Læsetid: 4 min.

Elizabeth Strouts anden roman om Lucy Barton leverer stærke menneskeportrætter

Det er samtaler – mennesker der fortæller hinanden deres historier, eller som sladrer om andres – som udgør grundlaget for fortællingerne i Elizabeth Strouts 'Alt er muligt'. Der er ikke én familie, som ikke har skeletter i skabet
Elizabeth Strout har en præcis sans for, hvordan mennesker opfører sig, og hvilke motiver der ligger til grund for deres opførsel – ganske ofte er det skam eller såret forfængelighed, følelser, der bunder i deres egne usikkerheder, som er skyld i deres dårlige behandling eller moralske fordømmelse af andre.

Elizabeth Strout har en præcis sans for, hvordan mennesker opfører sig, og hvilke motiver der ligger til grund for deres opførsel – ganske ofte er det skam eller såret forfængelighed, følelser, der bunder i deres egne usikkerheder, som er skyld i deres dårlige behandling eller moralske fordømmelse af andre.

Mirco Toniolo/Errebi/AGF/SIPA

3. januar 2020

»I sin selvbiografi skrev Lucy Barton, at folk altid var ude på at føle sig overlegne i forhold til andre, og det mente Patty var rigtigt.« Elizabeth Strouts roman Alt er muligt tager tråden op fra den forrige, Mit navn er Lucy Barton, hvor læseren første gang blev introduceret til lillebyen Amgash, Illinois, og til de mennesker, som er vokset op eller fortsat lever her og i de omkringliggende småbyer.

Denne gang er Lucy, som Strout gav fortællerstemmen i den forrige roman, én ud af flere personer, som befolker de ni novellelignende kapitler, der udgør Alt er muligt. Men selv om Lucy først optræder i en af bogens sidste fortællinger, dukker hun op her og der i kraft af den selvbiografi, hun netop har udgivet – som til forveksling ligner Strouts forrige roman – og som de andre personer læser og taler om.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu