtagelse af stoffer, kunstneriske udtryk m.m., hvor det musikalske må siges at have en særlig betydning, hvor der indgår elementer af leg, iscenesættelse og performance, og hvor stadiet for mediekultur er en afgørende forudsætning.

Man bliver nok nødt til mere nuanceret at tage stilling fra sag til sag.

Som jeg også gør opmærksom på, er ”Yahya Hassan 2” under alle omstændigheder en form for interessant vidnesbyrd, ikke mindst som udtryk for en ”psykose – perkers bekendelser”.

Jeg har altid været nysgerrig efter at blive klogere på, hvad det var, der gjorde, at Charles Manson var i stand til at skabe en kult, hvor en række af de tidligere medlemmer, også mange år efter, stadig forsvarere personen og de forhold, som de selv og andre i kulten havde været deltagere i, til trods for forholdenes bestialske og kriminelle karakter. For de kan jo ikke alle sammen være psykopater eller sociopater.

I en udgave af ”Illustreret Videnskab” redegøres der for forskellen mellem psykopati og sociopati, og hen mod slutningen nævnes en særlig musiksmag, som ifølge nogle forskningsresultater skulle være foretrukket af psykopater, og her er der referencer til den type musik, som du fremhæver. Her nævnes bl.a. Eminems ”Lose Yourself”. Jeg forstår argumentationen, men er noget skeptisk. Her bliver det vist for nemt og for kulørt.
https://www.youtube.com/watch?v=umc9ESoZ0kU

Et andet udsagn, som jeg finder interessant vedrørende digtsamlingen, kommer i et interview med Dan Bjerregaard i fagbladet Journalisten, der fremhæver, at kultureliten lader sig forføre af Yahya Hassan, der har en interesse i at sikre sig økonomisk med henblik på et fremtidigt kokainmisbrug.
https://journalisten.dk/krimreporter-medierne-og-danskerne-lader-sig-ige...

Torsten Jacobsen

Du rejser en række komplekse spørgsmål, der involverer forhold og elementer, der er forbundet med noget subkulturelt, noget kultisk, indtagelse af stoffer, kunstneriske udtryk m.m., hvor det musikalske må siges at have en særlig betydning, hvor der indgår elementer af leg, iscenesættelse og performance, og hvor stadiet for mediekultur er en afgørende forudsætning.

En præcis beskrivelse af en Yahya Hassans sammenstød med mediemuren, skulle jeg mene?

Måske - måske ikke - er jeg bedre udrustet til at forstå en Charles Manson-kult, end du giver udtryk for at være? Jeg bilder mig i hvert fald ind at være udstyret med en ikke ubetydelig psykologisk indsigt, tilsleben som den er af en vedvarende interesse for feltet, og formentlig grundet i en permanent oplevelse af at stå 'udenfor' livet - 'ved siden af det' - evigt kiggende ind, snarere end deltagende i dets tummel. En sådan fremmedgørelse kan - i gunstige tilfælde - udstyre hin stakkel med en form for 'dobbeltblik', en evne - selvindbildt eller ej - til at genkende sig selv også i menneskelivets mere moralsk tvivlsomme og bizarre udtryk og former.

Således har jeg kun fortvivlet latter til overs for 'Illustreret Videnskab's opbyggelige forsøg på at bibringe os nogen egentlig forståelse af, hvad en 'psykopat' og en 'sociopat' er, ligesom påstanden om at 'Lose Yourself' særligt foretrækkes af 'psykopater' bogstaveligt talt fik mig til at grine højlydt, og det selv om der ikke var nogen til stede til at bevidne min latter ;).

Dan Bjerregaards overvejelser finder jeg - i modsætning til dig - uinteressante. Bevares, jeg forstår hans frustration: Det kan ikke være sjovt, som tidligere politiassistent, at bevidne politiets ressourcer spildt på at 'beskytte' en Yahya Hassan - indtil samme frabad sig den beskyttelse. Ligeledes er det sikkert heller ikke just befordrende for en så retskaffen borger at bevidne resultaterne af et så løst og unægteligt kriminelt missils fremfærd. Manden overskrider dog betydeligt - som mennesker har for vane - sin kompetence, når han begynder at kommentere på Yahya Hassans litterære kvaliteter. Ikke mindst sammenligningen med rapperne Carmon og Gilli finder jeg hvinende morsom - ikke mindst hvis vi her primært forholder os til det moralsk forsvarlige i en litterær kunstners udgydelser.

