Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

En bog der udstiller mænds opfattelse af kvinders sprog

Lingvisten og forfatteren Helene Uris bog er en guldgrube af eksempler på mænds negligering af kvinders sprog. Det er næsten for overvældende at finde samlet på ét sted, hvad man kender eller har erfaret drypvis gennem mange år. Men det går op for én, hvor fint forfatteren har løst det, når man efter endt læsning er i stand til at tænke over det uden at blive alt for sur
Helene Uris scoop er, at hun på sit videnskabeligt forankrede grundlag er i stand til at perspektivere stort og småt, så de kønsmæssige nuancer og konsekvenser flammer op. Det er fint gjort, skriver Karen Syberg.

Helene Uris scoop er, at hun på sit videnskabeligt forankrede grundlag er i stand til at perspektivere stort og småt, så de kønsmæssige nuancer og konsekvenser flammer op. Det er fint gjort, skriver Karen Syberg.

Jens Astrup

Kultur
6. december 2019

Den norske forfatter, Helene Uri, der er universitetsuddannet i lingvistik, har sat sig for at undersøge forskellene på kvinders og mænds sprog fra bunden af. Det vil sige, at hun ikke alene støtter sig til en omfattende eksempelsamling, som hun selv har kompileret, men også gennemgår en hel del litteratur om, hvad andre har ment i tidens løb.

’Andre’ er – surprise! – næsten udelukkende mænd, og det giver lystige og sørgmuntre indslag i en bog, der stort set går sagligt til værks, isprængt små ironiske snert og bistre bemærkninger som følgende citat fra en vittighedstegning om en foredragsaften:

»Nu tænker vi at åbne for midaldrende mænd, som ikke vil stille spørgsmål, men blot holde et langt indlæg om sig selv eller et andet valgfrit emne, som interesserer dem, og som ikke har noget som helst med foredragets indhold at gøre.«

Men der er også eksempler på, at gravalvorlige sprogvidenskabsmænd, som danske Otto Jespersen (1860-1943), ikke drømmer om, at verden kan anskues fra andre vinkler end deres egen. Således placerer han, ifølge Uri, sit kapitel om kvindesprog sammen med kapitlerne om børnesprog, udlændinges sprog og pidginsprog (en forenklet variant af europæiske kolonisatorers sprog, red.), ligesom at han i 1941 bemærker, at man tør »dristigt påstå, at i hvert fald komma, semikolon, punktum og ny linje, der tjener til logisk inddeling, næppe var blevet opfundet eller kommet i almindelig brug, hvis kvinderne havde været enerådende på de områder«.

En anden sprogforsker fra samme generation forklarer den kendsgerning, at kvinder læser hurtigere end mænd, med at kvinders ordforråd er mindre, så de hurtigere når frem til det rette ord! Den slags vrimler det historiske stof med.

Bogen falder i to hoveddele: Første del handler om, hvor forskelligt mænd og kvinder bruger sproget. Og om de bruger det forskelligt. Anden del om, hvordan kvinder og mænd fremstilles og omtales i massemedier og film.

Helene Uri: ’Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog’.

Saxo
Helene Uri indleder med at berette om en selvoplevet episode. Hun bliver spurgt, om hun vil sidde i juryen til uddelingen af en litterær pris, men svarer spøgende, at hun hellere vil have prisen. Hendes mandlige kollega svarer: »Så må du skrive lidt flere bøger og blive lidt ældre først.«

På det tidspunkt er hun over 40 år, fortæller hun, og har skrevet 15 bøger, heraf fire romaner.

Senere i bogen refererer hun en episode, hvor denne type mandlig ignorance og arrogance drives ad absurdum:

En kvindelig forfatter, der har skrevet en bog om en fotograf, kommer til en fest sammen med sin veninde. De konverserer med den mandlige vært om forfatterens bøger, og hun fortæller om sin seneste. Men i samme øjeblik, værten hører navnet på fotografen, spørger han, om de to kvinder har hørt om den meget vigtige bog, der netop er udkommet om samme fotograf. Veninden gør opmærksom på, at deres vært står og snakker med forfatteren, men han fortsætter ufortrødent med at snakke om bogen, »med blikket stift rettet mod hans egen autoritets fjernt lysende horisont«.

Først efter venindens femte forsøg, går det op for værten, at den meget vigtige bog, som han ikke selv har læst, men kun læst omtaler af, er skrevet af kvinden over for ham. Desværre får vi ikke at vide hvordan han så ud i ansigtet.

