Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Ágnes Heller sætter nationalstaten på pinebænken

Ágnes Hellers har skrevet en række tankerige essays om Europa
I filosofien kalder man paradokser af den art en ’apori’ med et græsk ord, der betyder, at der ’ingen udvej’ er. Men Heller viser os udveje af sine paradokser, ikke mindst i tre minidialoger fordelt på bogens tre afsnit. Læs dem grundigt, og find de svage punkter i begge parters argumentation!

I filosofien kalder man paradokser af den art en ’apori’ med et græsk ord, der betyder, at der ’ingen udvej’ er. Men Heller viser os udveje af sine paradokser, ikke mindst i tre minidialoger fordelt på bogens tre afsnit. Læs dem grundigt, og find de svage punkter i begge parters argumentation!

Ritzau Scanpix

Kultur
20. december 2019

Få måneder før hun i juli i år, 90 år gammel, druknede under en svømmetur i Balatonsøen i Ungarn, udgav Ágnes Heller tre essays om et Europa, hvis eksistens balancerer på en knivsæg. Ungarns store humanist har dette budskab til os:

»Den Europæiske Union er det kontinentale Europas sidste chance for at blive en vigtig politisk og kulturel medspiller på verdensscenen. Mislykkes Unionen, vil Europa nok have en fortid, men ingen nutid og endnu mindre en fremtid; den vil forvandle sig til et museum.«

Ágnes Heller: ’Paradoks Europa’.

Gucca
Eller rettere: et nationalmuseum. Bogens tre essays, alle brandaktuelle, sætter nemlig nationalstaten på pinebænken og viser fra tre forskellige vinkler, at vi ender som fortidslevn uden et solidarisk EU.

Heller konfronterer først nationale traditioner med universelle værdier. Derpå underkaster hun national identitet et tiltrængt serviceeftersyn i de globale katastrofers tidsalder. Endelig råder hun os til omsider at vedtage en europæisk forfatning, der udelukker illiberale demokratier som det ungarske.

Det er vanskeligt at forestille sig en tankerigdom koncentreret så smukt som i denne bogs bare 74 sider. Heller åbner vores øjne for demokratiets mirakel i en verden, hvor det mindst af alt er en selvfølge.

De første to essays ligner et filosofisk testamente. Det tredje og længste handler om Ungarns demokratiske nedtur. Lad os begynde her, hvor historie vejer tungere end ideer.

Siden han blev ministerpræsident i 2010 har Viktor Orbán genindført et tyranni ved at ændre forfatningen og dermed parlamentets sammensætning.

Ungarn er blevet et kleptokrati, der samler alle magtens tråde i hans hænder. Om sig har Orbán et oligarki, et fåmandsvælde, der er lige så afhængig af ham, som adelen var det af kongens nåde i feudaltiden.

I Europa må borgere frygte statsmagten

Omfordelingen af samfundets værdier i Ungarn er den omvendte af socialpolitikken i demokratiske velfærdssamfund. Vi beskatter store formuer for at skaffe svage bedre vilkår og velfærd. I Ungarn kanaliseres samfundets værdier op til Orbán og hans korrupte klakører. Rige bliver rigere, fattige fattigere og stadig mere magtesløse.

Et lignende mønster ses i Donald Trumps USA. Men i Ungarn må oligarkerne for at bevare og øge deres rigdom tjene landets politiske ledelse. I USA er det omvendt: Her er den folkevalgte præsident i fatal grad afhængig af milliardærers politiske luner og pengepung. I Europa må borgere frygte statsmagten, ikke mindst i lande som Ungarn. I USA frygter de samfundet.

Heller kalder sin bog Paradoks Europa. For det er paradoksalt, at to moderne samfundsformer gensidigt synes at udelukke hinanden. Et fælles Europa forudsætter et europæisk statsborgerskab, en europæisk forfatning og europæisk solidaritet. Men vores EU består ikke desto mindre af nationalstater, der af os kræver det modsatte.

Nationalstaten er et nyere historisk fænomen, men bygger på oldgammel arv. Ordet ’nation’ kommer af det latinske begreb ’natio’, der betyder fødsel og afstamning. I Danmark siger vi ’indfødsret’, når vi mener statsborgerskab.

Over for denne antropologiske stammetænkning står det latinske begreb ’populus’ – ’folket’ forstået som en ubestemt mængde, ’the people’. Folket er et universelt, republikansk begreb, der i dagens retssamfund må omfatte alle voksne statsborgere. ’Mennesket’ og ’borgeren’ blev en og den samme i 1789 under den store franske revolution, der formulerede de almene menneskerettigheder.

Det er ikke mindre paradoksalt, skriver Heller, at det oplyste Europa føler sig hævet over mindre oplyste nationer. Vi ser gerne en modsætning mellem civilisation og barbari, mellem progressive og tilbagestående.

Siden Første Verdenskrig har to verdenskrige, to totalitære regimer, Holocaust, Gulag og adskillige diktaturer ikke desto mindre kostet alene Europa 100 millioner menneskeliv, den største menneskeskabte katastrofe i verdenshistorien. Ofrene for den europæiske kolonialisme er end ikke medregnet.

I filosofien kalder man paradokser af den art en ’apori’ med et græsk ord, der betyder, at der ’ingen udvej’ er. Men Heller viser os udveje af sine paradokser, ikke mindst i tre minidialoger fordelt på bogens tre afsnit. Læs dem grundigt, og find de svage punkter i begge parters argumentation!

Vi lever af paradokser og dør uden. Hellers udvej er, at vi integrerer os lige så meget i det europæiske fællesskab, som vi kræver af indvandrere, at de integrerer sig i vores nationalstater. Hun har opgivet sin ungdoms tro på fremskridtet. Til det tyske ugemagasin Die Zeit sagde hun i maj i år:

»Vi lever som rejsende på samtidens banegård. Den forlader vi ikke. Der var vel en tid, da de rejsende mente, at de snart ville stige på et eksprestog med kurs mod en strålende fremtid og dermed straks igen forlade banegården.«

Det viste sig, at mange af togene kørte til Auschwitz eller Gulag. Hvad der bliver tilbage til de rejsende på banegården, sagde Heller, er samtalen for samtalens skyld.

Ágnes Heller: ’Paradoks Europa’. Oversat fra tysk af Nanna Lund. Informations Forlag. 74 sider. 100 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her