»1973 er mit intense år,« siger hovedpersonen på et tidspunkt i Anita Furus nye roman. Mit intense år – det kunne have været en alternativ titel på romanen, som er opfølgeren til Mit halve liv, for hvilken Furu vandt Bogforums debutantpris i 2018.
Jeg er en, der kan sige sådan! – som romanen hedder – fortsætter historien om Ruth, der blev bortadopteret fra Rusland som følge af pogromerne i begyndelsen af 1900-tallet, og hvis tilværelse førte hende først til København hos den velstående enlige Fru Ballin, siden til Berlin og San Sebastián med hendes norske ægtemand Sigurd.
Anita Furu: ’Jeg er en, der kan sige sådan!’.
I 1973 er Ruth 73 år gammel. Sigurd døde efter 30 års ægteskab, derefter giftede hun sig med en ny mand, som døde efter fem år. Nu er hun alene og låner ved romanens begyndelse sin veninde Kammas sommerhus et par dage. Ruth har behov for at komme lidt væk, blandt andet fra sin nu godt voksne datter, Inge, som længe har forsøgt at overtale hende til at rejse til England; der bor nemlig Ruths ældre bror og søster, som i sin tid blev bortadopteret til hver sin familie.
Søsteren kontaktede Ruth for mange år siden, på et tidspunkt hvor Ruth netop havde mistet sin første datter (en af de scener, jeg husker stærkest fra debuten), og siden har der ikke været nogen forsøg på kontakt.
Ruth får imidlertid ikke lov at være uforstyrret i sommerhuset særlig længe. En strøm af mennesker kommer på uanmeldt besøg: børn og børnebørn, tanter og onkler, venner og naboer. Mens Ruth helst vil lægge fortiden bag sig, er andre omkring hende optaget af at dokumentere og undersøge den, stille spørgsmål og opklare. Som Kamma, der i løbet af romanen bliver syg og indlægges på hospitalet, siger:
»Jeg vil ikke gå glip af din historie, Ruth.« Det er, som om hendes private historie er større end hende selv, og det er ikke kun for sin egen skyld, at Ruth må handle. Der er for mange skæbner, som er knyttet uløseligt til hinanden – og til jødernes historie.
Hvad er en familie og hvor mange forskellige relationer kan den bestå af?
Noget af det, der gjorde Furus debut fra 2017 så medrivende, var romanens fremdrift. Den strækker sig fra 1913 til 1952 og skildrer Ruths begivenhedsrige liv, mens hun bevæger sig, hurtigt, fra barn til midaldrende kvinde. Som kontrast udspiller den nye roman sig over ganske få måneder, fra august til november i 1973.
Tempoet er langsommere og roligere, og måske som følge af Ruths alder, eller i hvert fald hendes ønske om at trække sig tilbage, er der her mere plads til tilbageblik og eksistentielle refleksioner. Første halvdel af romanen udspiller sig i sommerhuset. I romanens anden halvdel går turen (endelig) mod England, og intensiteten stiger.
»Savn er som de fleste følelser stærkest i barndommen. Da jeg kom til Danmark, savnede jeg mine søskende. Jeg husker savnet, selv om jeg ikke husker dem, jeg savnede.« Noget af det, der gør det grænseoverskridende for Ruth at møde sine ældre søskende, er det faktum, at de husker hende, mens hun ikke kan huske dem. Noget andet er frygten for, hvad hun kan miste i mødet med dem; at hendes egne beskedne barndomsminder kan blive overskygget eller ødelagt. Måske forholdt det sig slet ikke sådan, som hun troede?
Den person, som med sit fravær holder sammen på det hele som en sol, de alle kredser om – sådan beskrives han på et tidspunkt – er den ældste, elskede bror Isak, som lovede at hente dem alle sammen og tage dem med til Amerika, og som Ruth også i den forrige roman sørgede over og søgte efter.
Anita Furu har et skarpt blik for ambivalente følelser, gode sætninger og som altid overbevisende persontegninger, som er tro mod den måde, de blev fremstillet på i den forrige roman. For eksempel når Ruth beskriver Kamma i hospitalssengen:
»Selv når hun ligger der, er der noget frygtløst over hende, og derfor føles det på en mærkelig måde omvendt, som om det er hende, der holder mig i hånden.«
Romanen stiller spørgsmål til, hvad en familie er, og hvor mange forskellige relationer, den kan bestå af. Det er svært ikke at sammenligne romanen med den forrige, hvilket næsten føles unfair, fordi debuten var så fremragende.
Jeg er en, der kan sige sådan! føles ikke lige så overvældende, men gør indtryk på en mere stilfærdig måde. Det er fint at læse videre om Ruths liv. Og – jeg vidste ikke, før jeg læste, hvor meget personerne fra Furus første bog stadig lever i mig – der er noget på én gang tragisk og meget forløsende ved at få closure på nogle af de spørgsmål, som forblev ubesvarede i første bog.
Anita Furu: ’Jeg er en, der kan sige sådan!’. Gladiator. 182 sider. 249 kr.
