Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

De fattiges steder er mere end bare historie i Preben Brandts besøg på Danmarks fattiggårde

Preben Brandt opsøger de fattiges historiske steder, og viser os hvor meget af datidens tankegang, der er fortsat langt ind i velfærdsstaten, og som stadigvæk præger opfattelsen af dem, der falder ud af samfundets sikkerhedsnet
»Jeg har set, hvordan nutidens socialpolitik og dens metoder ikke bare blev grundlagt i årtierne efter enevældens ophør og kun fortsatte i en kort periode, men stadigvæk udgør det værdimæssige grundlag i dag.« skriver Preben Brandt i 'Fattigsteder'.

»Jeg har set, hvordan nutidens socialpolitik og dens metoder ikke bare blev grundlagt i årtierne efter enevældens ophør og kun fortsatte i en kort periode, men stadigvæk udgør det værdimæssige grundlag i dag.« skriver Preben Brandt i 'Fattigsteder'.

Casper Christoffersen

Kultur
13. december 2019

Det er en original idé Preben Brandt, forhenværende formand for Rådet for socialt udsatte, har fået, nemlig at besøge en række af Danmarks fattighuse og fattiggårde, på samme måde som folk ellers besøger slotte, borge og herregårde.

I Fattigsteder. Ni fortællinger fra de understes danmarkshistorie præsenteres vi i tur og følge for Sønderho Fattiggård, Pjaltenborg i København, Svendborg Fattiggård, Greve Hospital, Børnehjemmet af 1870, Ørre fattigkoloni, bygget med henblik på, at beboerne skulle opdyrke heden, samt forsorgshjemmet Skovvang, hvor hovedbygningen udgøres af Holstebros gamle fattiggård.

Preben Brandt: 'Fattigsteder'.

Gucca

Preben Brandt opsøger fattigstederne, heraf bogens titel, og han går i arkiverne og finder, hvad findes kan, af forordninger, love og skildringer af de fattiges liv. Det sidste skorter det på, forstår man, bortset fra de gange, hvor fattiglemmerne er blevet ofre for spektakulære forbrydelser, som den på asylet Stagsted Hedehus, hvor gode gårdmænd »krænkede i deres retsfølelse tog loven i egen hånd og ihjelslog husets lovløse beboere«, som der står på den Stagstedsten, der pryder bogens forside. De krænkede mordere blev dømt til døden, men senere benådet.

Preben Brandt er imidlertid god til at forestille sig konsekvenserne af forordningerne, så man får et broget og varieret billede af dagliglivet blandt samfundets underste og de ændringer, det i historiens løb er blevet underlagt.

Det er fængende læsning. Desuden deler jeg interesse med Preben Brandt, hvis drivkraft blandt andet er, at hans forfædre har henlevet deres liv som fattiglemmer, eftersom min egen oldemor, Johanne Marie, 47 år gammel døde den 27. april 1881 af en blodstyrtning på fattiggården i Faaborg.

Min oldefar omkom ved en ulykke, og min oldemor, der ellers havde været godt gift, slog sig som enke sammen med en fordrukken skomager, med hvem hun fik et åndssvagt barn. Oldemor og barn havnede på fattiggården, for 138 år siden, længere skal jeg ikke tilbage.

Preben Brandt konstaterer, at det næsten udelukkende er bygningerne, der står endnu. Går man på museum, leder man forgæves efter beklædningsstykker, møbler eller værktøj, det er ikke noget, nogen har tænkt på at bevare. End ikke Tordenkalvens tøj, som var syet sammen af farvestrålende lapper, som han stadig fornyede, og som med Preben Brandts ord var hans hus.

I modsætning til så mange andre boede Tordenkalven ingen steder, men vandrede rundt fra sted til sted, fri i forhold til fattigfolk i øvrigt.

Johannes V. Jensen har skildret ham i sine Himmerlandshistorier, men de fattige, som digterne ikke har skrevet om, er stort set glemt. Jens Vejmand husker vi således på grund af Jeppe Aakjær – til trods for at han kun fik et gammelt, frønnet bræt på kirkegården.

Den udvikling, Preben Brandt beskriver, begynder under enevælden, hvor de fattige boede frit i fattighuse, spredt ud over sognet. Dér fik de lov til at passe sig selv og forsørge sig selv, som de bedst kunne. Ved deres død tilfaldt deres ejendele sognet.

Med gode borgeres voksende demokratiske indflydelse kom der såvel økonomisk som moralsk kontrol med fattiglemmerne, fattiggårde i byerne afløste fattighusene på landet, fattigdommen blev centraliseret.

En typisk fattiggård havde en forstanderbolig for den ene ende af en lang gang, hvor rum på rum til beboerne lå side om side, så forstanderen kunne kontrollere, hvornår og hvorhen hver enkelt beboer bevægede sig.

Fattiggårdene var regulære arbejdsanstalter, konstaterer Preben Brandt, nu skulle de fattige ikke længere bare forsørge sig selv, de blev forsørget, og de skulle yde noget til gengæld.

Fattigsteder kan læses på flere niveauer. Man kan følge forfatterens rejser fra sted til sted, læse hans beskrivelser og i de fleste tilfælde også se et foto af huset, eller en dør med nummer på, en fodrem, en syldsten, ja, en statue af selveste Tordenkalven.

Men samtidig demonstrerer hans udflugter også det historiske forløb, hvilket sætter ham i stand til at påvise, hvor meget af datidens tankegang der er fortsat langt ind i velfærdsstaten, og som stadigvæk præger opfattelsen af dem, der falder ud af samfundets sikkerhedsnet.

»Jeg har set noget, som rækker frem til i dag,« skriver han i et efterhængt ’Socialpolitisk rejsebrev’.

»Jeg har set, hvordan nutidens socialpolitik og dens metoder ikke bare blev grundlagt i årtierne efter enevældens ophør og kun fortsatte i en kort periode, men stadigvæk udgør det værdimæssige grundlag i dag.«

Og:

»Jeg har ikke overset, hvad velfærdssamfundet har gjort ved at flytte proletariatet og en lille del af pjalteproletariatet op i en stadig stærkere middelklasse. Men jeg glemmer og overser heller ikke, at det demokratiske velfærdsamfund har ladet nogle være tilbage og favoriseret dem, der kunne flyttes eller selv flytte sig op. Det finder jeg både skammeligt og pinligt.«

Så er det sagt!

Preben Brandt: Fattigsteder. Ni fortællinger fra de understes danmarkshistorie. Med forord af statsminister Mette Frederiksen. Forlaget Vandkunsten, 202 sider, 220 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

12. august 2019 har Ove Lund et debatindlæg i Information. Som indledning lyder det: "Bitten Vivi Jensen har ageret modigt ved at tage sagsakter med hjem for at dokumentere barsk behandling af borgere. Flere bør følge hendes eksempel, så vi kan gøre oprør mod uretfærdigheden, skriver Socialpolitisk Forening Hovedstaden i dette debatindlæg". Jeg holder fortsat øje med Informations opfølgning på sagen om Bitten Vivi Jensen. Hendes modige civile lydighedsnægtelse må ikke dø hen, den må ikke være forgæves!

Lise Lotte Rahbek, Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen og Ivan Mortensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Ja, hvordan går det med Bitten Vivi Jensen?
Det kunne jeg også godt tænke mig at få at vide.

Nej, den sag må ikke dø. For så hæver den del af pressen, som skrev så ivrigt om Bitten Vivi Jensen, sig jo ikke over sensationspressen. Spændende og salgbar nyhed, ikke? Information plejer at være bedre - så ja, vi venter på Informations næste udspil i sagen!