Et enkelt klip fra arkivet burde én gang for alle punktere Dan Bjerregaards tvivlsomme indstilling til Yahya Hassans vedkommenhed og motiver: https://tv.tv2.dk/video/aGFzc2FuMDUxMg

Dan Bjerregaard er selvfølgelig velkommen til at mene, at denne lille hilsen til DF blot er isøsat af Yahya Hassan, med henblik på at sikre sig en vedvarende strøm af fisse og kokain. Det har man lov til at mene. I så fald, misser man - som Yahya Hassan selv siger - hele pointen. Ganske som det sig hør og bør for en systemets mand. Man fristes til at sige tillykke - eller glædelig jul!

Nå, det var lidt usammenhængende, måske. Du besvarede ikke min egentlige 'anke' fra tidligere? Det problematiske i at udsætte 'outsider'-kunst for en moralsk bedømmelse, hvor moralen er grunden i en dybt borgerlig forståelse af det betimelige i at fastholde 'status quo'?

Bjarne Toft Sørensen

Når jeg nævner kulten omkring Charles Manson og at en række personer i den stadig forsvarede ham og de handlinger, som de selv og andre i kulten havde været deltagere i, endda flere år efter (men ikke 20 år efter), til trods for handlingernes bestialske og kriminelle karakter, var det netop for at fremhæve de komplekse sociale og psykiske mekanismer, der måtte have været på spil. At det ikke kan lade sige gøre at give en enkel og samtidig troværdig forklaring på hvorfor, når særlige sociale forhold spiller ind. Jeg har ikke i den sammenhæng påstået noget om din psykologiske indsigt eller mangel på samme.

”Illustreret videnskabs” forklaring finder jeg relevant, fordi den, efter min mening, giver en forholdsvis enkel og nogenlunde dækkende forklaring på det, der herhjemme i dag kaldes dyssocial personlighedsforstyrrelse, men hvor udsendelsen, efter amerikansk forbillede, skelner mellem psykopati og sociopati (hvad der, for mig at se, er en pointe i med hensyn til arv eller miljø spørgsmålet).

Det vil være naivt ikke at anerkende dette psykiske sygdomsbillede, og at der kan være en sammenhæng mellem bestemte præferencer inden for musik og dette sygdomsbillede. At der f.eks. i bestemte subkulturer, overvejende knyttet til socialt udsatte miljøer og dårlige opvækstvilkår, til dels også med baggrund i racisme og mod - racisme, er en højere forekomst af sociopati, og at man derfor generelt er mere accepterende i forhold til moralsk tvivlsomme musiktekster (og måske også musikformer).

Det var dig og ikke mig, der startede med at fremhæve en bestemt musikgenre.

Du skriver: ”Af afgørende betydning i rap i det hele taget, og i særdeleshed i ’gangster-rap’ er rapperens evne til at skabe en sammenhæng mellem levet liv og tekstens ’pralerier’: ’Keep it real!’, ikke sandt?”

Det er for mig at se en afgørende forskel, om der i musikken anvendes tekster, der omtaler handlinger, der er moralsk forkastelige, måske på en dokumentarisk måde, eller om der også finder en anerkendelse af og moralsk retfærdiggørelse sted af sådanne moralsk forkastelige handlinger. Det er det sidste, jeg er kritisk over for, da især hvis sangeren samtidig påstår, at teksten drejer sig om hans egne handlinger.

Hvis det er en litterær stil, Yahya Hassan sådan bare overtager fra ”gangster rap”, uden moralsk anfægtelse, i forhold til det han ellers udtaler sig om i digtene, kan det moralsk set ikke ses som en formildende omstændighed, snarere tværtimod. Det vil være en form for æstetisk leg med noget moralsk forkasteligt.

