Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Berliner-memoirer fra en politisk ustabil tid

Christopher Isherwoods klassiske historier om 1930’ernes Berlin er fulde af portrætter og fortalt af en ualmindeligt tilbagetrukket hovedperson
Kultur
13. december 2019

Christopher Isherwoods Farvel til Berlin (oprindeligt udgivet i 1939) er bogforlægget for en af de film, jeg elskede højest, da jeg var barn; Bob Fosses musicalfilm Cabaret fra 1972.

Filmen udødeliggjorde Liza Minnellis tegneserieagtigt store øjne og korthårsfrisure, da hun spillede den udsvævende og ekstravagante englænder i Berlin, Sally Bowles, der arbejder som sangerinde på The Kit Kat Klub i starten af 1930’erne.

Som litteraturanmelder ville jeg elske at sige, at bogen er bedre. Men min kærlighed til Cabaret har, for at være ærlig, aldrig aftaget, og derfor kunne jeg næppe være blevet andet end skuffet over Farvel til Berlin.

Christopher Isherwoods: 'Farvel til Berlin'.

Saxo
Med dette bias in mente vil jeg alligevel forsøge at yde Isherwoods bog respekt, for den er en række velskrevne historier eller memoires fra en politisk ustabil og dybt interessant tid.

På bogens første side ser jegfortælleren – som hedder Christopher Isherwood – ud over Berlins gader fra sit lejede værelse og beskriver sig selv som et kamera:

»Jeg er et kamera med lukkeren åben, ganske passiv, optager uden at tænke. Optager manden, der står og barberer sig ved vinduet overfor, og kvinden i kimono, som vasker sit hår. En dag skal alt dette fremkaldes, omhyggeligt trykkes, fikseres.«

Denne uventede, men fine beskrivelse er både en poetik for værket og en personkarakteristik af bogens Christopher Isherwood. Som fortæller og hovedperson holder han sig nemlig ualmindeligt åben for verden, for alle de mange karakterer han i bogen »optager«. Men han interagerer som oftest med dem på en meget underspillet måde.

Kameraet bliver aldrig vendt om; fortælleren er kameraet, og derfor lærer man ham som læser aldrig rigtig at kende. Men noget passivt kamera er Isherwood selvfølgelig ikke, for det er jo ham, der fortæller, ham der nøje udvælger de skæve karakterer fra Berlin, der får lov til at blive en del af hans beretning om byen.

Det er i dette tvivlsomme, men også spændende postulat om passivitet fra fortællerens side, romanen befinder sig. Som regel fungerer det godt, fordi karaktererne og miljøbeskrivelserne er gode – genkendelige og alligevel specifikke.

Bogens første kapitel fra efteråret 1930 er eksempelvis et skønt portræt af Isherwoods udlejer, den 75-årige Fräulein Schröder, som viser ham rundt i sin lejlighed, sladrer om de andre logerende og nostalgisk fortæller om sit liv i Berlin.

Ligeledes er portrættet af Sally Bowles, the original, fint og følsomt. Som i Cabaret er det umuligt ikke at blive lidt forelsket i hende:

»’Vil du have prærieøsters?’ Hun hentede glas, æg og en flaske Worcester sauce fra skabet i en gammel servante. ’Jeg lever praktisk taget af dem.’ Hun slog behændigt æggene ud i glassene, tilsatte sauce og omrørte blandingen med enden af en fyldepen. ’Jeg har ikke råd til andet.’ Så var hun tilbage på sofaen, hvor hun igen kringlede sig elegant sammen.«

Men så snart karaktererne er uinteressante (sådan som virkelige mennesker desværre ofte er det), begynder man at savne en fortæller, der interagerer eller engagerer sig mere. Det gælder for beskrivelserne af det umage par Peter og Ottos uendelige magtkampe og siden portrættet af Ottos dysfunktionelle familie, som Isherwood bor hos i en periode.

Familien har skænderier, moren flytter på sanatorium, Otto er en rigtig Don Juan, og på et tidspunkt rejser Isherwood fra dem og skænker dem aldrig en tanke til. 

Man er ikke et sekund i tvivl om, at det var sådan, det var. Men realistisk repræsentation er som bekendt ikke i sig selv en garanti for høj kvalitet.

Den registrerende æstetik bliver dog interessant igen i bogens sidste to kapitler (ud af seks), hvor Isherwood vender kameraet ud mod Berlins gader og det politiske liv op til og omkring Hitlers magtovertagelse.

Stilen bliver mere ekspressionistisk, brudstykker af samtaler refereres: mellem grove nazister, skræmte jøder, kvindefjendske kommunister. De beskrevne scenarier er urovækkende og surreelle, men får også ofte noget dokumentarisk eller rapporterende over sig.

Isherwood bliver en slags litterær journalist, der står i begivenhedernes centrum. Her, i 1933, en uge før Hitlers magtovertagelse:

»I dag, den 22. januar, afholdt nazisterne en demonstration lige over for Karl Liebknecht-huset på Bülowplatz. Kommunisterne har forsøgt i en hel uge at få demonstrationen forbudt. De hævder, at den ikke er andet end en bevidst provokation, hvilket naturligvis er korrekt. … Som Frank udtrykte det bagefter, var det i virkeligheden overhovedet ikke en nazidemonstration, men derimod en politidemonstration – for der var mindst to politifolk til stede for hver nazist.«

Her lykkes det Isherwood at registrere og gengive stemningen af et opkørt, polariseret politisk klima, en vold og racisme, der længe har ulmet, og som er lige ved – og allerede i gang med – at gå i udbrud.

Christopher isherwood: ’Farvel til Berlin’. Oversat af Brian Dan Christensen. Turbine, 272 sider, 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her