Anna Akhmatovas Requiem er et af den moderne europæiske poesis hovedværker. Det er en stærkt personlig sørgesang over den skæbne, der overgik hendes søn i det stalinistiske regimes brutale fængsler og arbejdslejre, og på den måde også en sørgesang over Ruslands skæbne i det tyvende århundrede.
Akhmatova er næsten jævnaldrende med T.S. Eliot, der måske på en måde repræsenterer det samme verdenssyn i vesteuropæisk sammenhæng. En opfattelse af poesien eller kunsten, ikke som en murbrækker for det nye, men som det yderste led i en lang tradition.
I Stalins Sovjetunion kunne kunstneriske udtryk for den slags være forbundet med livsfare, fordi en sådan praksis fra magtens hold, alt efter formen, kunne opfattes som en kritik. Og en kritik der havde temmelig stort folkeligt medhør. Mennesker bryder sig ikke altid om, at alting pludselig skal være noget andet på diktat ovenfra.
Anna Akhmatova, der var opvokset i det kosmopolitiske Sankt Petersborg, ligesom Edith Södergran, besøgte i sin tidlige ungdom, hun er født i 1889, og det drejer sig om årene omkring 1912-13, det lige så kosmopolitiske Paris, hvor hun færdedes i de livlige miljøer på Montmartre og Montparnasse og mødte den unge italienske maler Amedeo Modigliani. Han tegnede en række nøgenstudier af hende, og dem tog hun med sig hjem til Rusland. Hun kom ikke til udlandet igen før i 1965, hendes hjem i Sankt Petersborg blev beslaglagt af rødgardisterne, og da de løb tør for papir til deres cigaretter tog de fat på Modiglianis tegninger.
Det er et meget konkret billede af, hvad »proletariatets diktatur« kan udarte til. Hvordan uvidenheden kan få lov og ret til at styre og til at handle fuldstændig vilkårligt, fordi alt det gamle skal rives ned og en anden, ikke nødvendigvis bedre version af det samme vokse op igen fra historiens rygende brandtomt.
En afgørende stemme i en poesi på liv og død
Det er i teorien en overgangsperiode, men i Rusland varede den til et par år efter Stalins død i 1953. Den tid var Anna Akhmatovas, og det er den, hendes poesi bærer vidnesbyrd om. I begyndelsen, de første år, færdedes hun i kredsen omkring ’acmeisterne’, der ville beskæftige sig med verden, som den er, i sproget. Og med digtet som det mest koncentrerede udtryk for, hvad det vil sige.
Osip Mandelstam, ved siden af Anna Akhmatova den mest betydende af dem, taler om et sprog, det albanske, og siger, at det er »uopslideligt som støvler af sten«. Det er en billedbåret digtning, acmeisterne er beslægtet med de samtidige ’imagister’ i den engelsksprogede verden, digtere som Ezra Pound, Hilda Doolittle og Amy Lowell.
Oversætteren Mette Dalsgaard siger i en efterskrift, at hun i sit virke som poesioversætter »alle dage har haft det princip at bevare originalens rim og metrum så trofast som overhovedet muligt«. En sådan »frivillig spændetrøje«, siger hun, »medfører uvægerligt nogle sproglige valg, som naturligvis kan diskuteres«. Det er klart, fordi sprog som russisk og dansk er forskellige i syntaks, grammatik, prosodi og tradition. Det er også klart, at poetiske virkemidler som rim, der bruges flittigt også i modernistisk, endda avantgardistisk russisk poesi, kan blive problematiske, når de forsøges anvendt tilsvarende på dansk.
Det bliver andre ord, der rimer på hinanden og derfor knytter kraftbærende forbindelser af betydning. Indimellem kan der blive byttet om på et par linjer af hensyn til rimenes progression eller markering af stasis, og i det hele taget kan den samvittighedsfulde hensyntagen til originalens poetiske virkemidler afstedkomme en oversat version, der er væsentligt anderledes end den originale.
Det er imidlertid noget, der er fælles for alle oversættelser af litterære værker, rim og andre virkemidler eller ej, og især for de poetiske, hvor noget personligt, stemmen, altid vil være afgørende. Særligt når det drejer sig om en digter som Anna Akhmatova. Hun var, i sin tid, en stemme man hørte. En afgørende stemme i en poesi på liv og død. En stemme der kunne tale med den enkeltes tunge, magisk shamanistisk.
