Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Derfor er ’Vera Drakes hemmelighed’ en af dette århundredes bedste film

Med filmen om arbejderkvinden Vera Drake, der i 1950 hjælper ufrivilligt gravide kvinder, nåede den fremragende, britiske filmskaber Mike Leigh nye højder i sin skildring af heltinder, hvis enorme sejhed kommer til udtryk som mildhed og generøsitet
Hvor Mike Leighs tidligere film i høj grad handler om, hvordan temperamenter, livssyn og selvbilleder tørner sammen og slår gnister, er Vera Drakes hemmelighed påfaldende uinteresseret i frontale mellemmenneskelige sammenstød.

Hvor Mike Leighs tidligere film i høj grad handler om, hvordan temperamenter, livssyn og selvbilleder tørner sammen og slår gnister, er Vera Drakes hemmelighed påfaldende uinteresseret i frontale mellemmenneskelige sammenstød.

LES FILMS ALAIN SARDE / FILM COUNCIL / Ronald Grant Archive / Mary Evans

Kultur
9. december 2019

Af alle ukuelige beboere i Mike Leighs moralsk grågrumsede, ærkesocialrealistiske udgave af England er Vera Drake den mest uselviske og næstekærlige. Og af alle de mangefacetterede karakterer, Mike Leigh gennem tiden har udviklet i samarbejde med sine skuespillere, er hun den mest fremragende gestaltede. Der findes ikke et mere hjerteskærende ansigtsudtryk i Mike Leighs oeuvre end det, Vera Drake stiller op i det øjeblik, det går op for hende, at hendes hemmelighed er blevet afsløret. Mere om det senere. 

Hovedpersonen i periodedramaet Vera Drakes hemmelighed (2004) er husmor, rengøringshjælp og en usædvanligt hjælpsom nabo. Den lille vævre kvinde (spillet af Imelda Staunton) bevæger sig rundt i sin livsverden på evig jagt efter måder at gøre sig nyttig på. Man kan se virkelysten på hendes målrettede trippen hen til komfuret, når hun som det første på et af sine hjemmebesøg i arbejderkvarteret i London anno 1950 vil sætte vand over.

Vera har for vane at opsøge kvarterets syge og sygeligt fortvivlede og forsyne dem med te, kiks og opmuntrende ord. Der er altid noget at gøre, og Vera Drake gør det om ikke med glæde så i hvert fald med omsorg og følelsen af, at det giver mening.

Varm te og illegale aborter

Ved siden af rengøringsarbejdet, besøgene og familielivet med den ligeledes milde mand, Stan (Phil Davis), og deres to voksne børn, tøjekspedienten Sid (Daniel Mays) og elpærefabriksarbejdersken Ethel (Alex Kelly), passer Vera Drake sin gamle demente og sengeliggende mor. Al denne lavpraktiske, uproblematiske godhed går filmens første akt med.

Det første vendepunkt indtræffer, da det vand, Vera Drake har sat over hjemme hos en ung kvinde, viser sig ikke at skulle bruges til te, men til udførelsen af en illegal abort. At sprøjte en blanding af desinficeringsvæske, revet sæbe og varmt vand op i ufrivilligt gravide kvinders underliv er en af de måder, Vera Drake gør sig nyttig på. I hendes egne øjne er det endnu en ting, der bare skal gøres, og hun gør det gerne, fordi arbejderklassens ufrivilligt gravide kvinder ikke har andre steder at gå hen. Ifølge den daværende lovgivning – og til en vis grad den offentlige mening – er det en alvorlig forbrydelse.

I en sidehistorie om datteren i den velhaverfamilie, Vera arbejder for, ser man, hvor anderledes det dengang forholdt sig for ufrivilligt gravide kvinder med penge. Da den unge Susan (Sally Hawkins) bliver voldtaget og gjort gravid af en bejler, opsøger hun en læge, som mod betaling under bordet henviser hende til en psykiater, der forstår hendes situation og indskriver hende på et diskret hjem, hvor aborten foretages under de bedst mulige medicinske forhold.

Nervepirrende handlingsspor    

De vilkår, Vera Drake foretager aborter under, er ikke optimale, men hun gør det så godt og sikkert, hun kan efter omstændighederne. Alligevel går det galt en dag. En ung kvinde havner på hospitalet, hvor de regner ud, hvad der er sket, og presser kvindens mor til at angive Veras veninde, Lily (Ruth Sheen), der formidler kontakt mellem Vera og de nødlidende kvinder (og som uden Veras vidende tager sig godt betalt for det).

Fra det øjeblik kører to handlingsspor i Vera Drakes hemmelighed nervepirrende om kap med hinanden: Den samvittighedsfulde politiinspektør Webster (Peter Wight) eftersøger kvinden bag de livsfarlige og ulovlige indgreb, mens den mindst lige så samvittighedsfulde Vera ufortrødent fortsætter med sin dagligdag, uvidende om at hun er eftersøgt.

Gode ting sker på hjemmefronten: Vera har inviteret en ensom vejarbejder til middag. Han er lige så sky, kejtet og kærlig, som Vera og Stans datter, Ethel, og de falder for hinanden. Det gør bare afsløringen af Vera Drake endnu mere ubærlig, at politiet kommer og anholder hende, lige mens hele den lille (og komplet intetanende) familie sidder og fejrer det unge pars forlovelse med øl til herrerne og sherry til damerne.

