Læsetid: 5 min.

Arne Herløv Petersens roman fortæller om Mortens Nielsens digterliv og bratte død

Arne Herløv Petersen har skrevet en stilfærdig roman om besættelsestidens unge forfattere, fortalt fra digteren Morten Nielsens synspunkt frem til hans død, 22 år gammel. Romanen er ikke dårlig, men jeg ved ikke, hvad en moderne læser skal med den
Med en nølende kritisk anmeldelse som denne risikerer jeg at bistå Arne Herløv Petersen med at bevise, at han er underkendt, ja, forfulgt. Det gør dog ikke Hvede til nogen rigtig god eller vigtig bog i 2019, skriver Marie Louise Kjølbye.

Med en nølende kritisk anmeldelse som denne risikerer jeg at bistå Arne Herløv Petersen med at bevise, at han er underkendt, ja, forfulgt. Det gør dog ikke Hvede til nogen rigtig god eller vigtig bog i 2019, skriver Marie Louise Kjølbye.

Lars Just

20. december 2019

Morten Nielsen er én af besættelsestidens unge helgener takket være sine unikke digte og sin tidlige død, der tilmed er omgærdet af en vis mystik.

I sin nye roman Hvede fortæller Arne Herløv Petersen historien om Mortens liv, fra han som 19-årig forlader hjemmet i det nordjyske til sin død 22 år gammel den 29. august 1944 efter en kort, mindeværdig karriere som digter og modstandsmand.

Arne Herløv Petersen: ’Hvede’.

Saxo
Født Karl Bent Lebrecht Nielsen udsendte Morten Nielsen kun en enkelt digtsamling, Krigere uden Vaaben (1943). Først efter hans død udkom Breve til en Ven, Breve fra Morten Nielsen og Efterladte Digte.

Som modstandsmand medvirkede Morten Nielsen især til flygtningetransporter over Øresund under dæknavnet Speditøren.

Hvis romanens indirekte spørgsmål er: Hvem dræbte Morten Nielsen? – er det korte svar, at det gjorde tiden.

Tiden sikrede, at der flød våben omkring mellem mænd, som i tilgift var stressede, kortluntede og ikke vidste, hvem de kunne stole på.

Mere præcist befandt Morten Nielsen sig alene i et lokale med modstandsmanden Citronen, da han blev dræbt af en pistol med et skud gennem hjertet. Citronen påstod, at Morten Nielsen havde skudt sig selv, mens andre kilder udelukker det på grund af skudvinklen.

Ifølge romanen havde den kvindekære unge digter tidligere haft et forhold til Citronens kone, Bodil. Så var det mord eller uheld? Spørgsmålet lader sig selvfølgelig ikke besvare, da Citronen kort efter selv blev dræbt. Selv skriver Arne Herløv Petersen i sit efterskrift:

»Selv hælder jeg efter at have gennemgået de forskellige teorier og beskrivelser til den antagelse, at Morten Nielsen blev skudt af Citronen med en Luger-pistol – enten ved et uheld eller som overlagt jalousidrab. Men den fulde sandhed kommer vi næppe frem til.«

Godt så. Men lidt skuffende er forklaringen nu.

Levendegør en stemning af desperation og hastværk

Langt størstedelen af romanen beskriver dog Morten Nielsens intense liv i 1940’ernes københavnske kunstnermiljø, hvor alvor, talent og livsappetit blev jazzet op med pullimut.

I centrum står UKK, Unge Kunstneres Klub, som omfattede Tove Ditlevsen, Halfdan Rasmussen, Ester Nagel, Sonja Hauberg og andre forfattere. Alle publicerede de i tidsskriftet Vild Hvede redigeret af litteraten Viggo F. Møller. Ham giftede Tove D. sig med, vist især for at få skrivero og varmt brusebad.

Arne Herløv Petersen levendegør en stemning af desperation og hastværk: Livet må leves, mens man har det, som én af kredsens digtere, Piet Hein, cirka formulerede det. De unge drak, dansede og var kærester på kryds og tværs.

Spærretiden, der forbød udgang efter klokken 20, tvang folk til at overnatte hos hinanden. En del af forfatterne blev aldrig gamle: Sonja Hauberg (1918-47), på sin vis Tove Ditlevsen (1917-76) og selvfølgelig Morten Nielsen selv (1922-44).

Morten Nielsen var tiltrækkende for kvinder, og mellem sine ’seriøse’ kærester, i romanen blandt andre Sonja Hauberg og Tutti Lütken, tog han tilsyneladende, hvad han kunne få:

»Tak for det – at du ingenting sae
kun var en Duft som af sundt, ungt Blod
og kun var en Skulder i Mørket.
Kun var et Træ og grønt Græs ved dets Fod
til at lægge sin brændende Pande imod,« som han smukt skriver om noget, der lyder som et engangsknald.