Det er en gennemgående tråd, at kvinder er mere følelsesbetonede end mænd – helt frem til nutidens sms’er fyldt med hjerter og smileys. Det er også en gennemgående antagelse, at kvinder taler mere end mænd, men når sagen bliver undersøgt, viser det sig, at mænd taler to tredjedele af tiden. De tager nemlig ordet og beholder det, mens kvinder bruger deres taletid til at holde konversationen i gang. Kort: kvinder snakker, fordi de vil opnå en plads i et fællesskab, mænd taler for at styrke deres position, hedder det.

Men resultatet er det samme, hver gang Helene Uri kaster sig over et nyt aspekt: Mænd tegner sig for to tredjedele af opmærksomheden, kvinder for en tredjedel. Eller mindre. Hun refererer også en undersøgelse, hvor selv kvinder, der havde haft så lidt som otte procent af taletiden, syntes de havde haft deres retmæssige andel, mens der i undersøgelsen var en mand, der mente, at han ikke havde haft sin fair share, skønt han havde talt 75 procent af tiden.

Og mænd foretrækker mænd. En mandlig kronikør, som citeres, beskriver »ros fra mænd som dollar og ros fra kvinder som rubler«. Samme kronikør erkender, at hvis en kvinde havde skrevet Karl Ove Knausgårds Min kamp, havde han ikke haft samme tiltro til teksten. »Jeg havde nok ikke genkendt mig selv i det.«

Heroverfor bemærker den amerikanske forfatter Siri Hustvedt tørt, at Knausgårds Min kamp-bøger aldrig var blevet udgivet, hvis en kvinde havde skrevet dem.

Det er næsten for overvældende at finde samlet på ét sted, hvad man kender eller har erfaret drypvis gennem mange år, men vil man være klogere på sprogstrukturer og deres kønsprægede, sociale brug, er bogen en guldgrube. Helene Uris scoop er, at hun på sit videnskabeligt forankrede grundlag er i stand til at perspektivere stort og småt, så de kønsmæssige nuancer og konsekvenser flammer op. Det er fint gjort. Hvor fint går måske først op for én, når man efter endt læsning er i stand til at tænke over det uden at blive alt for sur.

Men netop i en bog om sprog er det lidt ironisk, at den sidste tredjedel har adskillige underlige korrekturfejl. Et sted står der ’at beholde sit eget navn efternavn’. Andre steder mangler et ord – såmænd ’mænd’ eksempelvis: ’kvinder beskrives i relation til mænd, mens stråler alene.’ Eller der mangler bogstaver, ’at gætte å, at citatet’... Et sted møder man sågar en ’ørnehave’. Er det en robot, der har læst korrektur?

– I øvrigt har Helene Uri modtaget Norges fornemste bogpris, Brageprisen, for sit værk, så omsider fik hun en pris. (Så vidt jeg kan se, har hun ikke modtaget andre tidligere.)

Helene Uri: ’Hvem sagde hvad? Kvinder, mænd og sprog’. Oversat af Anette Dina Sørensen. 344 sider, 299,95 kroner. Klim

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det lyder ikke så nyt. Men det er genkendeligt.

Og jeg kommer til at tænke på bla. disse bøger:
Birgitte Possing: Argumenter imod kvinder
Rebecca Solnit: Mænd Forklarer Mig Ting /Alle Spørgsmåls Moder

Nu er vi da 3 kvinder, der ar anbefalet artiklen ;-)

Nu ved jeg ikke, om Barbara Tannens forskning er nævnt i bogen. Men hendes bøger gode at få forstand af; bl.a. at kvinder udøver rapport (eng. for kontakt, holden kontakt via fx sproget) og mænd udøver report, altså de holder foredrag, taler i monologer. - og min omtale er naturligvis reduktionistisk. Der er mange flere nuancer. Tannen er en amerikansk sociolingvist.

Maj-Britt Kent Hansen

Nu har jeg læst bogen - og det er stort set mest gamle nyheder. Tilmed er den, som Karen Syberg nævner, smækfuld af korrekturfejl. Ikke mindst i sidste halvdel. Har oversætteren virkelig afleveret så sjusket en tekst, og hvor var redaktøren på forlaget lige henne?

Til enhver tid er Birgitte Possing og Rebecca Solnit langt at foretrække, se min kommentar ovenfor.