Ekstrem grundighed

Mike Leigh er kendt for den særlige arbejdsmetode, han bruger til at udvikle sine film i samarbejde med skuespillerne. Som instruktør har han fra begyndelsen bare en overordnet ramme for historien og dens aktører. Sammen med de enkelte skuespillere opbygger han så karaktererne gennem en blanding af diskussioner, research og improvisation. Forud for optagelserne til Vera Drakes hemmelighed gik der således seks måneders karakteropbygning, inden instruktøren på baggrund af arbejdet med karaktererne skrev sit manuskript.

Imelda Staunton har fortalt, at hun og Mike Leigh i deres karakterudvikling begyndte med begyndelsen: Først fandt de på, hvad omstændighederne omkring Vera Drakes fødsel var. Herefter hvad der siden skete i hendes opvækst. På det tidspunkt i livet, hvor Vera Drake møder Stan, kom skuespilleren Daniel Mays (der i mellemtiden havde udviklet sin egen karakter sammen med instruktøren) på banen og var med til at finde på, hvordan de to karakterer blev kærester, forlovet, gift og forældre. Så kom krigen, Stan blev udsendt, og ingen af de to skuespillere vidste, om han ville komme hjem igen. Der var heller ingen af dem, der spiller Vera Drakes familie, der vidste noget om nogen aborter, før scenen, hvor de får det at vide, skulle indspilles.

Den helt ekstreme grundighed, der ligger bag udviklingen af hver enkelt karakter i Mike Leighs film, kommer til udtryk som en nuancerigdom, der gør det muligt for karaktererne at opføre sig vildt urimeligt, destruktivt og åndssvagt uden at miste hverken deres troværdighed eller seerens sympati. Der er altid en grund til, at folk gør, som de gør – hvor godt gemt den grund end er i det pågældende fiktive sinds krinkelkroge. At de ikke først og fremmest styres af deres fornuft, gør snarere Mike Leighs karakterer endnu mere troværdige.

Barmhjertig replik

Hvor Mike Leighs tidligere film i høj grad handler om, hvordan temperamenter, livssyn og selvbilleder tørner sammen og slår gnister, er Vera Drakes hemmelighed påfaldende uinteresseret i frontale mellemmenneskelige sammenstød. Ingen vil egentlig hinanden noget ondt (undtagen lige voldtægtsmanden i sidehistorien). Det er deres grundlæggende levevilkår, karaktererne slår sig på. På den måde skiller Vera Drakes hemmelighed sig ud som en fuldkommen tragedie med en decideret heltinde blandt de (ellers storartede) diskussionsdramaer, Mike Leigh primært lavede inden da.     

Filmen gør en dyd ud af at repræsentere de forskellige holdninger, der findes til abort, loyalt. Da politiinspektør Webster dukker op, fryser Veras ansigt i en grimasse, der er fuld af sorg over at udsætte sin familie for ulykke, men ikke af fortrydelse. Hun handlede af nødvendighed og nægter at anerkende betegnelsen »abort«. Det, hun med det samme indrømmer at have gjort, er at »hjælpe unge kvinder«, der ellers »ikke kunne klare sig selv«.

Sønnen Sid er rystet. I hans bog er hans mor skyldig i børnemord. Ethels forlovede Reg (Eddie Marsan) siger om uønskede børn, at »hvis man ikke kan forsørge dem, kan man heller ikke elske dem«. Det er også ham, der har en af filmens mest barmhjertige replikker, der falder juleaften, hvor Vera er løsladt mod kaution og venter på sin dom: »Det er den bedste jul, jeg har haft længe. Mange tak, Vera.« 

Og så topper han den lige med et spagt og situationen taget i betragtning hjerteskærende: »Smashing!« 

’Vera Drakes hemmelighed’ – Instruktion og manuskript: Mike Leigh. Fotografi: Dick Pope. Længde: 125 minutter. Kan fås på dvd og Blu-ray via f.eks. Amazon

Serie

De 24 bedste film i det 21. århundrede

Det 21. århundrede er spækket med brillante, sindsoprivende og nyskabende filmoplevelser. Vi har udvalgt de 24 spillefilm fra de seneste to årtier, som vi elsker allerhøjest.

Seneste artikler

  • Derfor er ’The Grand Budapest Hotel’ en af dette århundredes bedste film

    24. december 2019
    Bag den 24. og sidste låge i Informations julekalender med det 21. århundredes bedste film gemmer sig en blot fem år gammel, men allerede tidløs klassiker, Wes Andersons ’The Grand Budapest Hotel’, der blandt meget andet er en smuk og munter hyldest til Stefan Zweigs humanisme
  • Derfor er ’Dogville’ en af dette århundredes bedste film

    23. december 2019
    Misantropen og den drilske humanist Lars von Trier fortæller os de store historier om menneskelighed og moral gennem ofte vilde filmidéer, der ryster os. Og den vildeste idé og den mest drilske leg med menneskets selvgodhed får vi med mesterværket ’Dogville’, film nummer 23 i Informations julekalender
  • Derfor er ’Skjult’ en af dette århundredes bedste film

    22. december 2019
    Michael Hanekes ’Skjult’ er både en elementært spændende thriller og et spark i røven på et land og en verden, der ikke vil se sine problemer i øjnene eller tage ansvar for sine ugerninger. Og så er den film nummer 22 i Informations julekalender
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marianne Ljungberg

"moralsk grågrumsede" ???

Henrik Ljungberg

Fornuften og ordenlighed er skyld i alverdens ulykker. En hyldets til de ufornuftige og de uordenlige, som følger deres hjerter. De sande helte og heltinder.