»Er der nogen, der vil kunne beskrive det her?« spørger en anden kvinde i køen af pårørende foran fængslet? »Ja,« siger Anna Akhmatova, »det kan jeg«. Det er indledningen til Requiem, selv om den danske oversættelse lader det være et personligt spørgsmål til digteren:
»Kan De også beskrive dette?«
Hvortil Anna Akhmatova så svarer:
»Ja.«
I det ene tilfælde, som digtet for det meste oversættes til, er digteren genkendt, i det andet er hun ikke. Det vigtigste er, at hun er der, at hun står der i køen, at hun deler vilkår med de andre i køen, og at hun kan og vil beskrive, hvordan det er at stå der. At hun i den forfærdelige situation kunne sige:
»Nej, jeg var ikke blandt fremmede
Under fremmede vingers læ
Jeg var med mit folk herhjemme
På dette fortvivlende sted.« Det var der mange andre russiske digtere, der ikke var.
Håb i urettens og vanviddets lange skygger
Revolutionen, som de fleste af dem havde ønsket at tage del i, havde udviklet sig sådan, at en del var flygtet til andre lande, et par af de bedste, Majakovskij og Khlebnikov, avantgardens talsmænd, var døde, men Anna Akhmatova blev, ligesom Boris Pasternak og Osip Mandelstam.
Den ene af de to fik nobelprisen for sin roman om det dybe Rusland, men måtte give afkald på den, fordi prisen for at modtage den ville blive udlændighed. Den anden skrev et digt, der skurrede så meget i Stalins øren, at han endte sine dage i en af de fjerne lejre, som egentlig ikke var noget specielt revolutionært fænomen, men tværtimod lå dybt forankret i Ruslands tradition. Dostojevskij beskrev sit ophold på sådan et sted i 1849 i Dødens hus.
Anna Akhmatovas poesi var ikke avantgardistisk, hun ønskede ikke en drastisk ændring i traditionel poetisk praksis af hensyn til en kommende splinterny verden, hun måske ikke kunne tro på, hendes poesi var ikke lagt an efter krav fra mulige mutationer og spring i skriften som proces eller maskine, den ville holde sig på et formelt plan, hvor den ikke gjorde sig uforståelig for de mennesker, den talte til. Eller på en anden måde: Hun ville tale til mennesker, som de er, og ikke til mennesker, som de endnu ikke var.
Til nutiden som en fortsættelse af fortiden, ikke til en postuleret fremtid, der engang måske ville kunne rumme det nuværende som en anden fortid. Det problem interesserede hende, som det interesserede hendes samtidige, Eliot. Russiske og amerikanske moderne digtere synes somme tider på den måde at stå sammen i et praktisk forsvar for det enkelte menneskes, den enkelte borgers, enkle og praktiske hverdagsliv, når det af fjendtlige kræfter udsættes for trusler:
»Vanviddet dækker med sin tunge
Mer’ end det halve af min sjæl
Og lokker mig med skoldhed vin
Ind i de sorte skyggers dal,« skriver hun i det afsnit af det lange, på en gang samlede og splittede digt, hun gav titlen Requiem.
Samlet i sin fastholden af et paradoksalt menneskeligt håb i urettens og vanviddets lange skygger, og splittet af de lange, tavse stræk imellem de sporadiske udbrud af det poetiske raseri, der udløser håbet:
»Jeg så, hvordan et ansigt kunne krympe
Og frygten skimtes bag et øjenlåg
Og kinderne få prentet dybe rynker
Som kileskrift i lidelsernes bog
Jeg så de askegrå og sorte isser
Med ét forvandlet til et sølvhvidt slør
Hvor brat et underdanigt smil kan visne
Og latteren kan skælve, før den dør. Og det er ikke for mig selv, jeg beder
Det er for alle dem, der stod for tur
I vinterkulden og i juliheden
Ved foden af den røde, blinde mur.« Oversætter og forlag lover, at yderligere to bind digte af Anna Akhmatova er på vej.
Anna Akhmatova: ’Requiem 1935-1940’. Forlaget Palomar. Oversat af Mette Dalsgaard. 62 sider, 160 kroner.