Du skriver:
”Det problematiske i at udsætte ’outsider’-kunst for en moralsk bedømmelse, hvor moralen er grunden i en dybt borgerlig forståelse af det betimelige i at fastholde ’status quo’?”

Jeg anerkender ikke din præmis her. Jeg anerkender ikke din romantiske idealisering af ”outsider – kunst” og outsidere. Moral kan ikke sådan gradbøjes efter omstændigheder og miljøer. Ligesom indvandrerbanders vold og kriminalitet heller ikke kan retfærdiggøres, fordi de er ”outsidere”, selv om den kan begrundes ud fra særlige sociale og psykiske omstændigheder.

Mine erfaringer stemmer overens med Dan Bjerregaards: ”Jeg har mødt ufatteligt mange af Yahya Hassans type, og der er en tendens til, at man malker det, man kan. Hvis man kan hive penge ud af et eller andet, så gør man det”.

At Dan Bjerregaard på den måde også begynder at vurdere litteratur og musik med hans uddannelsesbaggrund, er ikke så velvalgt i sammenhængen.

Mænd med libanesisk og/eller palæstinensisk baggrund er statistisk set de mest kriminelle i Danmark. Det er der mange årsager til, f.eks. at mange i forældregenerationen har haft krigstraumatiserende oplevelser og har haft svært ved at fungere som forældre. Procentdelen af kriminelle er her ca. tre gange højere end hos den mandlige danske befolkning i gennemsnit.

Torsten Jacobsen

En stadig mere interessant diskussion - tak for det endnu en gang :).

En af mine store bekymringer for tiden er, hvad jeg oplever som en subtil udgrænsning af 'socialt uacceptable udtryk', 'socialt uønsket adfærd'. Grunden til at det bekymrer mig er, at 'nogen' dermed meget bevidst arbejder på at definere præcis hvad der er socialt acceptabelt, hvilken adfærd der er ønskelig.

Man kan så hævde, at denne adfærdsanvisning skam ikke ensidigt udøves af nogen, men derimod opstår som et resultat af en i grunden demokratisk forhandling i det offentlige rum. Kulturens evige destruktion og genfødsel i et og samme moment. Som det gerne beskrives i skåltaler og på 'folkemøder', ikke sandt?

For moral kan ikke gradbøjes, siger du godt nok, og som selverklæret moralist fristes jeg til at erklære mig enig. Dog er der et eller andet ved dette aksiom, som jeg i sidste ende ikke helt kan forlige mig med. For hvilken moral er den gældende? Hvem skal definere den? Og selv hvis vi skulle kunne blive enige om det, rejser det blot et for mig vigtigere spørgsmål: Hvis moralen er universelt gældende - jeg fristes til at skrive total(itær) i sin gyldighed - hvilke former for udtryk vil vi så stille til rådighed for eventuelle dissidenter? De fortabte, som enten ikke kan eller ikke vil erkende dens ukrænkelige ret til herredømmet?

Dette spørgsmål er af afgørende vigtighed for denne diskussion, forekommer det mig: For mens vi hurtigt kan blive enige om, at konkrete og handlingsbårne overskridelser af den formaliserede moral - den til enhver tid gældende lovgivning - med rimelighed kan og bør håndteres i det (straffe)retslige system, så er kunsten for mig at se et komplementært og aldeles nødvendigt frirum - en brist, et åndehul - i totaliteten.

Man kan således vælge at forstå kunsten som et nødvendigt korrektiv til den til enhver tid herskende norm; den gældende moral. En funktion, som kunsten kun kan bestride, hvis den netop frigøres fra enhver moralsk begrænsning. Hvorledes skal man ellers bære sig ad med at 'tænke det utænkelige', sige det, som ellers ikke må komme til udtryk? For hvis ingen siger det, som ikke må siges; tænker det, som ikke må tænkes, hvorledes skal en korrektion af den gældende moral så nogensinde kunne komme til udtryk? Hvad sker der med vores demokratiske forhandling, hvis det på forhånd er vedtaget, at 'en bestemt del af orkesteret spiller falsk'?

