Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Comedy-kontoret’ på Radio4 er begavet, passioneret og rodet

Radio4’s ’Comedy-kontoret’ er en nørdet og til tider sjov indføring i standupkomikkens væsen og historie. Hvis man kan leve med, at programmerne er lidt ustrukturerede, er der godbidder til lytteren
Kultur
18. december 2019

Det lyder umiddelbart som en dårlig idé at sætte to standupnørder til at interviewe deres venner om deres fælles interesse. Den slags radio kan nemt blive indforstået, ukritisk og selvfed. Men Comedy-kontoret på Radio4 er faktisk ingen af delene.

Programmet har nogle problemer med strukturen og med at holde fokus, men hvis man er typen, der trives i rod, så er der masser at blive klogere på – og grine af.

De to værter er standupkomikeren Anders Fjelsted og kulturskribenten og humoreksperten Torben Sangild. Ingen af dem er irriterende at høre på. Det kan lyde som en underlig konstatering, men et standupprogram kunne sagens have overgearede værter, som man bliver trætte af efter fem minutter.

Fjelsted og Sangild formår derimod at lade deres passion skinne igennem uden at overstyre.

Fjelsted er primært håndværkeren, som sammen med programmets gæster kommenterer detaljerne i de klip, som bliver spillet. Sangild er akademikeren, som analyserer, kategoriserer og forsøger at sætte komikken i perspektiv. Den del er vigtig, for dermed bliver programmet mere end bare nogle komikere, som sidder og tripper over ting, som de tilfældigvis synes er sjove.

Det er også Sangild, som forklarer, hvad et »actout,« en »punchline« og »observationskomik« er – og han er god til at gøre det, så snart nogen bruger ordene. Spørgsmålet er, om det er nok til at holde fast i den gennemsnitlige Radio4-lytter. Som programmets første gæst, Simon Talbot, siger: »Jeg håber, at der er mere end ti forskellige komikere, der gider at høre det.«

I det perspektiv er det faktisk et modigt program. Analyserne er til tider decideret langhårede. Og man hører klip med – i en dansk offentlighed – ukendte komikere, der taler et engelsk, som i hvert fald en del af befolkningen ikke vil kunne følge med i.

Der bliver ikke leflet for den brede befolkning, som forbinder komik med Linie 3 og Ørkenens Sønner. Men det er også programmets styrke. For man kan vitterligt blive klogere på komik af at høre det. Man stifter bekendtskab med både legenderne og de mere ukendte internationale komikere og med de forskellige typer af komik, som er blevet dyrket til forskellige tider.

Ingen struktur

Programmets store problem er manglen på struktur. Hvert program har et tema, for eksempel skal Thomas Warberg tale om oneliners. Men først skal vi høre om hans nye show – ganske som et hvilket som helst andet interview ville starte. Og så har Warberg taget nogle lange klip med, som han selv synes er sjove, hvilket de vitterligt også er.

Men de har intet med oneliners at gøre. Vi hører komikeren Paul F. Tompkins levere en lang ironisering over en spøg og skæmt-prank. En joke som bliver ved og ved, og som får Warberg ud i en interessant sammenligning mellem komik og militærledelse. Komikeren er kaptajnen, og publikum er soldaterne, som skal op af skyttegravene og løbe imod fjenden:

»Kaptajnen siger ’fuck det her lort, nu gør vi det’, og så løber han først. Hvis han har noget i sig, som udstråler den mindste tvivl, så er der ikke nogen, der følger med ham. Det er dødsforagt, Paul F. Tompkins viser her, for han stopper ikke … selv om det basalt set ikke er verdens bedste idé.«

Komikerens attitude på scenen kunne sagtens bære et program i sig selv, men temaet er oneliners, hvilket de fleste lyttere formentlig har glemt, da vi endelig når frem til det efter 23 minutter. Værterne spiller en serie af oneliners af Steven Wright. Og dét er old school comedy:

»Jeg har smadret mit spejl, og jeg står til at få syv års ulykke, men min advokat mener, at han kan få det ned på fem.«

Eller hvad med den her: »Jeg hader, når min fod sover om dagen, for så er den vågen hele natten.«

Og endelig den mystiske, men stadig sjove konstatering: »Jeg har tabt et knaphul.«

Potentiale

Sangild mener, at der er tre grundformer for oneliners.

Fedt! Men vi når ikke rigtig at få det uddybet med eksempler på hver enkelt. Blandt andet fordi første del af programmet handler om noget andet, og sidste del er afsat til en slags improvisation, som ikke bliver særlig vellykket og heller ikke gentages i de følgende programmer.

Her er der i øvrigt mere alvorlige temaer, nemlig voldtægtsjokes (med Carsten Bang) og dødsjokes (med Ane Høgsberg). To spændende, men også meget beslægtede temaer, som dybest set handler om komik om tabuer. Og begge programmer har samme problem med at holde fokus. I Simon Talbot-programmet er det ekstra slemt. Efter et virkelig sjovt Jerry Seinfeld-klip siger Sangild:

»Simon, har du nogen kommentarer til det?« og man får unægtelig det indtryk, at ingen helt ved, hvorfor de egentlig spillede det – ud over at det altså var sjovt.

Uanset hvad har Comedy-kontoret masser af gode ting i sig. Ser man igennem fingrene med den mangelfulde vinkling og snupper det, der falder ned hist og pist, så bliver man klogere på både comedy og humor generelt.

Det er begavet, passioneret og rodet. Hvis der kommer mere styr på programmerne, og hvis værterne giver sig tid til at komme i dybden med temaerne, kan det blive rigtig godt. Og selv om det er i den elitære ende af skalaen, så vil der også være mere end ti forskellige komikere, der vil gide at lytte til det.

’Comedy-kontoret’. Radio4. Mandage kl. 18-19.

Serie

Hørt på Radio4

Den 1. november blev Radio24syv erstattet af Radio4. I de næste otte år skal Rdaio4 lave landsdækkende radio fra redaktionen i Aarhus. Vi lytter med og rapporterer om de forskellige førstehåndsindtryk.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her