Anmeldelse
Læsetid: 8 min.

Aarhus Teaters version af den originale emodreng Werther er en forestilling til alle urolige hjerter

’denungewertherslidelser’ på Aarhus Teater er en nygotisk fortolkning af Goethes klasssiker, som har blik for alle de forskellige former for kærlighed og sorg, der findes i originalen. For Werther som afvigernes fortaler, der både længes og væmmes ved normerne
Med så enkelt et udgangspunkt som tre skuespillere, en musiker og Aarhus Teaters mindste scene, formår Oshana og holdet bag forestillingen at skabe noget virkelig smukt og originalt ud fra Goethes forlæg.

Med så enkelt et udgangspunkt som tre skuespillere, en musiker og Aarhus Teaters mindste scene, formår Oshana og holdet bag forestillingen at skabe noget virkelig smukt og originalt ud fra Goethes forlæg.

Aarhus Teater

Kultur
20. december 2019

Den unge Werther er, selvfølgelig, det oprindelige emo kid. En ung, ulykkeligt forelsket mand med et romantisk imperativ om at føle sine følelser, også når de leder lige ned i depressionen. På Aarhus Teaters Studio-scene har instruktør Sargun Oshana og scenograf Nathalie Melbye transponeret Goethes roman fra 1774 ind i et visuelt univers, der trækker på 80’ernes og 90’ernes subkulturer.

De slidte betonvægge, der omgiver scenen, er overmalet med naturmalerier og graffiti og minder om trøstesløs postpunk. »Love will tear us apart again«, som Ian Curtis fra Joy Division sang i 1980. Stearinlys, blomster, flæseskjorter og sort eyeliner peger på, at før New Romantics kom de gamle Romantics, ingen Strunge og Boy George uden Goethe og Novalis.

Under hele forestillingen er sanger, pianist og komponist Di Garbi på scenen. Hun sidder midt i det hele, med hvidmalet stenansigt og blomster i håret, ved et flygel og fremfører lieder og arier og melankolske popsange. Man fornemmer hende som en slags manifestation af en romantisk natur- eller dødsånd, smuk og dragende, men langtfra venligsindet.

Også Werthers udkårne Lotte er optaget af døden, hun spekulerer over, hvad der findes bag det mørke »forhæng«. Alle har sort neglelak på, alle kender til forskellige former for ulykkelig kærlighed, forskellige former for tab.

Goethes original af samme navn som forestillingen (hvor man dog har skubbet ordene i titlen sammen, så de ligner et hashtag uden den foranstående havelåge) er en brevroman fortalt af Werther, som flytter til en ny by efter at have knust et par hjerter, hvor han kom fra. Han er en ung maler med hang til dybe suk, til det dramatiske og skæbnesvangre.

I Oshanas version forsøger han sig med videokameraet i stedet for penslen; diskret placeret yderst på scenen står et fjernsyn, som af og til viser grynede optagelser af ham selv eller Lotte. En del af hans produktion ligger spredt ud på scenen, filtret sammen til båndsalat.

Første gang vi møder Werther, kommer han løbende ind på scenen iført jeans, hættetrøje og sort eyeliner forfulgt af … sig selv? Jeg må indrømme, at jeg et øjeblik var imponeret over, hvilket teatertrick, man kunne bruge for at få en skuespiller til at løbe ind og ud af scenen på samme tid, før det blev klart for mig, at der var tale om to Werthere.

Simon Matthew og Alexander Mayah Larsen har det samme tøj på, har den samme frisure, samme højde, samme skarpe kæbelinje. De ser på hinanden, næsten som i et spejl. At begynde med to Werthere giver forestillingen spillerum til at udforske karakterens temperament og store selvbevidsthed.

Werther diskuterer med sig selv, snakker med sig selv, græmmes over sig selv. Et øjeblik synes de to at flirte, de rører ved hinandens ansigter, krammer, nusser. Werther er, bogstaveligt talt, selvforelsket. I hans romantiske sammenskrivning af følelseslivet og kosmos kan følelserne blive meget store, eller kosmos meget småt.