Mere konkret: Man kan godt opstille nogle universelt gældende spilleregler for en traumatiseret ghetto-knægt, og så straffe ham hver eneste gang han i tanke eller handling forbryder sig imod dekorum. Det kan man sagtens. Det bør man efter min mening bestemt også gøre, hvad handlingerne afgør. Men tanken? Det kunstneriske udtryk? Fortjener det at blive vejet på samme vægt?

Og hvis svaret er ja. hævder vi så ikke samtidig, at han burde vide bedre besked? At hans mulighedshorisont - og dermed hans verdensopfattelse - er den samme, som er blevet alle andre mennesker til dels? Hævder vi så ikke - i yderste konsekvens - at 'ånden' svæver frit over vandene, og at både verden og vi alle er skabt i dens billede? Taler vi ikke her - i yderste konsekvens - om en religiøs forestilling om en sjælens transcendens, og dermed om en absolut ansvarlighed?

Er det problematisk? Denne påkaldelse af en absolut ansvarlighed? Well, ikke set fra de øvre lag i ethvert givent hierarki: Set fra så udsøgt en position, bekræfter en sådan overbevisning blot altings rimelighed, ikke mindst ens egen privilegerede position i spillet. Den gældende moral bliver i sidste ende således velbehagelig. En truisme: "Reglerne er evigt gyldige, fordi jeg vinder i spillet".

Hvis ikke kunsten skal fritages for moralske domme, hvor skal vi 'misfits' så finde fred? Jeg spørger i dyb alvor..

Toke Andersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

At udgrænse noget socialt uacceptabelt I et kunstværk er IKKE bevidst at arbejde på præcist at definere, hvad der er socialt acceptabelt, hvilken adfærd der er ønskelig. Jeg er tilhænger af det første, ikke af det sidste.

Der er tale om en stråmandsargumentation fra din side.

Der er ikke tale om en adfærdsanvisning vedrørende kunstværker, men om en adfærdsafvisning.

En afstandtagen til værkers retfærdiggørelse af, opfordring til og dyrkelse af vold, misbrug og nedværdigelse af andre mennesker, og det da især når der er tale om kunstnerens egne (forfatterens - med klare referencer) handlinger.

Igennem hele din argumentation forsøger du at gøre mig til tilhænger af en bestemt borgerlig moral. Det jeg i stedet gør, er at opstille nogle grænser for, hvad der kan accepteres inden for det relativt autonome værks grænser.

Et eksempel: Katrine Hornstrup Yde havde en pointe i sin stillingtagen til Lars Von Triers "The House That Jack Built", selv om jeg ikke var enig med hende i hendes kritik af filmen.
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2018/11/kan-skaere-dit-brys...

Bjarne Toft Sørensen

En pointe til: Jeg mener ikke, at sådanne kunstværker skal forbydes, men forholder mig til dem fra et kunstkritisk perspektiv. Det er ikke et spørgsmål om at søge at forhindre, at bestemte værker udgives eller præsenteres i offentligheden, selv om jeg forstår og/eller kan anbefale, at mennesker undertiden demonstrerer i forhold til bestemte kunstværker, for at sige, at der er noget i eller ved værket, de tager afstand fra.

Torsten Jacobsen

Hmm, mnjaeh, jeg er splittet i spørgsmålet som sagt. Men "Jeg hører, hvad du siger", som det så vagt kan siges på nydansk, når man nu alligevel ikke er endeligt overbevist, men dog ønsker at demonstrere sin gode vilje ;).

Jeg prøver i og for sig ikke at pådutte dig nogen form for 'borgerlig moral', omend jeg sagtens kan forstå, at du oplever det sådan. Og jeg synes heller ikke, at jeg decideret nedkæmper stråmænd i mit tidligere indlæg. Blot taler vi muligvis alligevel ikke om det samme, eller også forklarer jeg mig simpelthen ikke godt nok.

Jeg er helt med på, at du ikke anbefaler direkte censur af kunstneriske værker. Men hvad er det så egentlig du vil/ønsker? Du forvirrer mig i hvert fald mere end du for mig klargører dine hensigter, når du uden videre skriver:

"At udgrænse noget socialt uacceptabelt I et kunstværk er IKKE bevidst at arbejde på præcist at definere, hvad der er socialt acceptabelt, hvilken adfærd der er ønskelig. Jeg er tilhænger af det første, ikke af det sidste."