Desværre er digtet ikke med i bogen, der ellers hyppigt parafraserer Morten Nielsens egen skrift, som jeg formoder, at det sker her, enkelt og flot:

»Den ene halvdel af himlen var mørkeblå, vejen var blå. Da han vendte sig om, var vejen bagude forvandlet til himmel med skyer i vandpytterne.«

Litteraturlisten er på seks (seks!) bogsider, hvortil kommer mundtlige kilder, der takkes foran i bogen. I den omfattende research savner jeg dog Elsa Gress’ fremragende erindringsbøger, hvor hun blandt andet beskriver Morten Nielsen som »vennen med hjertet, der blødte, både for de nærmeststående og for menneskenes børn i almindelighed.« (Vist koster det noget, 1980).

Netop den store litteratur på området gør dog også bogen lidt overflødig. Der er ikke meget i den, som erfarne læsere ikke ved, helt ned til Tove Ditlevsens knirkende barnevognshjul, der kunne høres helt til Køge.

Måske er det Arne Herløv Petersens hensigt at fortælle historien for unge læsere? I hvert fald skrives selv bogtitler fra 1940’erne med moderne retskrivning.

Men sproget er, synes jeg, gammeldags, og det store persongalleri ligner sig selv fra litteraturhistorien, uden at vi får meget mere at vide om forfatterne, eller hvorfor deres liv betød noget.

End ikke Morten selv kommer for alvor til live. Mærkeligt, da hans egen stemme jo stadig taler direkte også til unge mennesker, som i gymnasieklassiker-digtet:

»Nu vil du dræbe, Tykke, alle de onde Aar!«

Et lille martyrium

I forbindelse med romanens udgivelse er Arne Herløv Petersen ved at opbygge et lille martyrium. I de senere år er hans omfattende bogproduktion tilsyneladende ikke blevet anmeldt eller omtalt. Selv antyder han, at det skyldes spionsigtelserne mod ham for mange år siden. Og hvem ved?

I en omtale på Facebook og i onlinemagasinet Den smalle bog kan man læse en kommentar om Hvede af Egon Clausen – én af de personer, der takkes i romanen – hvor Clausen udnævner ’den danske anmelder’ til »Per Degn i nutidsklæder«:

»Gennem usynliggørelsen af denne store danske forfatter (Arne Herløv Petersen, red.) er der til gengæld noget andet, der bliver synligt, og det er det regimente, som den danske anmelderstand udøver i den litterære verden. … Den danske anmelder er kort sagt Per Degn i nutidsforklædning. Han dømmer og fordømmer, og ingen tør sige ham imod. … Seks hjerter er topkarakter for et eller andet, måske indholdet, måske skrivestilen, måske meningerne.«

Lægger man dette sammen med Christina Hagens nylige angreb på Information, ses en aktuel tendens til, at forfattere går til modangreb. Fair nok. Selvfølgelig rummer sproget magt, som skal bruges med skønsomhed, og det er ikke urimeligt, at forfatterne diskuterer med. Men mon nogen virkelig tror, at anmeldere på forskellige aviser aftaler, hvad de skal mene?

Med en nølende kritisk anmeldelse som denne risikerer jeg at bistå Arne Herløv Petersen med at bevise, at han er underkendt, ja, forfulgt. Det gør dog ikke Hvede til nogen rigtig god eller vigtig bog i 2019. Jeg vil hellere henvise til Morten Nielsens egne digte og til Tove Ditlevsens og Elsa Gress’ erindringer.

Arne Herløv Petersen: ’Hvede’. Det poetiske bureau. 282 sider. 200 kroner.

Den alvorstunge digter Morten Nielsen kunne have en overgiven humor, fremgår det af hans dagbog, som nu er offentligt tilgængelig efter at have været i privat eje i næsten 70 år. Han skriver om piger, digtning, sprut, spleen og den usikre fornemmelse af, hvad nazismen er for en størrelse
Læs også
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Jeg har ikke læst den anmeldte bog, men Morten Nielsen er jo et ikon som James Dean - uden sammenligning i øvrigt. Sidstnævnte skal nu medvirke i en film. Man kan med teknik gøre ham "levende". Stemmen skal dog leveres af en anden.

Mht. Morten Nielsen udsendte DR-radio en podcast for et års tid siden, som omhandlede spekulationerne om hans tidlige død. Det kunne nok være noget for et ungt/morderne menneske at høre.

Så hvem ved, om ikke også ovennævnte bog netop kan interessere dem, der ikke kender historien og tiden dengang. De nutidige moderne mennesker.