Et kompliceret forhold til sorg og kærlighed

På vej til en lokal fest møder Werther Lotte, spillet af Sara Viktoria Bjerregård, som han kaster al sin virkelig megen kærlighed på. I forestillingen har vi allerede mødt hende, i den allerførste scene, hvor hun antager rollen som en slags fortæller, en samler og oplæser af Werthers breve; en rolle som i romanen varetages af en fiktiv forlægger.

At Lotte sætter rammen for fortællingen, forsikrer os blandt publikum fra begyndelsen om, at hun har noget at skulle have sagt. Som Lotte er Bjerregård en total naturkraft på scenen. Hun vælter rundt for at give sine små søskende mad, hun klæder sig på og skælder ud og slås for sjov med sine bejlere, hun elsker at danse.

I en charmerende scene sidder hun mellem de to Werthere på vej til festen. Mens den ene forsøger at flirte med hende, slår den anden sig selv i hovedet – dét var simpelthen for dumt sagt.

Simon Matthew, Alexander Mayah Larsen, Sara Viktoria Bjerregaard.

 

Simon Matthew, Alexander Mayah Larsen, Sara Viktoria Bjerregaard.

 

Zuhal Kocan/ Aarhus Teater

Bjerregård bringer både dybde og store mængder af kropslig energi til sin Lotte, og gennem stykket bliver det tydeligt, at det ikke kun er Werther, der har et kompliceret forhold til sorg og kærlighed. Da Lotte møder Werther, har hun netop mistet sin mor. Det stof udfolder Bjerregård smukt og sårbart i en monolog mod stykkets slutning.

Lotte fortæller om sit tab, om at tage afsked med moren, om at skulle agere mor for sine små søskende, og om at love moren, at hende og den forlovede, Albert, nok skal leve lykkeligt sammen. I Oshanas bearbejdning får Lotte lov til at have sine egne relationer og sit eget liv. Det er befriende at se en karakter, der har været flere århundreders billede på et begærsobjekt, få lov til at blive hel og levende.

Og så når vi til Albert, Lottes forlovede. Under en heftig dansescene til festen, hvor minuet bliver til rave, til kontaktimprovisation og omfavnelse, forvandler den ene Werther, spillet af Alexander Mayah Larsen, sig til Albert. Ham fortsætter han (med få afstikkere tilbage til Werther 2) med at være forestillingen ud.

Albert er en munter, stabil og spidsborgerlig type. Han stiller sig ved en mikrofon og opfører en blanding af nykristen standup og jobcenterjargon, der kulminerer i, at han får publikum til at tage hinanden i hånden og råbe »Jeg er glad! Jeg er glad!« Werther er uenig med Albert om glædesmottoet. Han forsøger sig med et argument om, at mennesket ikke er herre over sin egen natur, og vil have publikum til at råbe med på et alt for langt og komplekst slogan, som ingen kan huske.

De alt for store følelser

Det er et effektfuldt greb, at forestillingen accentuerer den enorme lighed mellem Matthew og Mayah Larsen i begyndelsen for derefter at sprænge den i stykker og vise dem som meget forskellige. Matthew er perfekt som den surmulende, men også oprigtigt ulykkelige, Werther, mens Mayah Larsen har held med at fremstille Albert som en godmodig og kærlig dude-bro med sporadisk svigtende situationsfornemmelse.

Werthers og Alberts forhold er, i originalen som i forestillingen, mere komplekst, end hvad man skulle tro om to romantiske rivaler. Werther er uenig med Albert, men synes også, at han er en storartet og generøs fyr, »det bedste menneske under solen.« De hænger ud alle tre, Werther og Lotte og Albert, de bliver venner, holder jul, går ture.

Ambivalensen mellem Werther og Albert har Oshana smukt blik for i sin opsætning. I takt med at Werther bliver mere og mere ustabil og ulykkelig, klamrer han sig stadig hårdere (helt konkret) til de andre, han holder fast om Albert, vil ikke give slip. »Det er nok nu,« siger de alle tre til hinanden gennem stykket, nogle gange kærligt, andre gange irettesættende eller afvisende.

denungewertherslidelser handler også om de alt for store følelser, der er svære at få plads til, i sit eget hjerte såvel som i forholdet til andre.