Er det muligt ar gøre det første, uden at man i samme bevægelse kommer til at gøre det sidste? Jeg tillader mig at tvivle, de gode hensigter til trods. Jeg mener ikke, at man med held kan udøve kritik - heller ikke 'kunst-kritik' - uden at man samtidig virkeliggør dens modsætning: Anbefalingen, det ønskværdige. En mønt har to sider, som bekendt?

Så måske din 'adfærdsafvisning' måske alligevel - uundgåeligt - knytter sig til i det mindste en form for adfærdsanvisning?

Helt som det bør være, for øvrigt, når vi taler om levet liv. Men som tidligere sagt, er det efter min mening en alvorlig fejltagelse, hvis man forveksler kunsten med levet liv. Selv i de tilfælde, hvor grænsen synes næsten opløst. Det er fortsat min påstand, at intet vindes ved en sådan insisteren på at lade moralske spilleregler, der af åbenlyst nødvendige grunde gøres gældende i handlingens domæne, så at sige flyde over i en moralsk kritik af et kunstværk. En sådan overskridelse forudsætter en i det mindste delvis tilslutning til en forestilling om, at der findes en almengyldig moral til at begynde med, og samtidig en i det mindste delvis tilslutning til det synspunkt, at også tanken alene kan være forbryderisk.

Det er for mig interessant, at Kathrine Hornstrup Yde i mødet med 'The House That Jack Built' pludselig ikke kan løsrive sin opmærksomhed fra 'offeret', et i grunden særdeles partikulært element i den samlede udsigelse. Det er samme manglende evne til at løsrive min opmærksomhed fra 'offeret', som forhindrer mig i at lytte til Eminem/Marshall Mathers nummer 'Kim', med andet end en underliggende følelse af dybt ubehag. Jeg forventer at læse passager i Yahya Hassans nyeste tekster med samme 'modvilje'.

Jeg vil dog til enhver tid foretrække denne 'modvilje' - denne værkets modstand - frem for dens modsætning. En mønt har som bekendt to sider, ikke sandt?

Toke Andersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

P.P.S.

Hvad der i disse tider slår mig som særdeles uheldsvangert, er én bestemt klasses privilegerede adgang til ikke blot det sidste ord og hævdelsen af dets gyldighed, men samtidig det for mig at se uundgåelige - og ikke videre opbyggelige - modtryk, som en så massiv og velbehagelig klasses altdominerende smagspræferencer i sidste ende udløser. For mig at se - og jeg er helt sikkert ikke en uvildig betragter af dette fænomen - er 'man' ved at indrette en velbehagelig verden for sig selv, hvor alle mislyde søges ekskluderet. En kulturel kamp, med andre ord, blot udkæmpes den for mig at se ikke på en lige bane.

En tendens der er til at få øje på, lige meget hvor man kigger hen: Det være sig i de spejlblanke sendeflader, reklamens absolut ikke ubetydelige signalering, gentrificeringen af bykernerne, en vedvarende promovering af pseudoreligiøse livsstile præget af marathon-fitness og crossfit og anti-inflammatorisk kost. Kagedyster og dansekonkurrencer. En evig optagethed af form og konkurrence. Og ikke en hvilken som helst form, bevares. Ikke enhver form for konkurrence. Nej, en ganske særlig form, der evigt fremhæves som den absolut mest passende. Og ja, denne form for i sidste ende moralsk krigsførsel søges også udbredt til kunstens domæne, man er vel totalitær i sine ambitioner?

Efter sigende er djævlens bedste trick, at få mennesker til at tro på, at han slet ikke eksisterer. Og da slet ikke i detaljen, vel? ingen grund til bekymring, med andre ord...Ingen grund til at løfte så meget som et øjenbryn, når de rigtige meninger først kommer til orde. De har ingen anden interesse end at forkynde det nye paradis' komme..

Man behøver blot læse nærværende dagblad, for således at blive bestyrket i sin tro..

