Læsetid: 2 min.

Fatih Akins ’Den gyldne handske’ er trøstesløs seriemordermisere

Fatih Akin fortæller i det filmiske fejlskud ’Den gyldne handske’ næsten ildelugtende nøgternt om Fritz Honkas kvindemord i 1970’ernes Hamborg
Man kan næsten lugte de kvalmende interiører i Fatih Akins nye film, seriemorderdramaet ’Den gyldne handske’.

Man kan næsten lugte de kvalmende interiører i Fatih Akins nye film, seriemorderdramaet ’Den gyldne handske’.

Another World Entertainment

5. december 2019

Siden Fatih Akin vandt guldbjørnen i Berlin med Mod muren, har hans karriere været en blandet affære. Der har været musikfyldte dokumentarfilm fra Istanbul og humoristiske heimatkomedier som Soul Kitchen, men også stort anlagte, skuffende skæbnedramaer som The Cut, der ikke fik almindelig dansk biografpremiere.

Senest havde han sammen med Diane Kruger medvind med hævndramaet Ud af intet, som vandt Golden Globes for både bedste film og bedste kvindelige hovedrolle, og derfor kunne man håbe, at Akin nu havde filmnæsen i rette spor med sit nye drama fra hjembyen Hamborg.

Det er imidlertid svært at anbefale andre at udsætte sig for seriemorderdramaet Den gyldne handske, som har sit navn efter natværtshuset Der goldene Handschuh i Hamburgs St. Pauli-kvarter, hvor folk ifølge filmens bartender kan sidde døde ved disken et par dage uden at blive opdaget. I det miljø følger filmen virkelighedens seriemorder Fritz Honka, som i begyndelsen af 1970’erne slog en række af kvarterets prostituerede ihjel og gemte de parterede lig i sin lejlighed.

Mange nuancer af brunt

Den gyldne handskes konsekvente scenografi genskaber i mange nuancer af brunt et Underklassetyskland fra Rainer Werner Fassbinders filmtid, hvor meningsløshed, angst og fattigdom æder sjæle op, og arrene fra Anden Verdenskrig stadig spøger. Man kan næsten lugte de kvalmende interiører, ikke mindst i Honkas liglagrende lejlighed, hvor vi undervejs bliver vidne til lidt af hvert.

Åbningsscenen lader Honka (Jonas Dassler) partere en nøgen kvindekrop til lyden af tysk schlagerpop om tårers rejser ud i verden. Så er vi ligesom i gang, og siden går det slag i slag, mord i mord, mens den depraverede og misogyne Honka fortæller kvinder som den uendeligt sørgmodigt udseende Gerda (Magareta Tiesel), at han har lyst til at stoppe torsk op i dem – og forklarer sin bygnings stankklagende naboer, at lugten i huset da bare skyldes underboens græske madlavning.

De ulækre tilfældigheder

Akin har fundet utrolige ansigter til sit deroutedrama og fået gjort den ellers pæne Dassler imponerende frastødende. Indimellem er der besynderlige glimt af humor, som når prestigehierarkiet i øgenavne diskuteres, eller når man til sidst ikke kan se Honkas pornopynt på væggen for skoven af desperat ophængte, syntetisk duftende wunderbaums.

Men grundlæggende er Den gyldne handske en ubehagelig og ligegyldig affære, som nøgternt fremviser Honkas handlinger uden at være interesseret i at tilbyde hverken større forståelse for eller et kunstnerisk interessant blik på miseren. En narrativ afstikker med to unge mennesker fremstår underligt uforløst, selv om den bestemt siger noget om, at livet kan være ulækkert og tilfældigt – og ulækkert tilfældigt.

Det er sikkert bevidst, at Akin nægter at forklare Honka, som heller ikke fremstilles i et fascinerende lys, i stil med mange andre seriemorderfortællinger. Hans portræt af en morder fremstår mest af alt trøstesløst.

’Den gyldne handske’ – Instruktion og manuskript: Fatih Akin. Fotografi: Rainer Klausmann. Længde: 110 minutter. Gloria og Vester Vov Vov i København, Øst for Paradis i Aarhus og flere biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Eva Novrup Redvall

Kan man som anmelder give en film en "dårlig" anmeldelse, fordi emnet den behandler er ubehageligt. Jeg har ikke set filmen, og jeg synes også den er ligegyldig, men primært fordi chancen for at blive dræbt af en seriemorder er langt mindre end chancen for at vinde i Lotto.

Filmen lader, forståeligt nok, til at dele anmelderne i enten én eller fem stjerner. Du skriver relativt rosende om scenografien man næsten kan lugte. Akin har det gode ry i lommen, og selvom du ikke kan lide afstikkeren i historien, skriver du at den fik dig til at (ind?)se et glimt af noget nihilistisk noget. Er det kun emnet?

Hvad med The Road? :)