Forestillingen kommer ikke med nogle enkle svar, når det gælder de tre menneskers forhold til hinanden. Lotte elsker tydeligvis Albert og er samtidig tiltrukket af Werther. Hun er også i sorg. Albert er bekymret for dem begge, men også – på en meget genkendelig måde – lidt for vild med at diskutere sygdom og moral, som om det var en sport, selv om det langt mere direkte angår Werther end ham selv.

Werther vil gerne være kæreste med Lotte, men vil for alt i verden ikke ødelægge noget for den gode Albert. Han er totalt faret vild i sit begær, i sit eget mismod og i sine følelser af at blive overset.

I et komisk greb lader Oshana Werther gentage sit teatralske »Adieu!« alt for mange gange. Han tager hele tiden af sted fra de andre (og vender tilbage igen), som et barn, der demonstrativt flytter hjemmefra ned i baghaven, måske med ønsket om at blive savnet.

Werthers queer historie

På nogle måder ligner Werther den ultimative kliché af en heterofyr. Han er en selvhøjtidelig og til tider grænseoverskridende bejler, som er meget mere optaget af sin egen forelskelse end af at lytte til Lotte. Alligevel er det påfaldende, at mange queer forfattere – forfattere, som har beskæftiget sig med normbrydende seksualiteter og kønsforståelser – gennem tiden har skrevet om og interesseret sig for Werthers kærlighedshistorie.

Den franske filosof Roland Barthes, for eksempel, fletter Werther-citater ind i bogen Kærlighedens forrykte tale, og digter og essayist Maggie Nelson skriver om ham i Bluets. Werther står uden for heteroparret med alt sit begær og kigger længselsfuldt ind, måske både efter Lotte og Albert.

I en af videoerne, der vises på scenens tv-skærm, ser vi dem alle tre fjolle rundt på en strand. De filmer sig selv, smiler til kameraet. Aner vi her en mulig utopi, hvor de lever sammen i et lykkeligt trepersonersforhold, der både kan rumme Lottes sorg og energi, Werthers blævrede hjerte og den jordnære Albert? Jeg synes, det virker ret ideelt.

Werthers følelser er måske overdimensionerede og teatralske, han er krukket og selvoptaget og for meget. Men han er også fortaler for afvigerne, for dem som ikke passer ind i en kristen, småborgerlig orden. I en diskussion med Albert siger Simon Matthews Werther:

»I står så rolige, så udeltagende, I moralister, skælder drukkenbolten ud, skyer den afsindige, går forbi som hin præst og takker Gud som farisæeren, at han ikke har skabt Jer som én af disse.«

Werther mister besindelsen, han er ude af sig selv, men formår stadig, derudefra, at formulere fuldstændig klart, både hvad han længes efter, og hvad han væmmes ved i den verden, som udspiller sig inden for normernes rammer.

Med så enkelt et udgangspunkt som tre skuespillere, en musiker og Aarhus Teaters mindste scene, formår Oshana og holdet bag forestillingen at skabe noget virkelig smukt og originalt ud fra Goethes forlæg.

Æstetikken opdateres til en moderne, gotisk trøstesløshed, uden at det bliver en pointe, som man behøver at slå mere på tromme for end højst nødvendigt. Werther er queeret på en subtil og spændende måde, fordi kimen allerede findes i Goethes original, og det virker så meningsfuldt at udfolde og udforske de forskelligartede former for begær og kærlighed, der strømmer frem og tilbage mellem karaktererne.

Forestillingen lykkes med at åbne Den Unge Werthers Lidelsers spørgsmål om psykisk sårbarhed, kærlighed, seksualitet og sorg, så de bliver tilgængelige og forståelige for et moderne publikum, og får os til at læse originalen på ny. En forestilling til alle urolige hjerter. Den er bestemt værd at se.

denungewertherslidelser spiller på Aarhus Teaters Studio-scene 13. december – 25. januar og på Sort/Hvid i København fra 30. januar til 22. februar. Romanforlæg: Johann Wolfgang von Goethe. Iscenesættelse og bearbejdelse: Sargun Oshana. Scenografi og kostume: Nathalie Melbye. Lysdesign: Jim Falk. Komponist og lyd: Di Garbi. Medvirkende: Simon Matthew, Alexander Mayah Larsen, Sarah Viktoria Bjerregaard, Di Garbi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her