Toke Andersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

@Torsten Jacobsen:
Kommentarer til dine udtalelser:
”Men hvad er det så egentlig du vil/ønsker?”

At litteraturkritik, og for den sags skyld kunstkritik, ikke alene forholder sig til værkets sproglige karakter og den ”håndværksmæssige udførelse”, når det drejer sig om, hvorvidt det f.eks. er raffineret, avanceret, elegant, spidsfindigt, og til opbygning i form af f.eks. kompositoriske kvaliteter, men at kritikken og anmeldelserne også forholder sig til f.eks. værkets udsagn på et etisk, eksistentielt og politisk niveau.

Er værket på visse områder f.eks. umoralsk, studentikost, banalt, lommepsykologisk – og filosofisk eller politisk postulerende. F.eks. kan jeg tit ved samtidslitteratur sidde med en fornemmelse af, at det her må være skrevet af en forfatter, der kan sit sproglige håndværk, men som med hensyn til modenhed og personlig integritet befinder sig på niveau med en middelmådig 3. års studerende i gymnasiet eller en tilsvarende 1. års studerende på universitetet.

”Jeg mener ikke, at man med held kan udøve kritik - heller ikke ’kunst-kritik’ - uden at man samtidig virkeliggør dens modsætning: Anbefalingen, det ønskværdige. En mønt har to sider, som bekendt?"

Når jeg angiver, at noget ikke er ønskværdigt, angiver jeg selvfølgelig også nogle rammer for det modsatte på nogle specifikke områder, så hvad netop disse områder angår, har du ret, men ikke generelt set. Man kan ikke mene, at f.eks. en fremstilling er umoralsk, og så samtidig anbefale en sådan fremstilling som ønskværdig. Der er dog dermed også så meget, der kunne være ønskværdigt, som man ikke forholder sig til.

”Det er fortsat min påstand, at intet vindes ved en sådan insisteren på at lade moralske spilleregler, der af åbenlyst nødvendige grunde gøres gældende i handlingens domæne, så at sige flyde over i en moralsk kritik af et kunstværk”.

Her er vi uenige, for et kunstværk er også altid en handling. Når vi taler om ”kunstens autonomi” eller dens relative autonomi er der tale om en hensigtsmæssig konvention og ikke andet.
Spørgsmålet er derfor, hvor vi skal trække nogle grænser for denne autonomi, og der skal det selvfølgelig tilpasses det samfund og de former for demokratisk samtale, vi finder ønskværdige i samfundet.

Her er der for mig at se en fare for, at alt skal problematiseres på et etisk og et politisk niveau på en sådan måde, at den demokratiske samtale og bestemte måder at opfatte samfundet på, hos store dele af befolkningen, udelukkes fra en demokratisk samtale. Det gælder også på kunstens område.

Det er for mig at se stadig vigtigt at fastholde konventionen om kunstens relative autonomi på et forholdsvis højt niveau.

https://www.information.dk/debat/2019/11/ok-boomer-lyder-selvretfaerdigt...
https://www.information.dk/kultur/2014/02/sorry-mallarme

Torsten Jacobsen

Nuvel, Bjarne Toft Sørensen

Jeg tror ikke, at vi som sådan nærmer os en decideret enighed, men den slags gøgl er i og for sig også såre overvurderet. Vi nærmer os til gengæld - i det mindste for mig at se - en bedre gensidig forståelse, hvilket vel i grunden må være det primære formål med enhver form for samtale?

Jeg vil dog alligevel forsøge mig med endnu et anslag mod vores tilsyneladende uenighed. Selv i erkendelsen af et isbjergs massiv, kan man med hammer og mejsel udrette meget. Især da hvis der hugges fra modsatrettede sider på samme tid ;).

For jeg er selvfølgelig mestendels enig i, at "kritikken og anmeldelserne også [bør] forholde sig til f.eks. værkets udsagn på et etisk, eksistentielt og politisk niveau.". Hvor jeg tidligere har givet udtryk for en fast overbevisning om, at man med nødvendighed må markere en absolut afgrænsning mellem kunstner og værk, så er jeg helt på det rene med, at værket i sig selv taler ind i sin tid, og derfor må bedømmes på dens vilkår. For better or worse, fristes jeg dog til at tilføje ;).

Blot bekymrer det mig vedvarende - og jeg skammer mig i og for sig over at trække denne bekymring til torvs igen igen - at disse tidens vilkår jo så langt fra er - om jeg så må sige - objektive. Vi lever til enhver tid i en politiseret virkelighed: A mener B, og B mener A, og så fremdeles, og hele alfabetet går til kamp om definitionsretten; den rette stavemåde. Hvem kan i denne forvirring påkalde sig den rette grammatik?

Olga Ravn, som jeg ikke overraskende ellers ikke er videre enig med, siger det fremragende:

"At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at svigte de udsatte. At skrive kunst for kunstens skyld kan nogen dage føles som at hylde de udsatte".

Så rent kan det siges. Men desværre tilføjer hun følgende:

"Jeg tror ikke på, at der findes et sprog, et ord, en skrift, der er fri af sin omverden, der er fri af sin last, det er historien, det politiske. Jeg tror ikke på, der findes kunst, der kun kan findes for kunstens skyld. Sorry Mallarmé!".

Hvad er det dog for noget sludder? Et sådant udsagn giver kun mening, hvis man sætter (absolut) lighedstegn mellem kunstner og værk. Gør dem til et og det samme: Kunstneren eksisterer ganske rigtigt i sin (om)verden, betjener sig af ord, toner, pletter på lærredet, former i ler. Alt sammen udtryk for en given psykologisk disposition, utvivlsomt, en psykologi præget af dens omverden. Men med hvilken ret kan man hævde, at en sådan disposition kommer til udtryk i et 1:1 forhold i receptionen af værket? Og hvis dette ikke hævdes, hvordan kan man så overhovedet tale om en kunst, der ikke eksisterer for kunstens egen skyld? En kunst, der ikke løfter sig ud over sin egen determination? Hvorledes kan man så overhovedet tale om en kunstens frigørende potentiale?

Bevares, måske føler man ingen trang til at forholde sig til kunsten på så idealiseret et niveau? Måske finder man sig mere tilfreds i sociologiens og antropologiens mere jordnære sfærer? Hvor alt er årsagsfremkaldende eller konsekvens, gerne begge dele på samme tid? Men har vi så overhovedet med kunst at gøre? Det er og forbliver vel en smagssag. ;)

Kunsten er vild og fri, og bør ikke hegnes ind. Hverken af et misforstået hensyn til de svage, ej heller i diktatoriske krav om besyngning af de stærke. Idéelt set lever et kunstværk efter sine helt egne regler, en eksistens udenfor realiteten, et spejl. Hvert eneste menneske kan så spejle sig selv og sin samtid og sine livsvilkår deri, og dermed få at se, hvad der nu er at se. Kritikere spejler sig måske med større ret end andre. Blot bør de så vare sig for at fylde spejlet helt ud, ikke mindst med for værket ganske uvedkommende men dog alt for menneskelige fordomme...

Toke Andersen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Måske er vi vitterligt stort set enige, når jeg tænker nærmere efter? Måske har jeg misforstået din kritik af kritikeren, og i denne misforståelse drejet samtalen over i en liden velvalgt gænge?

Jeg taler om farerne ved en almen(gyldig) moralsk bedømmelse af et værk, mens du udtrykker et ønske om, at kritikeren bringer sin egen, individuelle moral i spil i kritikken af et givent værk. Kan man sige det sådan? At det er et ønske om en moralsk stillingtagen - dens udfald underordnet - som du udtrykker? Mens jeg har stirret mig blind på et (indbildt?) krav fra din side om et bestemt udfald af denne moralske stillingtagen fra kritikerens side?

Bjarne Toft Sørensen

Meningen med kritikken (anmeldelserne) af kunst og litteratur på forskellige niveauer er ikke kun brugervejledning, f.eks i dagbladene, men et samfundsmæssigt anliggende i retning af en form for kollektiv diskussion om og forståelse af, hvad der har kvalitet, lidt som når man i Folketinget diskuterer sig frem til en form for kollektiv forståelse af, hvad man i de forskellige partier mener om et bestemt emne, og hvad der kan skaffes flertal for.

Kunstens og litteraturens funktion i samfundet ses i stigende grad som et spørgsmål om oplevelsesøkonomi og et rent subjektivt æstetisk smagsanliggende, hvor den enkelte anmelder f.eks. fortæller sine læsere, at jeg plejer jo "at holde af is med chokoladesmag", og derfor tiltaler dette værk mig - sådan til ren forbrugeroplysning.

Det var også med det udgangspunkt, at man på Berlingske på et tidspunkt, stort set, havde afskaffet den professionelle anmelder, lidt som i programmet "Smagsdommerne" på DR.

Når jeg foretager også en moralsk bedømmelse af et værk i forhold til værkets fremstilling, gør jeg det med udgangspunkt i, at det burde være den alment gyldige vurdering, vel vidende at andre kan mene noget andet.

Situationen i forhold til dette værk er dog meget speciel, fordi forfatteren også insisterer på, at det handler om vedkommende selv, og at der omtales en række hændelser, der også har faktuel karakter.

Torsten Jacobsen

Bjarne Toft Sørensen,

Hmm, du svigter min tiltro til en spirende enighed.. ;)

Som 'straf' vil jeg provokere dig lidt:

Her er et eksempel på en (såkaldt) kritikers moralske bedømmelse af et værk. Jeg tvivler ikke et sekund på, at denne kritiker giver udtryk for en holdning til værket, som i det mindste hun mener, burde være almengyldig:

https://kulturtid.dk/teater/amerika/

Du kan jo tydeligvis selv læse indenad, men for at der ikke skal være tvivl om, hvorfor jeg bærer dette efter min mening makværk af en anmeldelse til torvs i denne diskussion, så bær venligst over med mig, mens jeg skærer det ud i pap:

En ellers fantastisk forestilling - jeg parafraserer 'anmelderens' egne ord her - falder i den endelige dom totalt igennem, fordi den ikke lever op til passende moralske standarder.

Nu er jeg tilfældigvis selv - som ydmyg indehaver af en bachelorgrad i Dramaturgi - en kende bevidst om det enorme arbejde, som opsætningen af en sådan forestilling indebærer. At skabe en (ellers) fantastisk forestilling er et næsten mirakuløst lykketræf, som kræver en vis grad af kunstnerisk talent, vilje og ikke mindst mod til at præsentere det færdige værk for en offentlighed, som i vore dages overflod af kulturtilbud kan virke både overmættet og bonert.

Éen stjerne! Dumpet! Dekorum ikke opretholdt! Færdig, væk!

Du kan så hævde, at denne anmeldelse modsiges af andre - som det udspiller sig i folketinget, når meninger brydes - men glem i den sammenhæng ikke, at du synes at anbefale netop denne form for anmeldelse: En anmeldelse, der ikke primært forholder sig til værket som et kunstnerisk udsagn, men derimod en anmeldelse som bruger mindst lige så mange kræfter på at forholde sig til værkets anstændighed. For nu at gentage min grundposition - som jeg ellers et øjeblik troede, at du havde lokket mig ud af ;) - Hvad har moral dog med kunst at gøre?

Hvis det overhovedet skal give mening at opretholde en kritik - en 'anmeldelse' af kunst - så må det for mig at se være en nødvendig forudsætning, at anmelderen/kritikeren netop forholder sig til kunstværket på kunstens egne præmisser: Er det Godt eller dårligt? - med alle nuancerne rundt omkring dé to poler.

Forfaldet til en ren subjektiv bedømmelse - Maren i kærets mening om Beethovens femte symfoni - er vel netop karakteriseret ved en ligegyldighed for kunsten i sig selv? Ren ignorance! Rindalisme! En manglende viden eller bevidsthed om, at tilegnelsen af kunst - ligesom alle andre forhold i tilværelsen - fordrer tålmodighed, interesse, nysgerrighed.

Ikke mindst nysgerrighed!

Jeg kender ikke til nogen større dræber af nysgerrighed i dette univers, end bitter, moralsk forargelse..